Det faldt mig ind hvor fantastisk livet er indrettet også når det drejer sig om viden.

Det der er viden for den ene er tro for en anden og overtro for en tredje.

Viden og tro er vel egentlig det samme? Ved vi noget som absolut sandhed? Eller er alt hvad vi tror vi ved højst en lille flig af sandheden og som oftest måske slet ikke sandt. Hvis vi står på et udsigtspunkt så ser landskabet ud på én måde, mens det ser helt anderledes ud fra et andet udsigtspunkt.

Martinus skriver at vi mennesker på et tidspunkt kun havde evne til at tro og at vi senere i de andre riger gennem vores intution vil komme til at vide. Det betyder vel at der ikke er ret meget vi egentlig ved nu?

Når jeg nævner kosmologien for andre mennesker så er der nogle der griner af den (eller af mig), andre nærmest lukker af og vil slet ikke lade det ind, andre igen har en masse argumenter for hvorfor det ikke kan lade sig gøre, hvorfor det ikke kan være rigtigt, beviser fra videnskaben osv. Andre igen er nysgerrige og åbne for at høre hvad det er.

Jeg har selv tænkt på hvordan man bedst kan hjælpe til at sprede dette for os dejlige budskab og så slog det mig hvor fantastisk disse forsvarsmekanismer egentlig er indrettet.

En person som ikke har glæde at kosmologien (eller enhver anden viden/tro) vil helt automatisk have en forsvarsmekanisme der afholder budskabet fra at trænge ind. For en sådan person kan denne eller enhver anden viden være skadelig og dermed ikke en hjælp for denne persons udvikling.

Jeg tror også forsynet hjælper til med at holde skadelig/ubrugelig viden væk fra personer der ikke er klar til det. Ofte bliver de største verdensgenløsere som Martinus og Jesus latterliggjort af det store flertal, ligesom vi kender latterliggørelse af folk der tror på spøgelser, ånder, julemanden osv. Er latterliggørelse netop et af forsynets værktøjer til at sikre at viden kun kan tilgå de mennesker der har glæde af at modtage denne viden?

Med kærlighed

Lars