Hvis ikke menstruations smerter er karmabestemt, hvorfor
har nogen kvinder disse og andre ikke?

Alle virkninger (incl. smerter) har en årsag, som kan føres
tilbage til os selv, tænker jeg.

Kærlig hilsen Ejby

Jeg syntes det er for meget.
Mænd har ikke de smerter så de har ikke lavet den "synd" ?

Hej Steen2.

Der er masser af forskel på kønnene. Kvinder føder også børn med smerte, og mænd drager i krig og bliver lemlæstede. Kvinder lever også længere i gennemsnit end mænd - hvordan kan det være?

Interessant.

Martinus skriver i LB 4:1582. Men dette nye afsnit eller "det rigtige menneskerige" har også sit mørke felt. Da virkelige, kropslige smerte-, sygdoms- og lidelsesfornemmelser kun kan opleves i selve dyreriget, bliver mørket i "det rigtige menneskerige" ikke legemlige smerter og lidelser.

Smerte hører dyreriket til. Når vi har gået over til det riktige menneskeriket, har vi ikke lenger legemlig smerte. Mørket oppleves da på en annen måde.

Smerte er altså en opplevelse av mørke i dyreriket.

Martinus skriver også i Logikk 18: ...da er Guds skabelse af mennesket ikke færdig, da er det endnu til en vis grad et "dyr", ....
Alene det, at der er noget, der smerter eller gør ondt, viser jo, at der i tilsvarende grad er noget, der ikke er færdigt, noget der endnu skal rettes, skal omskabes.

Smerte er altså en indikasjon på at noe er ufærdigt i omskapelsen fra dyr til menneske.

Videre kan man si med bakgrunn i Martinus at:

• Smerte er en påminnelse om syndefallet[/*:m]
• Smerte er ikke noe straff[/*:m]
• Smerte og lidelse er til for at lære oss medfølelse[/*:m]
• Smerte må være til for at vi også skal kunne føle saligheten[/*:m]
• Smerte og lidelse utløses av karma[/*:m][/list:u]

  Det er altså mange aspekter ved smerte.

  Jeg kan vanskelig tenke meg smerte og lidelser som kommer av noget andet enn karma. Unntakene er kanskje sykdommen som Martinus selv fikk i høy alder, som han mente ikke var karmabetinget men arvelig betinget; og muligens de enorme lidelser som Jesus måtte gjennom før/under korsfestelsen for å gi et forbillede i tilgivelse i praksis. Men, jeg ser frem til innspill som tilfører nye tanker til dette!

  Oscar

  Hej alle.

  Personligt oplever jeg igen at Martinusses opfattelser bliver grundlag for et meget forenklet syn på tilværelsen, idet den "omskrivning" af begreberne Martinus står for, fører til forkerte konklusioner.

  Jeg kan godt se det "tiltrækkende" i at kunne forholde sig så enkelt til alt, det er "opium for folket" på lige fod med så megen anden religiøsitet, det at man via sådanne "omskrivninger" får "styr" på alt man præsenteres for i livet, men i mine øjne er det langt mere negativt end positivt.

  Med "omskrivninger" mener jeg bla.a at Martinus jo siger at alt er ens egen skyld, ingen udsættes for noget de ikke selv har været årsag til, og karmaen herfor er blot ment som en "lærer" ikke som en straf.

  I virkeligheden er det der siges jo blot lig hvad der altid er blevet sagt i religiøs kontekst, du er en synder og du er skyldig, og din straf kommer fra Gud i form af karmaen.

  Så frygt Gud og giv ham æren, og hold op med at "synde" så du ikke påfører dig selv skyld du skal straffes for (have karma for).

  Pakket ind i Martinusses begreber ser disse ting dog noget mere positive ud, men der er jo blot tale om helt samme kontekster, ondt er ondt uanset om det omdøbes til at blot være noget "ubehageligt godt".

  Det siges at vi skal lære at udleve næstekærlighed, via medlidenhed og medfølelse, men mens der med det ene "øre" høres dette udsagn, så får vi i det andet øre at høre fra Martinus, at de mennesker vi skal have medlidenhed og medfølelse med, jo selv har været årsag til deres lidelser, og ikke alene det, men at deres lidelser da er gode for dem, fordi de uden disse lidelser ikke ville kunne udvikle sig positivt. ???

  Det er sikkert meget let at udvikle medlidenhed med nogen der lider, samtidigt med at man skal anse dem der lider for både at være udsatte for selvforskyldte lidelser og også for blot at være i gang med at lære noget positivt, man burde jo klappe i hænderne af begejstring over hvor meget disse lidende mennesker lærer, i stedet for at have medlidenhed med dem, ikke ?

  Som når Martinus ser krigsscenarier og blot udtaler at "sådan skaber Gud rigtiuge mennesker". eller når han råder en derr gerne vil udvikles hurtigt, til blot at skynde sig ud og gøre en masse negative handlinger/fejl. 😮

  Bruger man derimod sin egen logik, og kigger lidt nærmere på tingene, så er der jo store "problemer" omkring at forklare f.eks Jesusses lidelser, med baggrund i karmaen, Jesus som jo efter sigende kom/steg ned fra visdomsriget eller det Guddommelige rige, skulle jo på ingen måde have nogen lidelseskarma til gode, så hvis alt er baseret på egne handlinger og karma, hvori består så Jesusses "forbrydelse" mod livslovene, overtrædelser der må være ret så store, set i lyset af den lidelse de medførte ?

  Eller Martinusses egen sygdom ?, hvis ellers Martinus var så godt, retskaffent og sundt et menneske, som man fremstiller ham som ?
  Det er også meget få mennesker der dør uden forudgående smerte/sygdom eller lidelse, så alle har åbenbart, uanset deres næstekærlighed, en lidelseskarma til gode når de dør, ja endda også når de fødes, og det virker på mig som en meget "let" løsning, at blot anse alle disse ting for at være selvforskyldte, det kan man jo uden problemer godt bilde sig selv ind at de er, da man jo ikke kender til noget som helst omkring andres livsbaner oig udviklingstrin.

  Smerter er mange ting, også psykiske omstændigheder kan give fysiske smerter, f.eks uigengældt kærlighed eller skilsmisser eller tab af børn eller andre man holder af, og en sådan smerte kan gøre fysisk ondt på lige fod med sygdomme eller fysiske skader, men den er jo ikke "betinget" af fysiske handlinger, gjort mod andre, i alle tilfælde.

  Jeg har selv oplevet store smerter ved at blive skilt, uden at forstå hvorfor, og nogle år senere oplevede jeg igen smerter, ved at møde Martinus og hans forklaring rent karmamæssigt, så jeg via min tro på hans udlægning, måtte anse det jeg var blevet udsat for, som værende "betaling" for noget jeg selv måtte have gjort tidligere, selvom jeg ikke bevidst kunne huske at jeg havde gjort noget tilsvarende i tidligere liv.
  Senere igen er jeg dog blevet fuldt bevidst om at det jeg blev udsat for, var noget jeg (inden denne inkarnation) selv havde sagt god for, idet det var en forudsætning for at vi ( min eks og jeg) kunne gå hver sin vej, hvilket var nødvendigt for os begge, hvius vi skulle have fuld gavn af denne inkarnation, så de smerter jeg dengang oplevede, var ikke det mindste baseret på karma, men alene baseret på nødvendighed omkring det livsindhold både jeg og hun havde ønsket og planlagt, før denne inkarnation.

  Det gør så at jeg i dag kan se på mine "nehative" oplevelser som "guldkopier", (i miniformat ) og ikke som selvforskyldte karmareaktioner, udover den karma/reaktion der hører til det selv at godtage at blive udsat for sådanne smerter, når man forudgående selv indvilliger i det, og på samme måde mener jeg at en person som Jesus, selv har godtaget at skulle "drikke af bægeret", før han inkarnerede her ( men han fortrød jo dog på "menneskelig" vis en smule, da han først stod i "situationen"), så Jesusses lidelser er heller ikke ( i mine øjne) skabt af en forudgående karma, som skulle lære Jesus noget, men blot skabt af nødvendighed omkring hans enestående mission.

  Hvis fysiske lidelser er noget der "hører dyreriget til" så er det noget som er "uundgåeligt" for os alle, da vi jo alle må passere dyreriget for at komme videre, og da er det betingelser der må opfyldes, (det at lide) og ikke en karma der er nødvendig fordi vi selv har skabt den.

  Planter og dyr lider også smerter, måske nok ikke i helt samme styrke, som vi på menneskestadiet, men dog alligevel smerter, som disse væsener ikke selv har skabt via egen karma, og da er det jo ganske "let" at tillægge disse smerter en "græskarma" fra tidligere kredsløb, som så kan forklare at det alligevel er helt deres egen "skyld" at de oplever smerter, men i virkeligheden mener jeg at disse måder at "tænke på" blot er "lette løsninger" der kan give den enkelte den "opium" der skal til for at vedkommende kan føle at "alt er såre godt" og at "ingen kan udsættes for noget uretfærdigt".

  For mit vedkommende er livet langt mere kompliceret og nuanceret, og det virker ikke positivt på mig, at tingene forenkles så meget, at man allerede på vort nuværende udviklingsstadie kan komme til at mene, at man da forstår de "guddommelige" sammenhænge så meget at intet er forkert på nogen måde.

  Det medfører jo netop at man ikke i fuld grad kan lide med de lidende eller have fuld medfølelse med andre, fordi der jo hele tiden i ens underbevidsthed findes en stemme der siger "alt sker jo med et positivt formål, så lidelserne du ser andre udsat for, er kun til deres eget bedste.

  Så selvom jeg da også godt ville ønske at alt var så let og positivt sat sammen som Martinus fremlægger det hele, så siger min egen logik mig noget helt andet, og den er jo basis for hvordan jeg selv opfatter livet og dets sammensætning, og da jeg ikke kan skifte min egen logik ud med Martinusses ( ihvertfald ikke blot på grundlag af at ville have "opium" så jeg ikke selv føler smerter eller negative ting ved at leve) så må jeg fortsat forholde mig til begreber som smerter, og andre ting, på en anden måde, end den måde man kunne komme frem til at opfatte disse ting på, via Martinusses logik.

   Jeg kan da håbe på at Martinus alligevel har ret, og at jeg tager fejl, men det er ikke i nuet hvad jeg føler, (desværre).

   Kærlige Hilsner fra Avatar.

Hej Avatar.

I dine indlæg læser jeg, at du ikke finder meget logik i DTT og, at du mener at Martinus analyser
fører til forkerte konklusioner.

Alle oplever ud fra deres eget perspektiv, og hvad der er logik for den ene, er ikke nødvendigvis
logik for den anden.

Kærlig hilsen Ejby

Hej Avatar,

Nu er ordet 'skyld' et noget belastet ord, som kan tillægges mange forskellige betydninger. Martinus taler ikke ret meget om 'skyld'. Han taler meget om årsag og virkning. Og når han bruger ordet 'skyld', så er det som regel i betydningen 'årsag'.

Når man er årsag til noget ukærligt, så er årsagen til dette uvidenhed. Når man er årsag til noget kærligt, så er årsagen hertil viden.

Man kan altså ikke komme uden om, at man selv er årsag til det, man oplever. Men man er samtidig ganske uskyldig i den betydning, at man ikke kan handle ud fra andet end de erfaringer, man har. Man kan ikke være anderledes, end man er. Man kan ikke gøre for, at man er på det udviklingstrin, man er. Man er nødsaget til at være i livet, det kan man ikke vælge fra. Og det er derfor absurd at bebrejde nogen, at de er, som de er. Det er de nødt til at være, også selv om de selv er årsag til deres situation. Men hvis denne situation er ulykkelig, så viser det jo, at de netop er ganske uvidende om denne sammenhæng, og derfor ikke kan gøre for, at de har handlet, som de har gjort.

Hjælp skal gives til dem, der trænger. Sådan er verdenslogikken. Og sådan skal man selv hjælpe, hvis man vil skabe et menneskeligt samfund.

Ikke at ville hjælpe med den begrundelse, at man selv er årsag til besværlighederne, afslører jo bare, at den, der ikke vil hjælpe, selv mangler tilstrækkelige lidelseserfaringer til at kunne føle med mennesker i nød og til at ønske at hjælpe.

Det kan man først gøre, når man har tilstrækkelig medfølelse. Og det har man først, når man selv har tilstrækkelige lidelseserfaringer.

Når man har disse tilstrækkelige lidelseserfaringer, så har man også medfølelsesevne, og den gør, at man absolut ikke ønsker at andre skal lide, men man ønsker derimod at hjælpe andre til ikke at skulle lide.

Den, der forårsager lidelser, er jo et uvidende væsen. Men så er det eneste fornuftige jo, at tilgive personen.

For det medfølende væsen vil viden om årsag og virkning ikke føre til kynisme, men derimod til, at dets medfølelsesevne kan forbinde sig med dets viden og forstand, så det bliver i stand til at hjælpe på den mest kærlige måde.

Den vise bruger sin viden om de evige love til at udfolde sin kærlighedsevne bedst mulig. Den vise ønsker jo at være kærlig. Det har han/hun en vældig trang til.

Hvis man bruger de kosmiske analyser til at opføre sig kynisk, viser det jo bare, at man ikke har forstået analyserne. Men der må man jo også tilgive, den der ikke har forstået analyserne. Og evt. vejlede personen, hvis der er interesse for en sådan vejledning. Der, hvor man er på galt spor, og man ikke har interesse for teoretisk vejledning, har livet kun et middel tilbage, og det er flere lidelseserfaringer.

At kende til årsag og virkning er altså ikke tænkt som et redskab til at bebrejde nogen noget. Det er derimod tænkt til lige det modsatte: at give grundlag for at forstå, at der ikke er noget at bebrejde nogen; at det derimod alene handler om, at lære at hjælpe på en absolut human og  ikke fordømmende eller hævnende måde. Alt er som det skal være i øjeblikket. Og intet skal blive ved med at være som det er i øjeblikket. Alt er på vej mod fulkommenhed. Og alt er allerede så fuldkomment, som det i øjeblikke kan være. Alt er fuldkomne, gudommelige processer i det evige liv i og med Guddommen. Alt er såre godt.

kh
Jan

Hej Avatar

Det må så være at forklaringen som Martinus har ligner veldig mye på den vi fikk gjennom kristendommen. Det bekrefter for min del at Martinus er på linje med gamle grunnleggende sannheter.

Hvis ikke lidelse og smerte er selvforskylt gjennom karma fra dette og tidligere liv, hvor kommer det da fra? Kommer det helt tilfeldig? Du kan gjerne sette opp en annen forklaringsmodell for smerte og lidelse enn den Martinus har, men jeg har ikke sett en slik modell som holder.

Husk også at en stor del av karma kommer av hvordan vi behandler mikrokosmos og makrokosmos. Martinus skal ha sagt at selv om man lever riktig i vår tid, blir blandingsforholdet fortsatt 70% riktig og 30% felj, dvs 30% karmautløsende oppførsel i kosmisk perspektiv.

Det jeg synes er det mest fascinerende med Martinus forklaringsmodell er: man kan ikke oppleve det gode uten å ha opplevd det onde. For å oppleve lykke skal man ha opplevd smerte. Smerte har en viktig funksjon, selv om den ikke er behagelig.

Takk for at du deler din historie med oss. Det er noe jeg kjenner meg sterkt igjen i. Du skriver:

Tænk om det er begge deler da? Det ene utelukker ikke det andre.

Vel, jeg opplever det omvendt. Medfølelsen er sterke når den er basert på et grundsyn at vi alle kan påvirke vår egen fremtid. Da kan man komme med en løsning til menneskene og med en trøst at smerten ikke er forgjeves. Smerten kommer i like stor grad til å forvandles til lykke, i fremtiden. Løsningen er at smerten kan opphøre, når man som person utvikler seg i medmenneskelighet.

Samtidig skal jeg si at jeg noen ganger har samme følelse som du har, at det er deler i Martinus logikk som jeg ikke kan fatte med min logikk. Det rokker dog ikke ved min overbevisning om at forklaringsmodellen til Martinus er korrekt for vår kommende tid. Ikke bare fordi det ikke er noen alternative forklaringsmodeller, men fordi den i det store og hele er logisk og henger sammen. De delene som jeg ikke kan fatte ennu får bare ligge til jeg har utforsket eller oppleved dem, slik at jeg kan omfavne dem med min logikk.

Oscar

  Hej Alle.

  Jo, jeg kan da håbe at Martinus har helt ret, så det blot er min "lokallogik" der driller mig, det ville da være rart nok, og det er da også rigtigt, at man absolut ikke behøver at blive "kynisk" via Martinusses opfattelser, der kan blot i mine øjne være en smule fare for at man kommer til at udvikle "kynisme" om ikke andet, så ubevidst.

  Det undrer mig dog at Martinus skulle have tillagt sine egne sygdomme arvelige forhold, og ikke karmaen, for da er der jo reelt tale om at andres karma kan ramme en, uden at man er selvforskyldt, og det har jeg svært ved at se logikken i, i kontekst med det øvrige materiale.

  Kærlige Hilsner fra Avatar.

Avatar wrote:

  Det undrer mig dog at Martinus skulle have tillagt sine egne sygdomme arvelige forhold, og ikke karmaen, for da er der jo reelt tale om at andres karma kan ramme en, uden at man er selvforskyldt, og det har jeg svært ved at se logikken i, i kontekst med det øvrige materiale.

Hej Avatar,

Når et højtudviklet menneske påtager sig en verdensgenløsningsmission, så påtager det sig noget frivllig lidelse. Det åbner sig altså for, at det kan få noget af den ubehagelige rest-karma, som det i tidligere liv har påført andre, men som det egentlig ellers var beskyttet mod pga. sin humane evne.

Det svarer til, at hvis man begiver sig ned i noget mudder, så kan man ikke undgå at få noget snavs på sig, også selvom man egentlig ikke har den skæbne til gode. Man kan altså selv åbne for en skæbne, som man ellers har udviklet sig fri af. Dette kan ske enten ved frivilligt at påtage sig en mission, eller ved den mindre heldige: at man ikke tænker sig om. Fx. hvis en missionær opsøger en flok kanibaler, så har han ikke nogen garanti for ikke at blive spist, selvom han egentlig ikke havde behøvet den karma, hvis han vel og mærke havde tænkt sig om. Men ved at udsætte sig selv for farer, så kan man altså lukke op for skæbne, som man ellers ikke havde behøvet.

Det er fordi man begår logikbrud. Men når man gør det i en højere sags tjeneste, så er dette logikbrud det mindste onde, men det kan ikke forhindre at loven virker alligevel, og at man derfor alligevel får noget lidelse.

Det er et eksempel på at et kærligt menneske gerne påtager sig frivillig lidelse, hvis dette kan medføre at andre så kan slippe for lidelse.

kh
Jan

Hej Avatar.

Ser du en mulighed for, at du i et tidligere liv på et mere primitivt stadie i din udvikling, på en eller
anden måde kunne have været årsag til, at en fader eller moder blev "skilt"/fjernet fra sine børn og ægtemage?

Kærlig hilsen Ejby

  Hej Jan og Ejby.

  Jan: jo, nu er der ved at komme mening ind i billedet, for da er det jo netop langt mere "kompliceret" end man umiddelbart får indtryk af, via det med karmaen alene som grundlag for egne lidelser, og den måde du her beskriver tingene på, er også et af de "aspekter" jeg selv har med i mine opfattelser, (bla.a omkring Jesus), og det kunne jo da også gælde for Martinus, at han bragte nogle frivillige ofre, for at udøve sin mission.

  Dog er der stadigvæk lidt uforståenhed fra min side, omkring det med at "arve" legemelige defekter fra ens forældre, men jeg har jo da selv den opfattelse at ens legeme i første omgang er skabt på basis af forældrenes "talentkerner" så jeg kan såmænd godt acceptere at Martinus jo var nød til at vælge sig en egnet familie at inkarnere i, og derfor måtte tage de "småting" med, som hans forældre måske havde gemt i deres personlige talentkerner.

  Ejby: Jeg har da helt sikkert ikke været bedre end andre i mine tidligere inkarnationer, og har sikkert også skabt lidelser for andre, lig dem jeg selv måtte igennem i dette liv, men der er ikke alene (lige i dette nuværende liv) tale om en "karma" fra noget sådant, men det er nok muligt at der er tale om en "kombination", og jeg har personligt heller ikke den store modvilje mod at påtage mig skylden, ikke engang fuldt ud, det havde jeg jo forudgående gjort, men nævnte det blot for at give et personligt eksempel på at ikke alt behøver at være karmarelateret, der kan være meget vi ikke ved, som vi selv har sagt "god for" at blive udsat for, af helt andre årsager end tilbagebetaling af "karma".

  Og det er sådanne "nuancer" jeg gerne ville have med i billedet, da det ellers bliver for "enkelt" i mine øjne.

  Kærlige Hilsner fra Avatar.

Avatar wrote:

Dog er der stadigvæk lidt uforståenhed fra min side, omkring det med at "arve" legemelige defekter fra ens forældre, men jeg har jo da selv den opfattelse at ens legeme i første omgang er skabt på basis af forældrenes "talentkerner" så jeg kan såmænd godt acceptere at Martinus jo var nød til at vælge sig en egnet familie at inkarnere i, og derfor måtte tage de "småting" med, som hans forældre måske havde gemt i deres personlige talentkerner.

Hej Avatar

Selv en Bentley-fabrikant vil få problemer, hvis han kun har brugte Lada-reservedele til sin rådighed...

Som flere andre har været inde på, står der stadig lidelseskarma på opsparingskontoen, når man er blevet et "rigtigt menneske". (Det er denne lidelseskarma, vi i andre tråde har kaldt "græskarma"). Når man vælger at inkarnere til en lavereudviklet organisme (som fx Jesus og Martinus gjorde), får de mulighed for at hæve lidt af denne lidelseskarma, som de ellers først ville høste i næste spiralkredsløb.

Venlig hilsen
Petersh

PS: Hvorfor nærer du egentlig sådan en - nærmest masochistisk - modstand mod, at livet ikke er så kompliceret, som det tager sig ud?

  Hej Petersh.

Jeg ville da gerne have at livet var så enkelt at man kunne rumme alle detaljerne i en bogserie, som livets bger, men jeg har jo selv en del oplevelser som ikke kan "forklares" med den helt forenklede og "kasseinddelte" måde , livet fremlægges på overordnet set, fra Martinusses side.

Når nu vi efterhånden kommer mere ind på detaljerne, som f.eks det at kan modtages "frivillig" karma, eller det at man kan have liv som kvinde selvom man i sidste inkarnation var en mand, (i specielle eller "fejlagtige" tilfælde), eller at talentkernerne på nogle tidspunkter bliver "støbte" o.s.v., så begynder der også at blive "rum" til mine opfattelser i materialet.

  Og stadigvæk vil jeg mene  Martinusses verdensbillede kun er "grundlaget" for en forståelse, jeg er af den opfattelse at livet og universet omkring os indeholder langt mere end vi på nogen måde ville kunne rumme, intelektuelt, på vort nuværende udviklingsstadie, så jeg ser frem til mange liv og millioner af år, hvori jeg stadigvæk kan opnå ny viden, men da helst under knapt så "smertefulde" omstændigheder, som dem vi har her i dyreriget.

  Kærlige Hilsner fra Avatar.

Hej Avatar

Jeg trodde Martinus mener at det er våres egne talentkerner som skaper vårt legeme?

Oscar

Hej Oscar.

Jeg ved ikke helt hvordan Martinus fremlægger dette aspekt, men i lyset af at han selv skulle have givet udtryk for at hans egen sygdom var "arvelig", så kan der vel heller ikke i Martinusses forståelse være tale om at det alene er ens egne talentkerner der er basis for ens legemelige tilstand.

  Min personlige opfattelse er den, ar forældreenes talentkerner er basis for udviklingen af fosteret, indtil "undfangelsen", som betegner det tidspunkt, hvor "barnets" ånd indtager fosteret, noget der efter sigende skulle ske når forsteret er omkring 12-14 uger gammelt.

  Det er derfor man har fastlagt den normalt tilladte grænse for abort, til at være disse max 12 uger, idet man (som jeg også gør) betragter selve forsteret som værende uden egen sjæl, og dermed "kun" bestående af organiske "celler", inden fosteret indtages af den personlige ånd der skal imkarnere.

  Så det er (efter min opfattelse) først efter disse cirka 12 uger, at åndens egne talentkerner tager over, og former forsteret i overensstemmelse med åndens egne talentkerner, og derfor kan der godt være "defekter" til stede allerede, som stammer fra forældrene alene.

  Er denne opfattelse korrekt, betyder det så også, at der ved en abort ( før 12 uge) ikke slås et "menneske" ihjel, selvom der jo da slås levende celler ihjel, hvilket man da også bør undgå så vidt muligt.

  Før vi inkarnerer, vil mange af os blive spurgt om tilsagn af forskellige slags, og man ved jo så også selv før sin imkarnation, om det legeme man bliver "tilbudt" har "skader" og kan derfor selv sige ja eller nej, til at leve med sådanne eventuelle "defekter", men i de fleste tilfælde er de skader der kunne forekomme, afstemt med ens egen karma, så man blot gennemlever (via disse "skader") lærdomme man skal have under alle omstændigheder.

  Merner jeg, men om Martinus har givet udtryk for noget tilsvarende, kan jeg ikke sige.

  Kærlige Hilsner fra Avatar.

Hei Avatar

Det blir veldig forvirrende for meg. Du bruker terminologien og begrepene til Martinus men du har dine helt egne og ofte avvikende oppfatninger om årsaker og sammenhenger. Det er selvfølgelig lov å ha egne meninger! Det har vi alle sammen. Men det blir noe forvirrende å lese, når begrepene til Martinus brukes, men til helt egne formål.

Er det ikke utrolig spennende og utfordrende å finne ut hva Martinus mener om saken? Det er det jeg gør når jeg kommer bort i et emne som jeg ikke har tenkt på før, eller som må tenkes genom på nytt. Dukke ned i bøkene, slå opp, søke i Martinus indeks på nett, grave, se sammenhenger, forsøke forstå det store bildet. En utrolig spennende reise, hver gang!

Oscar

  Hej Oscar.

Ja, af og til har jeg ikke samme opfattelse som Martinus, jeg er jo mig selv, men det er jo heller ikke alt Martinus har omtalt i detaljer, så af og til må vi alle bruge vor egen logik, når vi svarer hinanden, og selov når vi svarer i forbindelse med hvad vi lige selv "læser" Martinus siger, er vi ikke altid enige om hvad tingene betyder..

  Jeg har kun læst omkring halvdelen afd hvad Martinus har fremlagt, og ved derfor ikke om Martinus overhovedet har sagt no9get konkret, i forbindelse med de ting jeg nævnte som mine egne opfattelser, men det ved en som Petersh sikkert, eller andre som har væpret igennem "det hele" og måske også har snust til Per Bruus bøger, eller Ole Therkelsens bog om Martinus, Darwin og intelligent design.

  Personligt siger min logik mig da blot, at når Martinus selv nævner at hans legeme var "arveligt" belastet, så må der jo være andre forhold der afgør ens legemelige tilstand, end lige ens egne talentkerner, og derudover er der jo masser af videnskabelige undersøgelser, som påviser at et foster kan skades på mange måder, under udviklingen, senest har man påvist en direkte sammenhæng mellem en mors omgang med talater (blødgørere), og pigers udvikling af kønsorganer, og ting som rygning eller spiritusindtagelse under graviditeten, er det jo forlængst påvist har en skadelig effekt på et fosters udvikling, så talentkernerne alene, nej det siger min "lokallogik" bestemt at der ikke kan være tale om.

  Men jo, det er da spændende hvis Martinus selv har sagt5 noget konkret om forskellige forhold, og jeg tager også gerne mod sådanne informationer, men jeg har meget svært ved selv at læse bøger, (jeg har dog lige bestilt livets bog 5 på cd, som, vist skulle indeho9lde en del informationer omkring talentkerner, kønskredsløb og x1,2,3 forholdene), og sådan er vi alle forskellige både i evne til at forstå og evne til at tilegne os materiale på forskellige måder, så bær over med mig i den henseende, please.

  Hvad angår selve "begreberne", så har jeg længe brugt de betegnelser jeg selv fandt mest brugbare, men da disse også indeholdt begreber som chrakraerne eller dimensioner eller andre udtryk fra anden "kosmologi" end Martinusses, forsøger jeg (efter opfordring) at holde mig til Martinusses egne betegnelser.
  Der kan dog let ske det at Martinus lægger noget helt andet i et ord /begreb, end jeg gør eller at nogle forstår et ord brugt af Martinus på en måde, andre på en anden måde, så "patent" på brug af begreber og ord, det er nok svart at få, selv for en som Martinus.

  F.eks har nogle fortalt mig, at Martinus bruger ordet "undfangelsen" om det tidspunkt æg og sædcelle møder hinanden, mens jeg bruger ordet "undfangelsen" om det tidspunkt ånden tager kontrol med fosteret, og sådan vil samme "ord" kunne bruges på forskellig måde, af den enkelte, og det er nok noget vi må lære at bære over med, indbyrdes.

  Kærlige Hilsner fra Avatar.

Der må være nogle "Synder" som kun kvinder begår  ???
Mig bekendt er der ikke smerter ved at dyr har menes .
Men jeg ved det ikke men jeg har da aldrig hørt om det.

Hvad er det for nogle "Synder" som nogle kvinder har begået som mænd ikke begår ?