Hej Ejby

Interessant vinkel på et vanskeligt spørgsmål. Den vil jeg lige tænke lidt over... Spændende...

Venlig hilsen
Petersh

Wow Ejby, der sendte du meg tilbake ind i tenkeboksen! Jeg trodde jeg hadde et klart og kjærlig standpunkt (mot donation) men her må jeg tænke mer!

Kjærlig hilsen
Oscar

Hej med jer

Umiddelbart virker Byron Katies holdning jo både logisk og kærlig. Men den er ikke helt uproblematisk, som jeg ser den. Hendes holdning er nemlig ikke resultat af en bevidst kosmisk indsigt. På papiret virker den ganske vist meget næstekærlighed, men med Martinus' kosmologi i baghovedet afslører hendes holdning, at der er en række faktorer, som hun ikke har med i sine overvejelser.

Her er nogle af de problemer, som jeg ser i hendes valg, i forhold til den viden, vi har fået gennem kosmologien:

- Det er ikke dit organ, du giver væk. Organet er sit eget (og Guds).

- Ved at tillade organdonation gør man sig til herre over et mikrovæsens liv uden at have den fornødne kosmiske indsigt i konsekvenserne heraf. Forholdet mellem makrovæsen og mikrovæsen er resultatet af et samarbejde, der ofte har udviklet sig igennem talrige inkarnationer. Det er altså ikke tilfældigt, at ens organer netop inkarnerer i ens organisme.

- Man forhindrer sit organ i at få en "naturlig" død i sit velkendte univers. I stedet tvinger man det til i kraft af sit overlevelsesinstinkt at kæmpe for sit liv. Det er altså ikke et valg for organet om, hvorvidt det ønsker at afvise sin nye makroorganisme eller beholde det. For donororganet er det en kamp om liv og død, som det bliver tvunget ind i. Der er ganske vist karmiske forudsætninger for denne kamp, men det betyder ikke, at det er din opgave, at skabe betingelserne for den karmaudløsning, og som donor vil man også selv senere skulle høste karma fra sådan en handling.

- Døden eksisterer ikke. Kun som en tænkt modsætning til det evige liv, der ifølge Martinus' analyser er en realitet. Derfor er døden ikke altid det største onde, når man står over for et valg. Døden kan også være en befrielse, der giver anledning til nye udviklingsmuligheder i en ny inkarnation. Men det, der skulle have været en befrielse, kan i stedet blive til en kamp for liv og død, hvis man modtager et organ, som man både fysisk og psykisk skal kæmpe for at holde på. Derfor er organdonation ikke nødvendigvis at hjælpe et medvæsen.

- Hvis et organ ønsker at leve i et andet makrolegeme, vil det naturlige være, at det sker gennem diskarnation og reinkarnation. Ikke gennem vold og tvangsforflyttelse til et nyt modtagerlegeme.

- Som modtager er du ikke herre over, hvilket organ du modtager. Vil du virkelig have en kødspiserlever, rygernyre eller hustrumishandlerlunge, så du dermed risikerer at blive påvirket af den drabspsyke, som et sådant organ vil påvirke dig med? Dette valg får modtageren ikke, da erkendelsen af organer som bevidste levende væsner endnu ikke er en del af moderne medicinsk videnskab.

Dette er blot nogle af de punkter, som taler for, at vælge ikke at blive organdonor. Uden overblik over de kosmiske mekanismer bag tanken om at man ved at give et organ kan redde liv, virker det måske som en meget næstekærlig handling at vælge at redde en andens liv ved at give noget af sig selv. Men som vist i ovenstående er det mere komplekst end som så.

Når det så er sagt, kan man sige, at Byron Katies råd om ikke andet kan befri en fra en angst for at handle - under forudsætning af at man selvfølgelig senere kommer til at måde resultatet af disse handlinger igen. Men en kosmisk bevidst stillingstagen er der ikke tale om, som jeg ser det.

Venlig hilsen
Petersh

Hej Peter.

Var klar over, at der ville være uenighed.

Du har helt ret i, at organet ikke er mit, men sit eget (eller Guds)

Men Martinus skriver, at vi er en slags "herre" eller Gud for vores microkosmos. Det er umuligt ikke, at gøre sig til herre over sit microkosmos.

At det ikke er en tilfældighed, at ens organer netop inkarnerer i ens organisme er jeg enig. Er det muligt, at det ikke er nogen tilfældighed når
organer inkarnerer i en organdoner?

Martinus taler om lægevidenskaben som et gode på nuværende tidspunkt i udviklingen. Det er absolut ikke det optimale men et nødvendigt onde
i den tid vi lever i, at lade andre(lægerne) gribe ind i vores organisme .iform at div. operationer. Det er et valg mellem to onder, som vi så ofte er
stillet overfor, og et spørgsmål om det mindste onde. I fremtiden vil vi ikke være så udsatte i form af sygdom og ulykker som vi er i dag, så vil vi
blive bedre til at forebygge istedet.

Martinus skriver, at ingen har større kærlighed end den der vil give sit liv for andre. Er det muligt, at man ved at være organdoner medvirker til,
at give liv, iform af en forlængelse af et medmenneskes liv men også en forlængelse af et af sine organers liv? Hvem ved måske trives organet fint
i sit nye univers. Det er enda muligt, at det får en forbedrelse af sine levevilkår.

Som modtager er jeg ikke herre over, hvilket organ jeg modtager og kan ende med en kødspiserlever, skriver du. Er det sandt? Er det ikke min skæbne der afgør det? Kan det være loven for tiltrækning der kommer i spil her? Eller mener du, at det er tilfældigt?

Det er manglende kosmisk overblik, skriver du. Er det sandt? Kunne det tænkes, at hornhinderne trives fint i Byron Katies univers og at det er til glæde og  velsignelse for mange mennesker, at hun kan fortsætte sit arbejde?

Kh Ejby

Ja, det er sandt, at der kan være tale om manglende kosmisk overblik. Men det betyder ikke, at Byron Katie og hendes nye hornhinde ikke kan stortrives i hinandens selskab til glæde for hinanden og andre. Og så er det jo meget godt.

Men at det kan være godt, betyder ikke, at der er tale om et bevidst næstekærligt valg. Der er forskel på at være et bevidst arbejdende redskab for guds vilje og på at være et ubevidst redskab for at være guds vilje. Udviklingens mål er at gøre os bevidste. Resultaterne af vores ubevidste handlinger (hvoraf nogle vil være i strid med næstekærligheden) vil gøre os bevidste, så i sidste ende vil enhver handling selvfølgelig være et gode.

Venlig hilsen
Petersh

Hej Peter.

Jeg er ikke enig i, at det er sandt.

Hvordan kan du vide, om Byron Katies hornhindetransplantation skyldes manglende kosmisk overblik eller ej? Måske har hun
større kosmisk overblik en du og jeg: Hvem ved?

Kh. Ejby

Hej igen Peter.

Med hensyn til dit argument med, at man ved donation forhindre sit organ i en naturlig død.

Ifølge Martinus er en naturlig død, når man dør gammel og mæt af dage. Ulykke og sygdom er derfor ikke udtryk for naturlig død, hverken for mennesker eller organer. Organet er derfor udsat for en unaturlig død ved ulykke og sygdom. Organtransplantation kunne måske være med til at opretholde livet for sine organer, til det blev gammel og mæt af dage og dermed fik mulighed for, at dø en naturlig død.

Kh. Ejby

Hej Ejby

I mit seneste svar skriver jeg, at der i dette konkrete eksempel "kan være tale om manglende kosmisk overblik". Det er muligt, at Byron havde dette overblik i forbindelse med sin hornhindetransplantation - det kan, hverken du eller jeg vide.

Men det er ikke ensbetydende med, at du eller jeg ville handle næstekærligt, hvis vi stod i en lignende situation. Hverken du eller jeg har jo kosmisk bevidsthed og kan derfor ikke overskue alle de kosmiske konsekvenser af vores handling. Og konsekvenserne i vores tilfælde er jo ikke nødvendigvis de samme, som de var for Byron Katie.

I et anfald af misforstået kærlig kådhed risikerer vi altså at handle mod vores ønske om at tjene vores næste, fordi vi ikke har alle de mellemregninger med, som Martinus' analyser giver os til rådighed på vores nuværende udviklingstrin. Det vil da være en skam, synes jeg - selvom vi selvfølgelig lærer af det.

Man kan selvfølgelig godt vinde den store gevinst ved at spille lotto. Man kan også være heldig at gøre noget godt, selvom man ikke har kosmisk bevidsthed. Men med sund fornuft og viden om livets mekanismer, kan man forøge sin chance for at gøre godt. Og med Martinus' kosmologi i baghovedet har vi jo en enestående mulighed for at arbejde bevidst på at skabe en behagelig skæbne for os selv.

Venlig hilsen
Petersh

Hej Peter.

Men kan du vide om, det at være organdoner vil give dig en dårlig skæbne? I de tilfælde hvor vi ikke kan overskue konsekvensen, skal vi så undlade at handle eller tage stilling? Jeg tænker, at hvor vi ikke kan overskue konsekvenserne må det være intentionen det handler om...resten må vi overlade til Gud.

Kh. Ejby

Hej Ejby

Jeg kan vide, at jeg gør mig til herre over noget, som jeg kun har til låns. Og jeg har - gennem kosmologien - viden om en række kosmiske sammenhænge, som jeg herved forpligter mig til at gøre brug af. I det omfang jeg ikke har tilstrækkelig viden eller ikke ønsker at gøre brug af den viden, jeg har, står det mig selvfølgelig frit.

Men hvis vi ikke benytter os af den viden, som vi får, hvad skulle idéen med at få denne viden så være?
Og ville det ikke være at handle imod guds vilje?

Venlig hilsen
Petersh

nHej Peter.

Jeg er enig i, at vi skal benytte os af den viden vi har.

Med den viden vi har fra Martinus i baghovedet; ved vi så, at det ikke er næstekærligt overfor vores organer at være organdoner? Ved vi, at det at være organdoner vi give dårlig karma?

Tænker du, at den doner der har doneret Byron Katies hornhinder har dårlig karma tilgode af den grund? Eller den far der i levende live har givet sin ene nyrer til sit barn?

Det smukke ved Karma er, at der er to sider til det. Vi får mulighed for at lære og udvikle os, når de "dårlige" energier vi selv er årsag til vender tilbage. Men der er også en anden del til det, som jeg er blevet opmærksom på. Samtidig giver det en mulighed for andre til at hjælpe. For at kunne give, skal der være nogen til at modtage. På den måde giver livet rigelig anledning til at give. At give blod eller at være organdoner, er for mig en af disse anledninger.

Det sjove er, at jeg ofte ikke har noget problem med at give. Derimod har jeg noget at arbejde med, når det kommer til at modtage. Det bunder sikkert i stolthed, skyldfølelse osv. Martinus taler om at opøve talent for skæbnemodtagelse. Her tænker vi ofte på den dårlige skæbne, med hvad med den gode?
Skal vi også opøve talent for modtagelse af den gode karma? Jeg oplever, at jeg kan have svært ved at modtage hjælp fra andre. Jeg tænker, at man lærer en masse om taknemmelighed og ydmyghed, når man står i en situation hvor man har brug for andres hjælp.

Ved organdonation er der en giver og en modtager. Giveren får en mulighed for at praktiserer næstekærlighed, mens modtageren lærer en masse om taknemmelighed og ydmyghed.

Der er selvfølgelig hensynet til sit microkosmos. Samtidig fortæller Martinus os, at ingen har større kærlighed end den der giver sit liv for andre. Hvordan kan man det, uden at øve vold mod sit microkosmos? Her ofre man jo sin egen organisme, for et andet menneskes liv. Når det står mellem valgelt mellem to onder, enten hensynet til ens organer eller hensynet til et andet menneskes liv. Så tænker jeg, at det sidste er det mindste onde.

Kh. Ejby

Hej.

Jeg ved ikke så meget om organdonation, men hornhinder adskiller sig fra meget andet væv ved, at der ikke er blodgennemstrømning via blodårer. Var der det, ville vores syn blive meget dårligere. Hornhinden får al den ilt den skal bruge gennem sin egen kontakt med den atmosfæriske luft, og ikke via blodgennemstrømning. Kontaktlinsebrugere kan dog opleve, (efter længere tids brug af bløde kontaktlinser), at hornhinden får for lidt ilt, og derved søger organismen at tilføre hornhinden ilt gennem at føre blodårer ud i hornhinden. Dette kan medføre svækket syn hos den det rammer, og det er derfor en god ide at stoppe med kontaktlinser, inden denne tendens bliver for alvorlig. I vore dage er der dog kommet nogle kontaktlinsetyper, der giver en god iltgennemtrængelighed, og så er problemet mindre.

Jeg går generelt ikke ind for organdonation, fordi det hos modtageren kræver en evig brug af medicin, der holder immunforsvaret nede. Jeg ved så ikke lige, om det samme gælder for transplanterede hornhinder, eller organismen simpelt hen bare accepterer deres tilstedeværelse, fordi de ikke har blodgennemstrømning.

Ja, der jo ikke det store problem i organdonation, hvis det bare er et nyt gebis, det er måske mere et spørgsmål om æstetik, end etik.
Kærlig hilsen, Holger

Ja, måske er hornhinder mindre problematisk end andre "reservedele". Jeg ved det ikke.

Jeg tænker ligesom Svend, at hvis man har brug for medicin, der skal bekæmpe immunforsvaret resten af livet, sådan som man skal
ved nogen organtransplantationer, så kan det ikke være al for godt. Men det ved jeg ikke om man skal ved transplantation af hornhinder.

Der er nok ingen tvivl om, at organdonorer bliver donorer af et ædelt motiv, og det er jo godt. Men det er jo i sig selv desværre ingen garanti for, at det, man gør, så også resulterer i den intention, man har.

Som jeg husker det, har Martinus sagt at blod, det var vidst som regel det mindste onde at modtage det, men de større organer, der var det vidst ikke så godt.

Så er spørgsmålet så om hornhinden  er de "større organer"?

Jeg tænker, at det svarer vel lidt til, når muslimer kommer til Danmark, så møder de tit meget had og skepsis (og det kan også gå den anden vej rundt). Det er ikke nemt at være en flygtning. Og hvis man så er en flygtning til en hel anden klode - det kan vel godt blive temmelig problematisk.  Personligt ville jeg nok foretrække at dø og få ny og sund krop. Det er jo det naturlige. Det er også noget i den stil, jeg mener, martinus har udtalt det.

Ingen kan lide uret og ingen kan gøre uret. Men det ændrer jo ikke på, at man i uvidenhed kan udløse ting man ikke ønsker - også med de bedste intentioner.

Mht. at Katie sagde, at hun ikke afviser hornhinderne. Jeg ved som sagt ikke, om det er uproblemtatisk med hornhinder. Men det kan vel også tænkes, at man selv ikke ønsker at afvise nogen, men at ens immunforsvar gør det for en. Man skal vel nærmest være kosmisk bevidst, før man har fuldt, bevidst herredømme over immunforsvaret? Det ved jeg jo så ikke om Katie har?

vh
Jan

På videnskab.dk er en aktuel/ny artikel om laserbehandling af hornhinder,
gode erfaringer, efter 8 år, (har ikke læst den)
Kærlig hilsen
(Raske øjne ni år efter)

Hej allesammen, jeg er ny her. Håber vi får en hyggelig tid sammen.

Jeg må indrømme, at jeg har samme holdning som Ejby.

Og hvis det med organer der skifter univers, skulle være et problem.
Skal vi så også stoppe med at klippe hår, og barbere os?
Jeg ved godt at hår ikke er organer, men de er da en del af vores univers, samt levende.

Bare mine ord!

Hej Mibro

Velkommen til forummet! Dejligt at du vil være med. Som du kan læse i mange af de gamle emner, som vi har haft oppe herinde, er det langt fra altid, at vi kan blive helt enige. Men det heller ikke så meget, for som Martinus siger, så er det vigtigste, at vi forbliver venner.

Med hensyn til at barbere sig, klippe hår og negle, så er problemet et lidt andet end med fx organer. Hår og negle tilhører nemlig mineralriget, og det betyder, at de i modsætning til dyr, mennesker og organer ikke har nogen som helst dagsbevidst oplevelse i den ydre verden.

Væsner i mineralriget kan slet ikke føle smerte fra ydre påvirkninger, da hele deres livsoplevelse er en indre genoplevelse af alle de oplevelser, som de havde, da de sidst levede i en ydre verden. Denne genoplevelse - selv af de allerværste lidelser, de har haft - opleves her som ren salighed, hvad vi nok kan have svært ved at forestille om på nuværende udviklingstrin.

Martinus beskriver det således:

Læs selv videre i onlineversionen af "Livets bog" på Martinus Instituts hjemmeside:  "Livets bog", bind 6, stk 2111

Venlig hilsen
Petersh

Ja, så er jeg helt gal på den! Jeg undskylder.

Men alligevel, sæt dig i denne situation;

En meget tæt på dig eller en som virkeligt har brug for din hjælp, person ligger for døden og du er den eneste som kan hjælpe. Så er mulighederne: At påføre dit organ smerte(dog uden selv at dø), men at den anden person muligvis overlever. Eller ignorere det, og sige at du ikke vil hjælpe, ikke dele dit organ, og at den anden dør. Jeg ville personligt vælge nummer et, fordi det mener jeg er "næstekærlighed"

Tak for velkomsten!

Hej Mibro

Jeg kan sagtens følge din og Ejbys tankegang. Alligevel vælger jeg at sige nej til organdonation ud fra de argumenter, som jeg har beskrevet i mine tidligere indlæg i denne tråd.

Men hvis jeg virkelig stod i en situation, hvor jeg kunne redde et liv ved fx at donere min ene nyre, så er det da muligt, at jeg ville handle anderledes i den konkrete situation...

Venlig hilsen
Petersh