Hej Ejby

Jeg forestiller mig, at Jesus og andre forudser fremtiden på samme måde, som jeg kan forudse fremtiden, hvis slipper et glas og lader det falde mod gulvet. Så kan jeg (i et splitsekund) forudse, at glasset vil splintres.  Jeg kan også forudse, at jeg bliver forkølet, hvis jeg stiller mig ud på altanen splitternøgen. Og jeg kan forudse, at min kone vil blive sur, hvis jeg maler lejligheden lyserød, mens hun er på arbejde.

Vi kan allerede nu gennemskue forskellige årsagers virkning, fordi vi efterhånden har opnået (en begrænset) indsigt i kosmisk kemi. I takt med at med at vi opnår større og større indsigt heri (kulminerende med kosmisk bevidsthed), bliver vi i stand til at forudse ting, der vil ske i fremtiden, selvom vi ikke kan gennemskue forholdet mellem årsag og virkning i dag.

På den måde giver mystikken ved forudsigelser i hvert fald god mening for mig.

Venlig hilsen

Petersh

Hej Ejby.

Har ikke så meget mere at byde ind med lige nu, men jeg mener dog, at man bør inddrage "fri vilje", når man taler om fremtiden er forudbestemt eller ej.

Hej med jer

Bare kort. Jeg tror intuitionsvæsner kan forudse fremtiden, bare ved at se hvilke skæbnebuer der står i kø for at blive udløst. Med intuitionsevnen skulle man - i følge Martinus - se disse buer, ligesom man kan se en bil eller et fly i den fysiske verden

kh.
Kenneth

Hei

Det er vanskelig å forstå hva som er skjebne og hva som er fri vilje. Men det blir enda vanskeligere når man tenker på at de vi møter også har både skjebne og fri vilje.
Et barn (som er  i repetisjonsfasen ) har kanskje foreldre som er godt over 30 hvor viljen kanskje er litt mer fri. Alt etter hva foreldrene velger så vil jo barnet få ganske så  forskjellige personligheter. Det kan være at en mor valgte skillsmisse, men hvor hun like godt kunne ha blitt i forholdet. Det ligger på vippen  og det er fifty-fifty , det er morens frie vilje . men skjebnen til barnet vil bli helt forskjellig. Barnet er i repetisjonsfasen men ikke de voksne. Når vi tenker på at vi beveger oss blant mennesker , der det som skjer er blanding av skjebne og fri vilje , så er det vanskelig å skjønne at et menneske kan ha en klar skjebne når det inkarnerer, da det er avhengig hva som skjer i dets miljø, av andres menneskers frie vilje. F.eks kan en far ha et valg om han vil følge sin fascinasjon av ekstremsport. Kanskje døde han ved å våge dette og hele livet til sine barn ble forandret.   
Jeg sier kanskje det samme flere ganger, men det er fordi jeg har prøvd å formulere problemstillingen på forumet tidligere, men føler at ikke det ble helt forstått da, så jeg prøver igjen , så får jeg heller forsøke å presisere etter hvert.
Vh Glenn   

Hej alle.

Med et emne som dette kunne det måske være interessant at inddrage erfaringer fra den ”materielle” forskning. Jeg har læst Tor Nørretranders’ bog ”Mærk verden”, og heri beskriver han nogle hårrejsende forskningsresultater omkring bevidstheden. Jeg kan absolut anbefale denne bog til folk der er interesserede i tid og bevidsthed.

Hvornår bliver noget egentlig bevidst for os – altså hvor lang tid tager de processer der sker, fra mine øjne og ører opfanger de elektriske impulser fra en bil der kører forbi, til min bevidsthed faktisk bliver klar over, at det er en bil der kører forbi? Altså, når jeg bliver bevidst om, at bilen er hvor den er, så må den jo allerede reelt være et andet sted? Det vi oplever af vores omverden må derfor i en eller anden forstand allerede være ”fortid”.

Vi kender jo alle sammen tordenvejret, hvor vi ser et lyn, og der går adskillige sekunder, inden vi hører braget. I denne situation kan vi med vores intelligens sagtens slutte os til, at det billede vi ser, og den lyd vi hører, er et produkt af den samme hændelse, nemlig tordenvejret – men vi oplever det ikke samtidig med vores sanser. Alene denne forsinkelse (der jo også er der med synet, f.eks ser vi først solens lys 8 minutter efter det bliver afsendt fra solen) gør, at vi ikke oplever ”nuet” men ”fortiden” – alle vore sanser er jo forsinkede, hørelsen bare noget mere end synet. Men hvordan finder vi så ud af, hvad der sker ”samtidigt”? Der må ligge et kolossalt analysearbejde til grund for vores oplevelsesevne. Men derudover sker der altså også en forsinkelse i forbindelse med, at vi skal behandle alle de data, der hele tiden vælter ind, med vore fem sanser, og hjernen skal have dem koordineret, så vi får en illusion af, at det vi oplever rent faktisk sker ”nu”, og ”samtidigt” selv om det altså allerede er sket.

Når dette så er sagt, så bliver det endnu mere mærkeligt, når man så tænker på, at vi selv skal reagere på det der sker. Hvis en bil kører mod os, kan det jo ikke nytte, at vi først reagerer efter alle disse forsinkelser er sket – så bliver vi kørt over. Den fysiske verden ville være et stort kaos og en stor umulighed, hvis ikke var noget der spillede ind her. Jeg afbryder lige mit indlæg her, og fortsætter senere.

En del af forklaringen skal søges i, at vi for langt hovedparten af vore daglige handlinger slet ikke reagerer bevidst. Vi foretager os en masse ting, som vi slet ikke er klar over. Man hører også tit om fodboldspillere, der forklarer en misbrugt chance med, at ”de fik tid til at tænke for meget over det”. I det øjeblik vi skal til at være bevidste om noget før vi gør det, bliver det hele lidt forsinket, og oftest med et dårligere resultat til følge. Hvis man skal sætte dette i forhold til Martinus, så kan man sige, at når vi reagerer ubevidst, så reagerer vi som følge af gammelkendt C-viden – det hele kører bare uden at vi tænker over det, for vi har prøvet det millioner af gange før, og derfor er det ubevidst viden. Langt det meste af det vi foretager os, sker på baggrund af C-viden. Det er forsvindende lidt der kræver bevidst hjernemæssig aktivitet. Instinktenergien må også spille en væsentlig rolle her, så længe vi kan køre på den går det hele hurtigt og smertefrit, når vi også skal til at analysere med intelligensen, for at finde ud af, hvad vi skal gøre, tager det lidt længere tid.

Men hvordan så med ”fri vilje”? Også her synes jeg den materielle forskning giver tankevækkende resultater.

Ved at lade nogle forsøgsperson sidde i en stol og på et eller andet tidspunkt, helt efter eget valg, trykke på en knap, har man analyseret på den frie vilje. Samtidig som forsøgspersonerne sad i denne stol, målte man på deres hjernemønster. Fra forsøgspersonernes synsvinkel oplevede de det som om, at de på et givent tidspunkt besluttede, at de ville trykke på knappen, og samtidig gjorde de det så. Det spændende var så, hvornår man kunne måle i hjernen, at forsøgspersonen besluttede sig for at trykke på knappen. Man får altså to forskellige sæt data: Forsøgspersonen subjektive oplevelse af, hvornår man af egen fri vilje trykker på knappen, og så hjernemønsteret. Det chokerende resultat af denne forskning var, at i det øjeblik forsøgspersonen af egen fri vilje beslutter at trykke på knappen, der har hjernen allerede i et halvt sekund været i beredskab til at foretage denne handling – det vil altså sige, at den fysiske hjerne er forud for det vi subjektivt oplever som ”fri vilje”. Vi er heller ikke selv klar over, at dette beredskab eksisterer, vi oplever jo ikke, at vores beslutning er et halvt sekund forsinket. Med andre ord: jeg kan ikke foretage en bevidst handling af ”fri vilje”, hvis ikke der et halvt sekund i forvejen er et beredskab der gør klar til denne handling. På den anden side, så er der konstant millioner af beredskaber klar til at udføre bevidste handlinger, som aldrig bliver til noget. Man kan sige, at vi med vores frie vilje ikke kan gøre noget, der ikke i forvejen er ét beredskab for, men vi har vetoret imod, at et beredskab kommer til udførelse. I hvert nu foretager vi måske 100 bevidste handlinger, mens beredskabet har gjort klart til 1000. Tallene er bare nogle jeg har fundet på, men det illustrerer princippet i det. Sådan læser jeg i hvert fald konklusionen i Tor Nørretranders’ bog.

Jeg har gjort mig nogle tanker om, hvordan denne forskning harmonerer med Martinus' verdensbillede. Hvordan opstår for eksempel disse forskellige beredskaber i den fysiske hjerne - de er jo forud for det vi vælger at gøre, men hvordan i alverden kan min fysiske hjerne vide, hvilke beredskaber jeg har brug for om et øjeblik? (Igen ved jeg godt, at intet opstår i den fysiske hjerne, men så opstår det jo et andet sted, den fysiske hjerne viser så bare det fysiske udslag af dette.) Jeg forestiller mig her, at disse beredskaber opstår som følge af karmabølger. I hvert eneste "nu" har jeg en karma, der kommer til udløsning som et samspil mellem de karmabølger jeg selv har til gode, og så de muligheder omgivelserne giver for, at disse bølger kan komme tilbage til mig. Jeg forestiller mig, at disse beredskaber i hjernen er de muligheder der i hvert øjeblik er for, at en karmabølge kan vende tilbage til mig. Jeg ser så min frie vilje (det Nørretranders kalder for "vetoret") som en form for mulighed for at vælge mellem, hvilke bølger jeg vil lade komme tilbage nu og her, samt en mulighed for at bestemme, hvad jeg fremover vil sende ud. Karmabølger er jo også et resultat af tiltrækning og frastødning.

Altså, når jeg ser en bil komme imod mig, og bevidst beslutter mig for at springe til siden, så er denne handling mulig for mig at udføre, fordi hjernen (og derved i første instans de åndelige legemer, der er forud for de fysiske udslag i hjernen) sådan set i forvejen var klar over, at en karmabølge var på vej, og hjernen gør således et beredskab klar til at springe til siden. Dette halve sekund gør også, at når jeg så bevidst oplever det, så er mine sanseintryk bearbejdede og koordinerede af hjernen, så det for mig opleves som om det sker i "nuet" - og beredskabet gør så, at jeg kan opleve det som om jeg bevidst vælger at foretage netop denne handling, selv om den er klargjort i forvejen. Jeg vælger jo netop beredskabet "spring til siden" frem for beredskabet "bliv stående".

Hej Svend.

Det lyder logisk for mig, at perspektiv og sanse evner spiller ind.

"Det er ikke tiden der går, men os der bevæger os gennem det vi kalder "tid."

Kærlig hilsen Ejby

Jeg tilslutter mig ovenstående forståelse. Jeg ser Gud som en række love - på lige fod med f.eks tyngdeloven. Vi har en forståelse af denne lov og derfor kan vi forudsige hvad der vil ske i nogle givne situationer.

På samme måde forestiller jeg mig at der er en række andre love som vi endnu ikke har forståelse for - karmaloven f.eks, som vi kun forstår på et tankemæssigt niveau, men slet ikke på samme detaljeringsniveau som vi forstår tyngdeloven.

Et andet eksempel er "bøn" hvor nogle tror det virker, nogle mener at det skal gøres på en bestemt måde og nogen tror det ikke virker. Jeg tror det virker, men jeg har ingen anelse om hvordan ud over nogle overordnede tanker om det.

Jeg tror så at vi alle har fri vilje indenfor disse love - som en kok der har en række ingredienser og værktøjer til rådighed og som kan "blande" tingene som han ønsker. Hver blanding giver sit resultat.

Det morsomme ved denne udlægning er at Gud derved "blot" er et sæt "love" så når "videnskaben" en dag får det åndelige og evige med, så kan Gud måske "beskrives" og "forstås" videnskabeligt

Og det er vel det Martinus kalder kosmisk kemi?

Med kærlighed

Lars

Hej Lars.

At reducerer Gud til, "blot" et sæt "love".....er det samme som, at reducerer Gud til X2 eller skabeevnen.

Her har man helt misset skaberen eller X1, bag lovene....som jeg ser det.

Kærlig hilsen Ejby

Kærlig hilsen Ejby

Lyserød :o....

Det er netop det jeg mener. Vi er allerede i stand til, at forudsige visse ting.

Hvordan mon så det ser ud i den Guddommelige verden?

Tænker på, at jeg mener at huske noget om, at Martinus kunne "se" skæbnebuer.

Og hans udtalelser om, at det er forsynet i den åndelige verden, der har opgaven med,
administrerer disse "skæbne-buer", så de kommer til udløsning på rette "tid og sted".

Vi er derfor bundet af "årsags-virknings loven" eller karmahjulet og kan derfor ikke have
absolut fri vilje.

Det er således først, når vi gør vores egen vilje i overensstemmelse med Guds vilje...vi med
begrebet "syndernes forladelse" kan sætte en stopper for udløsningen af den "dårlige" karma...
og forsynet omdanner denne udsendte energi til "græskarma."

At gøre vores egen vilje i overensstemmelse med Guds vilje, er en evne vi udvikler os til og
kræver en organisk struktur eller rette sammensætning af grundenergierne. Det kan ikke være
en viljesag, at elske sin næste som sig selv...men er nødsaget til, at være et udviklings spørgsmål
...som jeg ser det.

Kærlig hilsen Ejby

Hej Ejby.

Du skriver, at vi ikke kan have absolut fri vilje. Det er jeg enig med dig i, men mener du, at vi slet ikke har nogen fri vilje overhovedet? Hvis Gud ved nøjagtigt, hvad der sker hvornår, har vi så fri vilje? Hvis Gud ved, hvad jeg vil gøre i morgen, har jeg så overhovedet nogen skabeevne, det der sker i morgen er jo sådan set allerede skabt, det venter bare på at jeg skal opleve det med min oplevelsesevne, lige som jeg heller ikke kan skabe en biograffilm, men kun opleve den. Filmen er så kun spændende, fordi jeg ikke ved hvad der vil ske, men jeg kan under ingen omstændigheder selv påvirke handlingen. I det øjeblik jeg kender filmen ud og ind, er den ikke så spændende længere.

”Tiden står stille – det er os der går”. Denne sætning hørte jeg første gang hos Esoterikerne. De beskrev det også på den måde, at vi kan forestille os, at vi går inde i et museum med en masse kunstværker. Der er dog fuldstændig mørkt. Med os har vi en lommelygte, og med den kan vi så gå ned gennem hele museet, mens vi belyser hvert kunstværk for sig med vores lommelygte. Vi ser derfor først et kunstværk, og derefter et andet, deraf tidsfornemmelsen. Pludselig kommer der en eller anden ind og tænder loftslyset. Pludselig kan vi se, at alle kunstværker har været der hele tiden, det var kun vores perspektivprincip der gjorde, at vi så dem et ad gangen. Denne ”lignelse” svarer så vidt jeg kan se helt til livet som en biograffilm. Vi kan se et billede ad gangen, men hele filmen er der i forvejen. Problemet er for mig at se, at hvis alt i detaljer fungerer på denne måde, så har vi netop ikke nogen som helst form for fri vilje. Martinus er flere steder inde på, at vi netop inden for visse områder har fri vilje.

Hej Svend.

Nu er vi ude i de helt store tanker, men ikke mindre spændende af den grund.

Faktisk tænker jeg at det som i så mange andre ting, ikke er et spørgsmål om
enten eller....men om både og.

Jeg tænker, den "fri vilje" er en del af illusionen. Men udelukkende gennem illusionen om
"fri vilje", kan oplevelsen af "der er kun Èn vilje" finde sted.
Udelukkende gennem illusionen af "de mange valg", kan oplevelsen af "der findes kun Èt valg"
finde sted.
Det "ene valg" der findes, er viljen til oplevelse. (urbegæret)

På Gudeplan:
Har Gud i dybeste forstand absolut fri vilje?
Kan Gud skabe sin ligemand?............nej!
Kan Gud begå selvmord eller udslette sig selv?..............nej! (grundet det iboende urbegær)

Selv spiralkredsløbet er en illusion, skabt af Martinus for, at hjælpe "vores forståelse" med vores
begrænsede sanse evner. Det er en kunstig fremstillet struktur eller forklarings model, der indbefatter en form for "rækkefølge"....til at illustrerer, det der ikke kan illustreres....det uendelige, evige, tid og steds løse. Det er det mest geniale symbol, til at pille en del af evigheden ud...for at kigge nærmere på den.
Og man kan kun opleve helheden gennem delen. Det er udelukkende et spørgsmål om perspektiv.

Pres spiralen sammen, og så har du en cirkel....hvor alting sker samtidigt. Der er ingen begyndelse eller slutning på en cirkel. Der er ingen begyndelse eller slutning på Gud. Der er ikke noget "tidspunkt", hvor Gud begyndte at skabe.

Der er ingen "første årsag". Årsag og virkning er et og det samme. To sider af samme mønt. Årsagen her altid været og virkningen har altid været. X1, X2 og X3 er uadskillige.

Din museums analogi er god. Et rum i museet beskriver, hvad vi oplever i et spiralkredsløb...eller et udsnit af evigheden....både i mørket med lommelygten og med lyset tændt. Men der er mange rum i museet (I Guds rige er der mange boliger)....rum for micro- mellem- og makrokosmos i det uendelige.

Hvis du fjerner taget på museet og forestiller dig, at du har overblik over alle rum samtidig...så befinder du dig på Guds udsigts post.

Tænker Ejby, som er i færd med, at rode sig ud i de mere uoverskuelige ting. :

Kh Ejby 

Hej igen.

Går lige et skridt videre.

Forestil dig, at taget på museet er fjernet og du ser fra Guds udsigts post.

Fjern nu alle skillevægene i museet, så det bliver et stort rum.
Alting sker nu på samme tid og sted.

Det er de levende væsner der skifter perspektiv.

Martinus skriver (mener det er i livets bog 2), at størrelse er en illusion.
Micro kosmos og makro kosmos er "lige store", det er udelukkende et spørgsmål
om perspektiv. Som i det store, så i det små.

Det handler om perspektiv og sanse evne.

Kærlig hilsen Ejby

Hej Ejby.

Jeg ser det mere som noget ala dette:

Tryk avler modtryk - jeg kan ikke udløse en type energi, uden at den modsatte også udløses - hvis vi summerer dette, giver energien altid 0. Hvis man fokuserer på nullet, ja så sker alting/intet hele tiden. Alting, også tid og rum, giver værdien 0. Gud ved dette til alle tider, og dette kan ikke rykkes ud af balance. Men, hvis Gud hele tiden fokuserede på dette, ville hans livsoplevelse ophøre - der er jo ingen kontraster. Vi befinder os her i X1 - energien er "noget som er".

Gud kan imidlertid tage det ganske roligt, hvis jeg vælger at udløse en energi med værdien -2, så vil en energi med værdien +2 udløses samtidig. I næste nu udløser jeg energien -3, og en energi med værdien +3 udløses samtidig. Hvis Gud fokuserer på dette, så oplever han kontraster. For mig at se behøver han ikke at vide, hvilke energier jeg vil udløse hvornår - det gør livet spændende for ham, at der eksisterer disse kontraster. Uanset hvordan jeg gebærder mig, vil energien altid være i balance, og vende tilbage til sit udgangspunkt.

Dette kan også beskrives som Gud som en stor kugle - foroven er der luft, og forneden er der vand. De levende væsener kan skvulpe i vandet, hvorefter vandet stiger og falder i dette område. Men hver gang vandet falder et sted, vil det stige et andet - den balance kan ikke forskubbes, for der findes ikke andet end denne kugle. Men for mig at se behøver Gud ikke hele tiden at vide besked med, hvornår et levende væsen gør det ene eller det andet (i store træk kan vand og luft her symbolisere mørke og lyse kræfter, eller det ubehagelige gode og det behagelige gode) for energien, og dermed lys og mørke, er hele tiden i balance. Dette skiftende scenarie af vand, der skvulper op og ned, er Guds livsoplevelse, og samtidig hans skabeevne. Men uanset hvad vi gør, så er kuglen der til alle tider.

På denne måde illustrerer jeg for mig selv, at vi har fri vilje, og samtidig kan vi ikke bruge denne frie vilje til at bringe noget ud af ligevægt.

Hej Svend.

Hvem udløser +2 og +3 i din fremstilling?

Kærlig hilsen Ejby.

Hej Ejby.

Det gør jeg selv. Hvis jeg trykker vandet ned et sted, vil det stige et andet sted.

Hej Svend.

Vil det sige, at du mener....at når jeg udløser en negativ energi (-2), så
udløser jeg samtidig en positiv energi (+2)? Hvordan går det til ???

Hvordan kan du udløse en negativ og en positiv energi samtidig?

Kærlig hilsen Ejby

Hej Ejby.

Det må nødvendigvis være sådan, ellers ville der kunne skabes ubalance i systemet. Så ville der være en utæthed et eller andet sted.