.

Har M ikke sagt noget med at det nærmest er frugtens mission at blive spist. At den er skabt til det (eller er det noget jeg har drømt). 

Vh Thomas

.

Enig

Kh. Ejby

Den udvikles ved at blive spist. Den diskarnerer ikke, lider ikke. Den jubler!

jeg tænker at jordbær agurk tomater o.v.s. må være et mellem stadie mellem grønsag og frugter.

hvad tænker i

jeg mener ikke som sådan martinus går i dybden med den slags

Hej Mibro
Planter mærker ikke smerte, fordi den ikke har et fysisk centralnervesystem (som dyrene og menneskene har), der kan viderebringe smerteimpulsen til plantens fysiske bevidsthed.Planter vil gerne ind og "mærke" den fysiske verden ,da den har levet æoner af tid i Lysets verden...

Modne frugter er beregnet til direkte optagelse i en organisme,der finder mindst drab sted.
Læs Ruth Olsens artikel  fra den nye verdensimpuls: http://nyimpuls.dk/dnv-online.html

.

Hej
Der er forskel på at fortære en plante (salat,gulerod,bladselleri ex.;egl. blade,rødder,stængler),og så fortære en moden frugt(tomat,agurk,melon,æble osv.)

Salaten "slagtes" i dens ungdomsstadie,altså ikke fuldmoden

Man stjæler gulerodens oplagsnæring,som den skulle have brugt til næste års blomstring og frøsætning..

Og slagter bladsellerien inden den når blomstringsstadiet..

Men alligevel er planteføde bedre end kød,da der finder mindre drabsproces sted,både overfor plantevæsenet,men også for en videre fordøjelse.Der finder jo også en drabsproces sted i mave/tarmsystemet.. 😮

Hej!

Jeg vil godt lige vende tilbage til trådens emne: nemlig det tilsyneladende paradoks med: at alt er liv, og man skal ikke dræbe, men man kan ikke undgå at dræbe.

Mht. paradokser så findes de dybest set ikke. Der findes kun noget, der tilsyneladende er et paradoks.

Ordet 'paradoks' betyder selvmodsigende. Dvs. hvis en beskrivelse af et eller andet er paradoksal, så er den selvmodsigende, den er logisk inkonsistent. Dvs. den er forkert.

Men den kan godt være tilsyneladende paradoksal. Hvis man fx. ikke ved hvad tryllekunst er for noget, så virker det paradoksalt, hvordan en tryllekunstner kan hive en kanin op af en tom hat. For det kan han jo ikke! Men når man alligevel ser, han gør det, så er der bedrag med i spillet. Tilsyneladende hiver han kaninen op af den tomme hat. Men i virkeligheden benytter han et eller andet trick, der gør, at det bare ser sådan ud. Og så er paradokset ophørt med at eksistere. Det var bare et trick, hvilket vil sige, at der var ukendte faktorer tilstede.

En paradoksal beskrivelse er med andre ord en beskrivelse, der ikke er tilbundsgående. Den udelukker nogle faktorer, som derfor i beskrivelsen er ukendte.

"Der, hvor uvidenhed fjernes, ophører det såkaldte 'onde' med at eksistere", siger Martinus. Og man kan tilføje, at det gør det såkaldte 'paradoksale' også.

Der er ikke noget, der er paradoksalt. Alt er noget, der er. Dette noget er evigt. Og dette noget er levende. Og det er der ikke noget paradoksalt i. Det der er evigt er årsagsløst, og noget som er årsagsløst, kan ikke være paradoksalt.   Det levende har en oplevelsesevne, som er evig. Den oplevelsesevne kender vi ikke til bunds. Og derfor kan den virke paradoksal.

Martinus siger, at livsmysteriets løsning er at finde i det såkaldte 'perspektivprincip'.
Når tryllekunstneren kan trylle, så skyldes det, at han bruger tricks.
Når det levende væsen kan skabe og opleve, så er det også vha. et 'trick' (et 'illusionsprincip'), men dette 'trick' er evigt, og det er dette trick, der kaldes 'perspektivprincippet'.

Vi ved altså i princippet, hvordan en tryllekunstner bærer sig ad. Vi ved, at han bruger tricks, at han 'snyder'. Og derfor kan vi sige, vi har afsløret ham. Men vi ved ikke nødvendigvis hvilke tricks, han bruger, altså hvordan han snyder. Det kan være, han har kaninen i ærmet, eller at den er i  et skjult rum i hatten. Og der kan være mange andre måder, han kan 'snyde' på.

Hvad angår det levende væsen ,så frembringer det også tilsyneladende timelighed ud af evigheden. 'Tricket' der anvendes er et evigt 'trick'. Nemlig perspektivprincippet. Og med den viden er livsmysteriet i princippet afsløret. Vi ved ikke nødvendigvis, hvordan perspektivprincippet bærer sig ad, men vi ved i princippet, hvordan det virker, på samme måde som vi i princippet ved, hvordan en tryllekunstner kan trylle. Livsmysteriets løsning er analysen af noget evigt, der er identisk med  et levende væsen, der på den mest overordnede måde principielt kan beskrives med en tre-enig analyse.

Der, hvor man  har tilstrækkelig viden, ophører paradokser med at eksistere. Der, hvor vi har utilstrækkelig viden, der opstår det ene 'paradoks' efter det andet. Men efterhånden som man får mere viden, opdager man, at paradokset kun var tilsyneladende, at det skyldtes, at der var noget, man ikke vidste om fænomenet, og som man derfor måtte opfatte som paradoksalt.

Hvis man så kigger på 'paradokset', at alt er levende, og man er i en fysisk verden, der er konstrueret på en sådan måde, at man ikke kan leve i den uden i en eller anden grad at dræbe, samtidig med at det 5. bud lyder: "du skal ikke dræbe",

så er paradokset i dette, at man fx. opfatter "budet", som et krav, der skal opfyldes øjeblikkeligt af alle til enhver tid.

Men det er en misopfattelse. Budet: "Du skal ikke dræbe", henviser blot til, at hvis du vil være borger i den fredens verden,  som af Kristus blev kaldt "himmeriges rige" og som Martinus kalder "det rigtige menneskerige", så må du først lære ikke at dræbe.

Men at dræbe eller ikke dræbe, det er ikke en binær tilstand, hvor man enten dræber eller ikke dræber. Det er en glidende proces, der forløber over årtusinder.

For nogle år siden blev der opført et teaterstykke, der hed "Stjæl lidt mindre". Det kan man jo grine (eller græde) af, afhængig af perspektiv og temperament. Men man kan under alle omstændigheder også betragte det som en lavpraktisk anvisning til at arbejde med det der med at stjæle. Det er ikke sikkert du kan lade være med at stjæle, men så kan du måske stjæle lidt mindre. Så er det måske mere overskueligt. Og dermed bliver det så et pædagogisk redskab.

På samme måde kunne man sige: "Dræb lidt mindre - hvis du altså kan", så er  det ikke en vred diktator, der hænger på skuldrene af dig og pisker dig, fordi du ikke kan lade være med at dræbe. Men derimod en medfølelende inspirator, som siger: "Ja, selvfølgelig er det da svært, når man ikke kan. Men alle gør det, så godt de kan. Og det gør du også. Og det er det eneste, det drejer sig om at forstå. Og kan man ikke forstå det, så er der ikke noget at gøre ved det lige nu.  Så: dræb lidt mindre, hvis du kan. Og ellers må du jo dræbe det, du nu har brug for og er nødt til".

venlig hilsen
Jan

Hej Jan

Tak for et super indlæg - en fornøjelse at læse!

vh. Petersh

det samme her petersh
og jacob og cai den køber jeg det føles rigtig 

.

.

Den uundgåelige paradoks er at i evigheden, fra evighedens synspunkt,  er både-og gyldigt men i den timelige verden kun enten-eller.