Kære venner,

I Luk.17,4 siger Jesus: ”Selv om din broder forsynder sig mod dig syv gange om dagen og syv gange vender tilbage til dig og siger: Jeg angrer det, jeg gjorde! Så tilgiv ham.”. I Matt.18, 21 spørger Peter: "Herre, hvor mange gange skal jeg tilgive min broder, når han forsynder sig imod mig? Op til syv gange?", og Jesus svarer: "Jeg siger dig, ikke op til syv gange, men op til syvoghalvfjerds gange."

Med dette mener Jesus naturligvis ikke, at man skal holde tal på, hvor mange gange der forsyndes mod en og så kun tilgive sin broder det nævnte antal gange; men snarere at man skal tilgive sin broder – hvilket vil sige sin næste - absolut alting og hele tiden, uanset omstændigheder, tid og sted.

Giver dette overhovedet mening for det moderne menneske, der ofte føler sig nødsaget til at opretholde mentale forsvarsværker for at kunne klare sig i hverdagen? Kan livet selv understøtte denne radikale udtalelse fra den gamle jødiske vismand? Skal man finde sig i alt? Kan man overleve i vor barske verden på denne måde?

For det første er det nok vigtigt at erkende at det at tilgive alt ikke behøves at betyde, at man nødvendigvis skal billige næstens ”forsyndelse”, eller selve handlingen. Med tilgivelsen siger man ikke til sin næste: ”Jeg accepterer det du gjorde mod mig, gør det bare igen”, men snarere: ”Jeg billiger ikke din handling, du sårede mig, men jeg forstår og tilgiver dig alligevel”.

At tilgive er det samme som det Jesus også kalder ”at vende den anden kind til”. I mennesket findes to bevidsthedsområder, nemlig resten af vor dyriske eller egoistiske natur og en begyndende, rigtig menneskelig eller næstekærlig natur. Martinus udlægger Jesu billedsprog på følgende måde, at når man modtager et slag på sin dyriske ”kind”, hvilket vil side modtager en fornærmelse eller handling fra sin næste, som vækker ens dyriske natur, så bør man, for at opnå det bedste resultat i situations videre forløb, ”vende” sin menneskelige natur (”den anden kind”) mod denne næste, dvs. reagere menneskeligt i form af tilgivelse, forståelse og forsoning.

At Jesus selv praktiserede denne adfærd kan tydeligt illustreres ved hans ord, da han hang naglet til korset: ”Fader, forlad dem, thi de ved ikke hvad de gør”. Her praktiserer Jesus selv det at vende den anden kind til, i stedet for at råbe ukvemsord efter sine bødler tilgiver han dem. Hans udtalelse efterlader samtidig det indtryk, at Jesus vidste noget, som hans bødler ikke vidste, at han besad en højere viden om det optimale forhold til sin næste end de gjorde. Martinus kommenterer dette i Livets Bog 3, stk. 887: ”At være vred på et væsen, fordi det har gjort noget, det kosmisk set ikke vidste af, kan kun repræsentere den samme tåbelighed som den at blive vred på et lille nyfødt barn, der endnu slet ikke kender noget som helst til den fysiske verden, det lige er indtrådt i. Verdensgenløserens tilgivelse er således ikke et resultat af sentimental overfølsomhed eller fanatisme, men ren og skær intellektuel sympati, der jo er det samme som kulminerende kærlighed.”

At være i besiddelse af højere kosmisk viden kan altså ifølge ovennævnte være en hjælp til at tilgive sin næste. For det færdigtudviklede menneske, der er helt fri af den dyriske natur, er tilgivelsen blevet en automatfunktion, noget der slet ikke behøves at blive teoretisk behandlet i bevidstheden, før det kan træde i funktion; den er endog båret af en vældig sympati og kærlighed til "synderen". For os, der stadig befinder os på vej mod denne tilstand, kan det imidlertid være en overordentlig stor hjælp at forstå de kosmiske analyser for at udøve tilgivelse; med denne teoretiske, kosmiske viden som ballast kan vi bedre forstå vores næstes handling og dermed nemmere bevidstgøre tilgivelsen for os selv – eller give den et psykologisk fundament (omend blot teoretisk). Dette er tilgivelse på det som Martinus benævner B-videns niveau, hvor teorien udføres i praksis. Først når evnen til at tilgive når C-videnstadiet, eller er indlejret i vor adfærd og bevidsthed som automatfunktion, er vi komplette eller færdigudviklede mennesker.

I "Den intellektualiserede kristendom" stk.25 skriver Martinus: "Alkærlighedens virkelige sande og totalt fuldkomne udfoldelse er ligesom alle andre totalt fuldkomne eller geniale manifestationer baseret på en evne, som må udvikles. En sådan evne har, som nærmere beskrevet i mine hovedværker, tre udviklingsstadier. Disse har jeg udtrykt som 'A-stadiet', 'B-stadiet' og 'C-stadiet'. Det første stadium 'A-stadiet' i alkærlighedens udvikling udtrykker det stadium, hvor væsenet begynder at få interesse for kristendommen eller andre humane religioner og begynder at studere disse og gøre sig dem til teoretisk viden. Det næste stadium eller 'B-stadiet' er alkærlighedens begyndende praktisering som blot og bar intelligensmæssige overholdelser, der endnu i mange tilfælde således mere er kolde forstandsmæssige end følelsesmæssige. Et sådant væsen kan derfor endnu være lunkent eller køligt følelsesmæssigt i sin væremåde. Væsenet er endnu ikke blevet en rutineret eller færdigudviklet kærlighedsekspert. I mange af dagliglivets situationer har det endnu slet ikke virkelig tilgivelsesevne eller forståelse af næstens situationer eller væremåde og skaber derfor her ufred eller disharmoni."

At tilgive indebærer også det, at vende en negativ eller "ond" årsag til en positiv eller "god" virkning, således at denne bliver en ny positiv årsag i den gigantiske årsags- og virkningskæde, der er de involverede parters skæbne og liv. Denne mulighed er givet mennesket, der er i besiddelse af fri vilje, lysten til en lykkelig skæbne og evnen til at "vende den anden kind til", hvilket vil sige et begyndende tilgivelses- eller næstekærlighedstalent.

Der findes en del eksempler på tilgivelser i det daglige liv, som helt tydeligt har båret frugt. Det er f.eks. forholdvist åbenlyst, at et gruppe- eller projektarbejde på en arbejdsplads – eller i andre sammenhænge - slet ikke kan fungere, medmindre alle deltagere er indstillede på at tilgive og overse hinandens dyriske naturer i større eller mindre grad. Ligeledes kan nævnes, at en del pårørende til ofre (eller ofrene selv) for voldsomme forbrydelser simpelthen har været nødsaget til at tilgive forbryderen, for overhovedet at komme videre med deres liv og få fred i sindet; ikke-tilgivelsen holdt dem fastlåst i tanker og adfærdsmønstre, som var hæmmende for deres egen livsudfoldelse og glæde ved tilværelsen. Disse eksempler leveret af livet selv illustrerer, at Jesus givetvis havde fat i noget fundamentalt ved livet eller den optimale indstilling til næsten med hans bud om tilgivelse – det er vejen til fredelig og lykkelig sameksistens.

Glædelig jul og godt nytår til alle

kh,
Torben

Rettelse 23/12: Jeg indsatte et citat fra den nye bog "Den intellektualiserede kristendom".