Hej Svend.

Jeg tænker sådan her:

Gud er Alvidende, Almægtig og Alkærlig....og samtidig evig og uendelig.
Derfor er der orden og ikke kaos i universet.

Hvis der er noget Gud ikke ved, hvordan kan han så være Alvidende? og for den
sags skyld almægtig.

For at opleve sig selv, må Gud skabe kontrast til virkeligheden. Det gør han ved, at
splitte sig op i dele. For at opleve helheden, må han kunne opleve delen.

For at opleve sig selv som Alvidende, må han skabe illusionen om uvidenhed.

Det gør han ved, at skrue op og ned for hukommelsen i delene.(lovmæssigheden
i grundenergiernes kombination.) Og Gud kan da opleve sig selv, som uvidende
gennem delen....og det bliver derfor aldrig kedeligt. Der er uendelige muligheder
for oplevelse...der er uendelig antal brikker tilstede.

Den fri vilje består i, at vi selv via det vi sender ud, kan vælge hvilken af brikkerne
i puslespillet vi kommer til at zoome ind på "næste gang". Det absolutte frie valg,
eksisterer ikke, da vi altid vil være underlagt livslovene.

Kærlig hilsen Ejby

Hej Svend og Ejby

Jeg tænker at tiden og rummet er en af de største illusioner overhovedet. Vi er nemlig selv ophav til både tid og rum, vi skaber det selv. Vi (vores jeger) er skaberen bag tid og rum, og når først det går op for os mister de (tror jeg) deres bindende betydning, og vi bliver selv herre over fortid, fremtid og nuet....

et lille citat om tid/rum/Skaberen

Hej Kenneth.

OK, det levende væsen er ophav til tid og rum, og tid og rum er noget skabt. Men det skabte er trods alt en forudsætning for livsoplevelse, ja det skabte er endda det eneste vi kan opleve. Vi kan aldrig vælge at lade være med at skabe.

Når jeg skal forklare den frie vilje for mig selv, ser jeg det på denne måde: Vores liv er et skib der sejler hen over havet. Skibet sejler forbi det ene rige efter det andet i en bestemt rækkefølge - vi er derfor planter og derefter dyr, og ikke omvendt.. Der er uendeligt mange skibe foran os, og der er uendeligt mange bagude. Der er et skib for hvert enkelt levende væsen. Gud ved derfor til alle tider, hvor hver enkelt skib befinder sig, hvor det var i går og hvor det er i morgen. Vi kan ikke forlade dette skib, og vi kan ikke ændre dets kurs eller hastighed. Jeg ser så den frie vilje som, at vi kan gøre på dette skib hvad vi vil. Vi kan sove, vi kan befinde os midt på skibet, vi kan løbe forlæns, og dermed accellerere vor egen udvikling, vi kan såger løbe baglæns, og derved bremse vor egen udvikling. Vi kan dog aldrig ryge ud over rælingen, vi kan aldrig forcere vor udvikling så meget, at vi ryger ud over forstavnen på skibet, og vi kan aldrig ryge ud over agterstavnen. Hvis vi derfor i en periode har forceret vor udvikling, må der komme en periode, hvor vi stagnerer.

Gud har altså skabt spillereglerne for mig, dem kan jeg ikke ændre på. Jeg er på et skib, jeg aldrig kan forlade. Alligevel har jeg fri vilje i den forstand, at jeg kan lave på skibet hvad jeg vil, og Gud behøver nødvendigvis ikke at kunne forudse, hvad jeg vil finde på at gøre. I de små detaljer har jeg således en fri vilje, og alligevel har Gud den fulde kontrol over alle levende væsener. Vi kan aldrig "falde udenfor skibet".

Jeg kan derfor ikke se andet, end at hvis Gud til hver en tid ved nøjagtigt hvad der vil ske, så er der ikke noget der hedder fri vilje - så er det en illusion. Gud må ind imellem også kunne glæde sig til at se, hvad vi mon finder på, ellers kan jeg kun se, at den frie vilje ikke eksisterer.

Hej Svend.

Hvis Gud er alt hvad der er...(og det er han. ) og der ikke er noget
udenfor Gud. Hvor skal det "nye" så komme fra?

Gud må skabe af, hvad der allerede er. Men der er uendelige muligheder
for, at kombinerer på forskellig vis, ud af hvad der allerede er. Alle muligheder
er tilstede samtidig.

Gud er alt og alt er Gud. Derfor må Gud kende sig selv. Der kan derfor ikke
være noget Gud ikke ved.
(selv vore hovedhår er talte )

Men fordi du og jeg ikke ved/husker...så har Gud også mulighed for ikke, at
vide/huske gennem dig og mig.

Oplever du verden som uforusigelig, så har Gud også mulighed for det...og
derfor er det ikke kedeligt for Gud.

Helheden er tilstede i delen, og delen i helheden. (hologram eksemplet)

Kærlig hilsen Ejby

Hej Ejby.

Jeg er enig i det du skriver. Kalejdoskopet er et andet billede på det billede jeg har med skibene. Reglerne er fastlagte, men mønstrene er uendelige. Et skakspil er et tredje billede: reglerne er klare og simple, men mulighederne uendelige.

Men jeg sidder stadig tilbage med spørgsmålet: Ved Gud allerede nu, hvad jeg vil foretage mig om 10 minutter? Har jeg fri vilje? Jeg ved ikke nu, hvad jeg gør om 10 minutter, og Gud oplever jo også gennem mig, at jeg ikke ved det - ved Gud det så heller ikke? Det kan godt være, at Gud ved hvor mange hovedhår jeg har, men ved han også, hvor mange jeg har om 10 minutter - hvem ved om jeg har hevet dem ud? 

...LOL...det vil jeg ikke anbefale.

På et overordnet plan, ved Gud allerede alt, hvad der er at vide.

Når tid og afstand er en illusion, må alting ske samtidigt.
Den kronologiske rækkefølge af tid og sted vi oplever skyldes lokalperspektivet
og er en illusion.

Hvad du foretager dig om 10 min, foretager du derfor NU.

Men den del af Gud der er dig, ved det jo ikke.

Derfor må Gud være både vidende og uvidende på samme tid.
Gud oplever alle kontraster på samme tid.

Gud oplever en ekstase uden lige, i et uendeligt NU.

Da alting for Gud opleves NU, bliver det ikke kedeligt i morgen.

Gud oplever et evigt panorama af uendelige muligheder af energi
kombinationer, i et evigt NU....tænker jeg.

Kærlig hilsen Ejby

Se hvad Martinus skriver her i Livets bog bind 2 stk. 545:

Vi vil nu vende tilbage til "urbegæret". Som vi før påpegede var dette bindeleddet mellem "X1" og "X2". Vi udtrykte, at dette fortonede sig ind i "X1" og var det første slør mellem forskeren og livets ophav. "Urbegæret" er den allerførste svage begyndelse til skabelsen af "det absolutte nogets" "syn" af sig selv. Det er den første "skabte ting" og bliver således den første illusion. Det er livets eller bevægelsens allerførste spæde kim. Og dets fremkomst her i vore analyser har altså afsløret en ny realitet: "et noget, ved hvilket noget nr. 1 kan skabe eller opleve". Vi har i første instans kaldt dette "noget" for sanse- eller skabeevnen. Men da oplevelserne, som vi lige har set, kun er virkelige i form af illusioner, bliver dette nyopdagede "nogets" analyse som "sanse-" eller "skabeevne" ikke helt korrekt dækket igennem nævnte udtryk. En evne, der frembringer "noget", som i sig selv ikke er, er ikke en realistisk "skabeevne", en sådan kan ikke eksistere i verdensaltet. For at en sådan virkelig kunne eksistere, måtte den frembringe "noget" af "intet", hvilket vil sige måtte skabe et "intet" om til et "noget". Da dette er en fysisk og åndelig umulighed, vil den realitet, vi nu kalder "sanse-" eller "skabeevnen", kun være en evne til at skabe "noget" om til "noget", hvilket i sin allerhøjeste instans vil sige: skabe det samme om til det samme.
      Det er rigtigt, at vi ikke opfatter det således, men udtrykker enhver form for skabelse som identisk med "forandring". Men da enhver form for forandring er identisk med begrænsning og kan udtrykkes i mål, vægt, farver, volumen e.l. og enhver af disse foreteelser i realiteten er illusoriske, idet de i sig rummer "det ubegrænsede" eller "uendeligheden", vil det her være synligt som kendsgerning, at vor "skabelse", i absolut kosmisk forstand, har været en skabelse af "noget" om til "noget". Da det absolut eksisterende "noget" opfylder altet, er altet udgørende alt, hvad der overhovedet eksisterer, og enhver form for noget andets eksistens vil dermed være lig "intet", hvilket vil sige være en illusion. Når vi opfatter vor skabelse som identisk med "forandring", vil det altså sige, at vi opfatter vor skabelse som en "forandring" af "noget". Men en "forandring" af "noget" kan i absolut forstand kun blive en skabelse af dette "noget" om til et "intet", hvilket er en absolut umulighed. Når vi alligevel opfatter vor skabelse som en "forvandling" af "noget" til et andet "noget", vil dette andet "noget" være lig "intet", hvilket vil sige en illusion, idet det første "noget" opfylder altet, er alt hvad der eksisterer og kan kun være det eksisterende. Der kan ikke opstå et nyt "noget". Hvor skulle det komme fra? – "Noget" kan ikke komme af "intet", og "intet" kan ikke blive til "noget". Alt, hvad der eksisterer, har altid eksisteret.

Hej Ejby,

Hvorfor det?

Som jeg forstår det, handler det om, at der alene er et evigt nu. I det nu eksisterer reelt hverken fortid eller fremtid. Det, der dækkes af begrebet fortid, er alt det, der tidligere har været "nu", men som ikke længere er "nu", og som derfor ikke har reel eksistens længere, men kun kan  eksistere nu i form af en erindring og indirekte i form af de konsekvenser, som vores tidligere "nuer" har lige nu.

Og fremtiden kommer vi aldrig til at opleve andet end som forestillinger og planer, som vi har i "nuet", for i det øjeblik vi oplever "fremtiden", så er den ikke længere fremtid, men derimod "nutid", som er den eneste tid, man nogensinde kan opleve.

Men hvis jeg vil tilvejebringe en eller anden virkning, må jeg først udløse en årsag. Her er kronologien da en realitet og ikke nogen illusion.  Hvis ikke årsagen bliver en realitet i nuet, vil jeg heller aldrig i noget senere nu komme til at opleve virkningen af årsagen.

venlig hilsen
Jan

tak Jan! Det du siger er sandt.

Hej Jan.

Er det du skriver her, ikke udtryk for en "timelig realitet".?
Fx skriver du et "senere NU" og "tidligere Nuer". Er det ikke
blot en anden måde, at skrive fremtid og fortid på.? Men hvis
tiden er en illusion, så må det være en tænkt modsætning til
virkeligheden.

Hvad nu hvis der i realiteten ikke findes nogen tidligere og senere
NUer...men alle Nuer er NU?

Hvad nu, hvis virkeligheden er, at årsag og virkning er samtidig?

Alt hvad der nogen sinde er sket, sker og vil ske foregår NU. Alle
årsag/virkninger er evigt til stede, det er udelukkende et spørgsmål
om, hvilken af disse du har valgt, at rette din opmærksomhed på.
Alle muligheder er til stede i det samme NU.

Handler det ikke om, hvilken af disse muligheder/detaljer du vælger, at
give din opmærksomhed? (zoome ind på)

Kærlig hilsen Ejby

Hej Ejby.

Hvis vi tager det udgangspunkt, at alt skabt er en illusion, så må nuet være en lige så stor illusion som fortiden og fremtiden, så eksisterer nuet heller ikke. Uanset hvor stor en illusion det skabte er, så er det ikke desto mindre det eneste vi kan sanse. Jeg mener, at nuet er en ligeså stor realitet som både fortiden og fremtiden - uden nu ingen fortid og ingen fremtid. Og man kan vende det om - uden fortid intet nu og ingen fremtid.

Hej Svend

Det er en meget fin analogi du giver her. Det vil jeg oversætte med, at vores poludvikling sker i et fastlagt tempo, men at vi som gudesønner kan tumle rundt med vores kosmiske kemikalier og lave forsøg (nogle af dem er vellykkede andre, andre mindre vellykkede). Heri er vores fri vilje, nemlig at lave forsøg, og selv her ved guddommen ikke hvordan de vil tage sig ud i detaljer. Der er lagt nogle rammer via de kosmiske skaberprincipper, og det helt overordnede resultat er også kendt, idet  vi (i vores del af spiralen) skal udvikle os mod at være rigtige mennesker. Men hvordan vi kommer dertil, mener jeg ikke er fuldstændigt fastlagt i detaljer. Det kommer helt an på hvordan vi opfører os (hvordan vi blander de kosmiske kemikalier), men helt sikkert er det, at livet nok skal læse korrektur, så vi ikke fjerner os fra det overordnede mål.

Derfor mener jeg ikke Guddommen ved hvad vi laver om ti minutter. Jeg ser det som hele pointen med guddommens oplevelse af livet (sig selv). Hvis alt var fatslagt ville Guddommen kede sig ihjel i løbet af ingen tid, men nu er han/hun/Den/Det ? underholdt hvert eneste brøkdel af et sekund i sin evige tilværelse.

kh.
Kenneth

Hej Alle.

I det martinus citat jeg har bragt i denne tråd, slutter Martinus af med,
at sige/skrive:

"Alt hvad der eksisterer, har altid eksisteret"

Kærlig hilsen Ejby

Jo

Jo, det er det. Og selvfølgelig kan man snakke om "i går" og "i morgen", men "i går" er jo så udtryk for noget, man har oplevet (som ikke længere er nu), og "i morgen" er noget, man ikke har oplevet endnu, og som derfor ikke er nu, men som man forventer snart vil ske. Men hvis det sker, så sker det i sagens natur nu, så idet det sker, er det ikke længere fremtid. 

Ja, det kan du jo godt sige, hvis du med virkeligheden mener, det evige, noget som er.

En illusion er noget, der tager sig ud på en anden måde end det, der er.

Ifølge analyserne er alting et evigt noget som er. Uden nogen yderligere analyser.

Enhver anden analyse beskriver evigheden som noget andet end et evigt noget, som er. Enhver anden analyse er således i det perspektiv en illusion. Tiden, kredsløbsprincippet, skæbneprincippet, ja alle de øvrige kosmiske princippet og analyser er en illusion. Men det gør dem ikke til tænkte modsætninger til virkeligheden indenfor den levende virkelighed, men derimod til realiteter i denne virkelighed.

Livet et et "noget" med illusioner, nogenlunde sådan formulerer Martinus det. Hvis der kun var et "noget som er" uden alle de andre illusionspricipper, der gør at det evige "noget som er" kan skabe og opleve, ja så var dette "noget som er" ikke levende.

Men denne skabeevne er, som Martinus skriver, ikke et helt retvisende begreb, fordi der ikke kan skabes noget i absolut forstand, men det er altså kun en illusionsevne, der kan få det evige noget til at fremtræde for det levende væsen som livets mangfoldighed af detaljer.

Jamen, hvorfor skal man så øve sig for at nå frem til et ønsket resultat. Hvis det ønskede resultat allerede findes lige nu, så må det jo bare være et spørgsmål om at give det sin opmærksomhed. Hvis man er elendig til at spille klaver, og man gerne vil være virtuos på klaver, så skulle man jo bare kunne zoome ind på det.

Spiralkredsløbet handler jo netop om en obligatorisk rækkefølge, der går fra mineral, plante, dyr, menneske osv. Uden kronologi, ingen som helst orden eller logik. Alt ville være kaos.

hilsen
Jan

Hei

https://www.martinusforum.dk/portal/index.php?option=com_smf&Itemid=28&topic=2000.msg21427#msg21427

Hvis noe er uklart(vanskelig å forklare) gi et hint, så skal jeg klargjøre det litt

Jostein

Hej Jan.

Tid og sted er en illusion, som vi ikke er herre over i den "fysiske" del
af spiralkredsløbet. Det er vi derimod i de åndelige riger, som er den
primære livsoplevelses zone. Den "fysiske" del er kun sekundær.

I den åndelige sfære, er begreber som "igår og imorgen" og "her og der" irellevante.

Jostein: Jeg synes din analogi med musikken er rigtig god.

Kærlig hilsen Ejby

J

Hej Alle.

Her er lige et par Martinus citater, som jeg finder interessante i denne forbindelse.
Her taler/skriver Martinus om væsnerne i det Gudommelige rige:

Livets bog 2 stk. 385:
Men disse væseners tilværelse her beror altså udelukkende på de allerædleste instinkter, talenter eller anlæg i deres overbevidsthed. Absolut alle lavere tendenser er ligeså umulige her som vegetabilsk og animalsk liv er umuligt på solene. Derfor vil alle væsener uden undtagelse kun lyse med en absolut harmonisk kærlighedsflamme. Der kan naturligvis som før nævnt være en umådelig forskel i flammernes omfang og farve, men fælles for dem alle gælder det, at de udtrykker hundrede procents kærlighed og er i tilsvarende harmoni med livets love.
      I denne intellektuelle solverden vil den jordiske gæst opleve livet i betagende fylde. Nævnte væsen er her i livets kerne. Det er på Guds trone. Det opdager hurtigt, at det er ét med tidens og rummets herre. På dets tankes mindste bud former materien sig. Former og skikkelser materialiserer og dematerialiserer sig efter dets ønske. Materien lystrer jeget. Og verdenerne og væsenerne kommer levende til syne for Guds trones fod. Den betagede gudesøn oplever nære og fjerne tider, steder og rum i samme "nu" og på samme "sted". For Forsynets søn eksisterer ikke noget "i går" eller "i morgen". Alt lyser og funkler med en evig dags klarhed. Kun et endeløst "nu" kan betegne livet for materiens herre. Tusinder af miles oceaner, sletter, skove og bjerge, hundreder af verdener med menneskeheder, dyrearter, mineral- og planteriger, trope- og polaregne, hundreder af andre verdener med ild- og flammeterræner, med kogende mineraler og en atmosfære af metaldampe, skabelsesprocesser, kloders tilblivelser og kloders undergang, væseners formdannelser, kulturers fremkomst, kulmination og ophør, ja, hele livets kredsløb i makrokosmos og mikrokosmos gennemfares af gudesønnen, uden at denne bevæger sig så meget som en eneste millimeter i rummet eller tilbagelægger en eneste brøkdel af et sekund i tiden. I sandhed, for den evige Guddom, og hvem der er ét med ham, er "én dag som tusinde år og tusinde år som én dag".

og livets bog 2 stk 390.

Martinus: Livets Bog 2

Væsener, der ikke forstår disse analyser og derfor fornægter dem. Angående evnen til at se ind i fremtiden 390. De, der ikke kan følge med her, er de, der ikke kan se retfærdigheden i "uretfærdigheden". De ser endnu sig selv som martyrer overfor ubehagelighederne i deres skæbne og fordømmer indtil en vis grad medvæsenerne som ophavet til disse. De har endnu ikke nået den hjertets renhed, igennem hvilken de kan "se Gud". Men også deres tid vil komme. Også de skulle blive "ét med Faderen", opleve deres livs evighed og deres egen storhed som tidens og rummets herre, altsammen netop i kraft af grundenergiernes evige kombination i spiralen og de herpå baserede himmelske verdeners eksistens, som de i dag fornægter. Det er en lykke for dem, at de ikke er blevet borte for Guddommen, således som Guddommen er blevet borte for dem.
      Men det er ikke alene evnen til at føre fortiden ind i "nuet", der er fremragende i "den guddommelige verden". Her eksisterer også en udpræget evne til at føre "fremtiden" ind i det samme "nu", men begrundelsen herfor er for omstændelig til at kunne fremføres her. Jeg må derfor, angående denne oplevelsesform, henvise læserne til senere afsnit i "Livets Bog".