Hej Lasse!

Du skrev bl.a.
"Spørgsmålet er i hvor høj grad man skal skrive om det er noget man mener man ved eller om man bare citere Martinus? Og om det bliver trættende i længden både at skulle skrive "Det her er noget jeg har læst, men aner ikke om det er rigtigt" og ikke mindst at læse sådanne udsagn. Jeg synes dog det er godt at være klar over at der er  og så sikkert også noget man strengt taget ikke har en anelse om noget man ved, noget man har en formodning om er rigtigtpasser."
--
En tanke härifrån: att det som är mest intressant är hur/hvordan en skribent upplever livet, och hur/hvordan denna upplevelse kan relateras till Martinus analyser (vad gäller detta forum)
och denna upplevelses särprägel, dvs det individuella tänkandet och fölelserne och erfaringerne.

Att enbart/kun relatera till vad som står i LB eller andra Martinustexter blir mindre levande korrespondens för läsare, antar jag. Men att koppla samman de egna erfaringerne med Martinus analyser, ja, det ser jag som det intressanta, det spännande.

Vad gäller detta med "noget man ved" eller " noget man har en formodning om er rigtigt" är det ju en ständigt aktuellt tema. Men till den egna upplevelsen och erfarenheten går det ju alltid att relatera; det är "sanningen för mig här och nu". Vilket i sin tur inte utesluter, att sanningen för mig kan förändras framöver - som en del av den naturliga, organiska utvecklingen av bedvidsheden.

Som jordmänniskor är vi ju framförallt intresserade av att utbyta erfarenheter med varandra, och detta oavsett om erfarenheterna kan definiteras som absoluta sanningar eller förmodanden eller aningar. En upplevelse en människa har haft, en erfarenhet, är ju också en kunskap som sådan, alltså som individuell erfarenhet, och därför något som adderar kunskap till den som lyssnar/lytter på personen, som möter personen i erfarenhetsfältet med hjälp av sina egna erfarenheter.

--
Ja, några raska assocationer, bara....

Allt gott
gm

Det her er hvad jeg ved, mit motto, min devis:

"Jeg kommunikerer, altså er jeg; jeg er her nu."

Og dette må fortolkes:

hved at kommunikere med min omverden, dvs. Gudommen, blir jeg overbevisdt at jeg virkelig eksisterer. Kommunikation er i grunden den måde på hvilken jag indser hvad virkeligt og ikke virkeligt er og det er på den grund jeg udvikles og opnår kunskaber.

Jeg er altså ingen solipsist! Dette motto er inspireret av Descartes' "Jeg tænker, altså er jeg", hvilket jeg synes er et solipsistisk bevis! Jeg er et intet uden min omverden!

"Jeg er her nu":

"jeg" = X1, X2 og X3 (jeg er et levende væsen)

"her (og) nu" = jeg findes til på et eneste sted i kosmos, på et udviklingstrin, på et sted i tilværelset som er mit individuelle, ingen andens. Uden mig ville det være et intet hvor jeg nu er - og intet findes ikke! Alltså, er jeg her nu!

Hej gm,

Jeg er enig med dig i, at det kan være interessant at høre om andres erfaringer og hvordan de kan sættes i forbindelse med kosmologien.

Jeg kan også godt følge dig i, at man kan leve efter den sandhed man opfatter på nuværende tidspunkt, vel vidende at den måske ændrer sig på et senere tidspunkt.

Mit spørgsmål gik imidlertid på, at når man er i en situation, hvor ens 'sandhed' er at der er nogle ting man mener man ved og andre man ved at man ikke ved. Hvordan skal man forholde sig til de ting man ved man ikke ved, men bare formoder eller måske bare refererer?

kh
Lasse

Hmm ... interessant ... har selv reflekteret en del over dette. Hvis jeg lige et øjeblik tilsidesætter kosmologien ... Når jeg kommunikerer med andre om hvad som helst, og det er om noget jeg VED, så har jeg vel en så naturlig autoritet i mine ord og tone, at jeg ikke behøver at sige, at jeg VED det her. Hvis jeg bliver spurgt om det er noget jeg VED, så svare jeg på det og evt. også hvor jeg VED det fra. Men hvis jeg er den mindste smule i tvivl om "min viden" så plejer jeg at give eksplicit udtryk for det - fx. "Det her er jeg ikke helt sikker på, men jeg mener/tror, at det er sådan og sådan; og mine formodninger bygger jeg på sådan og sådan."

Mht kosmologiske diskussioner er det en smule anderledes ... for den "viden" jeg har fra Martinus, er jo kun noget jeg reelt kan forholde mig til teoretisk. Altså føles det rigtig i både mit intellekt og min følelse (hjerne/hjerte). Og i jo højere grad der er resonans mellem hvad jeg "fornemmer" som rigtig i hjerne/hjerte og det jeg læser i kosmologien, i jo højere grad kan jeg sige med indre overbevisning, at jeg tror på, at det og det er rigtig. Logikken så at sige stemmer, især hvis det handler om faktorer som vi også kan gå ud i virkeligheden og iagtage. Og når logikken stemmer i os, så er det vel vores intuition der fortæller os at dette er sandheden. Men da vores intuition jo stadig kun er på begynderniveau, så er en portion ydmyghed om denne indre vished, vel på sin plads,

Kierkegaard arbejder med et begreb han kalder for "troens indre vished" - det kan jeg godt li'.

Derudover er der selvklart emner som vi ikke kan gå ud og iagttage og heller ikke kan "afstemme" med den indre logik mellem hjerne/hjerte, som fx. det du nævner om det rigtige menneskerige om 3000 år. Det kan jeg kun inderligt håbe på vil ske, og selvklart gerne noget før

Jeg har tit stødt på udsagn som er udtalt med stor skråsikkerhed, men efter nærmere reflektion og undersøgelse, så holder de ikke vand.
Og når andre kan tage fejl på trods af "indre sikkerhed", så kan jeg, du, vi, os alle sammen også.

Resultat - vel en større portion ydmyghed, og i samtalen med andre en kommunikerende tilkendegivelse af, at vi evt. kan tage fejl, men dog med en fastholdelse i at DET her, det mener JEG altså er rigtigt nu, og det mener JEG på baggrund af sådan og sådan. Dermed giver man det frit til samtalepartneren at afstemme med sin egen indre vished.

Og ydmyghed er jo også en evne, der skal trænes i både hjerne som hjerte. Og ligesom i al anden træning, så tager vi fejl og lykkes, tager fejl og lykkes. Og det er ok.  :-*

KnuSøs

Hej Lasse!

Du skrev
" Mit spørgsmål gik imidlertid på, at når man er i en situation, hvor ens 'sandhed' er at der er nogle ting man mener man ved og andre man ved at man ikke ved. Hvordan skal man forholde sig til de ting man ved man ikke ved, men bare formoder eller måske bare refererer?"
--
Här är tankar kring detta: de allra flesta människor agerar på vad de förmodar är sant, så det gör ingen större skillnad/forskel på mottagaren.

Vad avsändaren beträffar, gäller det sannolikt, att blott/kun de mer intellektuellt mogna kan göra skillnad/forskel mellan vad de verkligen vet, och vad de "bare formoder".

Häri ligger också en möjlig/mulig fråga om teori kontra praxis, dvs kan jag "veta" vad som är rätt att göra/lave i en speciell situation, men att sedan omsätta teorin/teoretisk viden till praktik/praktisk viden är som bekant något helt annat.

Vad så gäller "Hvordan skal man forholde sig til de ting man ved man ikke ved, men /---/måske bare refererer?" går det att referera direkt till vårt gemensamma studium av analyserna, där exempelvis livet i de högre världarna (ex. Visdomsriget) enligt Martinus inte är något som vi sannolikt kan säga att vi vet. Vi får då notera Martinus beskrivning som en möjlig/mulig hypotes bland andra.

Och här är väl vår stora utmaning; att undvika att dels alltid ta Martinus ord för given sanning, dels att undvika att tro, att bara för att jag/du/han/hon säger vad Martinus säger därmed har påvisat hög utvecklingsstandard!

--

med venlig hilsen fra Malmö
gm

Hej Søs og gm,

Tak for et par interessante svar.

Vi skal vel alle passe på at vi ikke går rundt i en åndelig udgave af "kongens klæder", dvs. vi låner noget fra kosmologien og sender den videre som om "vi ved". Der kræves en god potion ydmyghed for at kunne se det. På den anden side, så synes jeg det er fint at nogle indimellem stiller sig op og siger noget på trods af at det er hypoteser. Jeg mener, hypoteserne er interessante og på mange områder lige så gode eller måske ligefrem bedre end så mange andre hypoteser. Hvis man mener at man har det bedste teori på markedet er det fint at komme frem med den

Overgangen fra teori til praksis er også en større omgang. Men nogle gange må man jo starte med teorien før man kan praktisere. Men på et tidspunkt skal man selvfølgelig videre fra teori til praksis

kh
Lasse

Hej Lasse

Super god tråd du her har startet

Jeg tænker, at skal vi have fast grund under fødderne i vores forståelse for kosmologien, kan vi på nuværende tidspunkt kun benytte os af logikken, da vi endnu ikke
kan fortå den udfra selvoplevelse (underforstået, at vi endnu ikke har kosmisk bevidsthed). Ud fra denne præmis kan vi vel egentlig kun være sikker på, at vi har forstået kosmologien i samme udstrækning, som vi kan følge og verificere de argumenter der er lagt fra i analyserne.

Og ved at se symbolet over de 12 grundfacitter (symbol 32) kan vi teste os selv af. Det er nemlig een lang argumentationskæde, der leder frem til Grundfacittet "Alt er såre godt". Martinus bruger de 7 første grundfacitter til at udlede "den årsagsløse årsag" og trin 8 er udledningen af "det tre-enige princip"

Ved at gå fra trin til trin kan vi følge Martinus logik og jo bedre vi forstår den, desto mere sikkert vil vi kunne udtale os om Kosmologien

Bare nogle tanker herfra

kh.
Kenneth

Hej Kenneth,

Jeg er enig med dig i at man kan komme et godt stykke med logik. Spørgsmålet er bare hvad man gør med de områder af kosmologien som man ikke kan 'bevise' vha. logik.

Lad os tage eksemplet med de 3000 år til de rigtige menneskerige er færdigt på jorden. Kan vi underbygge det udsagn med logik?

Jeg vil mene at man ikke kan komme meget længere end til at konstatere at det ikke strider mod resten af verdensbilledet, dvs. at det hænger realistisk sammen med resten af verdensbilledet. Men det er ikke det samme som at det er logisk underbygget. Igen, hvorfor ikke 2000 eller 4000 år? Det kan vi ikke underbygge logisk ud fra kosmologien formentlig fordi det er et empirisk spørgsmål og ikke kan udledes fra principper. Og hvad gør man så med den del af kosmologien?

kh
Lasse

Hej lasse

Ja, du har ret. Det med årstallet 3000 år må nok høre ind under kategorien "ikke-verificerbart"

Jeg tænker, det kunne være sjovt at opregne alt det der i kosmologien kan medregnes til denne kategori. Altså, de forhold man ikke logisk kan analysere sig frem til. Min påstand/hypotese er, at denne kategori i virkeligheden ikke er så omfattende. Men det må komme an på en prøve 

Så jeg starter hermed listen

1. Der vil om 3000 år eksistere Himmeriges rige på jorden

2. Der vil om 500 år være en verdensregering der fører Kristuspolitik

3.....

kh.
Kenneth

Hej Kenneth,

Hvad med at starte i den anden ende og lave en liste over det som kan analyseres?

kh
Lasse

Så må vi mødes på midten, i Midtens rige...

Hvad så med alle de ting der omhandler de åndelige planer og hvad man beskæftiger sig med der?

Hvor hører det hjemme i denne debat?

Kh. Ejby

Jeg ser denne tråd, som en variant/pendant til Smaug's 'skille skæg fra snot',
og en anmodning om at være seriøs, overfor dette forums formål, der tager udgangspunkt i 'Martinus Kosmologi/Kosmiske analyser, (og ikke noget andet)',

ja, lad Os være ærlige, og tydeliggøre om det er noget Vi ved, formoder, eller ikke ved,
og undgå hokus pokus, der vildleder mere end vejleder,

ja, livet er jo en evig balance-akt, og det er måske værd at bemærke Martinus udsagn,
at åndsvidenskab er et seriøst studie, og ikke underholdning,

Kærlig hilsen
Holger

Næh hør hov ... livet ER underholdning. Meningen med livsoplevelse er netop at opleve; at blive underholdt. Eller hvad:

Vores arbejde skal være/blive til underholdning:
"Verdensstaten kan kun være interesseret i at gøre arbejdet til en stimulans, underholdning og velsignelse for det enkelte individ og ikke til "et nødvendigt onde", Kilde: LB 1, stk 111 -  http://www.martinus.dk/content/dk/dtt-soegning/show.php?bog=51&stk=111&nr=12&pw=fb5ac

og den her ...

"Alt, hvad der sker, er kun forvandling, er kun underholdning." kilde: Logik stk. 49: http://www.martinus.dk/content/dk/dtt-soegning/show.php?bog=70&stk=49&nr=21&pw=2d017

Men det forhindre jo ikke, at vi kan tage både livet og analyserne alvorligt og studere det og dem seriøst. Og ja, ovenstående citater er taget ud af en sammenhæng, men alligevel.

Derudover så har du, fra mit perspektiv, ret i ovenstående. Det "skal" være de kosmoslogisk analyser der er i fokus. Det er fint nok, at der kommer andre vinkler på fra  "where ever", men vi skal passe på, at de andre vinkler ikke kommer til at fylde som værende det der diskuteres. Især hvis disse andre spirituelle grene er "hokus pokus" i forhold til den substans der er i analyserne.

KnuSøs

Ps. Det jeg i nogen tilfælde har gjort i mine indlæg, også i dette, at underbygge med Martinuscitat inkl. kildehenvisning, kunne jo evt. en metode flere kunne benytte sig af.
Så VED jeg, du og I at pointen "man" forholder sig til har rod i og ER analyserne.
Ikke sandt? 

Citater er fundet via søgning her http://www.martinus.dk/content/dk/dtt-soegning/

God ide, Lasse 

Så vil jeg foreslå vi tager udgangspunkt i de 12 grundfacitter. Jeg vender lige tilbage i morgen, da jeg har mere tid her.

kh.
Kenneth

Ja, Søs, jeg er helt inde på de tanker du henviser til om livet som underholdning. Underholdning er jo i sin inderste kerne noget helt seriøst, om end ikke til sin tilsyneladende overflade i f.eks. fjernsynet i disse dage. Leg og alvor er det samme fra en kosmisk synspunkt.

Vi betegner jo sommetider lidt nedsettende en del aktiviteter som tidsfordriv men er det ikke så at det evige liv er at betegne som et slags "evigheds- eller uendlighedsfordriv", og vi ved vel at denne evighed i realiteten ikke kan fordrives? Det er et illusionsnummer...et trik...

Mener jeg...

Kenneth Ibsen wrote:

Lasse wrote:

Hej Kenneth,
Hvad med at starte i den anden ende og lave en liste over det som kan analyseres?
kh
Lasse

God ide, Lasse   
Så vil jeg foreslå vi tager udgangspunkt i de 12 grundfacitter. Jeg vender lige tilbage i morgen, da jeg har mere tid her.
kh.
Kenneth

Spændende! Fantastisk ide! Jeg vil dog gerne tillade mig at vi "overflytter" dette kæmpe analysearbejde til en selvstændig tråd.
OG jeg vil oven i købet tillade mig at starte den, så kan I bare komme an.
Det vil jeg glæde mig til. 

KnuSøs

Søs wrote:

Ps. Det jeg i nogen tilfælde har gjort i mine indlæg, også i dette, at underbygge med Martinuscitat inkl. kildehenvisning, kunne jo evt. en metode flere kunne benytte sig af.
Så VED jeg, du og I at pointen "man" forholder sig til har rod i og ER analyserne.
Ikke sandt? 

Hej Søs,

God ide med nogle citater.

Jeg synes dog ikke altid at man behøver citater. Generelt er det sådan jo mere kontroversiel det man skriver er jo mere skal man underbygge det. Det kan man overføre til citaterne. Dvs. at hvis man skriver det de fleste er enige om, så behøver man ikke nødvendigvis at citere. Kommer man derimod med noget mere kontroversielt, så er det måske en meget god ide med et citat. Citater kan også være gode til at gøre det mere klart hvad man Martinus mener/skriver, hvis der er tvivl om det

Det er i hvert fald hvad jeg tænker om citater

kh
Lasse

Lasse wrote:

Søs wrote:

Ps. Det jeg i nogen tilfælde har gjort i mine indlæg, også i dette, at underbygge med Martinuscitat inkl. kildehenvisning, kunne jo evt. en metode flere kunne benytte sig af.
Så VED jeg, du og I at pointen "man" forholder sig til har rod i og ER analyserne.
Ikke sandt? 

Hej Søs,

God ide med nogle citater.

Jeg synes dog ikke altid at man behøver citater. Generelt er det sådan jo mere kontroversiel det man skriver er jo mere skal man underbygge det. Det kan man overføre til citaterne. Dvs. at hvis man skriver det de fleste er enige om, så behøver man ikke nødvendigvis at citere. Kommer man derimod med noget mere kontroversielt, så er det måske en meget god ide med et citat. Citater kan også være gode til at gøre det mere klart hvad man Martinus mener/skriver, hvis der er tvivl om det

Det er i hvert fald hvad jeg tænker om citater

kh
Lasse

Hej Lasse
Jeg mente nu heller ikke, at man ALTID skal bruge citater. Og jeg synes heller ikke at man kan udlede den konklusion af mine ord. 
Men måske jeg er lige nu farvet af mit studies krav til akademiske tekster, med forholden sig til citater som der absolut skal være kildehenvisninger på 

Så nej, citatbrug ER ikke sort/hvidt.
Men, omvendt virker det på mig som om, der nogen gange er nogen herinde, der får sagt noget som de tror er fra kosmologien (det der med at VIDE eller FORMODE eller være direkte UVIDENDE  ) og så er der en af jer grundige studerende, som kan fortælle, at det vedkommende har sagt er ukorrekt i forhold til analyserne. Fint nok.

I de tilfælde hvor man TROR, at man VED noget, ville det måske være en god ide lige at lave en søgning forskellige steder først, evt. finde et citat der kan fortælle lidt om det man vil komme frem til i sin argumentation, ELLER tydeligt tilkendegive at her er noget jeg ikke er sikker på. Noget med en ydmyghed over for egen viden - jeg tror på at en sådan ydmyghed meget fint kan kobles sammen med anvendelse af citater, uden at læseren tænker at "UHA, nu kommer der noget kontroversielt, for ellers ville skriveren ikke have brug for at citere"

Og klart, hvis man forholder sig til fx Martinus' analyse af X1, X2 og X3, så behøver man selvklart ikke et citat der fortæller at de tre x'er findes, for DET er jo en viden vi alle sammen herinde er enige om - bare lige før at gøre det sort/hvidt 

Det er hvad jeg tænker om citater, for nærværende.

KnuSøs