Kære Ejby,

Martinus taler om, at sanse i rum og i tid,
'i rum', noget samtidigt på et andet plan,
'i tid', noget tilbage eller fremme i tiden,

Kærlig hilsen
Holger

Hej Ejby og Jan.

Jeg tænker sådan her:

Hvis jeg på nuværende tidspunkt, vil beskæftige med fortiden, eller fremtiden, foregår det alt sammen i min tankeverden. At jeg overhovedet ved, at fremtiden kommer på et tidspunkt skyldes, at jeg kan huske min fortid. (Læste for øvrigt for et par måneder siden, at ”de materielle forskere” var kommet frem til, at vi ikke har vores hukommelse for at kunne huske hvad der skete i går, derimod har vi den, for at vi også skal være klar til at leve i morgen – det var et lille sidespring, men alligevel interessant nok).

I den Guddommelige verden er vi det vi tænker. Hvis jeg derfor tænker på noget fortidigt, så ER jeg denne fortid. Jeg kan heller ikke tænke på noget jeg vil være i morgen, for så er jeg det straks. Der er derfor egentlig ikke nogen forskel på fortid, nutid og fremtid. At jeg kan stille ind på min fortid skyldes min egen hukommelsesenergi. Samtidig er alle andre væsener i dette rige af samme støbning, dvs., at jeg som væsen kan stille ind på disse væseners tanker, og dermed også deres ”erindringer” efter hvad jeg selv ønsker at stille ind på. Jeg kan jo hele tiden se deres tanker, disse væsener ER deres tanker. Jeg får altså også adgang til deres erindringer via disse væseners hukommelse - derfor flyder ”dit, mit og vores” også ud, og egentlig er det vel ligegyldigt, hvilket væsen der har oplevet hvad, alt står funklende og lyslevende. Der findes ingen dag og nat, som Jan også er inde på, og der findes intet til at markere tid eller rum, medmindre man da selv tænker sig til disse tidsmålere – så bliver de vel virkelige. Men på en eller anden måde må der stadig være en funktion af årsag/virkning i den Guddommelige verden. Jeg kan blive beriget af at følge med i andre væseners tanker, og jeg kan selv få nye ideer til de fremtidige eksistenser i næste spiralrige. Samtidig ved vi, at alle negative tanker er renset ud, inden vi får adgang til disse højeste riger. Hvis ikke det negative var renset ud, kunne vi volde forfærdelige ting for vores medvæsener, idet materien lystrer vores mindste bud. Derfor må der også være en form for årsag/virkning i den guddommelige verden, ellers kunne vi ikke føle os beriget af andre væseners tanker.

Samtidig gælder sult/mættelsesprincippet stadig. På et eller andet tidspunkt(!) har jeg fået nok af dette rige, og vil gerne videre. Dette indikerer for mig, at der stadig må være en tidsfornemmelse, for sult/mættelse og dermed urbegæret er for mig at se også en funktion af tiden.

Hej Ejby.

Med hensyn til syn om fremtiden, så har jeg kendt en person, der havde disse evner. Meget af det hun har set, er blevet virkeligt, men hun har også advaret mod andre syn hun har haft, og vi har så haft mulighed for at tage visse forholdsregler, således at det ikke er sket. Generelt mener jeg, at hvis man kan forudsige fremtiden, så kan man tage sine forholdsregler, og så sker det ikke alligevel, og derfor kan man ikke forudsige fremtiden.

Det jeg tror der sker er, at visse mennesker måske kan se karmabølger, der er på vej tilbage. Hvis f.eks denne person kan se, at en negativ karmabølge er på vej tilbage til mig, så kan hun måske, via sit sanseapparat på uforklarlig vis oversætte dette til, at jeg i morgen vil få en tagsten i hovedet. Lidt på samme måde, som Martinus kunne oversætte sin kosmiske bevidsthed, via sin intelligens, til analyser som vi kan forstå. Så kan hun advare mig, og jeg kan blive inden døre. Næste dag vælter jeg så måske på min cykel, og så er karmabølgen nået frem alligevel. Så på den måde er fremtiden selvfølgelig bestemt via karmaloven, men den kan komme til udtryk på flere måder.

Hvis fremtiden allerede er bestemt, hvordan kan vi så have fri vilje?

Hej igen.

Fik lige en ny idé. Hvis vi nu definerer tidens gang som ændring i grundenergiernes konstellation, så kan det være ligegyldigt, om vi ud fra vores lokale perspektiv kan mærke, at "tiden går". Så har vi også forklaringen på, at vi kan mættes af opholdet i den guddommelige verden, selv om vi ikke der kan opleve, hvad der er fortid, nutid og fremtid. Grundenergierne ændrer sig jo hele tiden umærkeligt, via moderenergiens konstante påvirkning, og derved står tiden så at sige aldrig stille, uanset hvor meget man "lever i nuet".

Hej Svend og Ejby,

Jeg ser også nogenlunde sådan på det, som Svend har formuleret det i sine sidste 3 indlæg.

kh
Jan

Hej Svend

"Spiraltid"? Det lyder som en god måde, at anvende "tidsbegrebet" på i kosmisk sammenhæng. Den tanke kan jeg godt lide. 

Venlig hilsen

Petersh

Tidens og tankens kredsløb... Tid er tankerummet...