Hej elsekk.

Jeg synes egentlig Martinus giver svaret på dette. Vi kan tage et andet eksempel: Hvordan kan man blive afhængig af tobak? Første gang de fleste prøver at ryge, kaster de op. Det samme måske med alkohol. Hvordan kan det så være, at man kan tilvænne sig til disse ting? Fordi vore celler hele tiden skiftes ud, og de celler der inkarnerer efterspørger disse ting, for celler kan kun inkarnere i miljøer der passer dem. Vi kan altså vænne kroppen til forskellige ting. Oprindeligt var tobak ikke godt for cellerne, men med tiden inkarnerer der celler som elsker tobakkens virkninger. For disse celler er tobakken ikke skadelig, men livsnødvendig. Der er ikke mange rygere som ikke er klar over, at tobakken er skadelig på langt sigt, der er heller ikke mange alkoholikere, der ikke er klar over, at alkoholen er skadelig, men det er ikke altid nok.

Hvis dit mikrokosmos kræver lakrids af dig, må det altså være fordi der i dit mikrokosmos er celler, som kan klare det miljø som lakridserne giver i din krop. For disse celler er lakridserne livsnødvendige og ikke skadelige. (I øvrigt er lakridsrod vist ikke usundt, det er cacaobønner heller ikke, det er vist mere sukkeret i de raffinerede produkter der er usunde).

Hej Elsekk

Ja det er et merkverdig fenomen. Svend giver en fin forklaring.

Min erfaring er at det kan være ganske enkelt at gøre sig af med visse uvaner som har med mad at gøre. Slutt med at købe varen.

Det er meget meget lettere at modstå købslysten end at modstå ædelysten.

Har man det først i hus, så blir det som regel spist!

Taler af egen erfaring...

Kjærlig hilsen
Oscar

hej elsekk
du skal bare lade vær  ,
nej så simpel er det ikke og dog.
glemt alt om viljestyrke, viljestyrke gør en svag . for vær gang det ikke lykkes vel du berebejde dig selv,
og for vær gang du berebejder dig selv ja hvad sker der så med din vilje handling .
det handler om accept , acceptere du spiser lakrids at det er et begær du udlever ,
du har så fået disse tanker at du gerne vil lade være med at spise lakrids ,acceptere så at du har disse
tanker begær , hvis du så lader vær med at spise lakrids så acceptere det, hvis du så spiser lakrids aflive så acceptere det og vær glad for den tid du ikke spidste lakrids  og vær opmærksom hvad det
er der sker inde i dig og i din krop ,du vel opleve en styrke udenlige , ren kærlighed.
som svend er inde på tror jeg heller ikke det er lakridsen der er det helt slemme men sukkeret .

jeg er selv holdt op med at ryge drikke og andre dårlige ting,
nåååår nej jeg acceptere at jeg ikke ryger drikker og andre dårlige ting.
og dårligt er det jo ikke ,det har givet mig styrke-kærlighed.
kh lu

Tak for jeres fine betragtninger.

Jo, det er rigtigt, lakrids i sig selv er der vist ikke noget galt med, nok snarere den blanding af salmiak (uhm ), sukker, kunstige smagsstoffer og  andre E-numre.

Nu handler dette spørgsmål ikke bare om lakrids, men om hvad vi i det hele taget byder vores mikrokosmos, og hvordan mikrokosmos tackler det.
Et meget tydeligere eksempel  er rygeren, der alle dage har nydt sin tobak, forgæves har forsøgt at lægge tobakken på hylden (på grund af omgivelsernes pres), og sluttelig med en målt nedsat lungefunktion på det halve alligevel fortsætter med at ryge. De lungeceller må vel siges ikke længere at kunne klare det miljø, tobakken giver dem – den livsnødvendighed, tobakken var for de celler, blev deres endeligt.
Jo, et langt stykke henad vejen skal man nyde det man har gang i, og ikke gøre livet surt for sig selv med  selvbebrejdelser. Men disse lungeceller, viser det sig senere, kunne ikke klare mosten.
Men det er vel også sådan det er: livet er risikabelt, man kan risikere at dø af det – og det gælder så også for celler.

For mit eget vedkommende er det sådan, at jeg har aldrig fornemmet negativ respons fra min krop på de til tider store lakridsfester. Bruce Liptons geniale gennemgang i det første af foredragene som henvises til i tråden om ”Hjernen” viser, at  perception  somme tider forskrues af beliefs – det får mig nu til at  overveje om min bekymring om lakrids er forårsaget af belief, fordi jeg har fået viden om de usunde faktorer ved lakrids  ----> så tror jeg det er usundt, og så må jeg nok hellere lade være med det lakrids.

Nå, under alle omstændigheder er det sådan, at for lidt og for meget af (vist nok) alt ikke er så smart.

Det går faktisk meget godt med den kolde tyrker

Hej elsekk.

Med hensyn til rygning, så tror jeg det hænger sådan sammen:

Når man ryger, vil det være gift for de normale lungeceller - nye lungeceller vil inkarnere, der kan tåle mosten. Nogle mennesker er skabt mere robuste end andre mennesker. De mest robuste mennesker er i deres udvikling mere på linje med de nye lungeceller der inkarnerer, og derfor kan disse menneskers egen respiration stadig foregå nogenlunde uforandret gennem disse nye celler, som jo kan tåle tobaksrøg. Derimod vil de mindre robuste mennesker ikke så godt kunne få respiration igennem de nye celler, fordi de i deres egen udvikling er noget længere fremme, og derfor harmonerer de ikke så godt med de lungeceller, der kan tåle tobaksrøgen. Dette er forklaringen på, at nogle mennesker kan ryge i 60 år uden at tage nævneværdig skade af det, mens andre kan ryge i 20 år, og få rygerlunger af det. På den anden side vil det også sige, at jo mere udviklede vi bliver, jo mindre kan vi tåle tobaksrøg. Og sådan er det også med mange andre ting.

Så logisk en forklaring du giver her, Svend.

Ved at følge den logik kan jeg så uddrage, at jeg må være på niveau med mine mindre udviklede "lakridsceller"

Samtidig må mine "hvedeceller" være noget højere udviklede - hvede ved jeg nemlig af erfaring at jeg ikke kan tåle.

(Jeg ved godt man ikke kan dele cellerne ind på den måde, men jeg synes lige det var den lette forklaringsløsning)

Så her er et godt eksempel på at udviklingen ikke sker lineært og parallelt, men at vi får de udfordringer vi skal have.

Måske er det så sådan, at ved at gøre sit mikrokosmos godt, så hjælper man de enkelte celler til at inkarnere på et højere udviklingstrin.