Hej Svend.

Jeg er sådan set enig med dig.
For det du siger, er det samme som jeg siger blot på en anden måde.

Gud udløser samtidig både negative og positive energier. (-2 og +2)
Det kan han gøre, fordi han har splittet sig op i dele, og dermed kan
udløse de to modsætninger samtidigt.

Men kan vi også det?
Udløse to modsætninger samtidigt?
Hvorledes går det til, mener du?

Jeg har min egen ide, som jeg nok skal komme med senere?
(skal hente min datter )

Kærlig hilsen Ejby

Hej Ejby.

Jeg mener såmænd også, at vi er meget enige når det kommer til stykket. I øjeblikket kan jeg nok ikke komme det nærmere end at min daglige oplevelse for mig bekræfter, at der er balance i tingene.

Nogle eksempler:

Kulde/Varme. Når noget varmes op, udvider det sig. Det kan det kun gøre, hvis der samtidig er noget andet der trækker sig sammen, ellers var der jo ikke plads til udvidelsen. Vi har her balancen mellem tyngde og følelsesenergien. Hver gang jeg udløser en tyngdemanifestation, må der nødvendigvis udløses en tilsvarende følelsesreaktion.

Stof/Antistof. Videnskaben har påvist antistoffet. Hvis stof og antistof mødes, forsvinder det, og bliver til energi. Af energien kan man påny danne stof og antistof.

Opbygning/Nedbrydning. Jeg kan ikke bygge noget op, uden at bryde noget andet ned.

Grundenergierne. Jeg kan ikke få intelligensenergien til at vokse, uden at instintenergien samtidig aftager. Samtidig sker det modsatte for andre levende væsener. Endvider er energierne polariserede, her har vi balancen mellem den feminine og den maskuline pol. Hvor der ikke er topolede væsener, findes der altid to modsat rettede poler, der søger at tiltrække hinanden.

Hej Svend.

Vi er skabt i Guds billede efter hans lignelse, og er i
vores struktur med X1, X2 og X3 et hologram af Guddommen.

Ligesom Gud, splitter vi os via moderenergien op i dele.

Ligesom Gud udløser vi -2 og +2 samtidigt.

Tid/rækkefølge er en illusion....og baseret på perspektiv og sanseevne.

Kærlig hilsen Ejby

Hej Ejby,

Da alt - enhver detalje i livet - er en illusion, der er baseret på perspektiv og sanseevne, er alt ved livet - med undtagelse af det guddommelige noget - en illusion.

Selve udsagnet: "Tid/rækkefølge er en illusion" er således også en illusion, da det også er baseret på perspektiv og sanseevne.

venlig hilsen
Jan

Hej Svend og Jan.

Finder lige et par Martinus citater.

Måske hans forklaring mht., muligheden for at kende fremtiden
er mere forståelig og logisk, end mine egne ord og argumenter.

Kærlig hilsen Ejby

Hej Ejby.

Man kunne også køre den længere ud: Hvis man kun kan opleve illusioner, er det så en illusion? :

Hvis Gud kan se ned i museet, og se det hele på en gang, vil hans livsoplevelse så ikke blive udslukt på et tidspunkt, på grund af mangel på kontraster - han ser jo de samme kunstværker hele tiden?

Guds livsoplevelse er summen af alle levende væseners livsoplevelse. Vi kan kun opleve illusioner, men derfor kan Gud også kun opleve illusioner, for der er ikke andet at opleve. At vi kan indse, at det er illusioner vi oplever, gør ikke, at vi oplever det anderledes (heldigvis). Vi oplever tid og rum, derfor må Gud også gøre det. Via Martinus er jeg fuldstændig klar over, at jeg oplever verden i perspektiv, men perspektivet er stadig det samme. Sult følger mættelse, der følger sult. Begge følelser er illusioner, men jeg kan ikke hindre, at de følger hinanden. Jeg kan ikke slukke urbegæret (igen: heldigvis).

Men uanset hvad, så følger rigerne hinanden i fast rytme - planterige, dyrerige, menneskerige osv. Hvad er tid egentlig når det kommer til stykket? Det er vel ikke andet end forandringer i materie, forandring i materie = livsytringer, og det uanset om vi snakker åndelige eller fysiske materier. At vi i den Guddommelige verden kun kan opleve nuet forhindrer jo ikke, at fortid og fremtid eksisterer, for sult og mættelse eksisterer også i den guddommelige verden, og for at vi kan udvikle os yderligere, må vi være mætte af den guddomelige verden, og for at vi kan blive mætte af den, må vi først have haft en sult, der drev os ind i den guddommelige verden. (I øvrigt er den guddommelige verden også en illusion, derfor er det en illusion, at vi lever i nuet i den guddommelige verden, som Jan beskriver så glimrende). Mens vi er i den guddommelige verden, sker der også en udvikling i vore grundenergier, det vil sige en udvikling i materien, og dermed en fremadskridende proces. Denne evige proces sikrer at illusionen om livet også varer evigt.

For mig at se kan vi kun snakke om "det evige nu", hvis vi udelukkende betragter det levende væsen som "noget som er", men livet bliver da så trivielt hvis vi kun har sætningen: "Livet det er noget som er". Det er ganske vist rigtigt, men festen fuser da noget hurtigt ud, synes jeg. X1 findes aldrig i renkultur.

Hej Svend.

Du skriver: "At vi indser, at det er illusioner vi oplever, gør ikke at vi oplever det
anderledes."

Det er jeg så ikke enig i.

Det handler ikke om, at slippe ud af illusionen. Det kan vi ikke.

Men der er stor forskel på, at leve ubevidst om illusionerne....og så at leve med bevidstheden om, at det er illusioner.

Du skal derfor ikke se det som forsøg på, at fjerne illusionerne for at komme frem til virkeligheden.
Men som forsøg på, at se igennem illusionerne...og dermed benytte denne viden om illusionerne, til at udvide forståelsen.

Kan vis ikke komme det nærmere i egne ord.

Her efterfølger et par indlæg med Martinus citater.

Kh Ejby

Kærlig hilsen Ejby

Hej igen.

Disse fremtids spekulationer er ikke noget jeg blot har "grebet ud af den blå luft". Men har basis i
Martinus analyser og er udtryk for min egen åndsvidenskabelige undersøgelser af analyserne for,
at udvide min egen forståelse.

I den forbindelse finder jeg dialog og respons på mine tanker her i forummet, meget givtigt og til stor hjælp for min egen udvikling mht en udvidense af min forståelse i forhold til analyserne.

Tak for det. :-*

Livets Bog 2

341. Men erindringsoplevelser er jo kun genoplevelse af "fortiden". Denne anden verden viser sig også at have en realistisk "nutid" og "fremtid", hvilket også kommer til syne gennem det levende væsens drømmeoplevelser. Disse er nemlig, som vi allerede har berørt, ikke altid "erindringer" eller genoplevelser af ting, som individet før har oplevet. Drømmene afslører sig jo også undertiden som "fjernsyn", hvilket vil sige, som "syn" af ting, der virkelig sker et eller andet sted henne i oplevelsesøjeblikket, og som altså her på en mystisk oplevelsesmåde for første gang kommer til individets kundskab.
      Men det er ikke alene over afstand eller i rum, at jeget således kan opleve gennem sin drømmetilstand. Det kan også opleve "fjernsyn" i tid. Det er sket under drømme, at jeget oplever ting i detaljer, der først vil komme til at ske på det fysiske plan på et senere tidspunkt. Drømmetilstanden afslører her en oplevelsesform, gennem hvilken jeget kan tilegne sig forudviden om fremtiden. Disse to oplevelsesformer: fjernsyn i rummet og fjernsyn i tiden er jo rene nyoplevelser. Individet får her tilegnet sig en hel ny viden. Da det således gennem sin drømmetilstand kan tilegne sig hel ny viden, gøre nye erfaringer, bliver nævnte tilstand her synlig som en realistisk eller virkelig oplevelsesform. Og da oplevelserne er sket uden ved hjælp af fysiske sanser af nogen art, (ja væsenet oplever undertiden i en sådan situation at se sit eget fysiske legemes sovende tilstand, det ser sig selv ganske udenfor sit fysiske legeme), bliver denne oplevelsesform i sig selv et uomstødeligt bevis for jegets tilstedeværelse og liv i en "underfysisk" verden. Det kan opleve i en materie og verden, der ikke er fysisk. Da det er denne underfysiske tilstand og verden, man henholdsvis udtrykker som en "sjælelig tilstand" og en "sjælelig verden", bliver denne tilstand og verden således synlig som en virkelig realitet. Hele jegets tilknytning til denne sjælelige tilstand og verden sker altså igennem den underbevidsthedsafdeling, der udgør dets natbevidsthed.

Jeg har fremhævet det vigtigste med rødt.

Kh Ejby

og endnu et eksempel fra

Livets Bog 2

344. I sådanne tilfælde, hvor søvnen af en eller anden grund bliver forstyrret, og individet derved jævnligt bliver "vækket", vil det altså sige, at dagsbevidstheden på en altfor unaturlig måde bliver overført fra det ene legeme til det andet. Overførelsen sker altfor brat eller hurtigt. Hverken det fysiske legeme eller følelseslegemet kommer rigtig i hvile. Og individets "vågentilstand" i en sådan situation bliver derfor en slags mellemting mellem dets vågne dagsbevidsthed og "vågentilstanden" i natbevidstheden. Som følge heraf opstår der erindringsforskydelser, således at erindringer fra oplevelser i natbevidsthedens "vågentilstand" blander sig med erindringer fra oplevelser i individets dagsbevidstheds "vågentilstand". Og det samlede indtryk fra en sådan nat bliver altså en kaoslignende blanding af erindringer fra de to former for "vågentilstande". Dette indtryk kan hverken være rent fysisk eller rent sjæleligt, ligesom det pågældende væsen heller ikke kan skelne, hvad der er fysiske, og hvad der er sjælelige erindringer. Det er en sådan bastardagtig bevidsthedstilstand, der ligger til grund for alt, hvad der kommer ind under begrebet "drømme". Og det er givet, at drømmene derfor overfor den absolut vågne normale oplevelsesform i dagsbevidstheden kun kommer til at stå som noget uvirkeligt, noget uhåndgribeligt, noget der ikke er spor af plan eller mening i. Og oplevelser, der viser sig at være plan- eller meningsløse, kan aldrig blive nogen fundamental basis for et levende væsens kulturskabelse. Og dette er grunden til, at drømmene heller ikke i det jordiske menneskes skabelse har betydning af nogen art. Men for den udviklede forsker har alting betydning. Og vi har da heller ikke kunnet undgå her at dvæle ved drømmenes natur. Og vi fandt da også midt i drømmenes umådelige fyld af mentalt affald de guldkorn, der i form af "fjernsyn i rum og tid" er uomstødelige beviser for en sjælelig oplevelsesform og tilværelse, og at natbevidstheden for jeget er udtryk for noget ganske andet og mere end en blot og bar fysisk søvn. Igennem drømmenes analyse fandt vi, at der også eksisterer en "vågentilværelse" med sanseoplevelse uafhængigt af det fysiske legeme og de hertil knyttede sanser. Drømmene er således lysglimt fra en anden verden, der har forvildet sig ind i det jordiske væsens dagsbevidste tilstand. Det er ligesom om der her bliver synlig en slags "utæthed" i skillevæggen mellem en fysisk og sjælelig zone. Ganske enkelte steder er "utætheden" stor, og lysglimtet bliver strålende klart og uomstødeligt synligt som stammende fra en anden verdens stråleglorie. Det er f.eks. tilfældet, der hvor lysstriben viser sig i form af realistisk "fjernsyn i rum og tid", der hvor det afslører både fortid, fremtid og nutid. Andre steder fremtræder "utætheden" i mangfoldige snævre "sprækker" og "huller", og lyset kommer her kun meget svagt og blafrende til syne. Her bliver den jordiske stråleglorie dominerende og blander sig så stærkt ind i det sjælelige lys, at dette bliver ganske uvirkeligt. De to verdeners lys ødelægger hinanden. Der opstår af den uheldige sammenblanding kun mentale slagger eller bevidsthedsaffald. Og det er ophobningen af dette "affald", almenheden ser eller kender som "drømmenes verden". Det er kun den nøgterne forsker, der kommer frem til de enkelte store "utætheder" og ser sjælelyset i renkultur. For den store hob eller almenheden er det fysiske lys så dominerende og indvirkende på de svage forvildede stråler, at disse helt taber deres farve og kraft, bliver til "aske". Intet under at denne "aske" ikke kan give det almindelige jordiske menneske nogen betryggende forestilling om, at drømme er konsekvenser af en realistisk "vågentilværelse" hinsides den fysiske søvn, at de er ødelagte erindringer fra en højere verden, der er parallel med den jordiske, at de er ødelagt bevidsthedsmateriale for jegets udødelighed eller guddommelige uberørthed eller for dets identitet som herre over enhver form for bevidstløshed.
      Den jordiske almenhed vandrer hen over ødelagt bevismateriale for sin egen evighedseksistens og forbliver derved i mørke. "Syndens sold er døden". Den guddommelige spådom fra paradisets have sker fyldest. Materialismens lys overskygger selve livets lys. Døden ruger i verden. Det levende væsen er mystik. Uvidenheden kulminerer. Det jordiske lys er livets mørke.

Med disse 2 citater af Martinus, har jeg meget svært ved at se, hvordan man kan benægte at det er muligt for Gud (og os) at kende fremtiden.

Kærlig hilsen Ejby.

Tillader mig også lige, at gentage endnu et citat af Martinus, som jeg
jeg godt nok har bragt tidligere i en anden tråd om tidsbegrebet.

Her taler Martinus om væsnerne i den Guddommelige verden:

Livets bog 2 stk. 385:
Men disse væseners tilværelse her beror altså udelukkende på de allerædleste instinkter, talenter eller anlæg i deres overbevidsthed. Absolut alle lavere tendenser er ligeså umulige her som vegetabilsk og animalsk liv er umuligt på solene. Derfor vil alle væsener uden undtagelse kun lyse med en absolut harmonisk kærlighedsflamme. Der kan naturligvis som før nævnt være en umådelig forskel i flammernes omfang og farve, men fælles for dem alle gælder det, at de udtrykker hundrede procents kærlighed og er i tilsvarende harmoni med livets love.
      I denne intellektuelle solverden vil den jordiske gæst opleve livet i betagende fylde. Nævnte væsen er her i livets kerne. Det er på Guds trone. Det opdager hurtigt, at det er ét med tidens og rummets herre. På dets tankes mindste bud former materien sig. Former og skikkelser materialiserer og dematerialiserer sig efter dets ønske. Materien lystrer jeget. Og verdenerne og væsenerne kommer levende til syne for Guds trones fod. Den betagede gudesøn oplever nære og fjerne tider, steder og rum i samme "nu" og på samme "sted". For Forsynets søn eksisterer ikke noget "i går" eller "i morgen". Alt lyser og funkler med en evig dags klarhed. Kun et endeløst "nu" kan betegne livet for materiens herre. Tusinder af miles oceaner, sletter, skove og bjerge, hundreder af verdener med menneskeheder, dyrearter, mineral- og planteriger, trope- og polaregne, hundreder af andre verdener med ild- og flammeterræner, med kogende mineraler og en atmosfære af metaldampe, skabelsesprocesser, kloders tilblivelser og kloders undergang, væseners formdannelser, kulturers fremkomst, kulmination og ophør, ja, hele livets kredsløb i makrokosmos og mikrokosmos gennemfares af gudesønnen, uden at denne bevæger sig så meget som en eneste millimeter i rummet eller tilbagelægger en eneste brøkdel af et sekund i tiden. I sandhed, for den evige Guddom, og hvem der er ét med ham, er "én dag som tusinde år og tusinde år som én dag".

Kærlige julehilsner til alle fra Ejby.

Hej Ejby.

OK, vores argumentation kører i ring, så vi kommer det nok ikke nærmere.

Hvis jeg skal henvise til Martiuns-citater, så vil jeg henvise til LB bind 1 fra stk 1 og så et par sider frem. Der beskriver Martinus den frie vilje, som giver os mulighed for at påvirke vor egen skæbne.

Til slut vil jeg nævne enæggede tvillinger. Jeg kan ikke huske, om vi har haft det oppe før her på forum, men man hører i hvert fald ofte om enæggede tvillinger, hvis skæbner er forbundet. Hvis en tvilling kommer ud for noget, der eksempelvis giver denne tvilling et ar på benet, så sker der ofte det, at den anden tvilling kommer ud for noget andet, der også giver et ar på benet samme sted. På denne måde er deres skæbne måske forudbestemt, men det bemærkelsesværdige er, at de ikke nødvendigvis kommer ud for det samme. Den ene vælter måske på cyklen, mens den anden falder ned af en stige. Slutfacit er det samme, men vejen dertil er bestemt af en form for fri vilje.

Hej Ejby,

Mht. de citater du refererer, hvor man i drømmetilstand, kan opleve noget, som først kommer til fysisk at ske på et senere tidspunkt, så er det jo ikke det samme som, at man kan få adgang til al fremtid i al evighed, eller at al fremtid i al evighed allerede er fastlagt. Hvis det virkeligt var sådan, ville det betyde at intet kunne ændres. Vilje og urbegær ville være et meningsløst begreb. Der ville jo kun kunne ske det, der allerede altid havde været fastlagt. Hvad skulle man så med urbegær? Og uden urbegær heller intet liv. Men det er jo det stik modsatte af, hvad vi oplever.

kh

Jan

Hej igen.

Med hensyn til X2 som er skabeevnen og oplevelsesevnen, så kan jeg ikke undgå at se den noget amputeret, såfremt alt i al fremtid er fastlagt på forhånd. Hvad skal vi så overhovedet med en skabeevne, er det så ikke nok med en oplevelsesevne? Hvis fremtiden allerede nu ligger helt fast, så er den jo sådan set allerede skabt - skabeevnen behøver aldrig mere at være virksom, og spørgsmålet er vel også, om den nogensinde har været det. Det eneste fremtiden venter på, er vores oplevelsesevne som kører for evigt derudaf. Der er i så fald et eller andet jeg ikke kan få til at passe i min knold - livet bliver på en eller anden måde noget meget trivielt. Jeg ser livet som noget der hele tiden må både skabes og opleves, ellers vil det ikke kunne opretholdes. Selvfølgelig er der altid nogle skabeloner som livet må skabes efter, ellers var der ingen lovmæssigheder, men disse skabeloner er også skabt på et eller andet tidspunkt. Men jeg ser Guddommen som et så fantastisk væsen, at selv disse skabeloner kan være genstand for ændringer i kommende spiralriger. Spiralrigerne må på en eller anden måde også hele tiden være en smule anderledes, ellers ville livsoplevelsen også ophøre.

Hej Svend og Jan.

Hvordan definerer Martinus meningen med livet?

Det gør han ved to ting, livsoplevelse og bevidsthed.

Hvordan definerer Martinus bevidsthed? Det gør han som viden om væren

liv = bevidsthed.

Hvordan kan man definerer livsoplevelse? Er det ikke det samme som oplevelsen af viden om væren

Jeg kender endnu ikke svaret på spørgsmålet omkring fremtiden, det er derfor jeg spørger og undersøger. Svend, jeg kan godt forstå, at du ikke kan få det ind i din knold  ....jeg kan heller ikke få det ind i min knold....men jeg arbejder på sagen.

Men når Martinus skriver om, det reelle i forudsigelser om fremtiden....så kan jeg ikke ignorerer det.
Og hvordan kan man forudsige en oplevelse i fremtiden i detaljer, som Martinus er inde på i afsnittende omkring citaterne i livets bog 2. (læs evt selv hele beskrivelsen), hvis denne fremtid endnu ikke eksisterer eller ikke er skabt endnu?

Jeg tror ikke Martinus har taget fejl, når han skriver om forudsigelser af fremtiden....jeg mener derimod,
at der er noget her jeg endnu ikke har forstået....eller har fået rigtigt på plads i knolden.

Kærlig hilsen Ejby

Hej Ejby

En stor del af grundlaget for fremtiden er jo allerede skabte gennem udløste årsager og opbyggede (og/eller nedbrudte) talentkerner i fortiden.

Martinus taler om 5 niveauer af fri vilje, hvor planteriget er det laveste niveau, hvor man har mindst fri vilje og "Den guddommelige verden", hvor man har mest fri vilje.

I samme grad som viljen ikke er fri, er den bundet af uheldigt udløste årsager. Og i samme grad viljen er bundet, er ens adfærd forudsigelig, og derfor er er det i et vidst omfang muligt at forudsige fremtiden, hvis man har tilstrækkelig overblik over de kræfter, som danner grundlag for fremtiden.

Ja, det er sådan jeg opfatter det. Jeg kan ikke se, hvordan det ellers skulle være.

kh
Jan

Hej Jan.

Bliver det ikke endnu mere forudsigeligt jo højere grad af
"fri vilje" vi har/får?

Her gør vi jo vores egen vilje i overensstemmelse med Guds vilje.

Fx i den 5 grad af fri vilje, ved vi jo på forhånd hvad der vil ske...
vi har jo fuld kendskab til karmaloven og til stoffernes virkning.

Kh Ejby

Hvad er den 5 grad av fri vilje? Hvilke grader snakker man om?

Hvis man ved alt og kan forudsige alt ind i mindste detalje - hvad er så livets mening? Hvorfor fortsetter man leve, skabe og opleve? Hvorfor ikke opgå i stilheden?

Hej Algotezza.

Når man nu ved og kan forudsige alt.

Hvordan undgår man så, at det bliver kedeligt/trivielt ???

Hmm..måske man kunne forsøge sig med, at skrue ned for hukommelsen, intiligensen,
eller intuitionen...eller hvad det nu lige er der gør, at man ved og kan forudsige alt
og på den måde skabe oplevelsen af, ikke at vide og kunne forudsige alt.

Ved hjælp af denne kontrast, kan man så afhjælpe kedsomheden?

Kærlig hilsen Ejby

Hej Ejby

Det er sagen i en nøddeskal, du her er inde på. I det guddommelige rige - hvor vi er alvidende - designer og konstruerer vi netop den uvidenhed, som i det næste spiralkredsløb skal tilfredsstille vores behov for fornyet livsoplevelse. At vide alt er jo kun et midlertidigt ønske for det levende væsen.

Venlig hilsen
Petersh

Hej Ejby.

Mener du, at der er tidspunkter, hvor vi ikke gør Guds vilje? Hvis vilje er det så vi gør? Selv det vildeste rovdyr er lige så vigtig for guds oplevelse, som det højst udviklede væsen i den guddommelige verden. Handler rovdyret så i modstrid med Guds vilje? Er denne analyse ikke præget af, at vi er ved at forlade dyreverdenen, og derfor føler vi dette som mørke? At vi kalder dette rige vi er ved at forlade som værende noget der ikke er i overensstemmelse med "Guds vilje", kan vel ikke være andet end en lokal analyse.

Med hensyn til "fri vilje" og "alt er forudbestemt", så mener jeg, at disse to udsagn gensidigt udelukker hinanden - de kan i min logik ikke begge være sande. Det sidste udsagn kan da sagtens være sandt, men fri vilje er der i så fald aldrig tale om.