Hvis vi starter med den højeste (og simpleste) analyse af alt, der eksisterer, så er det evigheden eller "et noget som er". Martinus kalder det også "det guddommelige noget", fordi det er identisk med Guddommen.

Analysen: "noget, som er" siger ikke noget om, om dette noget er levende.

Men da det guddommelige noget er et levende væsen, så er vi nødt til at udvide analysen til det 3-enige princip. Først med det 3-enige princip har vi analysen af det levende væsen.

X1, X2, X3. Eller  Skaberen, skabeevnen og det skabte. Eller Opleveren, oplevelses-evnen og det oplevede.

Disse 3 X-er  er analyser af det samme X. Dette X symboliserer "det guddommelige noget".

Derfor svarer de 3 X-er ikke til en 3-værelses lejlighed.  Hvis vi skal sammenligne med en lejlighed, så skal det nærmere være en 1-værelses, hvor dette ene værelse kan opfattes på 3 forskellige måder.

Alstå: det guddommelige noget kan opfattes som skaber og som skabeevne og som det skabte. Men disse 3 analyser er analyser af en og samme "ting". Det er en analyse, der skal anskueliggøre, hvordan "det guddommelige noget" kan være levende.

At være levende vil iflg. Martinus sige, at være i stand til at skabe og opleve.

Hvordan kan man så skabe og opleve? Ja, svaret er, at der kræves et tre-enigt princip: de 3 X-er. De kan ikke skilles ad eller eksistere isoleret. Det er kun i analysen. Men hvis ikke vi husker at de er uadskillelige "dele" af det udelelige "guddommelige noget", så opstår der tankedril.

Når Martinus tilsyneladende er upræcis i sine definitioner, så tror jeg, det skyldes det forhold, at de 3 X-er er 3 sider af samme sag. Og man kan dybest set ikke sige, hvor det ene begyder og det andet slutter. For sådanne grænser eksisterer ikke.

Vi ønsker måske, at de eksisterer, fordi vi har nemmere ved at forstå en 3-værelseslejlighed end et enkelt værelse, der tilsyneladende både er det ene og det andet og det tredie, som både er sig selv og sin egen modsætning så at sige. Det er en egenskab ved evigheden, som vi ikke kender fra det timelige.

Nogle steder kalder Martinus X2 for bevidstheden. Men han betegner også
X1 og X2 som over-bevidstheden og X3 som under-bevidstheden.

Bevidstheden er vel dybest set det hele: altså "det guddommelige noget", som er det levende væsen. Og det giver jo også meget god mening efter som de 3 X-er er 3 måder at beskrive det ene "guddommelige noget" på.

Hvis man så stiller spørgsmålet: Hvordan bliver evigheden ("det guddommelige noget") timeligt?, så stiller man det spørsmål hvis besvarelse er noget af det mest abstrakte i Martinus' analyser.

Martinus bruger mange sider på at forklare det. Men i korthed handler det om, at det timelige kun tilsyneladende er timeligt (det virker sådan for vores sanser). Men ved en nærmere analyse viser det sig at timeligheden er evigheden i "forklædning", og denne "forklædning" foretages ved hjælp af det evige perspektivprincip. Så kan man spørge, hvordan bærer perspektivprincippet sig så ad?

Se, det får vi ikke noget svar på. Måske kan det ikke forklares nærmere. Måske kan det godt, men vi har bare ikke endnu forudsætninger for at forstå det. Jeg ved det ikke.

Som jeg forstår det, er det ikke vigtigt at forstå det levende væsens analyse tilbunds sådan rent kosmisk/teknisk. Meningen med analyserne er, at give inspiration til at fremme og støtte kærligheden og medmenneskeligheden i sin egen bevidsthed. Og til det formål er det måske ikke så væsentligt helt at forstå, hvordan perspektivprincippet bærer sig ad. Det er måske nok at nøjes med at konstatere, at det virker.

kh
Jan

Det var et fint svar Jan.

Klart og tydeligt.

Tak for det.

Kh. Ejby

Hej Holger

Ja, det er det treenige princip, som findes alle vegne (i kristendommen faderen, sønnen og helligånden).

Hej Jan

Ja, det var en god forklaring  

Ole Therkeldsen talte til et foredrag om 0x i forbindelse med evigheden. Er det dette som du kalder det 'guddommelige noget' - og som bagefter i analysen forklares som x1, x2 og x3 ?

kh
Eva

Hej Eva og Ejby,

Godt at I kunne bruge det.  

Det er lidt svært at vide, hvad Martinus har villet med det der 0X begrebet. Måske har han simpelthen syntes, vi skulle have noget, vi kunne skændes om, hvis vi manglede noget. Og så kunne det måske passende være 0X. Det er hvert fald den mest iøjnefaldende effekt, jeg foreløbig synes, dette begreb har haft.  

Martinus siger, at 0X er Guds jeg. Men det er X1 jo også. Men han bruger også X1 synonymt med "det guddommelige noget", som jeg rent logisk syntes bare skulle kaldes X (ligesom Per Bruus Jensens' 4 bind).

For X-et skal jo symbolisere "det guddommelige noget" eller det levende væsen i sin helhed.

Jeg synes personligt ikke, at begrebet 0X er en uddybelse af noget, der ikke allerede er skrevet.

Jeg tror, det vigtigste at huske er, at mange af begreberne dækker noget evigt. Og derfor kan det virke som om Martinus er upræcis eller har modsigende eller udflydende definitioner. Men jeg tror simpelthen, det er et spørgsmål om, at man med rette kan sige både den ene og den anden definition afhængig af hvilket perspektiv, man lægger.

Der, hvor det bliver til tankedril, er, når man  bruger et andet perspektiv, end det der var meningen.

kh
Jan

hej jan            ox er guds jeg det er x1 også

alså ox findes ikke fordi det kun kan eksistere på grund af x1
men nu findes guds jeg , fordi intet findes ikke

alt det du ser og oplever det er også inde i dig
du er gud og gud er dig.
ox bliver brugt til at gøre x1 mere synligt

for at gøre det usynlige syligt må man bruge noget syligt
ox er usynligt men det er x1 ikke for det er dit jeg og det kan du se , og kan du se dit jeg kan du også se guds jeg ox.

bare nogle tanker her fra 

http://martinus-webcenter.dk/0x.html Debat om 0X, om Martinus faktisk skrev 0X, eller om det var en oversættelses fejl. Original manuskriptet står der; 0,1X

Hej

Uansett om 0X er en skrivefejl eller om det er en analyse som Martinus ikke hadde tid til at forklare grundig, så har 0X gitt grundlag for en enorm debatt og dialog som har øgt forståelsen for de dybere ting i Martinus analyser.

Men spørgsmålet til Ejby i denne tråd var ikke om at finde ting er vanskelig at forklare , men det omvendte: hvordan kan vi på en enkel måde forklare at den materielle verden vi ser, bygger på noget immaterielt.

For der skiller kosmologien seg fra dagens videnskab. I videnskaben mener man at det er en nøyaktig, precis sammensetning af materie som skaber liv. Medens kosmologien sier at det er en "jeg" bak materien, som gir det liv. Hvordan forklarer man på en enkel måde at det forholder seg sådan?

Martinus har jo mange lange forklaringer om dette, hele livets bog er gennomsyret af det. Men kan vi gi en kortversion som er forståelig? Og vil det være mange mennesker som er mogtagelige?

Kjærlig hilsen
Oscar

Iflg. Ole Therkelsens bog "Martinus og den ny verdensmoral" indførte Martinus begrebet OX, først ret sent, nemlig i forbindelse med manuskripterne til bogen "Den intellektualiserede kristendom". Begrebet skulle være indført efter nøje overvejelser omkring  tal og bogstavers skjulte sprog (betydning af foran og efterstillede nuller)

Ole Th. beskriver at X1 og OX udtrykker forskellige analytiske indgangsvinkler til 'det immaterielle'. X1 har i den tidligere litteratur  spillet en dobbeltrolle i beskrivelsen af det immaterielle.

Forskellen på 0X og X1  er bl.a. at aflaste X1 fra den ene af sine to roller og overlade den til OX.
OX repræsenterer et umanifesteret og eksistentielt princip mens X1 repræsenterer et funktionelt princip. X1 fungerer som jeg'et eller skaberen, der sammen med X2 - skabeevnen- og X3 det skabte, udgør det levende væsen. Tilsammen udgør X1, X2 og X3 de tre funktionelle principper, der skal være tilstede for at noget kan fremstå og fungere som et levende væsen. Men OX har ikke et funktionelt aspekt, det har kun et eksistentielt aspekt.

OX er det immaterielle set fra en objektiv side, mens X1 er det immaterielle set fra en subjektiv side.

(fra side 241 i bogen)

kh
Eva

hej ejby man kunne jo sige at en masse jeger er på samme bølgelængde og efter en enighed sult, gør alle jegerne hvad de kan i samarbejde med hinanden om at skabe noget materielt.
og dette noget er jo ikke noget ingenting 

Leste just i dag en bra beskrivelse af Martinus som berører dette spørgsmål:

Alt materielt er bevægelse. Da må det være noget som setter det i bevægelse. Altså et noget, som vi kænder som vårt "jeg".

Hele avsnittet kommer fra artikkelen Udsigt over evigheden, fra Den Nye Verdensimpuls, 4 2009.