Tro
Det snakkes ofte om vi tror eller vet. Det er en hårfin linje mellem disse to. Og tro er det plass til i en åndsforskers liv.
Vi har lært av Martinus at vi kan skille mellem to typer tro:
Instinktsmessig tro
Intellektualisert tro
Instinktsmessig tro baserar sig på facitter. Man tror på dogmer uten nødvendigvis at kjenne til den bakenforliggende analysen.
Intellektualisert tro baserar sig på analysen. Man stirrer seg ikke blind lengre på facitten, på dogmen. Man vil vide den bakenforliggende analysen. Selv om en sådan analys kan være for høy til å kunne forklares helt, nøyer mann seg ikke med bare facitten. Man vil vide. Man ønsker at vide. Man vill gi det en logisk eller hjernemæssig fortolkning.
På detta forum (og bland Martinus intresserade) antar jag att det kun forekommer intellektualisert tro. Den suggession som ligger i instinktmessig tro forekommer ikke, vil jeg anta.
Når man ikke alltid kan vide, beror det på att intuitionen och intelligensen ikke har udviklet seg tilstrekkelig på vårt utvecklingsstadium. Nogre analyser har en ingrediens af tro i sig. Med da er det ikke en dogmebasert, facittaktig, følelsesbasert tro; men en tro basert på intelligensen. Man bruger logisk eller hjernemæssig fortolkning så langt man kommer.
Kjærlig hilsen
Oscar
Dette innlegget tar jeg vare på.
Forresten, interessant blandning mellom svensk/dansk/norsk i dine innlegg.
Jepp 
Lærte norsk på 70-tallet og flyttet til Norge i 1984. Jobbet noen år i Sverige (der kom svenskespråket inn og blandet seg smukt inn i norsken min på de mest uventede steder) og nå har jeg lært litt dansk takket være Martinus og dette forum. Så det blir en finfin blandning! 
Kjærlig hilsen
Oscar
Det snakkes ofte om vi tror eller vet. Det er en hårfin linje mellem disse to. Og tro er det plass til i en åndsforskers liv.
Vi har lært av Martinus at vi kan skille mellem to typer tro:
Instinktsmessig tro
Intellektualisert tro
Instinktsmessig tro baserar sig på facitter. Man tror på dogmer uten nødvendigvis at kjenne til den bakenforliggende analysen.
Intellektualisert tro baserar sig på analysen. Man stirrer seg ikke blind lengre på facitten, på dogmen. Man vil vide den bakenforliggende analysen. Selv om en sådan analys kan være for høy til å kunne forklares helt, nøyer mann seg ikke med bare facitten. Man vil vide. Man ønsker at vide. Man vill gi det en logisk eller hjernemæssig fortolkning.
På detta forum (og bland Martinus intresserade) antar jag att det kun forekommer intellektualisert tro. Den suggession som ligger i instinktmessig tro forekommer ikke, vil jeg anta.
Når man ikke alltid kan vide, beror det på att intuitionen och intelligensen ikke har udviklet seg tilstrekkelig på vårt utvecklingsstadium. Nogre analyser har en ingrediens af tro i sig. Med da er det ikke en dogmebasert, facittaktig, følelsesbasert tro; men en tro basert på intelligensen. Man bruger logisk eller hjernemæssig fortolkning så langt man kommer.
Kjærlig hilsen
Oscar
Hvad med tillid?
Du skriver det ret godt Oscar. Og jeg forstår dig godt. Men, jeg er lidt af en begrebs idiot
Og jeg kan ikke helt forene tro og intellektualitet på mit eget private begrebs papir.
Jeg kalder det for antagelse. Eller logiske antagelser.
Algotezza skriver tillid.
Og det klinger godt som at værende en blomst der udspringer fra rødderne af logisk antagelse og fornemmelse.
Individet kan bruge sine logiske antagelser, til at skabe mere og mere tillid til livet og dermed forståelse deraf. Denne tillid underbygges af en større og større fornemmelse.
Tro som jeg forstår og bruger begrebet, kræver hverken fornemmelse eller logik.
Tro er instinkt, altså en velfungere anelse af sagens virkelige natur.
Instinkt: diktere og er en stum, kontant og urokkelig konklusion.
Fornemmelse: er et føleapparat der mærker, former, flyder, leger,
"Styken" og "svagheden" ved instinkt er at den ikke producere spørgsmål, men ro, tro og følelsesmæssig klarhed. Altså en sekundær klarhed, der er baseret på en form for naturlig ignorance.
Vi kan finde nogle meget rolige og afklarede væsener indenfor troens domæne. Vi ser nogle gange mennesker i frugtbarhedens og den ægteskabelige kerne zone, fuldstændigt afklaret og i kontakt med deres vilje og lyst.
Og de naturmennesker der lever i "harmoni" med omgivelserne, som vi ved fra analyserne er jo også kosmiske bevidste væsener. Denne kosmiskebevidsthed er en ligeså stor realitet og virkelig som alle andre kosmiskebevidstheder, dog bare rodfæste i et meget stærkt instinkt, grundet af dens aftagende natur.
Vi taler altså blot om kosmisk bevidsthed i tiltagende eller aftagende form.
"Styrken" og "svagheden" ved fornemmelse: er at den er undersøgende. Men den kan aldrig finde fred i sig selv. Fornemmelse i renkultur er udelukkende bevægelse.
Fornemmelse som jo både fødes og er skaber af logisk antagelse, kan under tiden skabe ro, når at disse to er i et fuldstændigt harmonisk samarbejde, eller forenet.
fornemmelse og antagelse er det som fører imod det absolutte.
Tro og anelse er rester af det absolutte eller det absolutte i aftagende form og får individet til at "stå stille".
Her kommer karma-skolebussen altså ikke for at hente individerne, men for at køre dem ned.
Kjærlig hilsen
Jacob
Skriv et svar