Kære Steen2,

I samme bog fortælles også om killingen der har øjne ved fødslen, men den skal først vænne sig til lyset, og derefter begynde at orientere sig,
noget andet er, at forstå og forklare grundenergiernes natur og virkemåde, 100% matematisk, er det allersværeste man overhovedet kan beskæftige sig med,

ganske kort, indtil videre,

Kærlig hilsen
Holger

Hej Steen2

For at blive god til noget må man øve sig. Det er et universielt princp der gælder for alle uanset hvem man er. For Martinus var øvelsen at finde frem til, hvordan han bedst kunne præsentere sine analyser, så de var til at forstå for os mennesker.  Her er det vigtigt at bemærke, at Martinus allerførst skulle finde frem til hvad der i det hele taget var de vigtigste spørgsmål for menneskeheden at få besvaret, og her fik han blandt andet hjælp af Lars Nibelvang. Den største udfordring for Martinus har således ikke været at forstå verdensaltet, men hvordan han skulle præsentere det. Deri hans mission. Og det er igennem slutresultatet, vi skal vurdere hans analyser, ikke den vej han er kommet til dem, det er kun af historisk interesse. Vi skal vurdere slutresultatet på samme måde, som vi vurderer mesterværker af Michelangelo og Van Gogh  (og ikke deres skitser og kladder). Giver de mening og beskriver de livet som vi ser det ? ja, det kan kun vi selv hver især vurdere

kh.
Kenneth

Hej Steen2

Jeg vil gætte på at Jesus også havde en periode, hvor han skulle have styr på tingene (men jeg er ikke bibel stærk nok til at pege på det). Perioden har selvfølgelig være væsentlig kortere end de år Martinus brugte på at lave sine symboler etc.

kh
Lasse

Hej Lasse m.fl.

Det har du ganske ret i. Jesus tilbragte 30 dage i ørkenen, hvor han kæmpede med sin egen tvivl og blev fristet af "djævlen". Da han havde fået styr på de "bagateller" kunne han begynde sin mission. Han havde iøvrigt også en tvivlsperiode senere i Gethsemane have .... og senere igen på korset  :

kh,
Torben

VAR MARTINUS FULDKOMMEN,
Basalt set, er Vi Alle evigt fuldkomne, og den samme Ånd,
det er værd at huske på,

Kærlig hilsen
Holger

Hej Holger,

I følge Martinus gør vi alle det så godt som vi kan på baggrund af vores nuværende udvikling. I det evige perspektiv er vi alle som vi skal være

Man kan dog måle fuldkommenhed mere lokalt i form af moralsk udvikling. Her udvikles vi mod moralsk fuldkommenhed og frem mod at blive rigtige mennesker. Moralsk skulle Martinus være fuldkommen, dvs. have overvundet de dyriske anlæg og tilegnet sig de menneskelige.

Det betyder ikke at han er det på alle andre områder. Willy holdt et foredrag om Martinus for et par uger siden på klint, hvor han fortalte at Martinus en gang havde trøstet ham med at han også kunne lave fejl. Willy mente så er det nok var begrænset til slå-fejl på skrivemaskinen, men alligevel

kh
Lasse

Kære Lasse,

Ja, 'hvis' fejl er udviklingens moder, (kinesisk ordsprog)
så er fuldkommenhed evighedens moder,
det lokale og det evige perspektiv,

Kærlig hilsen
Holger

Hej Holger,

Giver det mening at tale om fuldkommenhed i et evigt perspektiv? Jeg mener, fuldkommenhed er noget man opnår og dermed en timelig ting. Jeg er med på ideen om at "Alt er såre" etc., men er det det samme som at evigheden er fuldkommenhed?

Måske er det mere en sprog ting end egentlig indholdsmæssig ting ???

Tænker..
Lasse

(?.1)  Ja, Vi kan skelne mellem 'evig' og 'lokal' fuldkommenhed,
(?.2)  Ja, 'Hvis bare et støvfnug kunne lægge sig tilfældigt, så ville verden være af lave',

Vi kan også tale om at skelne mellem en evig og en lokal 'sprog ting',

Kærlig hilsen
Holger

Hej Lasse,

Nu skriver du godt nok: "Hej Holger", og jeg er ikke Holger, men vil gerne svare alligvel:

Som du selv nævner, er "alt såre godt". Det er det lige nu, og i al evighed. Alt er ligeledes fuldkomment lige nu, og i al evighed. Og alt er på samme måde alkærlighed.

Dette er en kendsgerning set fra evighedens (eller det mest virkelige/den færdigtudviklede sanseevnes) perspektiv. Set fra en ikke-færdigudviklet sanseevnes perspektiv, er der meget, der opleves ufuldkomment og ukærligt. Men i virkeligheden er det ingen af delene. Det er derimod ubehageligt. Og nogen gange frygteligt ubehageligt. Men at noget er ubehageligt, betyder ikke, at det hverken er ufuldkomment eller ukærligt. At det opfattes sådan, skyldes alene den ikke-færdigviklede sansesevne, hvis  perspektiv ikke strækker tilstrækkeligt langt. Denne begrænsning medfører, at man dermed (midlertidigt) mister evnen til at se meningen med lidelsen. Lidt på samme måde, som det lille barn muligvis ikke kan se meningen med at forældrene ikke lader det lege ude på motorvejen.

Alt er således fuldkomment og kærligt. Men da vores sprog er stærkt begrænset, har vi måtte bruge de samme ord til at beskrive forskellige ting.

Til at beskrive et kristusvæsens mentalitet bruger vi fx. ordet "kærligt", medens vi bruger ordet "ukærligt" til at beskrive et barbarisk væsens mentalitet.

Hvis nu man havde flere ord, var der måske mindre anledning til forvirring.  Ordet "kærligt" og "fuldkomment" bruges nemlig i to forskellige betydninger. De bruges dels om det forhold, der evigt gør sig gældende, nemlig at ingen som helst manifestation kan være meningsløs, og dermed ukærlig eller ufudlkommen takket være de evige loves eksistens. Samtidig med ordene også kan bruges i en mere "lokal" beskrivelse, nemlig at man kan sige om et væsens manifestation at det er "fuldkomment" eller "kærligt", men nu bruges ordene i en anden betydning, nemlig til at beskrive graden af visdom (eller helligånd/kosmisk bevidsthed), som det pågældende væsen i øjeblikket er i stand til at manifestere.

Det er altså ordenes indbyggede begrænsning, der gør, at de både kan så at sige "forløse" eller afklare, men uheldigivs også forvirre/skabe "tankedril".

Kærlig hilsen
Jan

Kære Jan,

Fin humor, og en god detalje, det at Vi er 'den samme Ånd', og at Du er Dig, og at Jeg er Mig,
er jo det store mirakel,

Kærlig hilsen
Holger

Mon ikke der menes: Var Martinus et "rigtigt" menneske?

Hej Claus

JA selvfølgelig er det -  som menes nogen gange gøres det så indviklet og næsten
utilgængelig for almindelig mennersker godt set

mvh
lars

Kære Claus,

Det er jo Steen2 der har formuleret spørgsmålet,
Jeg forsøger bare at svare så godt Jeg kan,

Kærlig hilsen
Holger

I filmen om Martinus vises der en episode hvor de vil spørge ham
om har er den tilbagevendte Jesus. Martinus gennemskyer dem
og svare nej inden de når at spørge.
Derfor tror jeg han var en "mindre?" ånd end Jesus men bestemt
en af de helt store.
Jeg kan godt lide kommentaren om Jesus blev fristet i ørkenen.
Det kunne tyde på at også Jesus skulle "teste" sine evner.

Tak for gode svar.

Til Steen!

Set ud fra evigheden er vi alle lige ”store”, også Jesus og Martinus. Dog er det ikke personerne vi skal dyrke og måle heller ikke i forhold til hinanden. Det er altså ikke Thomsen (Martinus) siden, vi skal måle på. Martinus har dog sagt, at han er en stor kapacitet og menneske nok engang ud i fremtiden, vil få i vide hvem han virkelig er. Nogen har ligefremt ment, at han var Jesus, men det er han ikke, siger han.

Det er jo budskabet altså indholdet i DTT, som er det vigtigste ligesom det er i Det Ny Testamente. Måde Jesus og Martinus var blevet udvalgt til deres specifikke missioner og derfor giver det ingen mening at måle dem i forhold til hinanden; men vi mennesker vil gerne måle og veje og sætte tingene op i mod hinanden (min far er stærkere end din).

Martinus skriver i Livets Bog, at han hverken kommer til at udgøre mere eller mindre end alle andre levende væsener. Dem der er nede i dag er måske oppe i morgen og omvendt. Vi kan jo godt se at fx en dranker måske er på vej ned, men set i evighedens perspektiv vil denne dranker en dag blive til en lysende engel.

[align=center]Med kærlig hilsen
Svend Erik [/align]

Hej Jan,

Hvis svaret kun var til Holger, så ville jeg ikke skrive det til ham i forummet Så svar endelig

Ja, der er to perspektiver på fuldkommenhed. Den evige og den lokale tidslige. Der er ikke meget mening i at tale om graden af fuldkommenhed i det evige perspektiv, da den er konstant. I det lokale perspektiv giver det bedre mening fordi f.eks. de enkelte væsener har forskellige grader af fuldkommenhed. Når man bruger et målepunkt, som f.eks. moralsk fuldkommen (færdigt menneske), så vil vi fremstå mere eller mindre fuldkomne, men vil stadig være fuldkomne i det overordnede evige perspektiv eller måske ud fra andre målepunkter (f.eks. det fuldkomne dyr).

Bragte det os tættere på en fælles forståelse?

Kh,
Lasse