Hej Ejby

Kan du uddybe, hvad du mener med det?

vh. Petersh

Hej Ejby.

Jeg tror Martinus har ret i, at vi går forskellige stadier igennem. Da vikingerne drog ud på togter, var det med angrebsmentaliteten i bagagen. Det var for at dræbe fjenden, og vinde territorier og kvinder, flæsk og mjød. Slutmålet med angrebsmentaliteten var fest og sang og livsglæde, og døde man i kamp, var man en helt. Det var ikke så meget for at forsvare sig selv. Dengang var man drevet frem af, at krig, og det at dræbe fjenden, var til gudernes yndest. Angrebsmentaliteten er drevet af, at dette er rigtigt, og det skaber store helte - der er ikke noget samvittighedskval forbundet med angrebsmentaliteten, og på den måde er angrbesmentaliteten ikke forbundet med samvittighedskval hos den der udfører den.

I vore dage tror jeg, at forsvarsmentaliteten er den fremherskende, de unge bandemedlemmer der går med våben, gør det for at forsvare sig selv - de forsvarer territorier og handelsveje, samt selvfølgelig primært deres eget liv. I bund og grund tror jeg, at de er rystende nervøse, og har en meget dårlig livskvalitet. Jeg tror også, at de fleste nationalstater er styret af forsvarsmentaliteten, men det er også her kendetegnende ved forsvarsmentaliteten, at den er drevet at en stor frygt for fjenden, den er ikke drevet af, at man synes at det er det rigtige at gøre rent moralsk, og mon ikke også frygten bunder i en erkendelse af, at det faktisk er forkert at dræbe fjenden?

Martinus deler flere steder udviklingen frem mod det rigtige menneskerige op i tre faser, og det er alle steder kendetegnende, at vi befinder os i slutningen af den anden fase, altså ved overgangen til tredje fase. Vi befinder os i en fase, hvor resultatet ofte er det samme som i første fase, nemlig krig og drab, men nu siger vores samvittighed os, at det er egentlig forkert det vi gør, men vi tror, at det er eneste udvej. Det er denne samvittighed der til sidst vil føre os over i tredje fase, en fase, der lige som den første fase, er forbundet med større livsglæde, fordi vi igen gør det vi inderst inde føler er det rigtige.

Det jeg mener er, at jeg har oplevet at nogen argumenterer for, at
trangen til at beskytte/forsvare andre også må være en del af den
forsvarsmentalitet, som man på et senere tidspunkt skal udvikle sig
ud af.

Kærlig hilsen Ejby

  Hej Ejby.

  Når Jesus sagde (det var jo ham der i første omgang kom med udsagnet) at ingen har større kærlighed end den der giver sit eget liv for sin næste, så betyder det jo ikke nødvendigvist at man giver sit liv i fysiskt "forsvar" for sin næste.

  Alt vi påskønner eller finder er sandt vil vi jo umiddelbart "forsvare" rigtigheden af, men gør vi dette alene med munden, så er der ikke (i mine øjne) tale om et "forsvar" vi skal vikle os ud af at indeholde, tværtimod, det er et forsvar vi skal forstå at bruge, før vi kan vise rigtig næstekærlighed.

  Jesus forsvarede også med munden mange mennesker, f.eks kvinden som man ville stene, hvor Jesus sagde: "Lad den der er uskyldig kaste den første sten", og den form for forsvar er da ren næstekærlighed, og har intet med "forsvarsmentalitet" at gøre, i den kontekst jeg mener Martinus bruger udtrykket.

  Man skal nok passe på ikke at få vendt tingene 180 grader, så det at tage parti for det gode, bliver at forsvare på en måde man mener man skal holde op med, for da ender det jo med at man i stedet for næstekærlighed udøver "ligegyldighed" overfor sine næster, således at det kan blive en "belejlig" undskyldning for ikke at gøre noget eller at have et personligt standpunkt, at man da ikke vil "forsvare" noget som helst.

  Det som jeg af og til finder mest vildledende i de udlægninger nogle har af Martinusses materiale, er netop det at man "forsvaree" det onde og al lidelse i samme grad som man forsvare det gode og næstekærligheden, fordi man åbenbart får det indtryk, via Martinus, at alt er lige "godt" så selv det "onde" er noget godt, (i sidste ende) og derfor må det onde også forsvares på lige fod med det gode.

  Falder man for den vildfarelse, er der jo intet formål med at leve og udvikle sig, man lærer jo ikke at adskille lys fra mørke, ved at anse begge dele for at være det "samme" og lige gode ( lige lyse eller mørke).

  Forsvar via fysisk indgrtiben og forsvar via "mundens sværd" er for mit vedkommende 2 meget forskellige størrelser, Jesus forsvarede menneskene og "Gud" og "livslovene" med sin mund, men forsvarede sig ikke mod de fysiske lidelser man udsatte hans legeme for, og fordi han forsvarede sig og andre med munden, så kan man godt sige at han gav sit eget liv for (i forsvar for) sine næster.

   Kærlige Hilsner fra Avatar.

Hej Avatar

Jeg tror, du misfortolker Martinus' intentioner, når han siger, at hans værk er et forsvar for alt og alle. Samtidig forklarer han jo, at det "gode" opstår på basis af det "onde". Han forklarer, at hverken det "gode" eller det "onde" kan eksistere uden sin modsætning - og derfor er det såre godt, at virkeligheden er skruet sammen, som den er.

Det betyder heller ikke, at Martinus på nogen måde tager det ondes parti. Tværtimod forklarer han ved hjælp af sine logiske tankerækker, hvordan udviklingen af vores menneskelige egenskaber vil opfylde vores ønske om en lys og lykkelig tilværelse, hvor vi kan være til glæde og velsignelse for hinanden.

Martinus har i øvrigt givet et godt eksempel på, hvad det vil sige at være upartisk. Han blev på et tidspunkt spurgt, hvilken af parterne i en krig (vistnok vietnamkrigen) han holdt med. Han svarede: "Jeg holder med freden"... Smukt!

For at et forsvar skal være næstekærligt, kræver det netop, at det ikke tager parti over for den ene eller den anden part. Det kan man fx gøre ved kærlig vejledning, som du selv nævner. Jeg eeeeeeeelsker sætningen: "Lad den, der er uskyldig, kaste en første sten". Her demonstrerede Jesus virkelig sin storhed og sit overblik på en praktisk forståelig måde.

Venlig hilsen
Petersh

Der er stor forskel på at forsvare noget og at vise forståelse for noget. Martinus viser forståelse for alt fordi han forstod at det på ingen som helst måde kunne være anderledes. Martinus viste også forståelse for alle handlinger fordi han forstod at alle kun kan gøre det de er udviklet til på et givet udviklingstrin.

Martinus beskrev samtidig forskellen på lys og mørke, ikke for at vælge det ene frem for det andet for de kan ikke eksistere uden hinanden. Han beskrev hvordan vi alle går mod lyset i denne del af udviklingsspiralen, ikke fordi lyset er bedre end mørket, men blot fordi at vi kommer tættere og tættere på at blive mættet af mørke.

Martinus viser at man ikke er tættere på lyset ved at fornægte eller kæmpe imod mørket. Man kan først være i lyset når man har erkendt mørket og accepteret det som en nødvendig del og dermed faktisk lært at elske mørket.

Det betyder dog ikke at et udviklet menneske er ligeglad - tværtimod. Jo mere man udvikler sig mod lyset, desto mere vil det være umuligt at udføre mørke handlinger fordi man ikke vil kunne nænne det. Men det er jo et udviklingsspørgsmål at nå dertil, så det er ikke noget man kan opnå med viljen. Viljen kan dog hjælpe til at fokusere på de mest hensigtsmæssige ting og via intelligensen kan man blive bedre til at forstå nogle sammenhænge, således at man kan blive bedre til at undgå at udføre mørke tanker og handlinger på grund af uvidenhed og manglende forsåelse.

Med kærlighed

Lars

Man kan vel på en måde sige, at Martinus forsvarede alt og alle.

Han forsvarede/retfærdiggjorde Jesus, han forsvarede/retfærdiggjorde
sit eget værk og han forsvarede/retfærdiggjorde lidelserne og mørket.

Jesus forsvarede/retfærdigjorde Tolderen, horen, tiggeren, børnene,
den enfoldige, sig selv...ja, selv bødlerne som korsfæstede ham, forsvarede
han. "Tilgiv dem fader, thi de vide ikke, hvad de gør."

Jesus og Martinus var ældre brødre, som en del af forsynet sat på
jorden for at vejlede og være eksempler for os i vores udvikling.

Det tyder ikke på, at forsvar/retfærdigørelse af andre og en selv er
noget man skal udvikle sig væk fra. (og jeg taler ikke i betydningen
hævn/straf/vold/drab/manipulation osv.)

Kærlig hilsen Ejby

  Hej Petersh.

  Misforstå mig nu ikke, jeg mener da også at Martinus blot "retfærdiggør" at tingene nu engang må være som de er, men af og til føler jeg dog også at nogle argumenterer lidt for "positivt" omkring "mørket" og "det onde", på baggrund af Martinusses opfattelser.

  Jeg kan ikke få mig selv til at "forsvare" det "onde", men tillade det og acceptere det som basis for udvikling af det gode, jo det er jeg helt med på.

  Kærlige Hilsner fra Avatar.

Det er forskjell på at forsvare og at forsvare  . Når du skriver forsvar/retfærdigørelse så viser du et godt eksempel på at et ord (forsvar) kan romme et spekter av betydninger. Retfærdigørelse er kanskje et bedre og fyldestgjørende ord i den forbindelse.

Når Martinus snakker om forsvarsmentalitet så mener han vel i den forbindelse forsvar ved våpenmakt i en krigssituation. Det at tale nogens sag er jo også et slags forsvar, men et ikke- voldeligt forsvar.

Så jo, forsvar i den forstand at man rettferdigjør andre skal man nok ikke utvikle seg vekk fra.