Hej.
Her er lige nogle skøre tanker:
Lad os lave en antagelse: Vi har alle levet i uendelige tider, og vil leve uendeligt fremover. Vi har altså ingen begyndelse og ingen afslutning. Dette mener jeg er helt i overensstemmlse med det Martinus fortæller os.
Hvis dette er rigtigt, så er jeg af den opfattelse, at vi ikke kan opleve noget, som vi ikke allerede har oplevet i forvejen - vi vil endda have oplevet alt uendeligt mange gange før. Hvis dette er rigtigt, er vi alle i princippet helt ens. Det eneste der adskiller os er, at vi ikke kan huske det hele på een gang. I princippet er vi alle som Gud, for vi kender det hele i forvejen. Af den grund kan vi være glade for, at vores hukommelse er så dårlig. Det er nemlig den dårlige hukommelse, der giver os fornemmelsen af at opleve noget nyt. Men ikke nok med det, det gælder faktisk for alle grundenergierne. Tag bare intuitionen. Hvis ikke den svigtede os meget af tiden, så ville vores livsoplevelse til sidst også dø ud, fordi vi hele tiden ville opleve fuld viden om det hele. Og tænk hvis tyngdeenergien og følelsesenergien hele tiden var i fuld udfoldelse, så ville der ingen dynamik være, det hele ville udjævne hinanden, og livsoplevelsen ville totalt ophøre. Vi kan altså takke de hele tiden svingende evner for, at vi lever livet. Det samme gælder Gud, hans livsoplevelse er afhængig af de evigt skiftende grundenergier.
Er I andre enige i, at vi ikke kan opleve noget som vi ikke har oplevet før? Eller mener I måske tværtimod, at vi hele tiden oplever noget nyt, takket være livets uendlige muligheder, altså at vi aldrig oplever helt det samme igen. Eller mener I måske noget helt tredje. :
Og er der nogen der er så kloge, så de kan fortælle mig, hvad jeg egentlig selv mener. :
Her er lige nogle skøre tanker:
Lad os lave en antagelse: Vi har alle levet i uendelige tider, og vil leve uendeligt fremover. Vi har altså ingen begyndelse og ingen afslutning. Dette mener jeg er helt i overensstemmlse med det Martinus fortæller os.
Hvis dette er rigtigt, så er jeg af den opfattelse, at vi ikke kan opleve noget, som vi ikke allerede har oplevet i forvejen - vi vil endda have oplevet alt uendeligt mange gange før. Hvis dette er rigtigt, er vi alle i princippet helt ens. Det eneste der adskiller os er, at vi ikke kan huske det hele på een gang. I princippet er vi alle som Gud, for vi kender det hele i forvejen. Af den grund kan vi være glade for, at vores hukommelse er så dårlig. Det er nemlig den dårlige hukommelse, der giver os fornemmelsen af at opleve noget nyt. Men ikke nok med det, det gælder faktisk for alle grundenergierne. Tag bare intuitionen. Hvis ikke den svigtede os meget af tiden, så ville vores livsoplevelse til sidst også dø ud, fordi vi hele tiden ville opleve fuld viden om det hele. Og tænk hvis tyngdeenergien og følelsesenergien hele tiden var i fuld udfoldelse, så ville der ingen dynamik være, det hele ville udjævne hinanden, og livsoplevelsen ville totalt ophøre. Vi kan altså takke de hele tiden svingende evner for, at vi lever livet. Det samme gælder Gud, hans livsoplevelse er afhængig af de evigt skiftende grundenergier.
Er I andre enige i, at vi ikke kan opleve noget som vi ikke har oplevet før? Eller mener I måske tværtimod, at vi hele tiden oplever noget nyt, takket være livets uendlige muligheder, altså at vi aldrig oplever helt det samme igen. Eller mener I måske noget helt tredje. : Og er der nogen der er så kloge, så de kan fortælle mig, hvad jeg egentlig selv mener. :
Vi kan ikke opleve nye grundenergier eller nye grundenergiriger men vi oplever hele tiden nye grundenergikombinationer og vi går fremmed i oktaverne... Samme toner i skalaen er det jo helt vist men hele tiden nye melodier... samma orkester men nye kompositioner - og vi kan veksle intrumenter... Samme grundalfabete kan varieres uden ende, a,b, c, ... tänk på f.eks. talesystemet, 0, 01, 02, 03... de er uden ende... men det er hele tiden...på en måde detsamme.. liveds paradoks... den uendelige mångfolds og det evige enheds paradokser der ikke egentlig kan forstås - kun leves...
Hej
Jeg synes musikk-billedet til Algotezza er bra!
Man kan jo lett tænke seg at alle tonekombinationer for længst er brugt. Men det kommer stadig nye melodier! Slik også med livets melodi. Nye toner, ny rytme, nye kombinationer, nye instrumenter.
Det har aldri levd en Oscar før, som er akkurat lik den jeg er. Jeg er unik!
Vi oplever stadig nytt. Hver spiralgennomgang er ny, fordi vi stadig går opp til en høyere spiral. Det gir nye oplevelser.
Samtidig har du et poeng Svend. Hadde vi hatt perfekt hukommelse så kunne det kanskje fort bli kjedelig... men samtidig skal vi leve i åretal i mineralriget og bare mimre over det vi har oplevet i denne spiralomgang. Da har vi jo perfekt hukommelse. Det tyder på at hver spiralomgang er forskellig, fordi vi kan tilbringe så mye tid der med bare at huske.
Så vi oplever på en måde det samme som før – f.eks. nå, overgangen fra dyreriget til menneskeriget. Det har vi oplevd mange ganger før. Men denne gangen er det med nye forutsetninger og omgivelser.
Kjærlig hilsen
Oscar
Hej Svend.
Grundlæggende er al viden gammelkendt. Principperne er evigt de samme. Vi har bare skruet ned for hukommelsesenergien og glemt det vi allerede ved. Det er kun nuanceforskelle på overfladen, der er "nyt".
Kh. Ejby
hej alle
Jeg tror det er hele pointen med livet. At oplevet nyt. Selv guddommen oplever nyt hele tiden, ellers ville han/hun/den/det kede sig "ihjel" og livet ville gå i stå.
Det eneste der ligger fast er de evige skaberprincipper, og at ingen skabelse kan gå imod det endelige facit "alt er såre godt". Denne grundsætning er det eneste facit der er givet på forhånd. Alle detaljerne kender ingen på forhånd, altså hvordan skabelserne vil blive udmøntet konkret i hver eneste detalje.
Det er det der gør det hele sjovt, både for os og guddommen
Bare kort herfra
kh.
Kenneth
Hej alle.
Kan vi være sikre på, at vi ikke har oplevet noget før? Vi kan netop ikke huske tilbage i uendeligheden. Hvis vi havde uendelig hukommelse tror jeg, at begrebet "fortid" og "fremtid" ville smelte sammen i "nuet".
Lad os lave en ligning. På den ene side livsmulighederne. På den anden side vores livserfaring. Så får vi en ligning, hvor der skal stå uendelig på begge sider af lighedstegnet. Indikerer det ikke, at vi allerede kender det hele, det er blot vores manglende adgang til denne viden, der giver livet værdi? Hvis I har ret, så er livsmulighederne større end livserfaringen. Men hvordan kan noget være større end uendeligt, vores livserfaring er netop uendelig?
Teosofferne har en sætning: "Tiden står stille, det er os der går". Dette giver på en måde mening, hvis man antager, at alt findes hele tiden, intet ændrer sig, det er kun vores skiftende begrænsende oplevelsesevne der gør, at vi oplever det som en skiftende livsoplevelse.
Vi stræber efter fuld viden, men når vi har den, så ved vi, at vores livsoplevelse er betinget af, at vi ikke har denne viden - i det mindste ikke hele tiden. Derfor kaster vi den fra os igen med det samme. Når vi har fuld viden, ønsker vi den ikke. Når vi ikke har den, vil vi gerne have den. Det er det der holder livet i gang - det evige urbegær.
Lad os lave en ligning. På den ene side livsmulighederne. På den anden side vores livserfaring. Så får vi en ligning, hvor der skal stå uendelig på begge sider af lighedstegnet. Indikerer det ikke, at vi allerede kender det hele, det er blot vores manglende adgang til denne viden, der giver livet værdi? Hvis I har ret, så er livsmulighederne større end livserfaringen. Men hvordan kan noget være større end uendeligt, vores livserfaring er netop uendelig?
Teosofferne har en sætning: "Tiden står stille, det er os der går". Dette giver på en måde mening, hvis man antager, at alt findes hele tiden, intet ændrer sig, det er kun vores skiftende begrænsende oplevelsesevne der gør, at vi oplever det som en skiftende livsoplevelse.
Vi stræber efter fuld viden, men når vi har den, så ved vi, at vores livsoplevelse er betinget af, at vi ikke har denne viden - i det mindste ikke hele tiden. Derfor kaster vi den fra os igen med det samme. Når vi har fuld viden, ønsker vi den ikke. Når vi ikke har den, vil vi gerne have den. Det er det der holder livet i gang - det evige urbegær.
Hej Svend.
Jeg mener du er inde på noget af det rigtige.
Kh. Ejby
Vi har haft disskussionen før - sidste Jul
Læs evt også denne tråd:
https://www.martinusforum.dk/forum/kosmologien-generelt/fremtid/
Kh. Ejby
Poesi..
Det har du ret i quasimode....
Det er smukt, indsigtsfuldt, dybt og nærmest poesi....
Ja, den ene side af tilvärelset er altid vad den är, evigheden, stilheden, den uforanderlige faktor der vender og dermed oplever og omskaber energierne, den anden bli'r hvad den bli'r, de oplevede og omskabede energikombinationer. Livet som toenighed...
Livet i dets helhed er dermed hvad det er og bli'r hvad det blir...Det er den levende paradoks der kun kan begribes ved at leve den og i den og det er hvad livsmysteriet drejer sig om: at livet er po en gang stilhed, det absolute, og bevägelse, det illusoriske, og mödet mellem disse to, det relative...Livet som treenighed...
Skriv et svar