EFTERSKRIFT
Kønsprægets grundlag og udformning
81.
Tilbage har vi nu blot at sætte os ind i, hvorledes kønspræget eller den såkaldte enpolede tilstand opstår, idet vi jo allerede ved, at skuepladsen for denne dramatiske forvandling af det levende væsen -koblingsfasens fuldbyrdelse -er dyreriget. For dramatisk må denne forvandling i sandhed siges at være, både med hensyn til sine konsekvenser og set i relation til det faktum, at den normale tilstand for det levende væsen er den ligevægtigt dobbeltpolede, eftersom denne er gældende inden for de fem af spiraikredsløbets i alt seks tilværelsesplaner (der tages delvis forbehold m.h.t. sidste halvdel af planteriget, idet der i flere tilfælde allerede her kan spores eksempler på fuldbyrdet kønspræg -f.eks. asketræet (fraxinus excelsior); det almindelige er dog, at kønspræget udvikles i dyreriget).
82.
Idet der henvises til oversigtsskemaer og fordelingsdiagrammer (skema I og skema II), kan det indledningsvis nævnes, at de levende væseners forvandling til enpolede og dermed kønsprægede individer er en proces, der længe er under forberedelse, akkurat som det er tilfældet med dén organiske struktur, der i praksis muliggør dyrets seksualisme (stk.79). For mens kønspræget ganske vist normalt først fuldbyrdes i dyreriget (F), lægges grunden hertil allerede så tidligt som i salighedsriget (D). Ja, faktisk undfanges det første “frø” endog i den guddommelige verden (C), nemlig sammen med tyngdelegemets overkobling på den anden pol -her den feminine. Som vi ved, er det tyngdelegemet, der skal bære det kommende ny organismeprincip (her klodens princip), og det er derfor ikke uden betydning, at dette legeme på et så tidligt tidspunkt kobles over på den pol, der primært -ja, så at sige solo -skal bære individets seksualisme gennem hele salighedsriget (D), planteriget (E) og dyreriget (F), hvilket sidste jo betegner indviklingens kulmination og egentlige mål, fordi det levende væsen, nået hertil, endegyldigt har erobret det ny organismeprincip.
Men det er som sagt først i salighedsriget (D), at grunden til det kommende enpolede kønspræg for alvor lægges. Som man af oversigtsskemaet skema I kan se, er den feminine pol her alene om at bære det levende væsens seksualisme, idet den maskuline pol blot disponerer over instinktlegemet, der kun indirekte har betydning for såvel seksuallivet som for bevidsthedslivet i det hele taget.
Allerede dette medfører en første svækkelse af den maskuline pol, idet den som superoverordnet talentkerne betragtet (stk.19) er påvirkelig af det omfang, i hvilket dens funktioner er nødvendige i seksualismens tjeneste. Og dette omfang er -som man vil kunne se -yderst beskedent i salighedsriget (D), idet kun det endnu forholdsvis spæde instinktlegeme (1) knytter sig til denne pol.
Imidlertid varer det meget lang tid, før denne situation afføder mærkbare virkninger for en så grundlæggende og indarbejdet kosmisk realitet som en overbevidsthedspol, og væsenet bevarer derfor uforstyrret sin dobbeltpolede status gennem ikke alene hele salighedsriget (D), men også hele -eller i det mindste størstedelen af planteriget (E). Det er således normalt først i dyreriget (F), der for alvor begynder at vise sig konsekvenser.
Betragter vi situationen i planteriget (E), er denne i praksis uændret (målt med D). Intelligenslegemet (4) er ganske vist kommet til på den maskuline pol, men da det er latent, har det ingen praktisk betydning for det intellektuelle liv og dermed heller ingen betydning som “næringsfaktor” for denne pol. Derimod er tyngdelegemet (2) og følelseslegemet (3) i deres tilknytning til den feminine pol nået frem til henholdsvis andet og første vækststadium og indtager dermed en så forholdsvis stærk position, at det har kunnet give sig udslag i dannelsen af en -om end elementær -så ikke desto mindre fuldt udviklet fysisk organisme, hvorigennem en spæd fysisk sansning med elementær tilknytning til væsenets seksualliv kan finde sted. Plantevæsenet udtrykker med andre ord en forholdsvis fremskreden erobring af det ny organismeprincip, der naturligvis ikke mindst i seksuel henseende må blive overvejende præget af den pol, der foruden at bære det tilgrundliggende tyngdelegeme, yderligere bærer
• for det første væsenets primære seksualisme på basis af intuitions-(5) og hukommelseslegemet (6) -dvs. den intellektuelle seksualisme på dagsbevidsthedsplanet
• og for det andet anlæggene for den kommende emotionelle seksualisme repræsenteret ved tyngde-(2) og følelseslegemet (3) -især det sidste.
Da den bærende pol for hele denne udrustning i dette tilfælde er den feminine pol, må det ny organismeprincip kort sagt forventes at blive overvejende præget af denne pol; og grunden til individets kommende kønspræg er dermed ikke alene lagt, men også udviklet så langt, at praktiske virkninger inden længe må begynde at kunne spores.
Dette er da også, hvad der sker. På et eller andet stadium i sidste halvdel af planteriget eller første halvdel af dyreriget begynder virkninger af denne fordeling af
1) de åndelige legemer;
2) den seksuelle aktivitet
3) de to sansestrukturer
at blive synlig i den fysiske organisme, nemlig i form af begyndende kønspræg. Og som en stærk understøttende faktor herfor kommer også dette, at individet, som vi her følger, allerede i lang tid rent dagsbevidst har identificeret sig med det feminine princip.
Denne tendens begyndte allerede at vise sig i salighedsriget, nemlig under væsenets tilbageskuen til dyreriget i forrige spiralafsnit, hvor det i forbindelse med sin interesse for dette tilværelsesplans seksuelle aktiviteter under indflydelse af kontrastprincippet og i virkeligheden også næstekærlighedskravet mere og mere udpræget i sine visioner viser tilbøjelighed til at identificere sig med det dengang gældende modsatte køn -altså med dé væsener, der dengang var de seksuelle partnere, dvs. hunkønsvæsenerne. Og på denne måde sker der et sammenfald mellem individets indadvendte dagsbevidsthedsaktivitet og dets indre organiske forvandling, der betinger, at den feminine pol på bekostning af den maskuline både “næres” rigeligt og i tiltagende grad præger det ny organismeprincip, efterhånden som erobringen af dette finder sted; dvs. der fremkommer hunkønspræg.
Imidlertid kan man ikke tale om noget bestemt sted i kredsløbet, hvor de synlige virkninger af denne komplicerede proces nøjagtigt begynder at vise sig, idet dette er individuelt fra væsensart til væsensart. Man må derimod operere med en sandsynlighedszone spændende fra kulminationen af planteriget til kulminationen af dyreriget. Dette skal forstås således, at kønspræg vil kunne begynde at optræde fra ca. midt i planteriget (men ikke tidligere) og frem til kulminationen af dyreriget (altså grænsen for det jordiske menneskerige), hvor det praktisk taget altid vil være fuldt udviklet. Hvornår det sker for de enkelte væsensarter og de enkelte individer afhænger af mange forskellige faktorer, som der fra Martinus’ side ikke fuldt ud er gjort rede for. Men en ikke uvæsentlig faktor er situationen omkring den kommende intellektuelle eller modsatte pol, hvilket her vil sige: den maskuline pol. Jo mere berørt denne i længden er af sin beskedne legemsbesætning og sine begrænsede funktioner i bevidsthedslivet som helhed, des hurtigere begynder den at undergå forvandling -først i det skjulte, men efterhånden også helt åbenlyst.
Denne forvandling består i, at nævnte pol bliver genstand for en vis stagnation og ligefrem degeneration, der som yderste resultat har væsenets fremtræden som klart enpolet og entydigt kønspræget individ; det vil altså sige en tilstand, hvor den ene pol (her den maskuline) er sunket ned til et minimum af aktivitet, mens den anden uforstyrret bevarer sine aktiviteter. Og da det for det væsen, vi her i denne beskrivelse har fulgt, som sagt er den maskuline pol, der stagnerer, og dermed den feminine pol, der får den dominerende indflydelse, vil dette væsen som allerede antydet ved forvandlingens fuldbyrdelse komme til at fremtræde som hunkønsvæsen, hvad enten denne fuldbyrdelse allerede finder sted i planteriget, eller den hvilket som sagt er det mest almindelige først sker i dyreriget (skema I og II, A). Men det er klart, at havde væsenet i nærværende fremstilling som udgangspunkt i forrige spiralafsnits rigtige menneskerige haft den modsatte polarisering, ville det naturligvis nu komme til at fremtræde som hankønsvæsen (skema II B). For som det vil kunne ses, garanterer dén grundlov, der behersker det seksuelle dobbeltkredsløbs mekanisme, at de levende væsener i den enpolede fase -. altså kredsløbets koblingsfase -skifter mellem at fremtræde med maskulint og feminint kønspræg. Det vil sige som hankønsvæsen i den ene koblingsfase, og hunkønsvæsen i den næste koblingsfase. Og netop herved er det, at det seksuelle dobbeltkredsløb fremkommer, nemlig som udtryk for en komplet gennemspilning af samtlige det seksuelle temas principielle muligheder. En sådan gennemspilning forudsætter nemlig ét kredsløb på grundlag af hankønsværdighed plus ét kredsløb på basis af hunkønsværdighed.
Da væsenerne imidlertid skifter organismeprincip fra spiralafsnit til spiralafsnit og dermed fra koblingsfase til koblingsfase, bliver det seksuelle dobbeltkredsløb trods alt ikke nogen helt fuldkommen gennemspilning af det seksuelle temas muligheder; dette må nemlig forudsætte, at væsenerne får lejlighed til at gennemleve to kredsløb i samme organismeprincip, men med omvendt polarisering fra kredsløb til kredsløb -altså på basis af hankønspræg i det ene kredsløb og hunkønspræg i det andet kredsløb. Imidlertid betinger netop det, at væsenerne fra spiralafsnit til spiralafsnit skifter organismeprincip, og derfor ikke får lejlighed til at opleve både hankønstilstanden og hunkønstilstanden i det samme organismeprincip, at det seksuelle dobbeltkredsløb kommer til at indgå som en detalje i et endnu større kredsløb, nemlig den seksuelle spiralcyklus bestående af syv seksuelle dobbeltkredsløb eller i alt fjorten enkeltkredsløb. Thi netop indenfor en sådan stor-cyklus får det levende væsen lejlighed til at opleve alle syv organismeprincipper på basis af begge de to mulige kønspræg: det maskuline og det feminine. Dette er nemlig en simpel følge af det forhold, at der i tilværelsen forekommer syv organismeprincipper -altså et ulige antal. Netop fordi der er tale om et ulige antal, vil væsenet for hver gang, det optræder i samme organismeprincip, have skiftet polaritet. Overført på mennesket vil dette i praksis sige, at de mennesker, der nu er mænd, næste gang menneskeprincippet nås -dvs. syv spiralafsnit længere fremme -vil fremtræde som kvinder, mens de mennesker, der nu fremtræder som kvinder, syv spiraler fremme vil fremtræde som mænd. På denne måde er der sørget for en fuldstændig hårfin balance og retfærdighed i tilværelsen, der må gøre al tale om favorisering af det ene eller det andet køn komplet illusorisk. Ingen som helst favoriseres på noget som helst område, målt med kosmisk tidsregning og alen. Alle levende væsener har nøjagtigt de samme privilegier og muligheder, og dette er måske en af de smukkeste pointer ved det seksuelle dobbeltkredsløbs mekanisme.