hej claus 35

den forståelse tolkning jeg har af det martinus skriver .
er at vi er åndelig hele tiden så derfor er der ikke nogen grænser ,
men du mener vel ikke fysisk .som det er nu er det cirka 50/50, og det er rent faktisk er vores begær
der gør at vi gerne vel være fysisk, og vi vil være mere og mere ikke fysiks med tiden. for vores begær for det fysikske vil skrumpe .

og så vil vi lalle rundt i paradis ind til vi bliver trætte af det og så gir vi os selv et spark
i numsen og spiser et æble og så er vi i gang igen, sådan lidt groft sat op.
vh lu

Jeg vil tro at man kan være på det åndelige plan så længe man har lyst til det og ikke higer efter at komme tilbage til det fysiske plan.

Jeg tror ikke at der er en absolut grænse for hvor længe man kan være der, men der er nok en praktisk.

"gætter"
Lasse

Hej Claus,

Som allerede beskrevet er der ikke nogen begrænsning for hvor længe vi kan være på det åndelige plan, vi må være der så længe vi ønsker og lyster det.

Men lysten til at inkarnere i den fysiske verden vil automatisk genopstå i det levende væsen og det begynder altså her at være et døende væsen på det åndelige plan.

Når denne lyst kulminere i væsenet, vil der være en kulminerende kærlighedsakt et sted i den fysiske verden imellem et han og et hunkønsvæsen, denne højeste ild som de oplever i den fysiske verden og i dyreriget, bliver så den nødvendige kontakt. Disse to verdener bliver ét i dette øjeblik og i dette lighedstegn eller billede -overlapning bliver det åndelige diskarnerede væsen til et inkarnerende og inkarneret væsen.

Her skal væsenet så opholde sig i den fysiske verdens svar på skærsilden, hvor vi i den åndelige verden bliver afvæbnet, bliver vi altså bevæbnet i det vi kalder foster tilstanden. Alle våben og anlæg bliver skruet på uanset om disse er til glæde for næsten eller ej.

Men det hele sker altså i kulminerende lyst.

Kh
JR