Det homokratiske samfunds kosmiske grundlag

5.78.

Med baggrund i det foran oplyste står det os hermed klart, at menneskeheden under forløbet af det tyvende århundrede vil komme til at opleve en fuldbyrdelse af profetien om himlens og jordens undergang, og at disse dybtgående omvæltninger omkring slutningen af dette dramatiske århundrede vil munde ud i tilsynekomsten af en ny himmel og en ny jord, hvis første praktiske tilskikkelse vil have form af en international, homokratisk **) verdensregering, der omgående vil træffe foranstaltninger til effektiv sikring af verdensfreden og til spredning af en udpræget homokratisk atmosfære i menneskeheden; dvs. en atmosfære af ægte menneskelighed.

**) homokrati = menneskestyre.

5.79.
Med dannelsen af denne verdensregering vil den homokratiske fase i menneskehedens moralske udvikling for alvor være indledt. Som et ubestikkeligt instrument for den lyse verdensmoral vil nævnte regering nemlig på utallige måder tilskynde til udfoldelse af tilværelsens livgivende princip med alt, hvad dette indebærer i retning af menneskelighed, kærlighed, retfærdighed, hensynsfuldhed og samvittighedsfuld ansvarlighed. Og hvad der måske er endnu vigtigere: disse bestræbelser vil vise sig at have udpræget medvind i den forstand, at de vil møde dyb og udbredt interesse i verdensbefolkningen. Og herudover begynder der fra makrokosmisk side at udgå stærke kræfter, der virker som grobund for den homokratiske aktivitet. Dels har nemlig den nyligt overståede verdenskatastrofe hos praktisk taget alle overlevende tændt en umådelig stærk og bevidst længsel efter lyset, og dels har samme verdenskatastrofe som en følge af den i lektion 85, stk.76 omtalte guddommelige styrelse i særlig grad ramt den kategori af mennesker, der med et udtryk fra Bibelen kan karakteriseres som “bukkene”, således at “fårene” -dvs. de fredselskende -er blevet den dominerende majoritet. Og endelig vil menneskeheden ikke få lov at glemme “dommedagen” så hurtigt, som tilfældet har været med de to foregående verdenskrige, idet dens virkninger som følge af de anvendte midler i en vis udstrækning vil vise sig gennem flere efterfølgende slægtled. Og dertil kommer så indflydelsen fra de førnævnte makrokosmiske kræfter, der er udtryk for, at den store fødsel er begyndt at holde sit indtog i jordklodevæsenets bevidsthed og bl.a. giver sig udslag i den kosmiske åndsvidenskabs almindelige udbredelse og dermed i den ny og i virkeligheden sidste verdensgenløsnings gennembrud og sejr på jorden.

5.80.
Som det vil fremgå, er det netop åndsvidenskabens tilsynekomst i sammenhængen, der betinger den specielt homokratiske tilstands frembrud i menneskeheden.

Jævnfør tidligere omtale forstås ved homokrati en livsholdning præget af menneskelighed og kosmisk ansvarlighed. Og netop sidstnævnte faktor -altså den kosmiske ansvarlighed -bidrager især åndsvidenskaben med, både i motivationsmæssig og i erkendelsesmæssig henseende. Og netop derved kommer den til at spille rollen som afgørende løftestang for den moralske progression (lektion 83, stk. 32), nemlig på den måde at den foruden afgørende oplysninger bidrager med en ny, etisk faktor, der i sammenhæng med de tidligere -dvs. retfærdighedsbegrebet, næstekærlighedsbegrebet, tilgivelses-og tolerancebegrebet -betyder et afgørende moralsk løft. Ja, i virkeligheden så afgørende, at det gør yderligere initiativer fra verdensgenløsningsprincippet overflødige. Denne nye etiske faktor er den personlige, kosmiske ansvarlighedsfølelse.

5.81.
Når åndsvidenskaben med hensyn til menneskets udfoldelse af kosmisk ansvarlighed kan siges at virke som både motivations-og administrationsmæssig tilskyndelsesfaktor, skyldes det især, at den formulerer et verdensbillede, der afslører og afdækker hele det kompleks af kosmiske love, principper, strukturer og mekanismer, hvorpå livet og verdensaltet bygger og beror (verdensanskuelsen). Herigennem formidler den en forpligtende forståelse hos den enkelte af mening, hensigtsmæssighed, planmæssighed, orden og sammenhæng i den individuelle tilværelse, skæbne og livsføring set i forhold til resten af livet og verdensaltet, således at vedkommende både tilskyndes til og vejledes i at tilrettelægge en livsholdning og -førelse, der er i overensstemmelse med hans eller hendes egne sande interesser. Og da det her viser sig at dreje sig om en livsførelse, der gennemført er i overensstemmelse med den lyse verdensmorals principper, begrundes det, hvorfor den kosmiske åndsvidenskab kan siges at virke som løftestang for den moralske progression og i sammenhæng hermed giver anledning til dannelsen af et homokratisk samfund og en homokratisk livsstil.

Denne livsstil er således ikke et produkt af hverken “regereri” eller frygt, idealistisk ønsketænkning eller moralsk oprustning, men derimod et resultat af kosmisk forståelse tilvejebragt af åndsvidenskaben. Og så dybtgående bliver efterhånden denne kosmiske forståelse, at blot tanken om at gå på akkord med den forekommer absurd, ja ligefrem som “synd mod den hellige ånd”. Og det er det i virkeligheden også. Den forståelse, som åndsvidenskaben bibringer, er nemlig en teoretisk kosmisk indvielse i livsmysteriets løsninger og dermed en teoretisk form for kosmisk bevidsthed. Og netop kosmisk bevidsthed er det samme som “den hellige ånd”. At gå på akkord med sin kosmiske forståelse, selv om den foreløbig befinder sig på et teoretisk plan -dvs. er erhvervet gennem intellektet på grundlag af teoretisk undervisning -er derfor det samme som at handle mod bedre vidende i kosmiske spørgsmål, og netop dette er synden mod den hellige ånd, for hvilken der ikke findes tilgivelse, men kun soning -dvs. karmisk erfaringsdannelse. Det vil derfor indses, at den kosmiske forståelse hos det enkelte menneske er en moralsk tilskyndelsesfaktor af overordentlig dybtgående og forpligtende natur, og dette i forbindelse med den almindelige kosmiske modenhed og lyshungrende indstilling hos mennesket med dommedagen bag sig udgør tilsammen dét kompleks af kræfter, der i form af en organisk funderet kosmisk livsanskuelse tjener som det homokratiske samfunds åndelige grundlag.

5.82.
Med disse betragtninger in mente turde det være begrundet, at åndsvidenskaben er en repræsentant for den af Jesus profeterede “sandheds ånd” eller “talsmand den hellige ånd”, der i tidens fylde skulle komme og virke i den enkelte; for det er jo netop sådan åndsvidenskaben gør sig gældende. Og at der er overensstemmelse mellem begrebet “den hellige ånd” og begrebet “kosmisk bevidsthed”, således at forsyndelse mod sidstnævnte bliver ensbetydende med forsyndelse mod førstnævnte, begrunder Martinus på følgende måde:

“Ånd er det samme som bevidsthed. Hellig ånd er derfor det samme som hellig bevidsthed. Da bevidsthed endvidere er det samme som tanker, følelser og viden, bliver hellig bevidsthed og dermed hellig ånd det samme som hellige tanker, hellige følelser og hellig viden”. (Citat fra foredrag af Martinus, 1958).

Med hensyn til begrebet “hellig” refererer dette i sin oprindelige betydning til dette at være lig den, der er hel, hvilket vil sige guddommen og dermed det guddommelige i tilværelsen. Følgelig kan udtrykket “den hellige ånd” direkte omskrives til udtrykket “den guddommelige ånd”, der, jævnfør de foranstående redegørelser, kan viderefortolkes som guddommelig bevidsthed, og videre igen som guddommelige tanker, guddommelige følelser og guddommelig viden, der ifølge sagens natur må inkludere tanker, følelser og viden OM det guddommelige eller GUD, der igen er identisk med verdensaltet eller KOSMOS. Og netop derved bekræfter det sig ad dialektisk eller begrebsanalytisk vej, at den hellige ånd er identisk med den bevidsthedstilstand, Martinus beskriver som “kosmisk bevidsthed”, og for hvilken intuitionslegemet gennem et afbalanceret samarbejde med (karakteristisk nok) følelseslegemet og intelligenslegemet er ansvarligt. Således danner nemlig det udviklede følelseslegeme grundlag for den personlige oplevelse af guddommelige følelser. På samme måde danner det udviklede intelligenslegeme grundlag for oplevelsen af guddommelige tanker. Og endelig danner intuitionslegemet grundlag for erkendelsen af den guddommelige viden, der ifølge sagens natur må omfatte alt i verdensaltet og dermed repræsenterer alvidenhed. Det er derfor ikke så sært, at mennesket med kosmisk bevidsthed adskiller sig fundamentalt fra mennesket uden kosmisk bevidsthed og i virkeligheden danner sit eget rige, der er lige så forskelligt fra dyreriget, som dette er forskelligt fra planteriget, og dette igen fra mineralriget. Og på samme måde bliver det forståeligt, at allerede den teoretiske form for kosmisk bevidsthed, således som den gennem åndsvidenskabens udbredelse begynder at optræde hos det fremskredne jordiske menneske, fører til en dybtgående ændring af den enkeltes livsholdning, en ændring, der sigter direkte frem mod det rigtige menneskerige og derfor giver anledning til dannelsen af dét særlige koblingstrin mellem dyreriget og det rigtige menneskerige, vi her beskriver som den homokratiske fase i det jordiske menneskes moralske udvikling, og som altså kendetegnes ved målbevidst stræben efter at praktisere menneskelighed -udadtil som indadtil -ledet og styret af kosmisk ansvarsfølelse.

Pin It on Pinterest

Share This