MartinusForumDk

Som hovedresultat af den indsats, der fra naturvidenskabens side er ydet på det forsknings- og erkendelsesmæssige område, kan menneskeheden i dag notere sig et overordentligt omfattende og indgående kendskab til naturens love og kræfter. I praksis har dette kendskab vist sig at have betydning for skabelsen af den teknik, der nu i så høj grad præger kulturen og i væsentlig grad bidrager til at lette mennesket kampen for tilværelsen.

Set ud fra et kosmologisk synspunkt må man imidlertid anse det erhvervede kendskab til selve naturkræfterne og naturlovene for at være det vigtigste, det primære resultat af ovennævnte indsats, medens den af dette kendskab affødte teknik, alle dens vidunderlige og imponerende muligheder taget i betragtning, må anses for at være det mindre vigtige det sekundære resultat af samme indsats. Baggrunden for dette synspunkt er foruden den kendsgerning, at teknikken er et resultat, en virkning af det tilegnede kendskab til naturlovene m.v., det faktum, at jordkloden stadig i meget stor udstrækning er skueplads for udbredt nød og elendighed – ikke mindst inden for menneskehedens tilværelsesområde. At dette virkeligt er tilfældet, kan imidlertid ikke blot betragtes som et udtryk for teknikkens elendighedseliminerende begrænsninger, men må desværre i stor udstrækning ligefrem anses for at være et resultat af en direkte lidelsesbefordrende anvendelse af teknik og tekniske muligheder. Således er f.eks. enhver form for krigsmateriel samt jagt og fiskeriudstyr m.v. udtryk for drabs- og lidelsesbefordrende tekniske produkter, der ligefrem med hensigt er skabt ud fra ønsket om at gøre befordringen af drab, lemlæstelse og lidelse mulig.

Denne situation gør det til kendsgerning, at de tekniske præstationer ikke udelukkende er til glæde og velsignelse for menneskene og de øvrige levende væsener, der fører deres tilværelse på jordkloden, men at de i et stort antal tilfælde tværtimod er direkte til forbandelse og ulykke for disse. At man dog ikke kan give selve teknikken skylden herfor, hvorimod den må placeres hos menneskeheden selv, er aldeles utvivlsomt, men det er lige så utvivlsomt, at denne skyld i langt højere grad er et udtryk for uvidenhed og derigennem et vidnesbyrd om menneskehedens udviklingsmæssige position, end den er udtryk for en egentlig fejl eller abnormitet ved denne.

At hovedparten af menneskehedens trængsler og lidelser dybest set er et resultat af uvidenhed, er uvidenhedens virkninger, og ikke symptomer på en virkelig realistisk fejl, defekt eller abnormitet ved denne, må ud fra et kosmologisk synspunkt siges at være ikke blot en formildende, men endog en heldig omstændighed. Begrundelsen for dette udsagn er meget enkelt og naturligt den, at uvidenhed gennem en passende indsats kan forvandles til viden. Således kan det, som f.eks. var uvidenhed i går, måske blive til viden i dag; og det, som er uvidenhed i dag, vil muligvis blive forvandlet til viden i morgen. Og da lidelserne netop er uvidenhedens frugter, må disse frugter naturnødvendigt forsvinde sammen med det, der var kilden til dem. I hvert fald hindres udløsningen af nye lidelser og vanskeligheder i det øjeblik, årsagen til deres opståen neutraliseres og ophæves.

Vores første kosmologiske facit må da blive netop det, vi i fortalen til “Livets Bog” møder fra Martinus egen hånd, idet han dér skriver: ” – Thi uvidenhed er nemlig den virkelige årsag til alt, hvad der hører ind under det, verden kalder “det onde”. Der, hvor uvidenhed fjernes, ophører det såkaldte “onde” med at eksistere. ” (Livets Bog I, stk. 19.)

Altså. – Der hvor uvidenheden fjernes, ophører det såkaldte onde med at eksistere.

Studerer man dette facit nærmere, viser det sig hurtigt, at betydningen og vigtigheden af dets ideindhold kun vanskeligt kan overvurderes, idet det på én gang røber lidelsernes årsag samt midlet til ophævelsen af denne årsag. Dette middel er, som det vil ses, at gøre uvidenhed til viden. Man kan kun vanskeligt overse den kendsgerning, at der her er tale om en nøgtern anvisning på den uundgåelige vej, menneskeheden, og med den hvert eneste menneske, må gå for at komme fri af den sump af lidelser og kvaler, fysiske såvel som psykiske, den nu er opslugt i. Vores første kosmologiske facit er således intet mindre end en appel til hvert eneste menneske. Det er lige så vel en appel til direktøren som til kontorbudet, til ministeren som til chaufføren, til kongen som til arbejderen, til paven som til degnen; – men først og fremmest er det en appel til mennesket i hverdagen, hvormed menes mennesket i dets umiddelbare omgang og vekselvirkning med sine omgivelser, hvad enten disse viser sig for det i skikkelse af medmennesker, eller de viser sig for det som dyr eller planter, ja selv mineraler. Det er med andre ord en appel, der har bud til os alle, hvad enten vi er høje eller lave, onde eller gode, skønne eller uskønne, kloge eller ukloge. – Alle kan vi lære noget af andre, og alle har vi noget, vi kan lære andre. At indstille sin bevidsthed på denne bølgelængde er at indstille den på livets egen tale, thi det vil ved nærmere eftersyn vise sig, at vores første kosmologiske facit ikke er udtryk for et menneskeligt påfund, hvorimod det er en konsekvens af livets egne love. Det ved det, der er af menneskelig natur, er så absolut kun formuleringen, hvorimod dets ideindhold er identisk med livets egen direkte tale. Senere vil det yderligere afsløre sig, at bevidsthedens indstilling på denne livets egen tale er ensbetydende med dens indstilling på Guds egen personlige korrespondanceform, thi at gøre uvidenhed til viden og dermed bidrage til fjernelsen af de frygtede lidelser og deres sikre årsag, er en opgave, vi alle af livet selv er viet til at deltage i løsningen af. Lidelsernes årsag er alles problem. Den er menneskehedens fælles problem, og dette fælles problem gør uden videre alle til lærere og alle til elever. At forstå dette samt med ydmyghed og sagtmodighed at føre denne forståelse ud i livet er utvivlsomt den vej, som i dag i hverdagen står mennesket åben som en mulighed for at gøre Guds vilje til sin vilje og dermed sig selv til ét med Gud.

At gøre uvidenhed til viden er derfor ledemotivet i dette kursus i Martinus kosmologi og åndsvidenskab – er selve baggrunden og begrundelsen for dets skabelse og fremtræden; men det må aldrig glemmes, at det KUN er et beskedent supplerende bidrag til Martinus eget hovedværk “Livets Bog”, et bidrag, som sigter mod dette at gøre tilegnelsen af det originale materiale, som dette hovedværk rummer, en smule lettere for den studerende. Som sådant betragtet vil nærværende kursus således aldrig nogensinde kunne komme til at spille en så dominerende rolle, at det overflødiggør andre lignende bidrag eller gør dem betydningsløse. – Thi alle er vi lærere, og alle er vi elever.