Første afsnit (Det levende væsen) – Kapitel 10 (Det levende væsens selvopholdelsesdrift) – Lektion 42

Begrebet selvopholdelsesdrift

1.
Vi har netop været vidne til, hvorledes døden er en illusion, dersom man tror på den i den grad, som det i almindelighed er tilfældet for det moderne menneskes vedkommende specielt for det moderne materialistiske menneskes vedkommende. Så langt fra at være nogen definitiv afbrydelse af livet og livets oplevelse er døden tværtimod et både naturligt og nødvendigt led i den organismeudskiftningsmetode, vi tidligere har lært at kende som reinkarnationen. At dø vil herefter blot sige dette at miste den fysiske organisme og dermed den sanse- og manifestationsmæssige tilknytning til den fysiske verden, således at fysisk livsoplevelse ikke længere kan finde sted.

Det er naturligvis meget inspirerende at komme i berøring med en sådan opfattelse af døden, og endnu større værdi har det i det øjeblik, man på grundlag af argumentationens klarhed samt denne argumentations konfrontation med egne erfaringer er i stand til at opnå – ikke en trosmæssig, men en forståelsesmæssig fornemmelse af dens overensstemmelse med virkeligheden. Men det forhindrer dog på den anden side ikke, at vi hver især føler det meget vanskeligt at acceptere det personlige, praktiske møde med døden. Vi er tværtimod stadig med alle midler parat til at modsætte os dødens indgreb i vort liv, og vi gør det, fordi vi simpelthen ikke kan lade være dermed. Vi føler os drevet af en indre uimodståelig kraft, en kraft, der i tilfælde af pludselig overhængende livsfare viser sig i stand til at frembringe de mest forbløffende resultater. Denne indre kraft er kendt som det levende væsens selvopholdelsesdrift, og det er netop den, vi i nærværende kapitel skal beskæftige os med.

Selvopholdelsesdriftens kosmiske identitet

2.
Selvopholdelsesdriften er kendt af praktisk taget alle mennesker både som begreb og som realitet. Man er klar over, at den udgør noget umådeligt centralt af urgammel dato i det levende væsens natur. Thi man er i stand til at konstatere symptomer på selvopholdelsesdrift hos alle levende væsener fra de mest primitive til de mest fremskredne. Selvopholdelsesdriften er vitterligt noget, der ikke blot er forbeholdt mennesket, men noget, der virker i overhovedet alle livsformer, i dyr og planter, i mikrovæsener og makrovæsener. Og dens karakteristika er just dette, at den i hvert eneste tilfælde ytrer sig som et forsøg fra væsenets side på at undgå døden og dermed som et forsøg på at forhindre den fysiske organismes undergang. Ja, selv i mineralernes verden kan man møde eksempler på udslag af selvopholdelsesdrift. Herpå kan bl.a. snekrystallerne tjene som et tankevækkende eksempel.

Snekrystaller er som bekendt hvide, ligesom en hexagonal (sekstalspræget) konstruktion er et almindeligt fællespræg, og begge disse træk ved snekrystallen kan med god grund fortolkes som udslag af princippet selvopholdelsesdrift og dermed som udslag af en tilbøjelighed til at forhindre den fysiske materiekombinations eller organismes undergang.

Således beskytter på den ene side den hvide farve snekrystallen mod påvirkning af sollysets varmestråler og altså dermed mod smeltning. Og på den anden side beskytter den hexagonale konstruktion snekrystallen mod at knuses ved anslaget mod jorden, idet netop den hexagonale konstruktion betegner en sådan fordeling af stoffet i snekrystallen, at der opnås den størst mulige luftmodstand under faldet og dermed den størst mulige bremsning af hastigheden under dette fald. – Altså i begge tilfælde foranstaltninger, der tydeligt beskytter snekrystallen mod destruktion og undergang.

3.
For mennesket er som sagt selvopholdelsesdriften et alment kendt træk af det levende væsens natur. Ja ikke nok med det: den er yderligere et alment anerkendt træk i den forstand, at man i en lang række tilfælde tager sig den til indtægt som forsvar for handlinger og adfærdsformer, hvis kvalitet man ellers ikke ser sig i stand til at retfærdiggøre og forsvare. F.eks. er det jo helt almindeligt at inddrage selvopholdelsesdriften i forsvaret for den råhed og brutalitet, mennesker under krigsforhold og lignende tilstande indbyrdes kan udvise.

Foruden at virke som spore til sådanne uhyggelige manifestationsformer kan selvopholdelsesdriften lykkeligvis også fremvise helt andre resultater. På den ene side kan den hos mennesket afsløre sig som en kraft, der sætter det i stand til gennem lange perioder at udholde forfærdelige fysiske og psykiske tilstande, f.eks. sådanne tilstande, som har hersket i de berygtede koncentrationslejre. Og i tilknytning hertil viser selvopholdelsesdriften sig i stand til at udvirke en helt utrolig tålmodighed samt ukuelig optimisme og tro på fremtiden hos mennesket i tilfælde, hvor det netop lever under utålelige forhold som de nyligt antydede. På den anden side giver selvopholdelsesdriften sig udslag i skabelsen af en lang række foranstaltninger til beskyttelse af menneskeliv samt menneskelige værdier og interesser – herunder det vi i dag forstår ved sociale foranstaltninger. Også disse manifestationsformer er udtryk for virkninger af selvopholdelsesdriften i mennesket, men i dette tilfælde virkninger, der i modsætning til sådanne, som f.eks. er gældende under krigsforhold, i vid udstrækning er i pagt med det rene livgivende princip i tilværelsen. – Selvopholdelsesdriften behøver altså ikke blot at virke i det egoistiske og dræbende princips tjeneste, således som det i overvejende grad er tilfældet hos dyret. Den kan, som vi senere skal se, også bringes til at virke i det altruistiske og livgivende princips tjeneste, hvilket det forøvrigt med henblik på udformningen af en ny menneskelig etik kunne have sin allerstørste betydning for homo sapiens at overveje nærmere.

4.
Selvopholdelsesdriften er altså en velkendt størrelse i den menneskelige erfaringskreds! Men hvad ér denne selvopholdelsesdrift egentlig for noget? Hvad er den dybeste kosmiske sandhed om den? – Ja, dette er til gengæld et mysterium for mennesket, og specielt er det et mysterium for det materialistiske menneske. Ved det materialistiske menneske forstås jo mennesket, der kun tror på materien og som i kontakt hermed stiller sig fuldstændigt afvisende overfor den tanke, at tilværelsen foruden den materielle side også skulle have en åndelig side af overfysisk natur. Og for netop det menneske, der besidder denne opfattelse, er selvopholdelsesdriften i sandhed et mysterium, i hvert fald dersom det tænker nærmere over sagen. Thi nævnte selvopholdelsesdrift ytrer sig jo som en tilbøjelighed hos de levende væsener til at modsætte sig enhver form for indgreb og ændringer i organismen, der kan betyde en trussel for dennes fortsatte eksistens og opretholdelse. Men hvad kan motivere en sådan tendens? – Hvis der kun er materien, og de levende væseners bevidstheder såvel som livet selv blot udgør sekundære biomstændigheder ved denne materie således at forstå, at disse realiteter blot udgør biprodukter af nævnte materies forskellige kombinationer og funktioner, hvad kan da motivere, at materien netop udviser tilbøjelighed til at opretholde visse kombinationer og funktioner samt udviser tilbøjelighed til at modsætte sig indgreb, der kan betyde en trussel mod disse kombinationers og funktioners fortsatte beståen? – Ja, dette er faktisk en uløselig gåde. Thi det synes indlysende, at den døde materie må kunne være ligeglad med, hvilke kombinationer den befinder sig i, samt hvilke funktioner den i tilknytning hertil fremviser. Altså kort og godt: set fra den døde materies eget synspunkt kan det være lige meget, om den befinder sig i den ene kombination eller den anden kombination, og om den fremviser den ene funktion eller den fremviser den anden funktion.

Imidlertid taler kendsgerningerne for noget andet. Materien er ikke ligeglad med, hvilke kombinationer den befinder sig i, eller hvilke funktioner den fremviser. Tværtimod lader det sig iagttage, at en lang række kombinationer og funktioner – nemlig de såkaldte organismer – fremviser selvopholdelsesdrift, og dette er et faktum, der på ingen måde lader sig forene med den materialistiske grundanskuelse. Det er tværtimod et faktum, der på en sådan måde inddrager filosofiske aspekter i sagen, at der som slutresultat af en nærmere ransagelse bliver tale om et afgørende dødsstød mod denne grundanskuelse.

Selvopholdelsesdriftens motivation lader sig nemlig absolut ikke søge på den rene materialismes grund. Den lader sig udelukkende søge inden for rammerne af en betragtning, hvor også tilværelsens åndelige side er accepteret, og i hvilken det levende væsen optræder som et udødeligt treenigt princip.

5.
En sådan betragtning ér det som bekendt netop, Martinus gør sig til talsmand for, og Martinus har da også et par ord at sige om selvopholdelsesdriften, således som vi i det følgende skal se.

“Selvopholdelsesdriften er simpelthen en konsekvens af urbegæret”, hævder Martinus og tilføjer, “og selvopholdelsesdriften bør i overensstemmelse hermed defineres som et udtryk for Jegets ubetingede krav om opretholdelse af sin livsoplevelsesevne samt de hertil knyttede organismer – fysiske såvel som psykiske”. – Som det vil kunne iagttages, er denne definition af selvopholdelsesdriften meget nøje i kontakt og overensstemmelse med selve grundtanken i hele Martinus Kosmologi. I denne indtager jo det levende væsen suverænt den centrale plads, og det defineres endvidere som et treenigt, navnløst “Noget”, der kan og vil opleve. I overensstemmelse hermed er det udstyret med et urbegær, der er det samme som det ubetingede begær efter livets oplevelse.

For imidlertid at livets oplevelse lader sig etablere, er det, som man vil vide det, en forudsætning, at skabelse finder sted. Thi livets oplevelse er på ingen måde noget, der hokus pokus bliver til af sig selv, men derimod noget, der for sin tilblivelse stiller krav til fuldbyrdelse af en omfattende skabelsesproces.

Som al anden skabelse indebærer skabelsen af livets oplevelse en vis vekselvirkning med materien – og vel at mærke en vekselvirkning, der medfører følelig påvirkning af såvel materien som af væsenet og dets Jeg, der jo for sidstnævntes vedkommende udgør selve det oplevende “Noget” ved det levende væsen. Og for at kunne præstere en sådan vekselvirkning og dermed princippet “skabelse” er det nødvendigt, at hensigtsmæssige redskaber står til det levende væsens og dermed til Jegets rådighed, redskaber, der i form af manifestation og sansning kan befordre en kombineret udadrettet og indadrettet aktivitet. Har det nemlig ikke tilknytning til sådanne redskaber, vil det ifølge sagens natur på forhånd være afskåret fra at præstere dén nødvendige skabelse, gennem hvilken just livets oplevelse og dermed urbegærets tilfredsstillelse etableres og fuldbyrdes.

Disse redskaber eksisterer som bekendt i form af det levende væsens samlede organiske struktur repræsenteret ved evighedslegemet, den sjælelige strukturs seks åndelige legemer samt endelig den fysiske organisme. Da nu denne struktur er uomgængeligt nødvendig for livsoplevelsens skabelse, og man tager hensyn til, at netop livsoplevelsen på foranledning af urbegæret suverænt er i centrum for hele Jegets attrå, da forstår man også, både at det i allerhøjeste grad er i Jegets interesse at bevare sin organiske struktur, samt at denne interesse netop er dikteret af dets urbegær. Og vi ser dermed den kosmiske begrundelse for Martinus’ definition af selvopholdelsesdriften. Thi selvopholdelsesdriften er, som det vil kunne forstås, intet som helst andet end det praktiske udslag af denne urbegær-motiverede interesse for den samlede organiske struktur, herunder den fysiske organisme. Med andre ord: selvopholdelsesdriften, således som begrebet inden for rammerne af Martinus Kosmologi bliver anvendt, er identisk med det praktiske udslag af Jegets urbegær, hvor dette udslag karakteristisk nok har form af en permanent indstilling på med alle til rådighed stående midler at beskytte og bevare dén organiske struktur, gennem hvilken skabelsen af livets oplevelse lader sig fuldbyrde. – Vi skal som allerede tidligere antydet senere i kurset komme til at se, at selvopholdelsesdriften kan give sig helt andre
udslag end dem, vi er vant til at sætte i forbindelse med dette begreb, udslag, der i renkultur er i kontakt med tilværelsens livgivende princip. Det skal herunder komme til at vise sig, at måden, selvopholdelsesdriften giver sig udslag på, helt og holdent er bestemt af det kombinationsforhold, i hvilket den sjælelige strukturs 6 åndelige legemer befinder sig.

Her har vi blot ønsket at introducere læseren for selve begrebet, således at det får en ganske bestemt og entydig mening for os. Dette er nemlig en afgørende forudsætning for, at vi på forsvarlig måde kan diskutere det begreb, som er emne for kursets næste kapitel, begrebet “vilje”.

Lektion 42 fortsættes ind i kapitel 11.

Leave a Reply

avatar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

  Subscribe  
Notify of