Steen S wrote:

Det jeg så ikke helt forstår er hvorfor jeg i dette liv oplever en del angst og livslede. Ber ofte Gud om hjælp og støtte til at modtage min lidelseskarma, men mærker faktisk ingen forskel. Jeg føler ofte tomhed indeni og til tider en stor længsel efter fred og frihed...at jeg er et evigt væsen er jeg ikke i tvivl om, men det gir mig umiddelbart ingen trøst  hvad kan jeg evt gøre for at komme videre ? har tænkt på om det kunne være en ide at tilgive...men hvem sku det lige være. Mine forældre f.eks....vi har jo alle mere eller mindre siddet på en kold potte som børn, men det har vi jo sådan set selv valgt 

Hej Steen

Du skriver at du ber gud om hjælp og støtte til at modtage din lidelseskarma og jeg tænker så at det er præcis det gud giver dig. Ofte når jeg ber får jeg noget helt andet end det jeg tror jeg vil få, men når jeg lukker yderligere op for opmærksomheden så viser det sig at jeg bare får det på en langt mere genial måde end jeg selv kunne forestille mig.

Jeg tænker at der absolut ikke er noget du skal (kan) gøre for at komme videre og at det du måske er ved at lære dig selv netop er at modtage din lidelseskarma som den er - lige præcis som du selv skriver at du ber om. Det sjove er at jo mere vi lader være med at prøve at komme videre, desto hurtigere kommer vi videre.

Tilgivelse er altid godt og det at du stiller spørgsmålet om hvem det skulle være lyder på mig som det helt rigtige spørgsmål. Hvis du bliver ved med at stille dette spørgsmål så læg mærke til hvilket svar du får.

Med kærlighed

Lars

  Hej Steen S.

Livslede er jo et vidt begreb, jeg føler af og til også en form for "livslede", men det er nu ikke selve livet jeg ønsker mig væk fra, men den form for liv vi er "filtret" ind i i nuet, som jeg snart er godt træt af, og det gælder nok for mange, det at man godt snart kunne tænke sig en noget anden form for tilværelse.

  Lige omkring dine egne følelser af livslede og angst, kom jeg til at tænke på, at du ser ud til ikke at være så gammel endnu (på dit foto), så er du stadigvæk under de 30-33 år gammel, så er det måske ganske naturligt at du føler livslede og angst netop nu, da din sidste inkarnation jo netop "repeteres" sidst i tyveårsalderen.

  Så har du en alder der ligger omkring sidst i tyverne, eller først i trediverne, så er der sikkert ikke længe tilbage, før du slipper helt fri af disse fortidige "repetitioner", og du igen kan føle livsglæde og frihed til at skabe ny karma for dig selv.

  Kærlige Hilsner fra Avatar.

Hej Steen S

Hvis du har gennemgået en koncentreret lidelseskarma i en kz-lejr så sent som i din forrige jordiske inkarnation, er det måske ikke så underligt, at du i dette liv mærker visse efterdønninger fra disse oplevelser.

Har man været i bad, er man jo også våd et stykke tid, efter at man er trådt ud af brusekabinen, indtil man har tørret sig og alt vandet er fordampet. Men med din bevidste indsats - fx gennem dine bønner - kan du selv gøre dit for at "tørre" dine ubehagelige oplevelser væk.

Tiden arbejder heldigvis også for dig - og lidt efter lidt vil du kunne rette dit fokus fremad mod nye mål. Tålmodighed er som bekendt en dyd, og jo bedre man bliver til at udvise tålmodighed, des mere ro giver man livet til at arbejde for opfyldelsen af ens bønner og ønsker.

Venlig hilsen
Petersh

Mange tak for jeres respons. Den med badet lyder jo temmelig logisk 

Kh. Steen S

Ja, hej i tråden.

Det der med bøn, synes jeg personligt er en rigtig dejlig ting. Men som det også er udlagt af Martinus, er bøn en videnskab for sig selv. For mig, er bøn virkelig en øvelse i konsentration og fokus. Ikke at jeg mestre det, men øvelse, gør jo mester

Og man kan føle sig meget hengiven og oprigtig i sin bøn. Man kan gøre det ofte, gennem lang tid.... Men man føler ikke man bliver hørt og det kan gå over i afmagt.

Men man kan også øve sig i, at se på livets direkte tale, med et større syn, end man måske er vandt til. Det er også (kan være) en svær øvelse.... For vi er jo vanedyr.

Tålmod, bøn og opsavans, kan være et yderst interessant studie