Første afsnit (Det levende væsen) – Kapitel 12 (Det levende væsens skæbnedannelse) – Lektion 48

Man kan så igen,

som man høster,

men man kan også så anderledes!

 

Skæbne og vilje

28.
Vi har hermed søgt at begrunde og klarlægge, at ethvert levende væsen absolut er sin egen skæbnes sande ophav, og at det i kontakt hermed er ganske urimeligt, om det giver andre skylden for den tilskikkelse, i hvilken livet viser sig for det. Denne skyld kan kun placeres hos det selv, så sandt som det selv repræsenterer den betingende årsag.

Medvæsenerne kan allerhøjest være redskaber, hvorigennem skæbnedannelsens gengældelsesfase fuldbyrdes, og dermed redskaber, på hvis eksistens og funktionelle villighed muligheden af en personlig, hundrede procent retfærdig erfaringsdannelse beror. Hvad der kommer til syne i ens skæbnedannelse bør derfor først og fremmest betragtes som en kosmisk rapport, der meddeler, hvordan éns tidligere væremåde har virket på de medvæsener i omgivelserne, den har været rettet imod, en rapport, man har al mulig grund til at tage med ind i sit “lønkammer” til ransagelse, frem for at lade den give anledning til nye ubehageligheder for omgivelserne.

Det er givet, at det har stor betydning at komme til klarhed over disse forhold. Thi først i det øjeblik, man virkeligt forstår, at skæbnedannelse finder sted, samt at man virkelig selv er ophav til karakteren af den skæbne, der møder én, først da vil man også øjne de muligheder, der eksisterer i retning af en personlig, målbevidst udformning af ens kommende skæbne. – Men ér en sådan udformning da virkelig mulig?

-Ja, det er den skam rigtigt nok! Skæbnen er jo noget, det levende væsen selv skaber. Og på samme måde, som det gennem sin viljeføring normalt har indflydelse på udformningen af alt andet, som det skaber, således har det også ved de samme forudsætninger mulighed for at øve indflydelse på den skabelse, hvorigennem dets skæbne udformes. Det vil altså sige gennem den personlige viljeføring.

29.
Som det nu er os bekendt, forstås der ved viljeføring det levende væsens personlige føring af sin totale energiomsætning. Denne virksomhed beror på dets viljeorgan, der er sæde for dets vilje, og hvor vilje jo netop defineres som det levende væsens evne til bevidst at regulere, administrere og virkeliggøre sin energiomsætning.

Da det nu er gennem den udadrettede del af denne energiomsætning, at årsagen til den kommende skæbne udmøntes og udformes, vil det også være her, væsenet har grund til at sætte ind. Og ikke alene har det grund til det: det har som netop erklæret også mulighed for det. Det har mulighed for det, takket være at det besidder egenskaben vilje, idet viljen jævnfør definitionen betegner væsenets forudsætning for at gribe ind i udformningen af sin skæbnedannelse -nemlig gennem regulering af de betingende årsager.

Indser man nu denne mulighed, vil utvivlsomt det spørgsmål før eller senere opstå, hvor meget man med sin vilje kan gøre for at forberede sig en god skæbne, samt hvor meget man kan gøre for at afvende en allerede udsendt dårlig skæbne? Med hensyn til det første spørgsmål kan der svares, at man her kan gøre alt, hvad man har lyst til, idet lysten er en viljeførende faktor af afgørende betydning. Lysten viser nemlig tilbage til foreliggende behov, ønsker og begær samt eventuelt erfaringer. Og i lige så høj grad disse faktorer formår at gøre sig gældende, i lige så høj grad vil viljeføringen være præget deraf; og i samme grad vil dermed også skæbnedannelsen blive præget. Teoretisk er der altså ingen grænser for, hvor meget der kan gøres for at forberede en god skæbne.

I praksis er der derimod en ganske bestemt grænse, nemlig en grænse, der sættes af karakteren af individets viljeførende kræfter. Og hertil kommer så naturligvis den grænse, der sættes af de til rådighed stående evner, samt hvad der eventuelt kan foreligge af viljehæmmende faktorer.

Med andre ord: gennem sin viljeføring har ethvert levende væsen rent principielt mulighed for at udforme sin kommende skæbnedannelse, nemlig gennem regulering af de betingende årsager. Grænsen for, hvad der her kan lade sig gøre, sættes udelukkende af væsenets egne viljeførende kræfter (samt eventuelt svigtende evner og viljehæmmende faktorer).

30.
Hvad angår det sidste af de to førnævnte spørgsmål, nemlig spørgsmålet om hvad der eventuelt kan gøres for at afvende allerede udsendt dårlig karma, skal henvises til, hvad der allerede har været nævnt i forbindelse med neutralisering af skæbne. Mulighederne er nemlig her langt mere begrænsede end i tilfældet med udformning af kommende skæbne.

Sandt at sige består der kun den ene mulighed, at man til bunds gør de fornødne erfaringer, idet dette er den eneste måde, hvorpå skæbneelementet kan blive immunt over for indslag af sådanne energier og dermed altså den eneste form, hvorunder ubehagelig skæbne kan neutraliseres. Dette kan måske nok virke nedslående på de fleste af os, når vi tænker på, hvad vi formodentlig har i vente. Men har man på den anden side først indset skæbnedannelsens pointe, der netop er at sikre det levende væsens erfaringsdannelse og dermed dets udvikling til stadigt højere og skønnere bevidsthedstrin, da vil man sikkert alligevel acceptere situationen og i stedet give sig til at spekulere over, både hvad der nu kan gøres med henblik på tilrettelæggelse af fremtiden, samt hvad der kan gøres med hensyn til dette at ruste sig til mødet med en muligt kommende ubehagelig skæbne, således at dette møde kan få et så værdifuldt forløb som muligt. Thi da vil man glædes ved tanken om den bestående verdensorden, fordi man ser dens rige muligheder samt ser, hvor strålende suveræn man i virkeligheden er, den dag man bevidst begynder at arbejde med på at udnytte disse muligheder og derigennem konsolidere sin stilling i tilværelsen – til glæde og velsignelse for sig selv og sine omgivelser.

Naturligvis er der om et så betydningsfuldt emne som det levende væsens skæbnedannelse langt mere at sige, end hvad der her har været bragt på bane. Vi håber dog, at læseren har fået et vist indblik i de herskende grundprincipper, således at grundlaget for et senere videregående studium kan anses for at være tilvejebragt. Det er vores håb en gang med tiden at kunne bidrage til tilrettelæggelsen af et sådant studium, således at skæbnedannelsens fascinerende mysterium helt kan blive afklaret. I nærværende sammenhæng skal nemlig dette emne nu forlades til fordel for et andet og mindst lige så vigtigt, nemlig spørgsmålet om bønnens magt og muligheder. At dette spørgsmål nemlig også er af største vigtighed, fremgår uden videre af dets relation til netop begrebet “skæbnedannelse” – og her ikke mindst af dets relation til begrebet mørk eller ubehagelig skæbnedannelse. Hvilken betydning har bønnen mon her? – –

 

Lektion 48 fortsættes i kapitel 13

Leave a Reply

avatar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

  Subscribe  
Notify of