Hej Petersh!

Ja, jeg er enig med dig. Hvis jeg f.eks. kunne redde min søns liv ved at give ham en af mine nyrer, er jeg sikker på, at jeg ville gøre det. Derimod var det mig selv, der behøvede en ny nyre, ville jeg takke nej. Men alle må handle så kærligt, de formår i enhver situation, så det er svært at opstille faste regler for det her. ???

Kærlig hilsen

Christina B. 

Ja, en ting er den teoretiske udgave, men tingene bliver helt anderledes når man selv står i situationen

Måske handler det ikke kun om mig eller det lokale perspektiv?
Måske er der meget større ting i spil?

Mine børns far døde i et trafikuheld. I denne situation var muligheden der hverken for, at give eller modtage organer. Ødelæggelsen af organismen var simpelthen for stor.

Skulle jeg selv få en sygdom, hvor jeg havde brug for at modtage et organ fx en nyre for at overleve. Ville det så være selvisk af mig, at afvise et familiemedlems tilbud om, at give mig sine ene nyre? Hvad med mine børn, som allerede har mistet en forældre og ved min afvisning ville blive forældreløse?
Hvis jeg takker nej, afviser jeg så Guds hjælpende hånd? Hvis jeg takker nej, forhindre jeg så et familiemedlems mulighed for at give og udøve næstekærlighed ved min afvisning? Forhindre jeg mine øvrige organer, som lunger og hjerte i at blive gamle og mætte af dage og dermed få mulighed for, at dø en naturlig død ved min afvisning?

Hvis en af mine børn havde brug for en nyre, så ville jeg ikke tøve med at give min ene nyre. Det ville føles helt forkert, at sige nej til det. Jeg er villig til, at give mit liv for mine børn, dvs ofre hele min organisme....men ikke min ene nyre. ???

Er man er villig til, at give sit eget liv for at redde andre og dermed ofre hele sin organisme og microunivers for et medmenneske. Hvordan kan man så takke nej til, at donerer sine organer vel vidende, at det måske kunne redde op til flere menneskers liv? Det virker modsætningsfyldt og ikke logisk i mine øjne.

Måske er der en højere mening med tingene. Måske er der en mening med, at nogen får forlænget livsoplevelsen vha organtransplantation, som ikke er umiddelbar synlig, tænker jeg.

Kh. Ejby

Ved et rådsmøde i 1971 har Martinus fremført følgende betragtninger vedr. emnet "dødskriterium":

Jeg mener også, han har skrevet noget mere om organtransplantation, men jeg kan ikke finde det.

Før jeg begyndte at læse Martinus, og før jeg vidste noget om organtransplantation, så var min holdning, at kan man hjælpe med at være organdonor, så er det da fint.

Men når jeg så hører Martinus vinkel, så tænker jeg, at det nok ikke er helt så uproblematisk, som det kan synes fra et rent materialistisk perspektiv.

Det må jo være med organtransplantation som med alt muligt andet at det giver en nogen erfaringer. Når Martinus skriver, at det er en unaturlig proces, der ikke bør finde sted den den pågældende persons udtrykkelige samtykke, så må det være fordi det har nogle uheldige bivirkninger. Så må det betyde ligesom med alt andet, at hvis det virkelig er det man ønsker, så må man jo gøre det, men det virker ikke til at Martinus ville anbefale det, som jeg læser det.

Hvis det er nødvendigt resten af livet at tage immunforsvarsundertrykkende medicin, for at kroppens naturlige forsvar ikke skal afstøde organet, så betyder det jo, at kroppen i den grad opfatter organet som et farligt fremmedlegeme, som kroppen gør alt for at slippe af med.
Det kan ikke være sjovt for hverken krop eller organ.

Jeg tænker, at en sådan krig med livslang medicin mod immunforsvaret nødvendigvis må give nogle uheldige virkninger i kommende inkarnationer.

Så er der også de fortællinger, hvor man hører om organtransplanterede, der pludselig "overtager" noget at donors personlighed. Bl.a. hørte jeg om en person, der aldrig før havde være på Mc Donalds, pludselig fik stor trang til burgere. Det viste sig, at donor var en mand, der tit havde spist på Mc Donalds. Det virker også på mig lidt foruroligende.

Der er en mening med alting. Meningen med de ting, der fremkalder lidelser, skal lære os, at lade være med at gøre sådan.

Der er også mange, der går ind for ligbrænding, bl.a. med den begrundelse at det er hygiejnisk, og mange går ind for atomkraft med begrundelsen, at det er godt for miljøet. Men fra det åndelige syn er de to ting katastrofale. De giver mange lidelser.

Men som alt andet, må det være op til hvert enkelt at tage stilling. Men der er det jo godt, at have så stor viden som muligt, at tage stilling ud fra.

En anden ting er at det ikke er sikkert man kommer til reelt at stå i den problemstilling - at man selv har et defekt organ eller ens børn eller nærmeste. Men på et kollektivt plan er vi alle konfronteret med det, fordi der er et samfund der råber på donorer - hvilket jeg også synes er ubehageligt - at man nærmest bliver betragtet som umenneskelig, hvis man ikke pr. automatik er villig til at donere sine organer bort.

vh
Jan

Hej Jan

"5. Organtransplantation er en unaturlig proces og bør ikke finde sted uden den pågældende persons udtrykkelige samtykke."

Det er jeg helt enig i.

Der er mange unaturlige processer vi er stillet overfor. Det er også en unaturlig process, at få lavet en by-pass operation. Få indsat en pace-maker, få lavet en stomi-operation, få kemobehandling, tage insulin mod diabetes osv. Jeg har et familiemedlem, der har en sygdom der gør, at imunforsvaret angriber et af personens egne organer (lungerne), som tager medicin for at holde imunforsvaret nede.

Det er alle unaturlige processer, som vi hver især må tage stilling til på egne vegne og som forældre nogen gange også vores børns vegne. Det er svære problemstillinger vi er udsatte for i denne tid.

Er det bedste at undlade unaturlige processer og indgriben, som operationer og medicinsk behandling?

Hvad mener i andre?

Kh. Ejby

Hej.

Det er et vanskeligt spørgsmål. Nedenfor har jeg remset nogle af mine valg op (jeg håber, jeg slipper for at tage de fleste af disse valg!):

Organer? Nej tak.
Blod? Ja tak.
By-pass operation? Ja tak.
Pacemaker? Ja tak.
Kemo? Nej tak.
Insulin? Ja tak.
Fyldninger i tænder? Ja tak.
Skønhedsoperationer, fedtsugning, hårtransplantation osv.? Nej tak.

For alle disse ting er der det til fælles, at de var utænkelige eller i hvert fald meget usædvanlige for ca 150 år siden (Tandreperationer har dog måske været forsøgt længere tilbage i historien)

Martinus' betragtninger på rådsmødet i 1971 synes jeg også giver et vidt spillerum for fremtidens behandling af disse problemer. Han bruger udtrykket "naturlige livsmuligheder". Hvad er det? I 1850 døde man bare af sukkersyge eller forsøg på blodtransfusioner. I dag er det en helt naturlig ting. I 2050 vil man anse noget for at være naturligt, som vi i dag slet ikke kan forestille os vil være muligt.

Jeg håber inderligt, at det ikke bliver nødvendigt. Men skulle jeg blive udsat for nogen af disse valg, ville jeg takke ja til dem alle med undtagelse af skøndheds operationerne, af hensyn til mine børn. I det mindste til jeg bliver 60, så må livet gå sin gang uden nævneværdig indgriben.

Kh. Ejby

Jeg tænker, at problematikken med organtransplantation minder lidt om den med vaccinationer og i det hele taget sygebehandling.

Vaccinationer kan være godt for den ene og tage livet af den anden.

Kirurgi og kemiske medikamenter: det er meget grove måde at bekæmpe sygdomme på. Det betyder ikke, at man skal lukke alle hospitaler og sige til folk, at de i stedet skal helbrede sig selv med andre metoder.

Men vi er i alle sammenhænge på rejse fra det grovere til det mere forfinede. Fra at bekæmpe det onde med vold og magt, til at bekæmpe det onde ved indsigt, glæde, tolerance, taknemmelighed, tilgivelse og kærlighed. Det gælder også sygdomsbehandling.

Det er forskelligt, hvor meget den enkelte er i stand til at tage ansvar for sit liv og dermed også sin sundhedstilstand, og derfor er det også forskelligt hvilke metoder, der er bedst for den enkelte.

Dybest set er det op til den enkelte, hvodan man vil se på sygdom. Mange kombinerer traditionel behandling med alternativ behandling. Nogen arbejder med psykoterapi og med kosmiske analyser. Der er mange veje til at blive sund og rask.

Jeg tror sjældent man kan sætte nogle generelle regler op for, hvad der er mest kærligt eller det mindste onde. Det er op til hver enkelt af os at vurdere hele tiden. Og enten har vi ikke erfaringer nok og behøver derfor flere lidelser. Eller også har vi erfaringer nok, og behøver ikke flere lidelser.

kh
Jan

Hej Jan.

Jeg tænker det samme, at det må være op til hver enkelt at vurderer, hvad man finder der er det mest kærlige eller det mindste onde.

Det er godt, at gøre sig nogle tanker omkring det.

Kh. Ejby

Enig!

Hej venner

Jeg er helt enig i dat det er en personlig avgørelse, som man tar i kærlighed. Hvilken del av kærligheden som vejer tyngst, kan være meget individuelt: hvordan velger man kærlighet til microkosmos i forhold til kærlighed til næsten etc. Hvor nær står næsten: er det mine børn eller er det en ukænd.

Og det er stor forskell at ta stilling på teoretisk grundlag, eller stå i en konkret situation.

Så langt tror jeg de allerfleste er enige.

Så tænker jeg, at standpunkt til organdonation er avhengig av hvilket udviklingstrind man står på. Er man en sint kødspiser og drikker alkohol og liger at krige i det hele taget lever som mange mennesker i verden gør, så er det ikke på området organdonation man skal begynde sin åndelige udvikling.

Organdonation har sin gode karmiske effekt hvis man er klar med sin grovkarma. Og hvis man allerede har omsorg for microkosmos.

Så med mitt udviklingstrinn tror jeg ikke det har den helt store effekten hvad jeg velger. Noe effekt på karma har det, men det er nok mange andre områder som vejer tyngre, som jeg kan arbejde på først. Så jeg tror vi har en viss ”frihed” på det udviklingstrinn vi er på nå, i forhold til dette spørgsmål. Etterhvert som vi udvikles vil det blir vanskeligere og vanskeligere.

Kjærlig hilsen
Oscar