Fjerde afsnit (Seksualisme) – Kapitel 5 (Det jordiske menneskes seksuelle forvandling) – lektion 79

Den dobbeltpolede klimaksoplevelse kontra den enpolede

99.
Det er efterhånden nærliggende at stille det spørgsmål, om der består nogen mulighed for mere indgående at forklare forskellen på de to former for emotionel klimaksoplevelse: den enpolede og den dobbeltpolede? Og det gør der faktisk. Takket være en helt ufortjent, personlig oplevelse på dette område kan det fra forfatterens side oplyses, at den dobbeltpolede klimaksoplevelse med hensyn til sin inderste kerne eller sit inderste væsen består i den fornemmelse, vi kender som forelskelse, blot i umådelig koncentreret form -flere hundrede, måske tusinde gange. Denne superkoncentrerede forelskelsesfornemmelse (der i oplevelsesøjeblikket absolut ikke registreres som forelskelse, men derimod som en ubeskrivelig sjælelig ekstase) gennemstrømmer hele det mentale system i vibrerende rytmer og er ledsaget af lysende emotionelle og intellektuelle fantasier, der alle på en eller anden måde har mindelser
om Guds nærhed.

Det er i denne forbindelse helt typisk, at den dobbeltpolede klimaksfornemmelse i modsætning til den enpolede er en udpræget sjælelig eller mental ekstase, der i umådelig grad oplader bevidstheden, samtidig med at den fylder sindet med en ubeskrivelig lykkefølelse, ledsaget af en uendelig vished om, at alle levende væsener hører sammen i ét væsen, der er kærlighed -en kærlighed, som klimaksoplevelsen er en refleks af, på samme måde som den blinkende funke i regndråben er en refleks af solen. Målt hermed er den enpolede klimaksoplevelse at ligne ved en brændende tændstik, der holdes op mod solskiven, og den lader sig ved senere eftertanke gennemskue som en nedtrappet og omtransformeret udgave af den dobbeltpolede klimaksoplevelse, nemlig nedtrappet og omtransformeret til fysisk nervestrøm og derfor “berøvet” dé lysende emotionelle og intellektuelle fantasier, der er så typiske for den dobbeltpolede klimaksoplevelse. Der er med andre ord tale om seksuelle klimaksoplevelser på to helt forskellige planer.

100.
Som nævnt kan den dobbeltpolede klimaksoplevelse beskrives som en enormt koncentreret forelskelsesfornemmelse, der i rytmiske bølger besætter og gennemstrømmer bevidstheden. Dette skal forstås på den måde, at nævnte fornemmelse så at sige er det grundmateriale, hvoraf den dobbeltpolede klimaksoplevelse er bygget op; at ligne det ved denne fornemmelse er i hvert fald det nærmeste, man kan komme noget, der er kendt af de fleste -ja, vel af alle.

At forelskelsesfornemmelsen så at sige skulle være den dobbeltpolede klimaksoplevelses byggemateriale vil muligvis undre en og anden, der er vant til at betragte forelskelsen som en ganske vist besættende, men samtidig dog relativt primitiv tilstand, der specielt er forbeholdt dyreriget og dermed den enpolede væsenstype. Der kan derfor være grund til at dvæle et øjeblik ved dette emne.

Det er helt korrekt, at forelskelsen er en typisk dyrisk og dermed enpolet tilstand. Imidlertid må man huske, at alt ved det levende væsen til syvende og sidst er af guddommelig natur, således også den enpolede tilstand. Og endnu mere bør man betænke, at den enpolede tilstand tilmed har sine rødder i den dobbeltpolede, akkurat som den enpolede orgasme er et specielt udtryk for Guds ånd, nemlig i sin egenskab af omtransformeret salighedsenergi hidrørende fra det personlige guldkopimateriale. Det er på denne baggrund, man skal bedømme forelskelsens væsen samt dens relation til den dobbeltpolede klimaksoplevelse (se eventuelt LB V, stk. 1660, 1921 og 1922).

Hvad er da egentlig forelskelse? -Ja, her kan der naturligvis gives mange forskellige svar, alt efter hvilken side af forelskelsens natur man hæfter sig ved. Her er det jo den kosmiske side, der har interesse, og svaret må derfor i første række blive, at forelskelse er det samme som kønsorienteret sympati og dermed en ensidigt polariseret følelsestilstand. -Man vil i denne sammenhæng forstå, at det er ved sin kønsorienterethed, at forelskelsen udmærker sig som en enpolet tilstand, hvorimod den i sin egenskab af SYMPATI i høj grad er en menneskelig kvalitet. Og det er netop som “sympati” betragtet, at forelskelsesfornemmelsen kommer i betragtning som det materiale, hvoraf den dobbeltpolede klimaksoplevelse er bygget op.

Kan man da ikke nøjes med at definere denne klimaksoplevelse som slet og ret en koncentreret sympatioplevelse? -Nej, det kan man faktisk ikke! Allerede i begrebet “forelskelse” ligger det, at der er tale om en mobiliseret sympatitilstand rettet mod et andet menneske og indeholdende seksuelle intentioner, og det er netop dette helt specielle, mobiliserede sympatiengagement, der rent fornemmelsesmæssigt udgør den dobbeltpolede klimaksoplevelses “substans” -men altså i umådeligt koncentreret form.

I sin allerinderste centrale natur er forelskelsestilstanden altså en ægte menneskelig kvalitet og dermed “gesandt” for en højere verden, nemlig i første række det rigtige menneskerige. Her genfinder man det samme fænomen, blot frigjort fra det enpolede præg repræsenteret ved kønsorientering og for øvrigt også ved egoisme og besiddertrang. Alle disse lavere træk ved forelskelsestilstanden er udrensede, og i stedet optræder en ren og ædel sympatitilstand, der er rettet mod alt og alle, og som giver sig udslag i en umådelig trang til at tjene og kærtegne -kort sagt elske. Forelskelsestilstanden er med andre ord her omdannet til en ren og uselvisk kærlighedstilstand.

I femte bind af Livets Bog (stk. 1816 -1818) taler Martinus i denne forbindelse om forelskelsens “A-stadium” og “B-stadium” og forstår herved henholdsvis forelskelsens indledende tilbedelses-og tjenerstadium og dens påfølgende begær-og besidderstadium, og han hævder i denne forbindelse, at forelskelsen i sit “A-stadium” er en umiskendelig udløber af de højeste verdeners tankeklimaer.

Således skriver han:

“Vi har således her i forelskelsens “A-begær” et symbol på den rigtige menneskelige bevidsthed eller den næstekærlige, uselviske indstilling, som skal skabe den virkelige fred. Dette “A-
stadium” er således en levning fra det himmelske paradis, en svag stråle fra et tidligere spiralkredsløbs højeste verdener, hvor den totale næstekærlighed eller alkærlighed er blevet en
fuldkommen dagsbevidst vanefunktion eller selvfølgelig væremåde”.

Dette var altså Martinus’ egen beskrivelse af selve kernen i forelskelsestilstanden (“B-stadiet” vil senere blive omtalt), og det er netop denne kerne, vi møder i den dobbeltpolede klimaksoplevelse. Denne er simpelt hen identisk med en sjælens gennemstråling af denne kerne i højkoncentreret form, nemlig som resultat af en forudgående proces -en slags elskovsleg -gennem hvilken parterne bringer hinandens sympatiske anlæg (polorganer) i en tilstand af stadigt voksende vibration og spænding -kort sagt opladning.

Det er i virkeligheden det samme, der sker, når dyret eller det jordiske menneske indtræder i forelskelsestilstanden og i kraft af denne begynder at bejle til den anden part. Også her sker der en emotionel opladning, der for menneskets vedkommende kan give sig udslag i bl.a. kreative aktiviteter rettet mod den udkårne. Det digter, synger, maler eller komponerer, så godt det kan, og det skænker med glæde og uden økonomisk vederlag resultatet af sin kunstneriske udfoldelse til den udkårne og bliver aldrig lykkeligere, end hvis denne modtager det og giver det sin anerkendelse. Da gennemstråles det enpolede væsen af en lykkefornemmelse, som det alt for gerne ville fastholde -og øge, men ikke kan. Og i stedet søger det instinktivt kompensation gennem den nydelse, der kan opnås ved kønsakten og den enpolede klimaksoplevelse. Men inderst inde registreres denne ofte som en skuffelse; bl.a. fordi den på en eller anden måde tager kraften af dén sjælelige lykketilstand, som var herskende under forelskelsens “A-stadium”, og som nu i stedet afløses af en fysisk begær-og besiddertilstand, der måske endog til slut munder ud i en ren vane-og rutineform, der bestemt ikke har noget med højere kreativitet at gøre. Den fordums elskede er ikke længere noget, man tjener og tilbeder, bejler til og anstrenger sig for at fortjene bl.a. gennem kunstnerisk og kreativ aktivitet. Det er derimod noget, man har, og som man stiller krav til og forventer at blive betjent af og i øvrigt har ret til at udsætte for kritik og utilfredshed. Og netop derved afslører det jordiske menneske sig som et væsen, der lever på et andet og lavere plan end det rigtige menneske, for hvem en sådan udvikling af et kærlighedsforhold er komplet utænkeligt. Men det skyldes naturligvis, at det rigtige menneske disponerer over en helt anden og langt mere overlegen mentalorganisk udrustning, som bl.a. sætter det i stand til at lade det sjælelige engagement i et hvilket som helst kærlighedsforhold eskalere eller øge til et sådant niveau, at der indtræder dobbeltpolet klimaks og derigennem en opladning af den samlede bevidsthedsstruktur, således at begge parter forlader hinanden rigere, skønnere og stærkere, end de mødte hinanden. Og tydeligere kan forskellen på den enpolede og den dobbeltpolede klimaksoplevelse vel næppe markeres.

101.
Det skal nu til slut for en ordens skyld nævnes, at man netop i den her præsenterede forskel på den enpolede og den dobbeltpolede emotionelle klimaksoplevelse må se forklaringen på, at man inden for forskellige okkulte, åndelige og religiøse retninger rejser krav om cølibat -altså seksuel afholdenhed. Det er simpelt hen for at forebygge den forannævnte kompensationsproces med alle dens negative følger. Ved nemlig at foreskrive seksuel afholdenhed undgås det krafttab, som den enpolede klimaksoplevelse i dens egenskab af en afladningsproces er ensbetydende med, og i stedet opnås gennem såkaldt sublimering en stadigt voksende mobilisering af den intellektuelle pols virksomhed, idet denne jo i en sådan situation er det eneste middel, der står til rådighed for en vis udladning af individets seksuelle kræfter. Gennem cølibatet forsøger man med andre ord at fremme en vis kunstig form for intellektuel seksualisme, og selv om dette i nogen grad kan lade sig gøre og endda afkaste relativt imponerende resultater i form af enorm legems-og sindskontrol samt i visse tilfælde herredømme over et betydeligt område af okkulte og magiske kræfter, siger det sig selv, at der er tale om en naturstridig holdning, der før eller siden kræver sin pris. I nogle tilfælde opstår der allerede i løbet af kort tid lettere eller sværere tilløb til sindssyge, simpelt hen fordi sublimeringsprocessen mislykkes og i stedet afløses af ambitiøs undertrykkelse af kønsdriften. I andre tilfælde bliver et forkrampet følelsesliv resultatet, og i atter andre kommer der seksuelle afsporinger ud af forsøget, som måske forfølger vedkommende gennem flere inkarnationer. Kun i meget få tilfælde lykkes sublimeringsprocessen til den grad af fuldkommenhed, som ud fra forudsætningerne er mulig; men det vil i sådanne tilfælde altid vise sig, at der er tale om mennesker, der allerede i forvejen er meget langt fremme i deres polforvandling og derfor ikke har nogen videre kønsdrift – hvis overhovedet nogen – at kæmpe med. Sådanne tilfælde er da også blot at betragte som specielle eksempler på, hvorledes polforvandlingens sidste faser kan forme sig og dermed på ingen måde eksempler til efterfølgelse for alle og enhver, som af mere eller mindre udprægede forfængelighedshensyn ønsker en forceret åndelig udvikling. Tværtimod må disse tilfælde betragtes som undtagelserne, der understreger regelen, nemlig at lade naturen selv bestemme farten i den personlige polforvandling og den hermed forbundne åndelige udvikling og så for øvrigt ikke stirre sig blind på målet, men lige så meget interessere sig for vejen, der fører til det. I det mindste nyder cølibatet på ingen måde Martinus’ anbefaling, hvorimod han tilråder, at man beder Gud hjælpe sig med at følge den lige og dermed kortest mulige, naturlige vej til det rigtige menneskeriges tærskel -den såkaldte “kongevej”. I en sådan bøn afsløres nemlig en holdning, der allerede i sig selv betyder en stor beskyttelse mod afsporing af den personlige udvikling gennem visse svære zoner af polforvandlingens proces; dvs. en holdning, som guddommen gennem dertil bestemte væsener i de åndelige verdener med sikkerhed vil yde den størst mulige hjælp og støtte.

EFTERSKRIFT

En personlig oplevelse

102.
Vi skal afslutte dette kapitel med en skildring af en personlig oplevelse af den dobbeltpolede klimaksoplevelse. Det drejer sig her om en vis “kunstig” oplevelse, der på en eller anden måde har været arrangeret fra den åndelige verdens side, idet genstanden for denne oplevelse på ingen måde er ligevægtigt dobbeltpolet. Beretningen om denne oplevelse lyder som følger:

“En nat vågnede jeg uden at blive rigtig vågen, og i denne tilstand oplevede jeg en mærkelig “‘drøm”. Jeg var japaner og var hjemme på et kort besøg på den ø, hvor jeg var opvokset, og hvor mine forældre stadig levede.

Jeg var meget deprimeret, fordi jeg ikke kunne opsøge mine forældre. Trods det, at jeg elskede dem meget højt, havde jeg på forskellig måde gjort dem stor sorg, og til slut var det kommet til et brud, der pinte og nagede mig dybt.

Jeg var sammen med nogle få venner, der skulle hjælpe mig i nogle forhandlinger med øens myndigheder angående nogle vigtige forretninger. Vi kom til at tale om mine familieproblemer, der for en japaner er noget dybt alvorligt, og jeg gav åbent udtryk for mine sorgfulde følelser. På et tidspunkt sagde jeg fuld af håb: “Denne gang er jeg kun hjemme for en kort stund, men måske kommer der en dag, hvor min mor står på stranden for at tage imod mig og fuld af glæde i stemmen siger til mig: velkommen hjem min søn…. -”

Netop som jeg havde sagt disse ord, skete det, at jeg havde en vision af fremtiden. Jeg så mig selv i et nyt liv, hvor jeg også var japaner. Jeg havde ingen anelse om mit tidligere liv, men jeg var ung og vendte netop hjem fra mine afsluttende universitetsstudier medbringende min unge brud, der var en underskøn kvinde (klædt i gult), som jeg havde lært at kende ved universitetet.

Mine forældres lykke var fuldkommen, både på grund af min skønne brud og fordi jeg havde afsluttet mine eksaminer med en særlig pris, der gives til studenter, som i forbindelse med deres studier løser en egentlig forskningsopgave. At opnå denne pris var en stor familieære, og mange mennesker var samlet med mine forældre på stranden for at tage imod os. Og da jeg træder i land, tager min mor et skridt frem imod mig og siger med øjne, der lyser af lykke: velkommen hjem, min søn. Og i selv samme øjeblik, hun udtalte disse ord, skiftede hun udseende og lignede pludselig min unge brud så meget, at jeg ikke var i stand til at skelne dem fra hinanden. Og med ét fyldtes jeg af en ubeskrivelig, jublende lykkefølelse. Den brød frem fra en eller anden ukendt kilde inden i mig, forstærkedes mere og mere og antog til sidst karakter af en ekstatisk orgasme ledsaget af lysende fantasibilleder af overjordisk skønhed -ikke en legemets orgasme, men en sjælens orgasme; ikke en fysisk orgasme, men en åndelig orgasme, der fyldte mig med den mest vidunderlige følelse af Guds nærhed og kærlighed. Jeg ved ikke, hvor længe det varede, men jeg skammede mig ikke på grund af de mange mennesker omkring mig, der nysgerrigt iagttog mig. Tværtimod var de alle på en eller anden måde med i oplevelsen -især min mor. I denne tilstand vågnede jeg af min “drøm”, men stadig opfyldt af den jublende lykkefølelse og de vidunderlige indtryk…. ”

Leave a Reply

avatar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

  Subscribe  
Notify of