Første afsnit (Det levende væsen) – Indledning

DET LEVENDE VÆSEN

Skal man ved et symbolsk billede karakterisere gennemsnitsmenneskets kendskab og forhold til sin egen helhedsfremtræden, kan man vælge billedet af en mand, der anskaffer sig en bil til eget privatbrug. Han har lært færdselsreglerne – måske kun middelmådigt – ved hvordan han skal køre vognen, og hvordan han skal forsyne den med olie, benzin m.v. Derimod har han kun en svag anelse om bilens mekaniske indretning. Hans kendskab til motorens, gearkassens, differentialets og det elektriske systems funktioner – både hver for sig og i samarbejde med hinanden – er højst elementært. Det interesserer ham ikke, og han finder, at det er ligegyldigt med alt det. For han kan jo køre med den alligevel, og det er det vigtigste. Det er jo dertil, han har købt den.

Sker det imidlertid, at der opstår en eller anden art vanskeligheder med de mekaniske systemer, vil han dog ikke kunne undgå at mærke, at han er højst uheldigt stillet. Han aner ikke, hvordan situationen skal klares. Han er, kort sagt, ganske på bar bund og må helt og holdent sætte sin lid til andres viden og indsigt. – Yderligere fører hans manglende kendskab til vognens indretning med sig, at han er ude af stand til at indleve sig i, hvad man kan tillade sig at byde den, hvor meget den kan tåle at blive belastet, hvordan man bedst kan skåne den i de og de situationer o.s.v., o.s.v., og resultatet er, at den slides alt for hurtigt op. Han får ikke den glæde af den, som han normalt skulle kunne få. Den begynder ret hurtigt at “skrante”, og i løbet af forholdsvis kort tid strejker den helt. Den kan ikke mere – og hvad så? Ja, enten må han jo anskaffe sig en ny, hvis han har råd til det, eller også må han finde sig i at give afkald på de bekvemmeligheder, en bil nu engang giver – blot fordi han ikke gjorde sig den ulejlighed at lære sin bil i det mindste overfladisk at kende.

I denne skitse har vi altså konturerne af gennemsnitsmenneskets forhold til sig selv, dets kendskab til – ikke blot sin fysiske organisme, men også til dé elektriske kræfter, der gennemstrømmer dets hjerne og nervesystem, til sine tanker, følelser, anelser og erindringer og til baggrunden for sin moral og karakter. Mennesket har jo en glimrende organisme, hvilket vil sige et glimrende redskab for sin tilknytning til den fysiske verden, og dette redskab passer normalt sig selv, uden at man behøver at tænke nærmere over det. Yderligere ved det, hvordan man skal manøvrere med dette redskab, og hvordan man skal forsyne det med fast og flydende næring i form af mad og drikke. Det er også uden videre i stand til at tænke, at føle had, vrede, sympati og kærlighed, og det ved hvordan det skal bære sig ad med at videreføre slægten. Men derimod ved det sædvanligvis kun uhyre lidt om, hvad der sker, eller hvordan det går til i dette og hint tilfælde. – Og hvad er resultatet?

-Principielt nøjagtigt det samme som i eksemplet med manden og bilen. Mennesket overbelaster sig selv på utallige måder. Det ved ikke, hvordan det skal bære sig ad med at koble fra og slappe af, og det slider sig selv alt for hurtigt op. I kraft af sin uvidenhed om livet og dets love ødelægger det på mangfoldige måder sine nerver. Der opstår kortslutninger, som ødelægger både dets egen og andres tilværelse. Det bliver mere eller mindre en plage for sig selv og sine omgivelser – ja, det kan endog føre sine tankebaner og sine ellers naturlige vaner og tilbøjeligheder ind i tragiske og uhyggelige afsporinger og derigennem føre sig selv frem til selvmordets fortvivlede og desperate flugtforsøg. Men kan det flygte – ? Det véd det ikke!

Da vi lever i en tid, der på utallige områder stiller stadigt større og større krav til det enkelte menneske, og disse krav efterhånden er så overvældende, at de kun vil kunne opfyldes ubesværet i forhold til netop det enkelte menneskes evne til at holde sig selv i balance og i forhold til dets viden om tilværelsens bærende love er det indlysende, at den uvidenhed, der på disse områder hersker, må give sig udslag i en menneskehed, der i hovedsagen består af deprimerede, desillusionerede og ulykkelige væsener. Væsener der næsten målbevidst arbejder på at skabe et helvede ud af deres tilværelse – blot fordi de ikke ved bedre, blot fordi de ikke kender sig selv, hverken fysisk eller psykisk.

Da netop denne uvidenhed, dette manglende kendskab til sig selv kosmisk set er den inderste årsag til alt, hvad et menneske kommer til at opleve af angst og smerte, sorg, lidelse dødsfrygt og ulykke, og der nu, takket være Martinus analysering af det levende væsens kosmiske og sjælelige struktur, er skabt en videnskab, der giver ethvert interesseret menneske adgang til at erhverve sig grundigt kendskab til sit eget fundamentale væsen og til betingelserne for et heldigt udfald af dette væsens vekselvirkning med omgivelserne, vil det være naturligt som første afsnit i nærværende kursus i Martinus Kosmologi at vælge afsnittet om “det levende væsen”. – Men det må naturligvis betones, at nævnte afsnit primært beskæftiger sig med det levende væsens sjælelige eller åndelige side, og kun sekundært med dets fysiske side. Thi vi deltager jo ikke i et kursus i fysiologi og anatomi, men derimod i et kursus i kosmologi eller åndsvidenskab.

2
Leave a Reply

avatar
1 Comment threads
1 Thread replies
0 Followers
 
Most reacted comment
Hottest comment thread
2 Comment authors
miersaje Recent comment authors

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

  Subscribe  
newest oldest
Notify of
miersaje

X1 X2 X3 alle tre x er en samlet uadskillig enhed hvor x! er jeget og X2 jegets skabe manifestations evne og X3 alt det skabte : netop de tre grundforudsætninger der skal til for at noget er levende.

Hej Miersaje, det ser ud til at din kommentar ikke er endt det rigtige sted. Er det et svar til det her spørgsmål: https://www.martinusforum.dk/respondoj/220/hvad-er-x1-x2-og-x3-i-martinus-verdensbillede?