Hej Oscar.

Mange tak for dit svar.

Jeg er meget enig i, at man skal øve sig i at tilgive... ikke 7 gange men op
til 70 x 7 gange, hvilket jo betyder at kunne tilgive alt og alle og forstå,
at alle gør det bedste de kan og ikke kan gøre andet ud fra der hvor de
befinder sig udviklingsmæssigt.

Lad mig komme med et personligt eksempel, som måske kan tydeligøre hvad
jeg tænker på.

Jeg er vokset op i familie (hovedsageligt på den ene side) hvor sladder,
bagtalelse, intriger, fordom, hævn, bitterhed og stolthed (i den forstand, at man
har meget svært ved at tilgive hinanden.) At indrømme sine fejl, er ikke en
mulighed og udtryk for svaghed.

Allerede som barn gjorde det mig ked af det og jeg tog afstand fra det.
Som teenager blev "ked af det" til frustration og jeg kunne ikke forstå,
hvorfor de ikke bare kunne "opføre sig ordentligt". Sidst i 20èrne stødte jeg
på DTT, og forstod at det ikke var en viljesag og at alle gjorde det bedste
de formåede. Det gjorde at jeg blev mere forstående og overbærende, og
mine frustrationer mindre.

I mange år, sagde jeg ikke et ord, jeg deltog ikke i samtalen og jeg forholdt mig
"passivt". Jeg sad på sidelinien og nøjes med at observere, hvad der forgik.
Det var jo alligevel ikke mit anliggende, tænkte jeg og efterhånden
isolerede jeg mig fra de andre, og brændte inde med mine egne holdninger og
tanker.

En dag, hvor familien havde travlt med, den sædvanlige sladder, fordom og
bagtalelse, som foregik nogenlunde sådan her:
"X har nu også altid været er fjols og det er da også for galt at X gør sådan og
sådan, det har X fra sin far, han har også altid opført sig idiotisk...og nu skal i
høre, hvad jeg også har hørt om X...bla bla bla....osv."

Jeg sad som sædvanligt og tænkte på undskyldninger for ligeså stille at smutte.
Da det pludselig gik op for mig, at jeg havde taget mig selv "out of the game"
og besluttede mig for, for en gang skyld at udtrykke min mening.
Jeg sagde venligt noget i stil med: "Måske er der en grund til, at X gjorde sådan..og
det er så nemt for os at sige, hvad X skulle have gjort, når vi ikke er i X sko"

Nu skal man jo lige have i mente, at familien var så vandt til min tavshed, at man
kunne høre en knappenål falde til jorden, da jeg havde talt. ..efter nogen tavshed
fortsatte diskutionen igen.
"Jeg tror faktisk ikke X har haft det helt nemt" var der en der sagde..og herefter
gik samtalen i en ny og mere forstående og overbærende retning.

Jeg ved ikke, hvor godt mit eksempel er , men pointen er at jeg mener, at man godt kan have
en tilgivende holdning samtidig med, at man giver udtryk for sin egen mening og synspunkter
på en venlig måde.

At der kan være en tendens til, at benægte sig selv og isolere sig, og samtidig en tendens
til at være konfliktsky og handlings lammet i sit samvær med andre. Det er ofte de nye
vinkler der bringer en ud af den dyriske vanebevidsthed og hjælper en til, at tænke i nye
baner og komme videre.

Kh. Ejby

Hej Lars.

Her er hvad jeg tænker og min forståelse af egoet.
Dit ego er en del af dig, og vil altid være det. Det handler ikke om, at fornægte sit ego men om, at transendere
det. Dvs at blive herre i eget hus, med egoet som "The servant" frem for "The master".
Det handler om, udvikling fra en lavere form "The unmature ego", til en højere form "The mature ego".

Kærlig hilsen Ejby

Hei Peter!

Det er en veldig bra beskrivelse!

Takk til dig Ejby for berettelsen. Veldig inspirerende! Jeg har den siste tiden "grublet" en del over baktalelse og hva jeg kan gjøre for å styre slike samtaler mot noe positivt. Din forløsende setning skal jeg legge meg på minnet!

Oscar