Kære Steen2,

Hvor har Du læst at 'Alt' er en illusion ?,

det Vi umiddelbart sanser er ikke det, det ser ud til at være, men en illusion,
og når Du har læst dette, så har Du også læst, at det er en VIRKELIG illusion,

Kærlig hilsen
Holger

Hej Steen2.

Det er vel ikke til at komme udenom, at det man oplever også er virkeligheden. Det vil altså sige, at der findes lige så mange virkeligheder, som der findes væsener der oplever livet. Den fysiske verden er måske i bund og grund en illusion, men det gør den vel ikke mindre virkelig? ???

I den åndelige verden oplever vi ved at "drømme" altså en illusion.
I den fysiske verden oplever vi ikke det vi tror vi oplever også det er en illusion.

Hvornår er det ikke en illusion ?

Hvornår er virkeligheden , virkelig ?

Eftersom vi, i henhold til Martinus, kun kan karakterisere det virkeligt levende væsen som "noget som er", så kan du aldrig nogen sinde via sanserne opleve den virkelige virkelighed.

Men det vi oplever forandres jo ikke af, at vi ved det er en illusion. For 600 år siden vidste man ikke, at jorden var rund. Det ved jeg godt, men den ser nu alligevel ud til at være flad - i hvert fald det af den jeg kan se. Jeg ved også godt, at den farer af sted i universet med en vældig fart - men det kan jeg alligevel ikke mærke. Jorden under mig er klippefast, det er en illusion, men jeg kan alligevel bygge et hus på den, uden at det vælter.

Jeg mener altså godt, at du kan have tiltro til, at det du oplever er virkeligt, selv om du ved det er en illusion. Hvis jeg vælter på min cykel, så gør det ufatteligt ondt, og smerterne tager ikke hensyn til, at den fysiske verden er en illusion.

Altså kort sagt: "Virkeligheden" bliver ikke mindre virkelig af, at vi ved den er en illusion.

Hvis jeg vælter på min cykel, så gør det ufatteligt ondt, og smerterne tager ikke hensyn til, at den fysiske verden er en illusion.

****

Nææææ nej , hvis du vælter på cyklen så er det fordi du har noget hemmelig karma tilgode
og derfor skal opleve den smerte der medfølger. OGSÅ det er en illusion.

Livet er en drøm. Drøm videre 

En illution er, at virkeligheden er den eneste virkelighed.
virkeligheden er, at illutionen skaber noget vi kan forholde os til lige her og lige nu.
Når vi forstår og behersker begge dele er vi på vej til, at blive guds medskabere....

Kh.Pondus

En illusion er ikke det samme som illusionernes illusion

Jeg kan godt forstå nogles forvirring omkring illusioner, og som Steen selv er inde på, hvis man vælter af cyklen, kan man slå sig så meget, at det virkeligt gør ondt. Dette er næppe en illusion, men en virkelig reel oplevelse. Smerte er ikke en oplevelse, man kan slukke for under viljens kontrol, men smerter skyldes ganske enkelt kortslutninger i de områder, som er læderet, altså noget er kommet ud af en naturlig balance.

Lad mig give et eksempel på en illusion: Et farvefjernsyns billedrør (Tv-skærmen) består af tre farvekanoner, der er monteret inde i selve billedrøret. Den ene farvekanon udsender rødt lys, den anden udsender grønt lys og den tredje udsender blåt lys. Ved at slukke for to af farvekanonerne, vil der kun være en farve på skærmen fx den røde farve; altså skærmen lyser rødt, tror vi, for sådan opfatter ”hjernen” det. Er alle tre farver i balance, dvs. lyser med samme styrke, vil vi opleve skærmen, som den lyser hvidt og hvidt er næppe en farve i sig selv. Nu kommer det interessante, for i samme øjeblik, vi varierer lysstyrken i de tre farvekanoner, kan alle andre farver frembringes på skærmen, ved at blande forholdet mellem de tre farver rød, grøn og blå.

I virkeligheden eksistere der ingen farver overhovedet, det er og bliver en ren illusion, men vi oplever igennem vores sanseredskaber, det som farver, og det er i virkeligheden en genkendelse af lysets forskellige bølgelængder, som bliver til farver i vores bevidsthed. Alle oplevelser beror på genkendelse lov, siger Martinus, det må derfor jo også gælde for lysets bølgelængder. 

I virkeligheden er alt materie også en illusion, ligesom farverne, men det betyder ikke, at materien, ikke findes, men går vi ind i materiens byggestene, opdager vi, at det opløses i tomrummet, det bliver pludseligt usynligt og nye tomrum kommer tilsyneladende frem osv. Det vil fører alt for langt at komme ind på alle detaljer her, men det er som om, at materien opløses i tomrum inde i tomrum osv. Det var det Martinus kunne se, og i virkeligheden er det energien/bevægelsen, der laver en spændingstilstand (tiltrækning og frastødnings princippet) der får os til at opfatte det som faste eller flydende former. Kosmisk set, siger Martinus, er alt immaterielt; men takket være energi/bevidsthed forvandles det immaterielle til noget evigt skriftende illusion af det immaterielle om til en oplevelsesform, som viser sig i formernes verden, ligesom farverne i billedrøret, hele tiden kan lave nye billeder på Tv-skærmen. Men vi startede med de tre farver, rød, grøn og blå, ligesom vi har X1, X2 og X3, til at lave et ”syn” af sig selv.

Det må i højeste grad siges, at illusionerne virker og det endda så godt, at selve smerterne er reelle nok takket være en kortslutning, hvorved der opstår en for stor spændingstilstand i det ødelagte område af kroppen. Så selv om det den fysiske krop materiemæssigt er en illusion, kosmisk set, er det ikke illusionernes illusion. 

[align=center]Med kærlig hilsen
Svend Erik[/align]

Hej
jeg syntes at det er svært at forstå for min hjerne!
I virkeligheden er kun den virkelige virkelighed virkelig!!!
Den virkelige virkelighed er jo at vi er skabt i guds billede at vi har lånt vores jeg af gud!
og han/hun har så virkelig en drøm om virkeligheden, som føles virkelig...
Gud må være skitzofren i sin virkelighed! og os også ?
eller hvad?
Pipia

Hej pipia! 

Det vi oplever, er virkeligt nok, ligesom billedet på et fjernsyn, men kigger vi på et punkt i fjernsynsbilledet, er det enten rødt, grønt eller blåt. Først i det øjeblik, man har en passende afstand til alle de punkterne i billedet, ser vi ikke længere de enkelte punkter, men at der derimod dannes et helstøbt billede. På samme måde er det også med et avisbillede, tager man en lup, vil man kunne se de enkelte rastepunkter på billede, men summen af disse rastepunkter, får hjernen til at opfatte det som et billede (perspektiv princippet). Jeg skal gerne medgive, at for nogle kan det her være tørt stof og meget teknisk, men hvis man vil trænge i dybden med illusionsprincippet, vil man opdage, at det egentligt er meget logisk, vi er bare ikke vant til, at tænke over det på denne måde.   

Martinus har valgt at bruge betegnelsen X for det levende væsen. I sin analyse har han delt dette X op i tre funktioner, som vi kender som X1, X2 og X3, men de er i virkeligheden ikke adskilte. Hele verdensaltet består kun af et X (Guddommen). Det kan for os måske være svært at forstå, at Guddommen er i stand til at splitte sig selv op i de mange (gudsønnerne), men det kan han/hun altså; så med andre ord, da alt består af Gud, må alt hvad der eksisterer være Gud. Men for at Gud kan opleve, må han/hun opleve sig selv gennem de mange ”rastepunkter” (gudesønnerne), ligesom når vi ser på et billede, det består jo også af rastepunkter, men tilpasset vores lokale perspektiv. 

Naturligvis er det noget mere indviklet at forstå, hvad Gud er for en størrelse, dybest set og hvordan Gud kan opleve sig selv via de mange (gudesønnerne), men det er netop det Gud kan, fordi vi er en del af ham og ikke noget uden for Gud. Eksemplerne med fjernsynsbillederne og avisbillederne angående rastepunkterne, kan være en god hjælp til at forstå illusionsprincippet i alle former for oplevelser. Det er på denne måde, at Gud skaber oplevelser, ved at Gud og gudesønen har hvert deres perspektiv at sanse igennem. Guddommen kan ”bladre” i alle gudesønners oplevelser i ethvert kosmos, ligesom vi kan ”bladre” i vores lokale oplevelser eller kosmos. Efterhånden som intelligensen og intuitionen udvikles, vil vi mere og mere være i stand til at forstå illusionens magiske egenskaber.

[align=center]Med kærlig hilsen
Svend Erik     [/align]

Kære Svend Erik!

Tusinde tak for et meget oplysende svar!

Nu ved jeg at det er en peditesse, men man bruger altså ikke raster til avisbilleder mere!
Jeg arbejdede selv som pressefotograf da det blev afskaffet ( i 80`erne), og det var en befrielse ikke at skulle ligge et "rastefilter" over billederne i gamle dage da man stod i mørkekammeret, for det var endnu
en forsinkelse før billederne kunne blive afleveret til  trykken.
Grunden til at man kan se noget af "det hvide papir" under lup ved et avisbillede skyldes at
det er trykt på noget meget billigt papir som hvis man ser overfladen under lup ligner bjergkæder
og tryksværten ligger sig kun på "toppene". Hvis du derimod studerer en bedre papirkvalitet (såkaldt
krideret papir...papir der har fået lagt et lag kridt og strøget bagefter), ja så er der ingen bjergtoppe
og der findes derfor ingen hvide punkter i overfladen, kunstbøger er som regel udført på denne type
papir!
Jeg ved godt at litrografi og papirkvalitet ligger milevidt fra denne diskution, men jeg er lidt pernitten
mht ting jeg ved lidt om, undskyld.

Tilbage til hoveddiskutionen, det billede du tegner med rasterne er et godt billede, det minder
mig om Martinus hovedsymbol som jo også viser "gudesønnerne" som et filigran mønster på baggrund
af "Hoved Guden!.
Men det gør det nu ikke nemmere for mig at forstå at en sjæl kan blive mange sjæle, ja uendelig mange sjæle. Hvordan kan X vide hvem han er?
Når han surfer rundt i de mange bevidstheder der findes, hvordan kan han så vide hvor han selv er?
Martinus sagde at "Guds veje er ransagelige", men måske Guds "Hjerne er Uransagelig".

Stort spørgsmålstegn fra
Pipia

Kære Pipia! 

Nu sætter du mig lidt på en prøve!  ???

Nej det er rigtigt, at man bruger en anden teknik i dag, men jeg synes det med rastepunkterne billedligt illustrerede det godt. Ser man på et fotografi, består det også af et utal af små korn, og hvert korn har så sin ”farve”, det er også en slags ”rastepunkt” og princippet gælder for alt slags billeddannelse.

Til spørgsmålet om de mange sjæle, skyldes det, at Guddommen takket være princippet i X1, kan spalte sig ud i de mange enheder, kvanter eller gudesønner (X2 og dermed også X3). Man kan også vende det om og sige, at Gud består af de mange og derfor vil summen af disse X2’er tilsammen danne Guddommen. Men jeg skal indrømme, at det sætter vores forståelse på en prøve. Martinus siger, at X1 er det samme i alle levende væsener, men når det er det samme i alle levende væsener, så er det jo også i Guddommen selv. I sin højeste analyse, er alt immaterielt, men når det er immaterielt, har det jo ingen faktisk størrelse og derfor hverken kan måles eller vejes. Kunststykket består i for Guddommen, at forvandle det immaterielle om til noget synligt.

Man kan måske bedre forstå det på denne måde ved at sammenligne det med en hvid baggrund. Først når ”noget” filtrerer noget af lysets hvide ”farve” væk, kommer der pludselig farver på baggrunden (tænk på moderenergien der igen føder de seks grundenergier) og det er dette tricks Gud laver med sig selv. Hermed har Gud skabt et billede af sig selv, men dette billede må jo bestå af ”rastepunkter” nemlig X2’er, ellers var der kun et ”rastepunkt” at opleve. Det er på denne måde, at gudesønnerne kommer ind i billedet. I virkeligheden har gudesønnerne altid været til stede, ellers giver det her ingen mening.

Du spørger, hvordan kan X1 kan vide, hvem han er? – Det kan han, fordi X1 er spaltet ud i de mange X2’er og dermed får hvert "X1" sin X2’er, der så igen skaber et lokalt syn af sig selv som X3, men det er da også noget af en præstation fra Guds side, på samme måde som hvis vi skulle løfte os op, ved at trække i vores hår. Vi kan kun tilnærme os en forklaring, det må vist kræve kosmisk bevidsthed, for virkelig at kunne forstå X1 evne til at spalte sig ud i de mange.

[align=center]Med kærlig hilsen
Svend Erik[/align]

Hej
Endnu engang tak for dit engagement og uddybende svar Svend Erik, jeg glæder mig altid over
din kærlige indsigt i verdensaltet.
Det er en god diskution du har sat igang Steen!
Det ene kosmiske glimt jeg har modtaget satte en masse følelser igang hos mig.
Dels en glæde. så stor som aldrig før, over at opleve at Guddommen virkelig findes!
En glæde over at døden er en illution og en lykkeføelse der fik mig til at gå "rundt på skyerne"
i mindst en uge før jeg fik "jordforbindelsen" tilbage igen.
Men også et chok over at "denne verden" tilsyneladen var et "støvkorn"/" en tågeillution"/en ligegyldihed der kunne forsvinde hurtigere end man kan nå at blinke med øjnene!
Et chok der har holdt sig, så jeg idag helt er holdt med at meditere!
Et chok over at ryge ud af den fysiske krop og opleve "at være i Guds primære bevidsthed",
opleve et hav af kærlighed, viden og energi der overgår mine begrænsede ord.
Men også en angst for at miste mit "Jeg", for hvem er vi dybest set andet end en flok jegger
der er fortalt af GUD, og min skræk går på at jeg er deltager i en "tegneserie", uden at vide det og
at "forfatteren" kan skrive mig ud af historien!
Er dette forståeligt for andre end mig?
Venlig hilsen
Pipia

Hej pipia.

Ja, vi er inde på en spændende diskussion.

Du skriver, at du har en angst for at miste dit jeg, og at du er bange for at blive skrevet ud af historien. Hvis det kan lade sig gøre er vi vel derhenne hvor "noget" kan blive til "intet". Som jeg læser Martinus er denne "jeg" fornemmelse en del af X1, og dermed vil den aldrig nogen sinde forsvinde. Jeg-fornemmelsen er således ikke noget skabt, men derimod noget evigt eksisterende. Som jeg læser dit indlæg ser du Gud som en forfatter, der sidder og skriver en tegneserie, og bestemmer sig for at lade dig udgå. Jeg tror ikke man kan betragte Gud som en forfatter der sidder og skriver på en historie, som han selv er helt uafhængig af - i min forståelsesverden ER Gud selv historen, han skriver den ikke. I og med at Gud er selve historien findes der ikke noget sted hvor man kan "udgå" af denne historie, idet der ikke findes noget uden for Gud.

Men egentllig er tanken vel absurd - jo mere jeg tænker over, at mit jeg skulle kunne blive til intet, jo mere absurd bliver denne tanke. Hvis "jeg" en dag bliver til intet så kunne man jo passende sige "og hvad så"? "Jeg" ville jo aldrig opdage det, eftersom der jo ikke ville være noget "jeg" til at fundere over at "jeg" nu pludselig var blevet til "intet".

Er Gud almægtig? Et spørgsmål der heller ikke kan besvares. Hvis "nej", så er vi da vist grundigt på den. Hvis "ja", er han så så almægtig, så han kan "slukke for sig selv", eller måske slukke for de væsener han ikke bryder sig om? I så fald kan vi vel ikke udelukke, at alting en dag forsvinder, og hvis Gud nu "slukker for sig selv", hvem skal så få ham i gang igen?

Svaret må altså være et JA , det er altid en illusion (for os)
Grunden må være perspektivet , da lige meget hvor vi befinder os
kan vi aldrig fylde hele guddommen og se alt på en gang (det kunne M ingengang helt)
Det der ser stort ud et sted må se småt ud et andet sted. Det der ser samlet ud et sted
ser spredt ud et andet sted.
Og ja vi deltager i en "tegneserie" af ejen fri vilje. Og ja i den har vi noget frihed
men ikke ubegrænset frihed.
Men det er da mærkeligt at tænke på at virkeligheden, aldrig bliver virkelighed    mææærkeligt

Kære 'Virkere',

Hvis Jeg lige må medvirke med en kommentar,
så er Vi 'Virkere', der med Vor 'Virkeevne', tilvirker 'Virkeligheden',
der samlet set udgør den virkelige virkelighed,
'Det evige virksomme væsen',

Kærlig hilsen
Holger

Hej
Det farlige ved meditation er jo netop at man opøver ( ved hjælp af simple teknikker)....
en måde at "standse  verdenen" på....at man bliver tanketom og derfor ser hvad der ligger
bag, al den fortællen som vi konstandt roder med i dagtimerne ophører og vi.....
var det "Sokrates"? der fortalte historien om at vi mennesker i virkeligheden befinder os i en hule med ryggen til indgangen, hvorfra vi bedømmer verden efter de skygger vi ser projiceret op på væggen,
istedet for at vende os om og se verdenen som den virkelig ser ud og allerhelst gå ud af hulen og
se hvilket lille grundlag vi har haft til at bedømme ud fra?
Yogierne lærer os at ved at "stanse" verdenen så skal vi netop se den.
Den virkelige verden befinder sig i vores indre, altså tættere på end de fleste aner.
Men vi flygter fra os selv, ved ikke at turde være alene med vores tanker (de fleste!)
Kun den der har set verdenen ved at lukke øjnene, har set sig selv i øjnene!
Nok om det ævl ......det har vi yogier til!
Det der interesser mig er om denne soap opera vi kalder vores liv, om den er interessandt "for
ever", for selv om eks. "Dollars" , kørte i en evighed føltes det, så fik den trods alt en ende.
Men vi kvinder er jo tålmodige med den slags, så man må håbe at Gud`s kvindelig side, holder ved
og lige som en anden Big Brother har nysgerrighed og interesse i at følge med i vores eskapader og udvikling.!!?  ??? 
Vi er da for interessandte til at skrive ud af historien ikke?
Jeg syntes i hver fald at jeg er interessandt og det må jo gælde for os alle,  og så har du ret
Svend, at blive skrevet ud af historien, er en hån mod vores nysgerrighed mht os selv og andre!
Men det at stoppe tankerne, ved hjælp af meditation, giver jo huller i historien, og man kunne måske falde i et "stort sort hul" lige som i den dybe søvn hvor der ingen hjerneaktivitet kan måles.
uuuuuuuhhhhh!
gys fra mig
Pipia

Kære Pipia,

'Platon's hule',
ja, man kan jo ikke standse verden eller tanken,
der er jo nok snarere tale om at 'få øje' på 'tænkeren' den usylige del af Os, der er bag tanken, og som er stilhed, og som Vi benævner 'Jeg'et',

Kærlig hilsen
Holger

Kære Pipia,
Nu skal jeg ikke være fortaler for meditation eller ikke-meditation, men det der reelt sker når du meditere er jo ikke at du skaber huller i historien eller standser verdenen. Til gengæld opfatter/ser du historien fra et andet bevidsthedsplan. Vi eksistere jo på alle planer hele tiden selv om vi kun er dagsbevidste i det fysiske. Og den dag vi "dør" i vores fysiske bevidsthed, så fortsætter vi jo bare historien med et andet sæt briller. Men det er jo stadig samme historie, samme bagved liggende jeg. Det er bare et spørgsmål om hvorfra vi ser "historien".
Kærlig hilsen Jane

Kære Pipia

Meditation er dybest set at find det sted i os hvor der ikke findes støj fra astrale eller lavere mentale støjkilder og dermed komme i harmoni med det bagvedliggende selv.
At meditation kan misbruges er ingen hemmelighed, det kan alt hvis det er hvad vi søger, intentionen bag enhver handling er altid vigtigere end den umiddelbare handling også karmisk set.
Det meste af det der bliver kaldt meditation er forskellige grader/stadier af egentlig meditation med forskellig formål.
Søger vi svar i et bestemt spørgsmål kan vi ved øvelse lære at slippe egoets konstante stemme og dermed få så meget ro at vi kan "se" ind begved støjen.

Helt konkret (som jeg selv oplever det) sker der det, at der til at begynde med er en del tanker og det er ret tydeligt at mærke kroppen men derefter "flyder" kropsfølelsen ud for helt at forsvinde og ret hurtigt lyder det nærmest som en radio der er dårligt indstillet, så det er muligt at høre flere kanaler på en gang og her er skiftet meget tydeligt fra denne støj til dyb og total ro og væren. Her i denne ro kan det lade sig gøre at "finindstille" på problemer og deres løsning eller bare opleve den balance og udrensning der sker i de grovere legemer.
En af de lidt sjove oplevelser der kan ske her er forskydningen i tid da oplevelser i denne tilstand først sker senere i den fysiske verden som for eksempel engang min datter under en meditation bankede på døren og stille kalde: far, far er du vågen? jeg afbrød meditationen og det føltes som at gå et par trin ned ad en stige og kort efter bankede hun på døren og kaldte nøjagtigt som jeg oplevede det men det var først nu hun rent faktisk gjorde det.

Det giver bestemt ikke huller i historien men måske overskud til at opleve lidt mere historie da et kvarters meditation sagtens kan gøre det ud for et par timers søvn.

Kh.Pondus