Jostein wrote:

Hei
Steiner ser ut til å skue inn i det fryktelige som vil skje med den delen av menneskeheten som går fortapt.

Martinus ser ut til å smile fordi "alt er såre godt"

Begge kan ikke ha rett.

Jostein

Hvad mener vi med gå fortapt? For al tid? Eller så lang tid det vil tage og läre det man skall läre sig?

Evigt drejer sig om kvalitet, er ikke noget tidsligt. Evigt helvete er et meget dybt helvete men det holder ikke på unendelig tid.

Martinus fik kosmisk bevidsthed meget tidligt i sit liv. Havde Steiner også kosmisk bevidsthed ? (jeg ved ikke så meget om ham)

Kh
Eva

Hei Eva
Jeg tror han hadde et slags gammeldags klarsyn fra han var barn, som han jobbet med å kvitte seg med til fordel for et vitenskapelig klarsyn. Når gjennombruddet for dette var vet jeg ikke,( kanskje i 30-årsalderen)
Vh Jostein

Hej Jostein

Er 'vitenskabeligt klarsyn'  mon det samme som kosmisk bevidsthed ?

Eva

Det er vist i en af Erindringsbøgerne, at Martinus siger om R Steiner at han var et universal-geni, der havde haft nogle kosmiske glimt,
Kærlig hilsen

Det var nok ikke bare noen kosmiske glimt men et permanent vitenskapelig klarsyn som han kunne undersøke hva som helst med. Det brukte han på utrolig mange områder, mye mer allsidig enn Martinus. Vh Jostein

Når det gjelder hvilken vei utviklingen går , så er Steiner helt motsatt av Martinus.
Martinus sier vi står på toppen av vår utvikling og at lidelsene foredler oss.
Steiner sier at alene vil mennesket forherde seg fra liv til liv, men at Kristus kan snu denne negative utviklingen for den personen som er åpen for dette.  Men i utgangspunktet er det altså motsetninger mellom dem .
Vh Jostein

Hej Jostein,

Jeg tror ikke, der er den store forskel på de 2, bortset fra at de har forskellige opgaver og fokus.
Martinus siger ikke, at man kan klare sig uden Kristus. Tværtimod. Han påviser netop nødvendigheden af Kristus, ikke som en person, man skal tilbede. Men som en væremåde: uselviskheden.

Ved udtrykket at leve i Kristus forstås, at man lever i uselviskheden. Kristus siger: "Jeg er vejen, sandheden og livet. Ingen kommer til Faderen uden ved mig".
Det bekræfter Martinus. Kristus er uselviskheden og det er den vej man må gå, for at komme fri af lidelserne og komme til at "se Gud".

Hvad angår forestillingen om en evig fortabelse, så argumenterer Martinus også grundigt for det absurde i sådan en opfattelse. Hvis man kunne opnå en evig fortabelse, så kan en sådan evig pine ikke have et pædagogisk formål, da der jo ikke er nogen udfrielse, og derfor ikke noget man kan lære af det. Så kan det kun have til formål, at underholde dem som er vidne til de, der pines. Men hvem kan det glæde at se væsener pines i al evighed? Det kan kun glæde en psykopat. Hvis guddommen skulle kunne finde velbehag i at et væsen kunne pines evigt, så måtte han altså være psykopat. Men det er jo ret uforeneligt med at han skulle være kærlig.

Men opfattelsen skyldes, at vi er tilbøjelige til at skabe opfattelsen af Gud i vores billede, og når vi selv er vrede og hævngerrige, så tror vi, at så må Gud også være det. Vi udgør med vores opfattelse den skygge, der forhindrer os i at "se Gud", dvs. se bagom selviskheden og dermed opleve og praktisere uselviskheden.

Hvor kommer så forestillingen om "evig fortabelse" fra? Det er meget nærliggende, for når man oplever voldsomme chok, så føler man sig ofte fortabt - så længe chokket er ubearbejdet. Og denne følelse opleves, som om den aldrig skal høre op.

Men mennesker der har oplevet sådanne chok, og som også har fået dem bearbejdet, har jo erfaret at, ét er følelsen, noget andet er virkeligheden. Man kan godt føle, at lidelserne og ulykken aldrig stopper, men man kan så senere erfare, at det var kun sådan det føltes en overgang, men det var ikke nogen evig sandhed.

venlig hilsen
Jan

Hei

Jeg har vært i kontakt med en ledende antroposof og stilt spørsmålet om Steiner skrev noe om begrepet "evig fortapelse". Dette er svaret:

Takk for ditt spørsmål om "evig fortapelse". Sant og si har jeg aldri støtt på dette begrepet hos Rudolf Steiner. Nå vil jeg ikke rekke å lese hans samlede verk i løpet av livet, (60 000 sider) så jeg skal ikke utelukke at han på et eller annet sted benytter seg av det. Likevel er jeg overbevist om at han da ikke ville ha benyttet det med den religiøse ladningen det har.

Så det er i hvert fall en pekepinn i rettning av at Steiner sannsynligvis ikke brukte ordet evig fortapelse i bokstavelig, bibelsk betydning. Hvis han nå brugte det i det hele tatt. Håper det kan være til hjelp.

Kjærlig hilsen
Oscar

Hei Oscar og takk for din undersøkelse av saken. Er det mulig å få vite hvem du spurte og/eller hva slags posisjon han har?
Vh Jostein

Leder for Antroposofisk selskap i Norge.

Kjærlig hilsen
Oscar

Ja, det var svære greier ! 

.

Takk igjen , Oscar.

http://www.chick.com/reading/tracts/0822/0822f_01.asp?dist=no0100

Jo, jeg har vokst opp med slike ting, men er ikke grunnen for min frykt nå.
Mitt opprør mot dette gikk så altfor langt.

Vh Jostein

fandt lidt om steiner her http://www.antroposofi.dk/
synes nu stadig at martinus og rudolf går meget godt hånd i hånd
men stadigvæk synes jeg martinus har det store fyldes-gøre forklaring på livet.
vh lu

Hej Jostein og andre:
Fandt en artikel som Per Holsner har forfattet i Den Ny Verdensimpuls december nummeret 2009-4. side 34.

I kan finde den her: http://www.nyimpuls.dk/dnv-online.html

Et lille uddrag her:
Selv frasagde Steiner
sig enhver form for persondyrkelse, var ganske ydmyg
over for sin egen betydning i arbejdet for Sagen, og tiden
efter hans død skulle da også vise sig at indebære mangeårige
vanskeligheder for det Antroposofiske Selskab.
Som eksempel på denne beskedenhed husker Martinus,
at.Steiner til B.Løw ved et besøg i selskabets hovedkvarter
i Schweiz, i en sidste samtale fortalte, at der om 100 år
formodentlig ikke ville findes noget, som hed antroposofi.
I stedet ville der om få år fremstå en ny verdenslærer med
behov for støtte, og han så en rift komme over skyerne i
Danmark. B.Løw gav senere sin fulde støtte til Martinus,
bekostede den første bogudgivelse, og i symbol billede
nr. 23: ”Det færdige menneske i Guds billede efter hans
lignelse” har Martinus da også tegnet et Kristusvæsen som
verdenslærer komme over Skandinavien på skyerne, med
kraft og herlighed til at trænge gennem disse skyer og
vende det guddommelige skabelsesprincips mørke udstråling
af krig til dets lyse modsætning af kærlig fred.

Ja der var en studie gruppe af steiner folk som
Martinus deltog i.

De forstod ikke rigtig han ikke dukkede op igen
Og spurgte ham hvorfor ?

Han havde ikke penge til sporvognen så fandt
De da,også penge til ham.

Lederen af gruppen var dybt betaget af martinus
Og fortalte det til de ændre som ikke regnede en
Ny for noget.

Minder mig om jesus som trak thomas til side og
Fortalte ham at han skulle bruges senere, men
Han kunne ikke sige det til de andre så ville de
Blive misunderlige.

Godt steiners elev var vaks og tak for steiner

Mvh
Lars

Overskriften for artiklen er:
RUDOLF STEINER OG HANS INDSATS FOR MARTINUS SAG.

Steiner var klar over at der ville komme en verdensgenløser i DK,i hans sidste år:

En verdensgenløsers vej på jorden og løsning af sin
mission er således nøje planlagt, både mht indhold og
omgangskreds. For Martinus var jordbunden for hans Sag
blevet forberedt dels gennem et næsten 2000 år gammelt
humant kristent indslag, dels ved den moralske logik i
form af den åndsvidenskab, som begyndte at blive manifesteret
og offentliggjort i den sidste tredjedel af 1800-tallet.
Og lig en sædemand lykkedes det Steiner at forene det
bedste fra flere okkulte åndelige strømninger, at knytte
bånd til 1800-tallets tyske kulturelle åndsliv og lade en
fornyet kristen kosmisk åndsvidenskab fremtræde i lyset
af den nye verdensimpuls. Omkring år 1900 havde han
haft et kosmisk glimt, som et møde med Kristus, hvilket
blev udgangspunkt for hans virke, og ligesom Johannes
Døberen i Palæstina ventede verdensgenløserens komme
og sendte sine disciple til Jesus, bad Steiner antroposofer
i Danmark om at støtte Martinus.

Hvilket de ikke var meget for..se Martinus Erindringer,hvor hændelsen findes beskrevet..