Faktum er jo, at 'Det' kan ikke lade være, eller 'Det' kan ikke andet,
og som en vigtig pointe, at det ikke er noget der er begyndt, men er evigt,
og Vi materialiserer tanker hele tiden, 'uden at skænke det en tanke',
det er i det mindste et foreløbigt svar.
Kærlig hilsen, Holger

Hej Holger

Det er jo ikke noget svar på, hvordan det kan lade sig gøre for noget immaterielt at bygge noget materielt.

Kh. Ejby

Hej Ejby,

Hvordan bliver det immaterielle materielt? Det kan ikke lade sig gøre, og det sker heller ikke. Det er kun tilsyneladende. På samme måde som tryllekunstneren heller ikke kan hive en kanin op af en tom hat. Men det kan han tilsyneladende - fordi han snyder - han frembringer en illusion.

Mht. livet selv er det perspektivprincippet, X2 - skabe-evnen, der er den evige illusionist. Og som "jeget" X1 benytter til at få "sig selv" (det guddommelige noget) til at fremtræde som noget materielt.

Materien opleves som materielt og virker også sådan, men i virkeligeheden er det en illusion evigt forårsaget af X2, som forøvrigt også i sig selv er en evig illusion.

Materien er ved roden - ligesom alt andet i tilværelsen - identisk med det guddommelige noget, der ikke har anden analyse, end at det eksisterer. Altings inderste analyse er: "et noget som er". Når vi laver mere detaljerede analyser - som fx. det 3-enige princip -, så opdeler vi det udelelige noget. Vi frembringer dermed selv illusioner, der skal tjene som grundlag til at forstå, hvad "det guddommelige noget" er for noget.  Det 3-enige princip er en beskrivelse af, hvordan det guddommelige noget evigt er i stand til at skabe og opleve, hvilket viser, at der må være et illusionsprincip på spil. Da det, der skabes og opleves ikke opleves som evigt, men ikke desto mindre er skabt af og med det eneste, der eksisterer, nemlig evigheden (eller det guddommelige noget), så bliver enhver analyse, der ikke er analysen: evigheden eller "et noget som er" identisk med noget andet end evigheden - og i den forstand en illusion.

Men det er værd at huske, at de materielle ting kun er illusioner "udenfor livet", da de jo netop i livet virker og opleves som materielle ting.
En mursten virker som en mursten, vand virker som vand, og hvert enkelt stof virker på hver sin specielle måde, selv om alle stoffer i har den samme højeste analyse eller identitet: nemlig evigheden eller det guddommelige noget.

Så hvad kan vi bruge den viden til? Ja, det guddommelige noget er jo selve Guddommen. Gud er altså i alting og Gud er alting. Og alt er et. Og dermed bliver det logik, at det man gør mod andre, gør man mod sig selv. Kun på "overfladen" - for de fysiske sanser - er vi adskilte - men i vores inderste natur er alt eet. Krig bliver således kun logisk for den som kun tror på illusionernes verden. Når man forstår, at vrede og antipati, forfølgelse og hævn kun er illusioner, så bliver det logisk at tilgive. Den, der ikke tilgiver, tror jo på illusionerne - kan ikke se at det er illusioner -  og kan derfor heller ikke se det virkelige, det evige. Men når man oplever illusionerne, som det virkelige og det eneste, der eksisterer, og det evige, som noget, der ikke eksisterer, så må konsekvensen jo være, at man ikke kan se alkærligheden eller verdenslogikken, fordi de  er identisk med evigheden.

Og når man ikke kan se eller opleve kærligheden, evigheden eller verdenslogikken som noget reelt, ja, så er der jo kun ukærligheden, døden eller illusionerne tilbage.

Det er da også kendetegnene for en ateist, at han ikke kan tro på Gud. Men han kan sagtens tro på døden som noget definitivt. Det er ganske vidst ikke bevist at døden er noget definitivt. Men så længe man ikke kan ane evigheden, bliver det eneste logiske jo, at døden må være noget definitivt. Og frygten og forsvaret for frygten (krigen) bliver den logiske konsekvens.

Lidt anderledes ser det ud for den religiøse. Han tror, ganske vidst på en evig gud. Men han tror også, at evighed er noget, den evige Gudom kan skabe i kraft af sin almægtighed.  Den religiøse tror altså, at en evig Gud har skabt timelige mennesker, som dog ved samme Guds nåde kan få et evigt liv. Han tror altså, at evigheden er noget, der kan skabes.

Den religiøse tror på evigheden, men uden noget logisk fundament. Ateisten tror ikke på evigheden. Og åndsforskeren begynder at ane evigheden, som den er: evig og uden anden analyse end: at den eksisterer. Og at det dybest set er det eneste, der eksisterer.

Som Martinus siger et sted (det er vidst LB2) (frit efter hukommelsen): Livet er et evigt "noget" med illusioner.

kh
Jan

I livets bog II, stk. 537 stiller Martinus selv spørgsmålet og besvarer det.

Stykket kan læses ved at klikke her

Hej Ejby

Jeg tror det er fejl spørgsmål. I hvert fald er det fejl udgangspunkt. Det immaterielle er ikke bygget på noget materielt. Det materielle er bygget på noget immaterielt.

Kjærlig hilsen
Oscar

Hej Oscar .

Prøv at genlæse spørgsmålet.

Det materielle er bygget på noget immaterielt. Ja, men hvordan kan det lade sig gøre for noget immaterielt, at bygge noget materielt?

Kh. Ejby

Hej Ejby,

prøv at læse LB 3, stk. 821-825.

Mvh
Anders

Hej Ejby

Her er også noget du kan bruge: http://www.martinus.dk/da/dtt/index.php?bog=52&stk=294

Citat herfra:

Læs selv videre..

Hej

Tak for jeres bud og henvisninger.

Der opstår 2 konklusioner:

Jan`s indlæg: Det materielle er en skabt illusion.
Cai`s indlæg: Immaterielt er ikke eksisterende.

De virker tilsyneladende som modsætninger. Hverken det materielle eller immaterielle eksisterer reelt set.

?

Kh. Ejby

Hej Ejby.

Hvad er definitionen på "materielt" og "immaterielt"? Det er vi vist nødt til at skal have på plads, inden spørgsmålet kan besvares.

Hej Svend.

Det kan du have ret i.

Hvad er definitionen på materielt og immaterielt?

Kh. Ejby

Materien eller det timelige hører til i X3.

Materien kan så igen opdeles i fysisk materie - det vi kan sanse med fysiske sanser.
Og ikke-fysisk materie, som ikke kan sanses med fysiske sanser. Det kaldes nogen gange for den åndelige materie. Det er fx. tanker. Og det er det, vi nogen gange kalder immateriel.

Men så siger Martinus at alle stoffer naturligvis er materielle, uanset om de er tilgængelig for fysisk sansning eller ikke.

Når vi kalder nogle stoffer (tilhørende X3) for immaterielle, så er det altså alene af den grund at det ikke kan sanses fysisk.

Det virkelige "immaterielle" er det guddommelige noget. Så er vi i X1. Så er vi ikke længere i stoffernes verden (X3). Det guddommelige noget har kun analysen "noget som er". Derfor siger vi om det, at det er immaterielt. Men det er jo ikke noget ingenting. Men det er det mest immaterielle der eksisterer, kan man vel sige. Ordene kommer jo nemt lidt til kort her.

Spørgsmålet gik - som jeg forstår det - på hvordan det immaterielle (forstået som evigheden - X1 - det guddommelige noget) bliver materielt - stofligt - timeligt - X3-

Håber det gav mening.

Hilsen
Jan

Hej igen.

Hvis vi definerer immaterielt som "noget der ikke eksisterer", så findes det jo ikke. Jeg er enig med Jan, X1 er det tætteste vi kommer på det immaterielle, men X1 er jo netop ikke noget som ikke eksisterer, X1 er  "noget som er". Hvis det er definitionen, at det immaterielle er noget som ikke eksisterer, så falder sætningen at noget immaterielt skaber noget materielt til jorden, for svaret er, at noget immaterielt skaber netop ikke noget materielt. I så fald er det mere relevant at stille spørgsmålet, "Hvordan kan X1 skabe noget materielt"? Her er det korteste svar vel "via X2".

Hej Svend

Immaterielt handler i denne forbindelse ikke om ikke-eksisterende.

Spørgsmålet bunder i: "Hvordan kan bevidsthed skabe en organisme"....eller "Hvordan kan noget åndeligt skabe noget fysisk"

At bruge udtryk som x1, x2 og x3 er volapyk for folk uden kendskab til Martinus.

Kh. Ejby

Hej Ejby.

OK, hvis det er din definition, så har du svaret i det citat Cai henviser til.

Ja, i det tidl. emne 'X-analyserne', er det samme spørgsmål,
der fører til, at det er Jeg'et der 'vender energien' ved at gøre indtryk til udtryk,
og at Livet dermed bliver synlig som en evig jongleren med indtryk og udtryk,
(der igen er det samme som gensidig befrugtning, i den videre analyse)
fx 'X' alias Ejby, har fået 'et input', indtryk, der kommer til 'udtryk' som emne/spørgsmål,
som 'Holger' oplever som 'indtryk', og vender til 'udtryk' som svar (forsøg på) osv.
Den væsentlige pointe er stadigvæk, at det ikke er noget der er begyndt,
bortset fra at enhver vending er en ny begyndelse.
Men også dette at det er 'stof-tætheden'/perspektivprincippet der gør om man oplever noget som en flygtig tanke, eller en klippevæg.
Kærlig hilsen, Holger

Hej igen.

Som yderligere inspiration kan jeg henvise til Bind 1 af "X" af Per Bruus-Jensen.

En organisme er noget skabt, men det er bevidstheden også. Det er derfor ikke bevidsthed, der skaber en organisme, det er derimod en skaber og en skabeevne/oplevelsesevne (X1+X2), der skaber/oplever både bevidsthed og organismer. En skabe/oplevelseevne (samlet kaldet virkeevnen hos PBJ) er en objektiv faktor hos et levende væsen. Bevidstheden om noget er derimod noget subjektivt, for vi oplever alle tingene forskelligt, og dermed er vores bevidsthed om noget også unik. Bevidstheden om noget er derfor noget skabt, der ændres fra øjeblik til øjeblik.

Noget åndeligt og fysisk er ligeledes begge dele skabte ting, og derfor skaber noget åndeligt ikke noget fysisk. Igen er det X1 + X2, der skaber/oplever både de åndlige og fysiske materier.

Jeg ved godt, at X1 + X2 er volapyk for ikke-Martinus kyndige, men så må man jo prøve at forklare dem med egne ord, hvad begreberne dækker, for disse begreber er vist uundgåelige, hvis man vil til bunds i tingene.

Jeg sidder og læser med, som ikke særlig vidende i Martinus-regi - men så vidt jeg forstår er x1, x2 og x3 henholdvis skaberen, skabeevnen og det skabte ?

...om jeg har læst det hos Martinus eller andetsteds kan jeg ikke huske, - derfor spørger jeg.

kh
Eva

Ja, Eva,
Det er meget præcist, det evige noget's (X's) inderste funktions-princip, (analyse)
(eller Jeg'et, bevidstheden og legemet, eller Braman, osv.)
der forekommer i forskellige varianter.
Kærlig hilsen, Holger