EGOISME -ALTRUISME
1.
Efter hermed at have gjort rede for de træk, der særligt kendetegner spiralkredsløbets tilværelsesplaner, foreligger der i forbindelse med livets kosmiske grundplan blot et par supplerende emner at gøre rede for. Det første af disse er begreberne “egoisme” og “altruisme”.
2.
Når vi i forbindelse med omtalen af livets kosmiske grundplan også skal berøre disse to begreber, skyldes det, at de meget indgående har tilknytning til denne grundplan, nemlig på den måde, at de hver især refererer til en særlig typisk livsindstilling eller livsholdning, der på afgørende vis præger førnævnte grundplan. Således præger den egoistiske livsholdning grundplanen på én måde, og den altruistiske livsholdning på en anden.
3.
Næppe noget menneske kan siges at være uden personlig erfaring for karakteren af den egoistiske livsindstilling. For det er netop den personlige tilknytning til denne livsindstilling, der ligger til grund for, at vi for tiden fremtræder som jordiske mennesker. Således ved vi, at denne livsindstilling i praksis giver sig udslag i en tænke-og væremåde, der alene beskæftiger sig med egne, snævre interesser uden hensyn til, om dette er til skade eller til gavn for omgivelserne. Den egoistiske livsindstilling giver sig kort sagt udslag i egenkærlighed på alle livets områder.
Med hensyn til den altruistiske livsindstilling betegner denne den egoistiske livsindstillings diametrale modsætning. Ganske vist er der også her tale om en indstilling, der i praksis giver sig udslag i en beskæftigelse med egne interesser (!), men der knytter sig til denne livsindstilling det vigtige tillægsmoment, at nævnte beskæftigelse absolut også skal være i kontakt med omgivelsernes og dermed medvæsnernes interesser. Og det medfører, at den altruistiske livsindstilling på alle livets områder kommer til at give sig udslag i kombineret egen-og næstekærlighed.
Det har ofte været hævdet, at den altruistiske livsindstilling blot er en udvidet form for egoisme, og hertil må der fra Martinus side svares, at dette også i en vis udstrækning er fuldstændigt rigtigt. Men udvidelsen består altså i det forhold, at den altruistiske livspraksis altid er til glæde og velsignelse for omgivelserne, mens dette som bekendt langt fra kan siges at være tilfældet med den egoistiske livspraksis. Denne er i langt de fleste tilfælde til direkte smerte og lidelse for omgivelserne, ja finder endog som regel sted på omgivelsernes bekostning.
Når den egoistiske og den altruistiske livsindstilling i kosmisk forstand kan siges at være beslægtede, skyldes det alene den omstændighed, at der i begge tilfælde er tale om dyrkelse af egne, personlige interesser. Og når de samtidig kan hævdes at repræsentere hinandens diametrale modsætninger, skyldes det, at de personlige interesser for den altruistiske livsindstillings vedkommende altid og uden undtagelse angår det formål at være til glæde og velsignelse for næsten og omgivelserne. At kunne dette i alle livets forhold er det ønske, der primært inspirerer og motiverer den altruistiske livsholdning; det repræsenterer det altruistiske væsens primære interesse. Nævnte altruistiske væsen kan således lige så lidt lade være med at interessere sig for sine omgivelsers ve og vel, som det rent egoistiske væsen kan lade være med kun at interessere sig for sit eget ve og vel, og netop heri kommer såvel ligheden som forskellen på disse
to væsenstyper og livsindstillinger til syne.
4.
Man kan nu stille det spørgsmål, hvorfor den verden, vi lever i, fortrinsvis er præget af den egoistiske livsindstillings udslag og næsten ikke kender til virkeligt omfattende udslag af den altruistiske livsindstilling?
-Ja, dette skulle vi i virkeligheden have særdeles gode muligheder for at forstå. Thi svaret fremgår uden videre af, hvad der foran har været nævnt i forbindelse med omtalen af tilværelsesplanerne. Menneskeheden repræsenterer jo en kategori af væsner, der stadig er tilknyttet spiralkredsløbets dyrerige, hvilket igen vil sige, at den repræsenterer en kategori af væsner, for hvem det har været nødvendigt at få fornyet evnen til at kende forskel på godt og ondt, lige som det har været nødvendigt at få den personlige Jeg-fornemmelse fornyet. Menneskehedens øjeblikkelige situation må således ses som resultat af en tilstand, der allerede for adskillige milliarder år siden opstod, nemlig dengang samme menneskehed var tilknyttet et tidligere spiralafsnits guddommelige verden. Her begyndte evnen til at kende forskel på godt og ondt samt evnen til at registrere den personlige individualitet og det personlige Jeg at svigte, således at en fornyelse af disse to fundamentale evner blev aktuel. Og under indflydelse heraf betrådte menneskeheden vejen ind i en indviklingsbue, der kunne føre den ind på det fysiske plan iklædt et nyt organismeprincip. Og det er netop dette mål, menneskeheden sammen med dyrene nu i så rigt mål har nået, lige som det er det samme mål, det samlede planterige er på vej til at nå. Sammen med dyrene har mennesket erhvervet sig en personlig organisme, som det helt står til den enkelte selv at beskytte, passe og pleje. Og gennem sin tilknytning til denne organisme møder mennesket den fysiske verdens mange forskellige energiformer, hvorunder det belæres om, at nogle af disse energiformer er smertevoldende, mens andre er behagsgivende. Men samtidig belæres det om, at det helt og holdent beror på dets eget initiativ, hvordan dets fysiske skæbne bliver -altså om det opnår kontakt med de behagsgivende, fysiske energier samt undgår berøring med de smertevoldende energier. Der er ingen andre, der sørger for at varetage dets interesser på dette område. Det må det helt og holdent selv gøre, og drevet af sin naturlige tiltrækning mod behagsoplevelser og sin lige så naturlige frastødning fra ubehagsoplevelser gennemfører det da også så vidt muligt en sådan livspraksis. Men det er ikke svært at se, at disse vilkår er én eneste stor appel til praktisering af den egoistiske livsform og dermed til udvikling af talentet for egoistisk livsindstilling; og betænker man hertil, at denne appel nu har påvirket mennesket gennem millioner og atter millioner af år -først som plante, siden som rent dyr og nu som jordisk menneske -da forstår man også, hvorfor den verden, mennesket lever i, i så høj grad er præget af den egoistiske livsindstillings udslag. Væsnerne, der bebor den, indser simpelt hen ikke nogen anden måde at skabe god skæbne for sig selv på. Følgelig praktiserer de den egoistiske livsindstilling på kraft -ja, efterhånden fuldstændigt automatisk som C-viden. Og ergo må menneskets verden komme til at tage sig ud som det, den netop gør, nemlig som en skueplads for egoistisk livspraksis.
5.
Men hvordan kommer så overhovedet den altruistiske livsindstilling ind i verden, kunne man spørge? -Ja, dette er i virkeligheden simplere, end man tror. På et givent tidspunkt vil den fysiske verden for det enkelte individs vedkommende have løst sin særlige opgave, nemlig at forny dets evne til at kende forskel på godt og ondt samt forny dets Jeg-bevidsthed eller Jeg-indstilling. At netop mennesket til en høj grad af fuldkommenhed befinder sig i denne situation, taler i denne forbindelse alt for. Mennesket er jo i vid udstrækning i stand til at kende forskel på godt og ondt, og gennem sin ligefrem automatisk betonede, egoistiske livsindstilling demonstrerer det på overbevisende måde, at det har fået sin Jeg-indstilling fornyet. Det tænker så godt som kun på sig selv, lige som det i tilknytning hertil ganske tydeligt er i stand til at skelne mellem sig selv og sine medvæsner. Og netop derved afslører det sig, at den fysiske verden stort set har løst sin store opgave i livets kosmiske grundplans tjeneste -eller rettere sagt sin første opgave. Herefter følger nemlig en anden og mindst lige så vigtig opgave: gennem en vis udvidelse at forvandle den egoistiske livsindstilling til en altruistisk livsindstilling. -Vi skal i det følgende se, hvorledes dette går til.
6.
Når den egoistiske livsindstilling overhovedet lader sig forvandle til en altruistisk livs indstilling, skyldes det simpelt hen de følger, den egoistiske livsindstilling gennem sin praktisering afføder. Disse er nemlig alle uden undtagelse i deres slutfacit at betegne som smerter og lidelser, og de skyldes simpelt hen det enkelte levende væsens tilknytning til skæbneloven. I henhold til denne kan nemlig dette at praktisere egoisme kun medføre, at man selv bliver genstand for egoisme, og det vil igen sige: bliver udsat for virkningerne af andre væsners selvoptagethed og egenkærlighed. Men netop derved afslører den egoistiske livsindstillmg på længere sigt sin uholdbarhed og begrænsning: den formår kun at afføde en verden, over hvilken et kosmisk mørke permanent ruger. Nemlig en verden, hvor det enkelte levende væsen må føre en nådesløs kamp for at eksistere, og ydermere en kamp, der i henhold til de gældende vilkår er forudbestemt til at gøre sig gældende som “en alles kamp imod alle”. Det er kort sagt en verden, hvor KUMBEL’s ord er livspraksis: “Alle tænker på sig selv, kun jeg tænker på mig”.
At sådanne vilkår for tilværelse ikke i det lange løb kan virke tilfredsstillende er uden videre indlysende, og det medfører uundgåeligt, at de implicerede væsner langsomt man sikkert retter deres opmærksomhed mod løsningen af det problem at skabe en bedre verden at leve i. Det er netop denne situation, det tyvende århundredes menneskehed befinder sig i! Man er, alene på forstandens grundlag, så ganske småt begyndt at indse, at den egoistiske livsholdning ikke er tilstrækkelig til at sikre den enkelte en virkelig behagelig og sorgløs tilværelse. Som samfundet kompliceres viser den sig tværtimod gang på gang at fremkalde lige de stik modsatte virkninger, nemlig sorger, ulykker, usikkerhed -kort sagt ubehageligheder af alle mulige arter. Og dette medfører, at man langsomt begynder at interessere sig for at gøre den egoistiske livsindstillings holdbarhed som grundlag for en sikker tilværelse til genstand for en nærmere analyse. Og hvad vil så denne analyse afsløre? -Simpelthen, at den egoistiske livsindstilling er totalt uforenelig med nogen som helst form for højere samfundsdannelse samt totalt umulig som grundlag for sikring af en lykkelig tilværelse for den enkelte. En sådan kan KUN skabes på det grundlag, at alle af indre drift hjælper hinanden, tænker på hinanden, interesserer sig for hinanden, viser gensidigt hensyn og gensidig respekt for den enkeltes ret til at leve og være lykkelig. Den kan kort sagt kun skabes på grundlag af den altruistiske livsholdning eller livsindstilling. Altså den livsindstilling, hvor dette at pleje egne interesser simpelt hen er ensbetydende med dette at pleje omgivelsernes interesser. Kun på dette grundlag lader en sikker og lykkelig verden for den enkelte sig etablere. -Dette er, hvad en nærmere analyse alene på fornuftens grund vil afsløre om den egoistiske livsindstillings natur, forudsætninger og virkninger.
7.
Betænker man nu, at den egoistiske livsindstilling er resultat af en lang og dramatisk undervisning udspillet i planteriget og dyreriget, vil man også kunne forstå, at der skal andet og mere end slet og ret en analyse til for at gøre den altruistiske livsindstilling plausibel -endsige føre den ud i praksis. Denne analyse kan kun betragtes som et allerførste skridt på vejen ud af mørket og lidelsen; men den er dog et såre vigtigt skridt, idet den betegner menneskets forstandsbegrundede opdagelse af kilden til al nød og elendighed i verden samt i tilknytning hertil dets opdagelse af grundlaget for denne nød og elendigheds definitive afskaffelse. Men naturligvis indplanter denne opdagelse ikke samtidig i mennesket den altruistiske følelse, der er selve den altruistiske livsindstillings inspirationskilde og fundament. Dette sker på en helt anden måde. Det sker simpelthen som en organisk proces i menneskets indre, en organisk proces, der på den ene side meget nøje er forbundet med følelseslegemets naturlige vækst, og som på den anden side beror på en skjult værdi og betydning ved samtlige de lidelseserfaringer, det enkelte menneske gør. Ikke alene er nemlig disse lidelseserfaringer en direkte følge af væsnets praktisering af egoisme. De medfører også en udvikling af den enkeltes evne til at føle smerter og lidelser på andres vegne. En udvikling, som med hver eneste ny lidelseserfaring, der gøres, bliver mere og mere mærkbar. Til sidst vil den være så mærkbar, at væsnet konstaterer sig selv udrustet med en medlidenhedsevne, der uden videre sætter det ude af stand til bevidst at påføre andre væsner lidelser. Det kan ligefrem på forhånd i sig selv mærke, hvordan den eller den handling vil føles hos den, den rettes imod, og det gribes af et organisk funderet ønske om kun at gøre det mod andre, som det kunne tænke sig, disse skulle gøre mod det selv. Og dermed er det næste skridt på vejen mod den altruistiske livsindstillings konsolidering i verden taget. -Tilbage mangler nu blot dette, at den altruistisk befordrende medlidenhedsevne skal forvandle sig til en direkte, aktiv kærlighedsevne beroende på en organisk funderet kærlighedsfølelse.
Med hensyn til denne kærlighedsfølelse udvikles denne helt automatisk i takt med udviklingen af det voksende følelseslegeme og intelligenslegeme samt i takt med den hermed forbundne udligning af væsnernes kønspræg (belyses indgående i afsnit fire). Således bevirker det voksende følelseslegeme, at væsnet begynder at kunne operere med både langt rigere og langt sartere og mere nuancerede følelsesklimaer, end hidtil. Følelsesklimaer, der lader det omfatte sine medvæsner med en helt ny interesse. Hvad angår det voksende intelligenslegeme medfører dette bl.a., at væsnets evne til at sætte sig ind i livets og dermed også i medvæsnernes forskellige forhold i betydeligt grad udvides, hvilket giver de førnævnte nye følelsesklimaer en meget væsentlig, supplerende dimension. Nemlig en dimension, hvis karakter man måske kommer nærmest ved at henvise til den bevidsthedsindstilling, mødet med en lille dyre-eller menneskeunge sædvanligvis fremkalder hos mennesket. Hos det mere fremskredne menneske vil nemlig dette møde normalt fremkalde en uimodståelig trang til at kærtegne og beskytte ungen, hvilken trang ved nærmere undersøgelse baserer sig på rent umiddelbare, varme og ømme følelser, der meget nøje er forbundet med en forståelse af den nævnte unges spæde og uerfarne situation og tilstand. Og netop derved belyser det fremførte eksempel karakteren af den måde, hvorpå den udviklede intelligens og følelse samarbejder og herunder frembringer høje og sublime tankeklimaer. Nemlig tankeklimaer, i hvilke tilsvarende sublime kærlighedsfølelser trives. -Endelig medfører den føromtalte udligning af kønsforskellen, at de organiske modsætningsforhold fjernes, som hidtil på effektiv vis har holdt væsnerne adskilt i to kategorier, indenfor hver især man bestemt ikke har kunnet føle nogen trang til at kærtegne hinanden. -Hvad vi hermed har prøvet at belyse er altså, at den foran efterlyste altruistiske følelse simpelt hen tilvejebringes gennem vækst og udvikling af det enkelte væsens følelses-og intelligenslegeme, hvortil den naturligt foregående udviskning af kønspræget vil medføre fjernelse af de hindringer, der i særlig høj grad forhindrer væsnerne (inden for samme køn) i at føle trang til at kærtegne hinanden.
8.
Som det heraf fremgår, kan udvikling af en altruistisk livsindstilling forudses at ville finde sted med lige så stor sikkerhed, som det var tilfældet med hensyn til den egoistiske livsindstilling. Ja, i virkeligheden lader det sig iagttage, at det er den altruistiske livsindstilling, der er den primære i tilværelsen, hvilket fremgår af, at den er gældende i de fire for ikke at sige de fem af samtlige seks tilværelsesplaner. Den er således gældende i det rigtige menneskerige, i visdomsriget, i den guddommelige verden og i salighedsriget. Og hertil er den overvejende gældende i planteriget. Det er først i dyreriget, den virkeligt afløses af den egoistiske livsindstilling, hvilket vil sige, at denne sidstnævnte kun har netop dyreriget til skueplads og udfoldelsesområde. Og man vil altså forstå, at denne livsindstilling her kun kommer i betragtning, fordi det simpelt hen er nødvendigt for væsnerne for en tid at være ude af berøring med den altruistiske livsindstilling, nemlig af hensyn til fornyelsen af deres Jeg-indstilling samt deres evne til at kende forskel på godt og ondt -ja, i det hele taget af hensyn til deres samlede sansemæssige forudsætninger. Den altruistiske livsindstilling er altså i virkeligheden den primære i verdensaltet, hvad der betyder, at det faktisk er mere korrekt at betegne den egoistiske indstilling som en indskrænket form for altruisme end omvendt! ! ! Kosmisk set er egoisme udtryk for altruisme, der er bragt ned til en absolut minimal udfoldelse, nemlig en udfoldelsestilstand, hvor den kun formår at omfatte sit eget ophavs snævre interesser. Dette er den rene egoisme. Herfra og til praktisering af ren altruisme gives der naturligvis en mangfoldighed af mellemstadier repræsenteret ved interesse for f.eks. ægtemage, afkom, familie, venner og bekendte, parti, forening, nation osv., hvilke stadier dermed alle betegner trin på vejen tilbage til den altruistiske livsindstilling.
9.
Vor omtale af begreberne “egoisme” og “altruisme” skal vi afslutte med at påpege disse to begrebers betydning for prægningen af livets kosmiske grundplan. Denne betydning ligger simpelthen i, at de pågældende to begreber står som udtryk for to principielt forskellige livsindstillinger, der hver især opretholder et ganske bestemt sæt vilkår for tilværelse. Disse vilkår kan for den egoistiske livsindstillings vedkommende betegnes som “mørke”, primitive og lidelsesfulde, medens de for den altruistiske livsindstillings vedkommende kan betegnes som lyse, højintellektuelle og lykkebefordrende. Det vil igen sige, at den egoistiske livsindstilling ved sin natur giver anledning til eksistensen af en kosmisk mørkezone i tilværelsen, hvorimod den altruistiske livsindstilling giver anledning til eksistensen af en kosmisk lyszone, hvilke zoner for begges vedkommende placerer sig indenfor spiraikredsløbet på bestemte steder af de enkelte spiralafsnit. Således placerer den egoistisk opretholdte mørkezone sig i det tilværelsesplan, vi kender som dyreriget samt til en vis grad i planteriget, mens i modsætning hertil den altruistisk opretholdte lyszone omfatter resten af tilværelsesplanerne plus altså til en vis grad planteriget. Gennem forekomsten af den egoistiske og den altruistiske livsindstilling præges med andre ord livets kosmiske grundplan af henholdsvis en kosmisk mørkezones og en kosmisk lyszones eksistens. Og vi ser, hvorledes disse to zoner af vilkår for tilværelse meget nøje samstemmer med, hvad der foran har været omtalt i forbindelse med den udførlige beskrivelse af de kosmiske tilværelsesplaner. Af denne omtale fremgik det nemlig også – om end indirekte -at spiralkredsløbet for hvert enkelt spiralafsnit rummer en mørkezone og en lyszone, gennem hvilke de levende væsner i al evighed cirkulerer. Og hvad det tyvende århundredes menneskehed angår, befinder denne sig altså som tilknyttet det senere dyrerige i udkanten af mørkezonen på vej bort fra denne. Netop i vor tid er menneskeheden i færd med at gøre et sæt erfaringer, der med al ønskelig tydelighed vil overbevise den om, at det er på høje tid, man begynder at interessere sig for den altruistiske livsindstillings muligheder. Blot på fornuftens grundlag vil det nemlig i dag være muligt at indse, at hvert eneste menneske kun kan stå sig ved, at alle begynder at tjene alle, frem for, at alle kun tjener sig selv og derigennem indirekte bekæmper alle. Fortsætter menneskeheden nemlig med denne fremgangsmåde, vil den også med sikkerhed fortsætte med at frembringe våben til brug for sin kamp for tilværelsen. Våben, der som bekendt nu vil kunne udslette alle. Og dette er der naturligvis ingen som helst, der kan være tjent med -end ikke de stærkeste. Med F.N.’s generalsekretær U’Thants udtalelse i 1962 under en tale i København kan man derfor karakterisere menneskehedens øjeblikkelige situation med ordene: “Vi må elske hinanden -eller dø”! -Dette er simpelt hen de fremtidsmuligheder, den altruistiske kontra den egoistiske livsindstilling herefter har at byde på. Og til den enkeltes beroligelse vil man sikkert ikke være sen til at indse, at alene selvopholdelsesdriften i mennesket burde være tilstrækkelig til at afgøre valget.
Spørgsmål til lektion 63
1. Hvis spiralkredsløbets tilværelsesplaner betegnes med hver sit nummer, hvilket nummer gør da planteriget krav på?
2. Hvad er det, der frem for noget andet markerer, at plantens forvandling til dyr har fuldbyrdet sig?
3. Nævn den generalerfaring, dyret frem for nogen anden gør i den fysiske verden.
4. a) Kan dyret tilskrives kosmisk bevidsthed? b) kan planten?
5. Hvorfor er den fysiske verden velegnet til at foranledige en fornyelse af det levende væsens Jegindstilling?
6. Er der grund til at betragte forvandlingen fra kosmisk bevidst plante til kosmisk bevidstløst dyr som en tragedie; i benægtende fald:
7. Hvorfor ikke?
8. a) På hvad måde svarer den egoistiske og den altruistiske livsindstilling til hinanden, og b) på hvad måde repræsenterer de hinandens diametrale modsætning?
9. Den egoistiske livsholdning i sin renkultur er vidnesbyrd om, at den fysiske verden har løst en meget vigtig opgave i forholdet til det levende væsen: hvad er det for en opgave?
10. Nævn de tre omstændigheder, der vil medføre den altruistiske følelses etablering som et organisk funderet anlæg i mennesket.
11. Hvilken livsindstilling er kosmisk set den primære i tilværelsen: den egoistiske eller den altruistiske?
Løsning til lektion 62’s opgavetillæg
1. Når det fremtræder som ateistisk og materialistisk indstillet jordisk menneske henhørende under dyreriget.
2. a) Følelseslegemet er trådt ind i første stadium af sin vækstbue. b) Planteorganismen udviser en første spæd ansats til et perifert sanseapparat.
3. Der savnes veludviklede sanseorganer samt hjerne og centralnervesystem.
4. a) Tyngdelegemet leverer dynamisk kraft b) instinktlegemet omsætter den dynamiske kraft til formålsbestemte automatfunktioner.
5. Tyngdelegemet.
6. Fra væsnets ekstaseoplevelser muliggjort af hukommelseslegemet i forbindelse med guldkopierne og den voksende længsel efter mørket og den fysiske materie.
7. En oplevelsesform, der beror på elementært udviklede perifere sansemekanismer, og som skal dele plads med en totalt indadvendt hukommelsesaktivitet.
8. a) Ja, b) ja.
9. a) Få det åndelige plan b) på det fysiske plan.
10. a) Instinktplanet b) salighedsriget.
11. a) lnstinktlegemet b) hukommelseslegemet.
12. Nej, fordi dens opmærksomhed helt er helliget den indre erindringsverden.
13. Tyngdelegemet og den fysiske planteorganisme i forening, assisteret af instinktlegemet (samt følelseslegemet).
14. Det sidste.
P.B. -J.
NB. Disse svar er godkendt af Martinus