Tredje afsnit (Åndsforskning og materieforskning) – kapitel 3 (På langs og på tværs af materien) – lektion 69

45.
Vi husker sikkert, at nærværende fjerde hovedafsnit bærer overskriften “åndsforskning og materieforskning”, og også, at det er helliget beskrivelsen af en række vigtige erkendelsesteoretiske træk af Martinus verdensbillede -altså en række træk vedrørende det levende væsens principielle stilling som et erkendende Noget i tilværelsen.

Det foreløbige resultat af vore bestræbelser foreligger indtil nu hovedsagelig i form af den klarhed, der er tilvejebragt med hensyn til en række fundamentale erkendelsesteoretiske begreber, således først og fremmest begreberne “den ydre og den indre verden”, “den fysiske og den åndelige verden”, “livsoplevelsens stofside og livsside” samt “sansningen fra oven og fra neden”. Og dertil har vi på grundlag af denne begrebsafklaring fået et væsentlig dybere indblik i det levende væsens følelsesliv, end der hidtil har været tale om.

46.
Tilbage er der inden for rammerne af dette kursus nu blot at redegøre for et sidste begrebssæt, nemlig begreberne på langs og på tværs ad materien.

Med disse to begreber ønsker Martinus at udtrykke to principielt forskellige måder at udforske tilværelsen på. Begge bygger på kombineret anvendelse af sansning fra oven og fra neden, men supplerer hinanden på en sådan måde, at de, i det øjeblik de i fællesskab gøres til genstand for systematisk anvendelse, åbner adgang til en udtømmende udforskning af tilværelsen.

Det står i denne forbindelse klart, at al forskning, uanset hvilke retningslinier den følger, er henvist til at foregå indenfor rammerne af den subjektive livsoplevelse, fordi denne ifølge sagens natur omfatter alt, hvad et levende væsen ér og kan blive bevidst i -således også givne objekter for udforskning. Ganske vist ser det ud til, at f.eks. den fysiske verdens objekter er noget uden for livsoplevelsen, men vi er jo for længst blevet fortrolige med det illusoriske heri. Vi forstår, at de fysiske objekter i deres egenskab af emner, vi har kendskab til, er bevidsthedsfænomener produceret gennem metoden for sansning fra neden, hvilket igen vil sige faktorer henhørende under livsoplevelsen. Men vi er naturligvis samtidig fortrolige med, at de pågældende bevidsthedsfænomener har en vis objektiv baggrund i form af givne fysiske energi-kombinationer, der ikke henhører under livsoplevelsen. Men netop som sådanne er disse energikombinationer også ukendte for os, hvorimod det kendte er de bevidsthedsfænomener, som de med støtte i metoden for sansning fra neden giver anledning til; og det er som sagt disse
bevidsthedsfænomener, forskningen direkte beskæftiger sig med, medens den i konsekvens heraf kun indirekte berører de tilgrundliggende fysiske energikombinationer. -Men naturligvis må det indrømmes, at der på grundlag af systematiserede forsøgsrækker kan vindes en endog meget dybtgående indsigt i de egenskaber, der knytter sig til nævnte energikombinationer.

47.
Idet vi erkender, at al forskning er henvist til at foregå inden for rammerne af vor egen livsoplevelse, der omfatter alt, hvad vi kender af tilværelsen, forstår vi også, at der i forbindelse med tilværelsens udforskning må kunne blive tale om to principielt forskellige forskningsmetoder, nemlig én for hver af livsoplevelsens to sider: stofsiden og livssiden. Da imidlertid livssiden kun indirekte er tilgængelig for sansning, nemlig gennem intellektuel indstilling på den umiddelbart anskuelige stofside, ses det, at de nævnte to forskningsmetoder under alle omstændigheder må være koncentreret på livsoplevelsens stofside og dermed i princippet på materien. Og det er netop denne omstændighed, der for Martinus vedkommende fører til skabelsen af begreberne “på langs og på tværs ad materien”. Således udtrykker det første begreb den udforskning af materien, der i virkeligheden sker med henblik på ransagelse af livsoplevelsens livsside, mens den anden udtrykker den udforskning af materien, der skyldes interesse for livsoplevelsens stofside -altså i virkeligheden sker af interesse for materien i sig selv.

På dette grundlag forstås det sikkert umiddelbart, at begge forskningsmetoder må bygge på kombineret anvendelse af sansning fra oven og fra neden, men således at forskningen på langs ad materien primært bygger på sansning fra oven og sekundært på sansning fra neden, mens det omvendte gælder for forskningen på tværs ad materien. Og ligeledes forstås det utvivlsomt, at forskningen på langs ad materien må gøre krav på betegnelsen åndsforskning, mens forskningen på tværs ad materien gør sig fortjent til prædikatet materieforskning. -Vi skal i det følgende se lidt nærmere på disse to forskningsarter samt de retningslinier, de hver for sig følger.

Materieforskningen eller materien på tværs

48.
Den første forskningsmetode, vi skal interessere os for, er materieforskningen og dermed den forskning, der bevæger sig på tværs ad materien. Som den mest elementære og nærliggende er denne nemlig allerede vidt udbredt og langt fremskreden inden for den menneskelige kultur, hvilket ikke i nær så høj grad er tilfældet for den anden forskningsmetodes vedkommende. I sin mest konsekvente og professionelle form kendes materieforskningen nemlig som naturvidenskaben.

49.
Lad os først høre, hvad Martinus forstår ved forskning på tværs ad materien. -Herved forstås slet og ret materieforskning praktiseret som undersøgelse af livsoplevelsens stofside og med hovedvægten lagt på stofsideelementernes kvantitative relationer.

Typisk for forskningen på tværs ad materien er altså en dybtgående interesse i at undersøge og kortlægge materiens kvantitative relationer. I kontakt hermed ytrer denne forskning sig også primært som en beskrivende videnskab og sekundært som en forklarende videnskab. Men hvorfor betegner Martinus den egentlig som forskningen på tværs ad materien?

Det skyldes, at den som noget helt uundgåeligt leder til opdagelsen af tilværelsens stofenhedsprincip. Gennem sådanne videnskaber som fysik, kemi, biologi og astronomi erkendes det, at materien har en kvantiseret struktur i den forstand, at den er opbygget af stofenheder, og ydermere stofenheder, der er organiseret efter princippet: stofenheder inden i stofenheder.

Som bekendt ytrer dette stofenhedsprincip sig som materiens og de materielle legemers opbygning af elementarpartikler, atomer og molekyler; som den organiske verdens opbygning af bl.a. celler, organer, organsystemer og organismer, og som den makrokosmiske verdens opbygning af bl.a. planeter, solsystemer og mælkevejsystemer.

50.
Typisk for menneskets almengældende indtryk af stofenhedsprincippet er som tidligere omtalt, at det virker inden for et begrænset område, nemlig et område der strækker sig fra elementarpartiklernes verden i mikrokosmos over organismernes verden i mellemkosmos til mælkevejsystemernes verden i makrokosmos. Inden for disse to ydergrænser optræder til gengæld en praktisk taget uendelig rigdom af forskellige kategorier, hver især repræsenteret ved en mangfoldighed af eksemplarer, således at materieoceanet billedligt kan udtrykkes som et bælte med en vis bredde -markeret af grænserne i mikrokosmos og makrokosmos -men med en praktisk taget uendelig længde, udtrykt ved summen af stofenheder i det tilgængelige mikro-, mellem-og makrokosmos. Og det er i denne billedlige opfattelse af materieoceanet som et bælte med begrænset bredde men uendelig længde, at Martinus med henblik på forskningen føler sig tilskyndet til at operere med udtrykket: på tværs ad materien. Herved forstår han nemlig en indstilling på materieoceanets stofenheder, der fører forskeren tværs henover materiebæltet, altså fra mikrokosmos over mellemkosmos til makrokosmos.

51.
Naturligvis har forskningen ikke målbevidst tilstræbt denne tendens, hvorimod den må betragtes som en naturlig følge af materieforskerens trang til at forstå og beskrive verden i sammenhæng; for netop denne fører som noget uundgåeligt til føling med tilværelsens stofenhedsprincip og dermed også til berøring med de to ydergrænser i henholdsvis mikrokosmos og makrokosmos, der tilsyneladende gælder for dette princip.

Når vi siger “tilsyneladende”, skyldes det, at de pågældende grænser naturligvis ikke gælder i virkeligheden, men blot er virkninger af de retningslinier, efter hvilke materieforskningen drives. -Vi skal se lidt nærmere på disse retningslinier.

52.
Som allerede nævnt bygger materieforskningen og dermed forskningen på tværs ad materien på kombineret anvendelse af sansning fra oven og fra neden, men således at sansningen fra neden spiller den primære rolle. Og det er netop denne omstændighed, der fører til fremkomsten af de føromtalte grænser. Som vi nemlig ved, former sansningen fra neden sig i praksis som vekselvirkning mellem et sæt perifere sanseorganer på den ene side og den omgivende fremmed-energi på den anden side, dvs. som ekstern observation. Og netop de perifere sanseorganers deltagelse i processen medfører, at observationerne har en begrænset rækkevidde, nemlig i henhold til de forskellige sanseorganers særlige kapacitet eller ydedygtighed. Dette medfører igen forestillingen om eksistensen af faktiske grænser, der gælder for det fysiske univers, hvor disse grænser dog er blevet udvidet den ene gang efter den anden, således at man undertiden kan have svært ved at forstå, at nogen for alvor tror på virkeligheden af de grænser, der i dag gælder.

53.
Denne udvidelse af materiebæltets grænser skyldes skabelsen af en lang række observationsinstrumenter, med hvilke man kan forlænge de naturlige sanseorganers rækkevidde og således øge deres sansemæssige kapacitet. Som almindelige eksempler herpå kan nævnes mikroskop, elektronmikroskop og feltelektronmikroskop, der medvirker til en udvidelse af grænserne i mikrokosmos, samt kikkert, spejlteleskop og radioteleskop, der har bidraget til en udvidelse af grænserne i makrokosmos.

Det er naturligvis nærliggende at tænke sig skabelsen af endnu stærkere observationsinstrumenter, med hvilke man kan udvide materiebæltets grænser endnu mere, end det hidtil har kunnet lade sig gøre -ja, måske ligefrem vilkårligt langt; dog naturligvis forudsat at der findes noget hinsides de nugældende grænser. Det skal imidlertid nævnes, at Martinus trods sin forståelse af de nævnte grænsers illusoriske natur stiller sig afvisende herover for, idet han hævder, at livet ved sin kosmiske indretning sætter en bestemt og uovervindelig skranke for menneskets fremtrængen ad den kvantitative dimension, dvs. den dimension, stof-og livsenhedsprincippet udtrykker. Denne grænse er måske ikke fuldt ud nået endnu, men eksisterer under alle omstændigheder -ikke som en faktisk grænse ganske vist, men som en grænse, der gælder for fysisk observation. Og ér denne grænse endnu ikke blevet nået, så befinder mennesket sig i hvert fald ikke langt fra den, hævder Martinus og tilføjer: “det er nemlig ikke meningen, at mennesket i al evighed skal fortsætte med udelukkende at studere materie; det må også på et tidspunkt komme i gang med at studere ånd”. -Og at dette tidspunkt med sikkerhed vil indtræde, sørger bl.a. de her omtalte observationsgrænser for. Det er for øvrigt i denne forbindelse interessant at se, at der inden for naturvidenskaben begynder at vise sig bekræftende tegn herpå. For de makrokosmiske observationers vedkommende begynder således lyshastigheden at vise sig som en afgørende barriere, mens for de mikrokosmiske observationers vedkommende en tilsvarende afgørende barriere begynder at optræde i form af et komplementært samspil mellem observatør og objekt, nemlig på den måde, at objekterne -des mindre de er -i voksende grad forstyrres af de midler, der i form af betragtelige energikvanter skal sikre kommunikationen mellem observatør og objekt. Vi behøver blot at tænke på den ejendommelighed, at den fortsatte udforskning af elementarpartiklernes ultra-mikroskopiske verden stiller krav til anvendelsen af stadig større og kraftigere observationsinstrumenter kendt som de hushøje cyklotroner, betatroner og kæmpeacceleratorer m.fl. Et supplerende tegn er i øvrigt, at forskningen på begge disse forpostområder antager en mere og mere teoretisk betonet karakter; for det mikrokosmiske forpostområdes vedkommende i form af teoretisk fysik, og for det makrokosmiske forpostområdes vedkommende i form af astrofysik.

54.
Materieforskningen og dermed forskningen på tværs ad materien bygger altså først og fremmest på anvendelse af metoden for sansning fra neden og former sig i kontakt hermed som ekstern observation; dels gennem de naturlige sanser, og dels gennem observationsinstrumenter, hvormed de naturlige sansers rækkevidde er blevet mere eller mindre forlænget. -Og hvad resulterer så denne materieforskning i?

Simpelt hen i en uendelig lang række forskellige emotionelle og fænomenologiske sansedata uden større orden og sammenhæng: menneskeracer, dyreformer, plantearter, mineraler, krystaller, stoffer af enhver art, temperaturer, aggretattilstande, former, farver, lyde, himmellegemer, klimaforhold, elementarpartikler, atomer, molekyler, mekanismer, årstider, tilblivelsesprocesser og undergangsprocesser osv. osv.. Orden og sammenhæng kommer først til stede i det øjeblik, metoden for sansning fra oven kobles ind. Denne er jo udtryk for søgen efter foreliggende stofsidedatas åndelige betydning eller mening og medfører i kontakt hermed uundgåeligt, at der i forbindelse med materieforskningen udfoldes bestræbelser i retning af at forstå de mange observationsresultater i sammenhæng, således at man på dette grundlag kan blive i stand til at opstille et verdensbillede, dvs. beskrive:

1. den observerede verdens elementer og bestanddele.
2. den måde, hvorpå disse elementer er organiserede, samt den måde, hvorpå de samvirker.
3. de love, der eventuelt gælder for mat eneelementernes samspil.
4. og endelig, hvis det er muligt: årsagen til og forklaringen på, at verden er, som det netop fremgår af observationerne.

(Emnet fortsættes i næste lektion)

Spørgsmål til lektion 69

1. I hvilke to hovedområder inddeler Martinus det levende væsens følelsesliv?

2. Hvilken relation består der mellem følelseslivets to hovedformer og tilværelsens to grundlæggende sansemetoder?

3. Hvilken af livsoplevelsens to sider henhører følelseslivets stemninger under: stofsiden eller livssiden?

4. Hvad forstås ved stofsidens emotionelle aspekt?

5. Den ene af følelseslivets to hovedformer virkeliggøres gennem en kompliceret flere-takts-proces. Hvor mange takter er der mindst tale om?

6. Martinus taler om to forskellige forskningsmetoder, én, der specielt er koncentreret på livsoplevelsens stofside og én, der især er helliget livsoplevelsens livsside. a) Hvad kalder Martinus disse to forskningsmetoder, og b) hvordan forholder de sig til livsoplevelsens to sider?

7. Hvorledes betjener de to forskningsmåder sig af tilværelsens to grundlæggende sansemetoder?

8. Hvilken af de to forskningsmetoder gør sig fortjent til prædikatet: materieforskning, og hvilken til prædikatet: åndsforskning?

9. Hvilke træk er typiske for forskningen på tværs ad materien?

10. Ved hvilke institutioner er forskningen på tværs ad materien i praksis kendt?

Løsningen til lektion 68’s opgavetillæg

1. Ja, denne er helt afhængig heraf.

2. Den form, under hvilken Jegets livsside-erfaringer arkiveres

3. Ja, i udpræget grad.

4. Ja, fuldt ud.

5. Et kredsløb, under forløbet af hvilket stof-og livssiden i indbyrdes komplementær fase gennemløber alle værdier fra minimum til maksimum.

6. Ja, dette kredsløb udtrykker et væsentligt træk ved livets kosmiske grundplan.

7. a) Ja, b) indviklingsbuen svarer til den del af tvillingekredsløbet, hvor stofsiden dominerer, mens udviklingsbuen svarer til den del, hvor livssiden dominerer.

8. a) Stofsiden dominerer, livssiden er latent, b) det omvendte af a.

9. Nej, den har kun interesse som et materiale for åndelig manifestation og sansning.

10. I den sidste halvdel af den guddommelige verden

P.B.-J.

NB. Disse svar er godkendt af Martinus

Leave a Reply

avatar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

  Subscribe  
Notify of