Hej Ejby.

  Det er nok, mener jeg, et af vort største problemer, det med at vebde den anden kind til, et råd vi jo har fået for flere tusind år siden, men som mange endnu ikke har forstået dybden af.

  Personligt mener jeg at disse aspekter hænger nøje sammen med vore meget "følsomme" mennesketyper, idet vi har så svært ved at "kontrolere" vore egne følelser, på grund af deres "styrke".

  Vi ser jo hvordan den "Retfærdige harme" styrer os i mange forbindelser, der skal ikke meget til, f.eks i verbale konfrontationer, før våbnene kommer frem, knive og skydevåben bruges tiere og tiere, som udløsere af vor "retfærdige harme", enten i forbindelse med "æreskrænkelser" eller når der er "økonomiske" eller "terretoriale" mellemværender mellem mennesker, og selv i trafikken spores jo en stigning i "vreden" og de fysiske reaktioner mod hinanden, når andre ikke kører som man selv mener de skal.

  Problemerne mellem "os" og "dem" stiger også, i takt med at man laver endnu større skel mellem "nationaliteterne" end der før har været, her tænker jeg bla.a på den nye "bandelov" som jo tillader langt større strafreaktion mod "ikke danskere", end mod indfødte, via "udvisningstrusler" m.m., og dette fremmer jo ikke nogen integration eller "ligestilling", men styrker blot "den retfærdige harme" endnu mere. ???

  Og når selv vi som jo dog trods alt er lidt "bevidste" omkring disse reaktionsmønstre, ikke kan holde ordentligt "husfred" indbyrdes, blot fordi vi siger hvad vi mener til hinanden i almindelige dialoger, så er det vist tydeligt, at det er vor "følsomhed" overfor andres syn på os, der tit tager "magten" fra os, og styrer os , så vi ikke vender den anden kind til, men vil have "oprejsning" i den retfærdige harmes navn, og fokuset bliver derfor tit lagt på "måden" at kommunikere på, fremfor på indholdet af kommunikationen, og det er jo ikke altid gavnligt.

  Jeg er helt enig i at det at vende den anden kind til, ikke er ensbetydende med at man skal afstå fra at komme med sine egne opfattelser, vi har jo ytringsfrihed og vi kommer jo heller ingen vegne ved at give hinanden mundkurve på, i "fredens" navn, så man skal da helst have lov til at give udtryk for hvad man mener, uden at dette bør medføre en negativitet fra andres side, men det er jo i nogle situationer svært at undgå at "såre" andre, hvis man skal forholde sig til deres person, og ikke kun til et "neutralt" emne.

  Megen af den "frustration" der kommer op til overfladen i dialoger, hvor der er stor "uenighed" srammer sikkert fra den måde vi er opdraget/opvokset på, idet vi jo næsten alle er blevet påvirket af "konkurancementaliteten" som hersker lige fra vi kommer i børnehaven og gennem hele vort uddannelsessystem, og "sportsverden" m.m.

  Hvis nogen er uenige med os, næsten uanset omkring hvad som helst, så føler vi os enten "ikke accepterede" eller "forkerte" og "mindreudviklede", idet vi jo så ikke oplever os selv som "ligeværdige", med den vi er uenige med, og da kommer "konkurancementaliteten" på bordet, så det fortrinsvist gælder om at "vinde" en argumentation, fremfor at udveksle holdninger og derved at komme frem til "bevidsthedsudvidelser", og vrede er jo et af midlerne man kan bruge, når man vil høres, eller "overskygge" andres meninger, ved selv at kommke i "forgrunden".

  Selv har jeg oplevet en stor ændring det sidste års tid, omkring det ikke at lade mig hidse op over noget som helst, førhen skulle der ikke så meget til, før jeg tog til genmæle, men i dag er det ligesom ikke længere vigtigt for mig, jeg er ikke "ligeglad" med hvad andre mener eller gør, men blot ikke længere "påvirket" direkte af det, så jeg "irriteres" ikke længere nær så let, når jeg ser noget eller hører noget, der førhen nok kunne vække en "retfærdig harme" i mig, og det føles godt for mig, at jeg bedre kan kontrolere den side af mig selv, for mit tankeklima forbedres jo da betydeligt, når jeg ikke så let får negative tanker blandet ind i mine daglige "gøremål".

  Dommedag, som vi jo nok må se i øjnene vi oplever på mange områder, i nuet, indeholder jo, efter min mening også disse personlige "prøvelser" af den enkelte, som man sættes på, i forbindelse med at se sine egne svage sider tydeligt, så lidt fokus på sin egen følsomhed er nok en god ting at have, alle de "andres" fejl er jo lette at se, men det er jo kun ved at se sine egne "fejl" man kan opnå mulighed for at lave om på sig selv, og nok gør det ondt af og til, men den "pris" skal nok vise sig at være givet godt ud, fordi hver gang man lykkedes med at vende den anden kind til, så har man enten betalt en "karma" (oh lært noget) eller skabt en ny positiv karma for sig selv, og det er jo vejen "frem" mod frigørelsen fra denne "tunge" materie vi lever i i nuet.

  Kærlige Hilsner fra Avatar.

Hej Ejby

Jeg synes, det er et interessant emne, du her bringer på bane. Hvordan man skal forholde sig til omverdenen på den mest næstekærlige måde, er jo et problem, man man møder igen og igen i sit praktiske liv, når man begynder at forstå sammenhængen mellem ens egen væremåde og den skæbne, man hermed skaber.

Martinus' fortolkning af udtrykket "at vende den anden side til" som vise sin menneskelige side, giver god mening for mig. Men hvad mener man så med "den menneskelige side"? Og hvordan kan man bruge "den menneskelige side" til at forsvare sig med - uden at være ukærlig mod sin næste?

At være venlig og bestemt er ikke i konflikt med næstekærlighedsloven, som jeg ser det. Det kan i mange tilfælde være det mindste af to onder. Fx hvis man vælger er irettesætte et barn der gør noget uhensigtsmæssigt, som i sidste ende kan skade det selv eller andre.

At være næstekærlig er ikke det samme, som at man skal glemme, hvem der er "børn", og hvem der er de "voksne". (Både i bogstavelig og overført betydning). Så længe "børnene" befinder sig på legepladsen, skal de have lov til at boltre sig. Men det betyder ikke, at de kan begå sig som de "voksne" i en "voksenverden". Hvis "børnene" bliver for højlydte, er det okay at henvise dem til "børneværelset" eller "legepladsen" - som i øvrigt giver dem bedre muligheder for at udfolde deres "leg". "Børnene" kan fx være forbrydere, voldsmænd eller andre "yngre brødre i udviklingen".

Hvordan man kan håndtere andres "dumheder" på en kærlig måde, synes jeg, bliver forklaret meget godt i flg., som bliver refereret på i dvd-boksen "Martinus som vi kendte ham" af en kvinde, som på et tidspunkt spurgte Martinus:

"Skal man virkelig finde sig i alt?"
Martinus svarede: "Ja, man skal finde sig i alt - men man skal ikke tage det ind."

Et andet eksempel på at vise den menneskelige side til at forsvare sig med findes i én af erindringsbøgerne. Nogle unge bøller vil frarøve Martinus sit guldlommeur, og han giver dem det med ordene:

"Værsgo - hvis I mener, I har mere ret til det, end jeg har." Det mente de efter nærmere overvejelse ikke, at de havde...

Mht. til den passivitet, du nævner i dit indlæg, så kommer jeg til at tænke på, en samtale mellem Martinus og en kvinde, jeg har læst et sted:

Kvinden spurgte: "Hvad skal jeg gøre for at udvikle mig hurtigere?"
Martinus svarede: "Gå ud i verden og begå en masse dumheder"...

Venlig hilsen
Petersh

PS: Det kan godt være, at de nævnte eksempler med Martinus ikke er helt korrekt gengivet, men meningen fejler ikke noget...

Hej Ejby!

Jeg mener at man selv har et stort ansvar i at forholde sig til, hvordan andre angriber den personlige integritet.

Man kan selv vælge om man vil ignorere et overgreb, eller "bide" fra sig. I begge tilfælde er der vel bare tale om at man individuelt påvirker karmaen. Forstået på den måde, at hvis du vender den anden kind til, så er det nok godt for din karma, men ikke godt for opponentens karma.

Hvis du derimod, venligt korrigerer en uoverensstemmelse, så risikerer du enten kontant afregning i form af ubehagelighder eller du formår at appelere til opponentens forståelse. Men det kræver mod til at konfrontere sig sådan. Også nogen øvelse  .

Så dilemmaet består nok i, at alt er såre godt.

Ved godt at mine tanker virker lidt ukonkrete ... men blot et udtryk for, hvor jeg aktuelt befinder mig for nuværende.

Kærlig hilsen
Peter

Hej Sirius - og velkommen til forummet!

Jeg synes, du rammer problemstillingen meget præcist hér.

Hvis man ikke ved, hvilken reaktion der er den mest næstekærlige i en given situation, så giver ens reaktion under alle omstændigheder nogle erfaringer, som vil bidrage til udviklingen af ens næstekærlighedsevne ...

Venlig hilsen
Petersh

Hej Sirius og velkommen.

Jeg synes du er inde på noget interessant. Du beskriver 3 måder at forholde sig på, og det er netop
pointen. Man kan "bide fra sig", man kan "ignorere."...og så er der denne tredje mulighed, som du så
fint beskriver. Jeg tænker lidt, at det på en måde er udtryk for stadier i udviklingen.

Tak for dine tanker...jeg tror du fangede, hvor jeg ville hen.

Kærlig hilsen Ejby

Hej Ejby

Det betyder at et fuldt udviklet menneske ikke ville kunne nænne at gøre noget som helst andet (som Jesus f.eks).

Hvis der er et dilemma, så er det at vi ikke er fuldt udviklede mennesker. Men er det et dilemma? Børn er ikke voksne, og frø er ikke træer, men det bliver de jo.

Med kærlighed

Lars

Hej Lars.

Kan du uddybe, hvad du mener med denne sætning?

Jesus afstod ikke fra, at sige sin mening.

Kærlig hilsen Ejby

  Hej Ejby.

Tillader mig lige at give mit bud på hvad Lars1 mener, for det med ikke at "nænne" at kunne handle anderledes, kan jo sagtens omhandle det aspekt, at man ikke nænner at holde mund, når man ser andre gøre ting der (i ens egne øjne) kan være til skade for dem.

  Jesus sagde også tit til andre, at de skulle handle anderledes, men det var jo ment som gode råd, også når det kunne lyde som "fordømmende", overfor deres individuelle "adfærd".

  Den man elsker tugter man, siger jo også lidt i den retning, altså det, at elsker man virkeligt sin næste, så rådgiver eller vejleder man selvfølgeligt også så vidt man formår, også når ens "vejledning" modtages som krittik eller "negativt", for man kan jo ikke nænne at gøre andet.

  Kærlige Hilsner fra Avatar.

Jo, men vender man så den anden kind til? Eller undlader at tage til genmæle?

Kærlig hilsen Ejby

Værdien ligger i spørgsmålet mere end i svaret, da svaret altid er relativt til ens udviklingstrin.

Vi ved at et fuldt udviklet menneske vil vende den anden kind til. At finde ud af hvad det betyder er netop den løbende udvikling vi gennemgår i denne del af spiralkredsløbet.

Med kærlighed

Lars

  Hej Ejby.

  For mit vedkommende gælder det at "vende den anden kind til"  kun omkring oplevelser hvor man selv udsættes for kritik eller overgreb, så man ikke (i retfærdig harme) holder liv i "karmahjulet".

  Hvad angår vejledninger til andre, er der ikke i mine øjne tale om at vende den anden kind til, for gør man ikke hvad man kan for at "hjælpe" sine næster, med råd og vejledning (såvidt man selv mener sådanne er gavnlige), så er man jo blot "ligeglad" med sine næster og med deres livsforløb, og det kan vel ikke anses for at være positivt eller gavnligt, hverken for dem eller for en selv.

  Kærlige Hilsner fra Avatar.

Hej Avatar.

Har jeg forstået dig ret i, at du mener at det er ok at "forsvare" andre, men ikke
ok at "forsvare" sig selv?
Du mener, at når andre udsættes for kritik eller angreb, så er det ok at sige sin mening, men
når man selv udsættes for kritik eller angreb, så skal man holde sin mund, eller?

Kh. Ejby

Hej Lars1

Fra dit eget personlige udviklingstrin, hvordan forstår du så, det med at vende den anden kind til?

Kh. Ejby

  Hej Ejby.

For mig drejer det sig ikke om "forsvar" af nogen eller undladelse af at "forsvare" noget, men blot om tilkendegivelse af egne opfattelser i en given situation.

Man kan godt "vende den anden kind til" og samtidigt tilkendegive hvad man selv mener og tænker i situationen.

  Hvad gør man, når man vidner i retten for andre, forsvarer man dem så ikke, ved måske at underbygge deres alibi, eller ville man ikke "forsvare" (stille sig imellem) sine egne børn eller andre, mod f.eks rovdyr eller andre "farer" der kunne komme "forbi" i ens tilværelse o.s.v., så det at forsvare andre (og sig selv) er da naturligt i mange forbindelser.

  At vende den anden kind til kan man da godt anse for at være en del af disse "aspekter" også, fordi hvis man råder eller vejleder,vidner eller forsvarer på baggrund af næstekærlige intentioner, men ikke bliver hørt eller forstået, så gælder det jo også her om at vende den anden kind til ("afslaget"), og ikke fortsat forsøge at få sin egen vilje igennem, så man ikke "påtvinger" andre noget de ikke selv ønsker.

  Kærlige Hilsner fra Avatar.

Det er jeg helt enig i.

Kh. Ejby

Hej Sirius/Peter

Det er nogle interessante tanker du giver udtryk for i dit indlæg ...kan du evt uddybe lidt?

Jeg tror du er inde på noget vigtigt.

Kh. Ejby

Hej Ejby

Det er et interessant spørgsmål du stiller. Det er meget tankevekkende. Og det er praktisk, for vi møter denne problemstilling nesten hver dag!

Jeg mener at man må øve seg i å ta imot uten genmæle. Altså øve seg i å vende det annet kind til. Når man har blitt en kjæmpetalent i dette, kan man lære sig at ta til genmæle.

Hvis man ikke har øvd seg i å vende det annet kind til, og man tar til genmæle, er det som å bekæmpe urett med urett, å bekæmpe mørke med mørke, og det har ingen hensikt. Mørke kan kun bekæmpes med lys. Og når lyset kommer, ser man, at det ikke var noen kamp, men blott et lysglimt i situasjonen som løste det hele på en ofte uventet måde.

Det låter smukt, og jeg skriver det fordi det er slik ønsker jeg å være. Men vejen dit er lang og på vejen gør vi mange fejl, som vi kan lære av.

Å kunne ta til genmæle på en fullkommen måde, i kosmisk perspektiv, skjer når man først har tilgivet 70 ganger 7 ganger daglig. Har jeg gjort det, vil jeg forstå at den andre personen som gør dette mot meg som jeg reagerer så sterkt på, ikke kunne gøre andet, i kosmisk perspektiv. Personen er jo på riktig plass i sin utvikling. Når den forståelsen senker seg i min bevidsthet, kan jeg ta til genmæle.

Det er mitt ønske at jeg kan forholde mig sådan i livets realiteter. Når man står "i kampens hete" er det lett å glemme seg bort... men øvelse gør mester!

Oscar

Hej Oscar !

Jeg ville ønske at jeg kunne beskrive det så smukt og klart som du gør det i dit indlæg.

Jeg har ofte været i nogle situationer, hvor en konfrontation var påkrævet, her og nu. Så jeg har også lavet en del fejl i den forbindelse.

Men jeg har heldigvis også fået lidt selvindsigt, så jeg har været i stand til at bearbejde det, for at få et overblik. Ikke alene over mig selv, men primært over de jeg kunne blive uenig med.

Man må prøve at sætte sig ind i hvorfor nogle handler så uhensigtsmæssigt, at man må vende den anden kind til. Det er lidt ligesom at tilgive.

Det er desværre ikke mig beskåret at være så langt fremme i udviklingen, at jeg kan sige mig fri for at reagere irrationelt, selvom jeg godt ved hvordan det kunne være.

Så til Ejby ... det var også en slags uddybning ... med stærk inspiration fra Oscar.

Kærlig hilsen
Peter.

Hej Ejby

Jeg kan ikke svare på dette spørgsmål fordi det afhænger af situation. Hvis jeg svarer overfor mig selv så er dette svar enten et udtryk for mine erfaringer og viden her og nu og dermed en del af fortiden og dermed allerede ugyldigt eller det er et ønske om noget jeg godt kunne tænke mig at være i fremtiden og dermed med til at trække mig væk fra det der sker i nuet. Begge ting vil have en tendens til at styrke mit ego.

Med kærlighed

Lars