Fra Plante til dyr (fortsat fra lektion 62)
Dyrerigets kosmiske mission
77.
Vi har hermed gennemført vor fremstilling af de træk, der specielt karakteriserer verdensaltets seks kosmiske tilværelsesplaner. Vi startede med at omtale dyreriget, der forløb over i det jordiske menneskerige. Derefter omtaltes det rigtige menneskerige, visdomsriget, den guddommelige verden og salighedsriget. Og endelig til slut blev planteriget omtalt.
-Når vi har ventet til sidst med at omtale planteriget, der jo egentlig er spiralafsnittes første tilværelsesplan, skyldes det den omstændighed, at det har været magtpåliggende tydeligt at demonstrere, hvorledes indviklingsbuen og udviklingsbuen afløser hinanden. Dette sker nemlig gennem fuldbyrdelsen af særlige processer, som finder sted i netop planteriget. I dette tilværelsesplan starter væsnerne deres tilværelse som fysisk sovende individer, der må finde sig i hvad som helst, den omgivende natur udsætter dem for. De er simpelt hen ikke i stand til hverken at gennemføre vågne, dagsbevidste, fysiske observationer, eller i større udstrækning at gennemføre nogen effektiv beskyttelse af deres organisme.
Deres dagsbevidsthed har de fremdeles i salighedsriget, og den fysiske zone er i det hele taget kun et sekundært bevidsthedsområde, et nat-bevidsthedsområde.
I det lange løb medfører imidlertid det fysiske plan gennem sine mange voldelige påvirkninger af planteorganismen en udvikling af organiske anlæg, der langsomt lader planten fremstå som et væsen, der tilhører et helt nyt tilværelsesplan, nemlig dyreriget. Disse anlæg har form af effektive forsvarsforanstaltninger (næb og klør m.v.), et perfekt fysisk sansesystem samt en suveræn, fysisk bevægelsesfrihed.
Det er uden videre klart, at disse forskellige anlæg i høj grad er egnede til at sikre planten en beskyttelse af organismen, som tidligere aldeles ikke var mulig. Men det vil også let kunne ses, at der gennem denne udvikling foranlediges et afgørende vendepunkt i plantevæsnets bevidsthedstilstand. Ikke mindst gælder dette med hensyn til udviklingen af det fysiske sansesystem, thi med etableringen af dette engageres væsnet pludseligt helt anderledes konkret i det fysiske materieområdes tildragelser. Nu er det ikke længere anelsesoplevelser, der er tale om, men derimod konkrete og rigt detaljerede fysiske dagsbevidsthedsoplevelser; ja, netop dagsbevidsthedsoplevelser! Med det fysiske sansesystems etablering har væsnet nemlig fået sin dagsbevidsthed overført fra salighedsriget til det fysiske tilværelsesplan, og det betyder, at det nu begynder at gøre vågne, fysiske erfaringer. Men med denne begyndelse er også begyndelsen til en ny udviklingsbue indvarslet. En udviklingsbue, som dermed placerer sine allerførste indledende stadier på tærskelen mellem planteriget og dyreriget. Og det er netop dette, det her er så vigtigt at hæfte sig ved: det, der definitivt markerer plantens forvandling til dyr, er frem for alt, at den har fået sin dagsbevidsthed overført til det fysiske plan. Til at begynde med gør dette sig naturligvis gældende i en meget elementær og beskeden udstrækning, ligesom det med tilknytning til mange mellemstadier som f.eks. kødædende plante og plantelignende dyr (soldug, kandebærer, venusvifte, søanemoner, søliljer og søfjer m.m.) sker overordenligt langsomt og gradvist. Men situationen udarter tydeligere og tydeligere, efterhånden som væsnet får sit fysiske sansesystem udviklet, og den når, som det sikkert vil kunne forstås, sit højdepunkt, når det engang på ny besidder kosmisk bevidsthed på det fysiske plan.
Med overføringen af dagsbevidstheden til det fysiske plan er væsnet altså begyndt at gøre realistiske erfaringer. Og hvilke erfaringer gør det så først og fremmest? Det gør frem for alt den særlige erfaring, at nogle ting i den fysiske verden giver anledning til behagsoplevelser, mens derimod andre giver anledning til ubehagsoplevelser. Det lærer med andre ord at skelne mellem årsager til behageligheder og årsager til ubehageligheder, hvilket igen vil sige, at det specielt lærer at skelne mellem begreberne “godt” og “ondt”. Men dette var jo netop også, hvad der i så høj grad tiltrængtes. Fra omtalen af den guddommelige verden husker vi, hvorledes det for væsnerne efterhånden begyndte at knibe med at kende forskel på godt og ondt, og hvorledes det derfor tog til at blive aktuelt med en genopfriskning af kendskabet til netop denne forskel. Det er altså en sådan genopfriskning der nu begynder at finde sted i den fysiske verdens dyrerige, til hvilket det før så guddommelige væsen efterhånden har fået overført sin dagsbevidsthed. Det begyndte i planteriget med, at væsnet foruden adskillige livgivende påvirkninger (sol, lys, luft og varme) også var udsat for en mangfoldighed af dræbende og lemlæstende påvirkninger, som det ganske vist ikke kunne gøre sig begribelige, men som dog fremkaldte visse behags-og ubehagsanelser hos det. Og det fortsatte med, at disse påvirkninger i det lange løb virkede som stimulerende impulser på de talentkerner, væsnet havde med sig fra sit ophold i det foregående spiralafsnits visdomsrige og guddommelige verden, og hvori hele dets organiske fremtid er nedlagt. Og endelig slutter det med, at væsnet gennem en heraf følgende udvikling af bl.a. et perfekt, fysisk sansesystem forvandles til dyr og dermed til en væsenstype, der råder over en suveræn, fysisk orienteringsevne. Med denne orienteringsevnes etablering er det blevet i stand til på realistisk vis at erfare forskellen på godt og ondt, og det i en sådan grad, at det lige fra første færd begynder at udnytte disse erfaringer til udbygning af yderligere en beskyttelse af sin organisme. Det er kort sagt for alvor begyndt at spise af kundskabens træ på godt og ondt! Men derved tvinges det også til at forlade det paradis, det tidligere var knyttet til. For med dagsbevidsthedens overførsel til den fysiske verden er det nu nødt til at koncentrere alle til rådighed stående åndsevner om den ene opgave at opretholde livet i den fysiske verden. Bl.a. kan det nu ikke længere, som da det var plante, omsætte uorganiske stoffer til organiske stoffer og på den måde klare sig ved mineralernæring plus solenergi. Det må skaffe sig næringsemner, som af andre væsner allerede er opbygget til organiske stoffer, hvilket betyder, at det har sin ernæring baseret på det dræbende princip. Og hertil må det på de områder, hvor det drejer sig om at værge for sig, ligeledes drage det dræbende princip i sin tjeneste. Det er kort sagt nu kommet i den situation at måtte dræbe for at leve, lige som det med alle til rådighed stående midler og erfaringer må beskytte sig mod selv at blive dræbt, fordi andre, ligestillede væsner på samme måde er henvist til at måtte dræbe for at leve. Det har med andre ord totalt fået sin bevidsthed engageret i det dræbende princips tankeklimaer, hvad der uundgåeligt betyder, at det også definitivt har forladt dét paradis, som de høje guddommelige, kærlighedslysende verdener repræsenterer.
Hvad der hermed er kommet til udtryk er således en tilstand, som er speciel for dyret, og den skyldes altså i første række, at dyret frem gennem sine mange stadier som plante gradvist har fået udviklet et så bæredygtigt, fysisk sansesystem, at det kan have sin dagsbevidsthed på det fysiske plan. -Det er vist uden videre klart, at dyret med denne tilstands indtræden også har mistet sin kosmiske bevidsthed. Denne var jo betinget af, at væsnet kun beskæftigede sig med det livgivende princips tankeklimaer, hvilket igen vil sige med næstekærlighedens tankeklimaer. Dyret er dermed et væsen, som ikke alene kun råder over et meget spinkelt, fysisk erfaringsmateriale; det er dertil berøvet den dagsbevidste kontakt med det erfaringsmateriale, som hidrører fra det foregående spiralafsnits mange oplevelser. Dyret befinder sig således i et åndeligt mørke, som ikke engang planten kendte. Thi under hele sit ophold i planteriget havde planten jo sin dagsbevidsthed knyttet til salighedsriget og levede dér et liv, der i så høj grad var i kontakt med livsloven, at dets kosmiske bevidsthed kunne opretholdes. Selv ikke de overtrædelser af livsloven, som plantevæsnerne på forskellig måde i begrænset målestok gjorde sig skyld i (f.eks. kamp om lys og plads) kunne ændre ved dette forhold. Det skyldes simpelthen den omstændighed, at plantevæsnerne slet ikke var bevidste i disse funktioner. Disse var rent automatiske natbevidsthedsfunktioner, hvis eksistens det enkelte plantevæsen højst kunne have et ubetydeligt anelsesmæssigt kendskab til, hvilket igen betyder, at de pågældende funktioner ikke var forbundne med nogen som helst form for dræbende tankeklimaer, der optrådte i dets dagsbevidsthed. Denne forholdt sig stadig helt i kontakt med næstekærlighedens normer og kunne derfor fremdeles opretholde en kosmisk bevidsthedstilstand.
De funktioner af dræbende natur, som knytter sig til planter, må altså udelukkende betragtes som ubevidste natbevidsthedsfunktioner, der på ingen måde forstyrrer dette væsens indre, kosmiske bevidsthedstilstand. Denne brydes derfor først i det øjeblik, dagsbevidstheden overføres til det fysiske plan og væsnet fremtræder som et dyr. Da går uhjælpeligt den kosmiske bevidsthed tabt, hvad der i det lange løb også uundgåeligt medfører tabet af den dagsbevidste forbindelse med udødeligheden. Men herigennem grundlægges i virkeligheden samtidig en spore, der med tiden stadig stærkere vil gøre sin indflydelse gældende, nemlig en spore, der i væsnets allerdybeste, ubevidste indre lige akkurat driver det frem til det stadium, hvor det som rigtigt menneske atter opnår kosmisk bevidsthed.
78.
Gennem sin forvandling til dyr er plantevæsnet altså kommet i den situation at have mistet sin kosmiske bevidsthed. Men samtidig befinder det sig under forhold, der skænker det en udsøgt specialundervisning i forskellen på begreberne “godt” og “ondt”. At denne specialundervisning netop var tiltrængt, har vi nylig konstateret, og det bidrager naturligvis til, at vi i situationen stadig kan se en bekræftelse på de guddommelige ord: “Alt er såre godt”. For vi forstår, at en ny erfaringsdannelse på dette område netop var nødvendig for, at en tilfredsstillende kosmisk bevidsthedstilstand atter lod sig genoprette. Og passagen ned gennem planteriget og frem gennem dyreriget kommer dermed til syne som et nødvendigt led i den kosmiske bevidstheds opretholdelse og fornyelse. Men også på et andet vigtigt område bidrager opholdet i den fysiske verden til vigtig fornyelse, nemlig til fornyelse af Jeg-fornemmelsen eller Jegbevidstheden. I forbindelse med den svigtende evne til at kende forskel på godt og ondt husker vi, at også evnen til at registrere sin egen personlige individualitet og sit eget personlige Jeg-element begyndte at svigte, således at også en fornyelse af denne evne begyndte at blive aktuel. Og netop en sådan fornyelse muliggøres i den fysiske verden. Dette er tilfældet af den enkle grund, at væsnerne her i allerhøjeste grad er henvist til hver især at måtte stole på sig selv og klare for sig selv, i hvert fald i dyreriget. Hvert enkelt individ kan kun regne med sig selv og må dertil først og fremmest tænke på sig selv, hvad der i det lange løb uundgåeligt medfører, at den personlige Jeg-fornemmelse og dermed også individualitetsfornemmelsen bliver gendannet eller fornyet i væsnernes bevidsthed. Det varer ganske vist længe, før de bliver bevidste i denne fornyede Jeg-indstilling, men det omstøder ikke, at fornyelsens proces i al stilhed fuldbyrder sig. Og på denne måde kan man se, hvorledes den fysiske verden med hele sin særlige natur og alle sine særlige krav fungerer som en zone, hvor de levende væsner kan få både anledning og lejlighed til at gennemføre en fuldstændig fornyelse af sig selv. Ikke alene får de nemlig her fornyet deres Jeg-bevidsthed samt evne til at kende forskel på godt og ondt. Gennem tilknytningen til det nye organismeprincip får de yderligere deres fysisk-organiske fremtræden fuldstændigt fornyet, hvad der betyder, at de på et helt nyt grundlag kan beriges med et sæt fysiske erfaringer, som senere i en kommende epokes visdomsrige og guddommelige verden kan gøres til genstand for en højintellektuel, kosmisk bevidstheds viderebehandling i kærlighedslivets og underholdningslivets tjeneste. Det fremgår således tydeligt, at den fysiske verdens dyrerige trods sin egenskab af selve det dræbende princips hjemstavn og kulminationszone ikke er noget virkeligt onde, men derimod dybest set et gode, uden hvilket det evige spiralkredsløb og dermed verdensaltets samtlige seks, kosmiske tilværelsesplaner aldrig nogen sinde ville kunne opretholdes. At forvandles fra plante til dyr er således ikke nogen tragedie, men derimod en opfyldelse af plantevæsnets dybeste kosmiske behov. Det er simpelt hen en opfyldelse af livets evige, kosmiske grundplan. —Ringen er sluttet, og vi kan betragte omtalen af spiralkredsløbets kosmiske tilværelser som fuldbyrdet.
