Det er jo i princippet så enkelt: Man må først få øje på "bjælken" i sit eget øje, før man kan fjerne splinten fra sin næste.

Det er det, man i psykologien kalder, at trække sine projektioner i land. Projektionerne kaldes også for forsvarsmekanismer. Og disse forsvarsmekanismer udgør noget af det, Martinus kalder "dyrerigets traditioner".

Forsvarsmekanismerne har det positive formål at beskytte psyken mod ting, den ikke er parat til. Hvis man derfor på forkert måde fjerner forsvarsmekanismerne, så risikerer man at få skabt en re-traumatisering.

Forsvarsmekanismerne tjener altså det formål at undgå retraumatisering. Men det kan de kun gøre ved samtidig at holde psyken fast i nogle stivnede reaktionsmønstre, så man ikke kan handle ligeså spontant og frit, som man ville kunne, hvis man ikke var plaget af disse uforløste traumer, som forsvarsmekanismerne sørger for forbliver fortrængte. Forsvarsmekanismerne sørger for, at vi undgår at  mærke de følelser, der er for smertefulde og skræmmende. Men prisen for dette er, at vores følelsesliv bliver tilsvarende forhærdet. Vi bliver "kolde" overfor ting, hvor vi ellers ville kunne føle medfølelse og empati, hvis vi ikke havde lukket af.

Men så længe vi ikke ved, hvordan vi heler de traumer, som forsvarsmekanismerne beskytter imod at mærke, så længe er forsvarsmekanismerne nødt til at være der. På samme måde behøver forsvarsmekanismerne ikke længere være der, når vi har fundet ud af, hvordan vi heler traumerne, og dermed har fundet frem til at rumme de smertefulde oplevelser, som traumerne indeholder.

Når vi er nået dertil, er vi blevet mere rummelige og mere empatiske, fordi vi nu kan bruge hele vores potentiale, fordi der ikke længere er forsvarsmekanismer, som lukker af overfor noget.

Så når vi mennesker mødes i dialog, så kan der altså være meget på spil. Tanker og holdninger, der afviger fra vores egne kan være en trussel mod vores eget psykiske velbefindende. De kan virke som et angreb på vores forsvarsmekanismer med fare for en re-traumatisering. Det er for at undgå denne retraumastisering, at forsvarsmekanismerne automatisk træder i funktion i form af en projektionsmekanisme.

Men den, der projicerer, oplever det som en sand beskrivelse af virkeligheden. Og det er han/hun nødt til, så længe traumet er uforløst.

Det er for mig at se disse komplicerede og smertefulde mekanismer, der ofte gør vellykket kommunikation så vanskelig.

Men før eller senere er vi nødt til at bearbejde vores traumer for at komme ud af projektionernes skygger. Men det er en proces, man må starte af egen fri vilje, og ikke noget man kan pålægge noget menneske. Man kan ikke bebrejde nogen, at de har de uforløste traumer, som de har. Og man kan heller ikke bebrejde dem, at de derfor handler ud fra automatisk virkende forsvarsmekanismer. Man kan heller ikke bebrejde nogen, at de ikke bearbejder, deres traumer. Enhver skal nok bearbejde sine traumer, i det tempo som man er parat til det. Og ikke før.

Men hvis man ikke kender til sådanne mekanismer, er man tilsvarende blind i ens måde at kommunikere på.

kærlig hilsen
Jan