Martinus har sagt, at man skal være som solen. Den stråler sit lys på alt og alle.
På samme måde synes jeg, solopgang og solnedgang er et godt og smukt billede på, hvordan man på en god måde kan forholde sig til sine vaner.
Solen står langsomt og stilfærdigt op i stor skønhed, og går ned igen på samme måde.
Dette billede synes jeg, også er rart at bruge, når man tænker på sine vaner. Der er god tid til at tillægge og aflægge sig dem i et behageligt tempo, som man selv har det godt med.
Karma er ikke en skræmmemetode, der skal tvinge en til at gøre noget bestemt. Men hvis man ikke har sig selv med, så kan karma nemt opfattes som en straffende faktor, som man må lystre. Men det er en misforståelse.
Man skal ikke pludselig holde op med at blive "gal i skralden", hvis det nu er det, man har det godt med.
Man skal heller ikke blive vegetar, fordi man synes, Martinus fortæller, at det giver dårlig karma at lade være.
Det er "stokkemetoden" og den vil man - gradvist - lægge bag sig, når humaniteten vokser.
At gøre noget eller lade være med at gøre noget, er et rent personligt anliggende. Det må bygge på, at man føler det er rigtigt for en selv - og ikke fordi en eller anden Guru eller Martinus, siger det.
Når man gør det, man føler er rigtigt at gøre, så bliver man heller ikke så nemt misundelig på andre, der gør noget andet.
Hvad vrede angår tror jeg, der tit er angst indblandet også. Man holder fx vreden tilbage af angst. Og man venter med at udtrykke den, til der kommer et socialt acceptabelt tidspunkt. Fx. hvis der dukker nogle kødspisere op og man selv er vegetar eller omvendt.
Har man en sådan angst for vrede, kan den forstærkes, hvis man går hen og bliver bange for, at der følger dårlig karma, hvis man udtrykker denne vrede.
Martinus har sagt noget med, at der starter en verdensbrand i ens indre, når man udfolder et raseriudbrud. Det kan måske godt give anledning til en vis frygt. Selv om det ikke var det, der var hensigten. Men raseri der ikke er udtrykt pga. angst, holder ikke op med at være raseri af den grund. Dernæst er der for mig at se også forskellige former for raseriudbrud. Der er dem, hvor man udtrykker raseriet, fx ved at slå i puder. Og så er der dem, hvor man hævner sig på andre. Sidstnævnte er uden tvivl uhensigtsmæssigt, hvorimod jeg mener, førstnævnte ledsaget af en indsigt i hvad der sker og hvorfor, i nogen situationer er nødvendige.
Hvis fx man straffer et lille barn for at være hidsigt, så kan det blive bange for straffen, og dermed bange for sin egen vrede. Det forsvinder vreden ikke af, den bliver bare skjult. Hvis man som voksen stadig er bange for at udtrykke vreden, så går man rundt med det lille barns vrede, som er en repetition af tidlige stadier, hvor aggression var en naturlig og nødvendig ting. På den måde kan man blive "fanget" i urgamle følelser indtil man igen mærker dem, forstår dem og dermed slipper dem.
Folk, der er tilbøjelige til at lade deres vrede få frit løb uden hensyn til andre, vil sikkert have godt af at øve sig i at beherske den.
Medens folk, der har den modsatte tendens til at bide vreden i sig, sikkert vil have godt af at udtrykke den.
Jeg hørte en der sagde: vrede skal bruges til at sætte grænser med. Når man er god til at sætte grænser, har man ikke behov for at blive vred.
Når Martinus siger: "Man skal finde sig i alt", så betyder det ikke, at man ikke skal sige fra over for dårlig behandling. Det betyder kun, at det ikke er hensigtsmæssigt at hævne sig. Det betyder ikke, at man ikke skal sætte grænser og sige klart ja og klart nej til forskellige ting.
Det eneste barometer for ens kærlighedsevne er, hvad man selv føler, man har det bedst med. Hvis man er splittet og ikke kan finde ud af det, må man undersøge det nærmere og lytte til de splittede sider i en og lade dem tale sammen.
Det var mine strøtanker for denne gang 
mange hilsener
Jan
Hej Jan...
Dejlige strøtanker... 
Indestænkte følelser kan sætte sig til sygdomme, så ja... vi skal helt klart komme ud med det vi går og tumler med... men skal - som du skriver - tænke lidt over hvordan vi gør det.
Det er netop her jeg synes, at kendskabet til Martinus gør det nemmere for mig at huske, hvordan jeg kan agere, på en hensigtsmæssig måde.
kh
Tina :0)
Dejlige solstråler Jan
Det er et interessant område, det med følelsesmæssige lagringer i kroppen og deres sygdomsfremkaldende konsekvenser. Allerede de gamle taoister var bekendt med dette fænomen og mente, at indestængte følelser lagrede sig i bestemte områder af kroppen, som de kaldte organkrukker - og fremkaldte forskellige sygdomme derved. Eksempler fra den kinesiske psykofysiologi:
Videnskaben arbejder faktisk også med dette i dag. Dr. Chopra (endokrinolog), som nok er en af de "forreste" indenfor krop/sind helbredelse arbejder fx. videnskabeligt med helbredelse på cellulært niveau og hans resultater underbygger Martinus' analyser på det område. Dr. Chopra siger bla. også, at det er muligt at forstyrre erindringer, der er lagret i degenererede celler og at så snart mønsteret er afbrudt (undertrygt/fortrængt vrede, sorg, depression, angst, frygt etc.) kan der dannes nye og sunde celler som erstatning.
Han fortæller også om organtransplantationer, hvor organmodtageren har arvet cellulære erindringer fra organdonoren. Organmodtageren vågnede op efter transplantationen og følte en kraftig trang til Chicken McNuggets med fritter - selvom hun ikke kunne lide dem! Dertil kommer at organmodtageren kunne fortælle om kæreste- og familieminder fra organdonoren 😮 Dr. Chopra kalder det fantomminder og hans videnskabelige forskning har bla. klarlagt, at disse "fantomerindringer" (informationer i cellerne) bliver bragt videre fra én cellegeneration til den næste. Dette forklarere også, hvordan man kan have fx. leverkræft i ½ år, når nu leverceller kun tager 6 uger om at regenerere og i løbet af ½ år dermed har regenereret sig selv flere gange.!
Dette og meget mere kan man læse om i en interessant bog som hedder "Rejsen" (The Journey) af Brandon Bays. Den handler om lagring af dårlige erindringer og deres sygdomspåvirkning. Bogen indeholder desuden en vejledning i, hvordan man kan arbejde sig ned igennem sine følelsesmæssige lag og få frigivet de fortrængte følelser - og dermed helbrede sig selv. En barsk "metode" og vist ikke for tøsedrenge 
. Men det er en virkelighedsberetning om, hvordan fortrængte følelser resulterede i en kæmpe kræftsvulst og hvordan forfatteren via "frigivelse" af gamle erindringer opnår cellulær helbredelse (overvinder kræft), som Dr. Chopra taler om
- Og så må vi ikke glemme (som Martinus også nævner), hvordan godt humør og en god latter kan sende flodbølger af lysende, strålende og helbredende vibrationer ned igennem hele legemet 
KH...Anette
.Hej Anette...
hmmm... måske man alligevel skulle melde sig til et Carl Mar-kursus.... 
kh
Tina :0)
Jeg tror, at dem på Carl Mar kurser har det sjovere - noget med at køre rundt på en 3-hjulet motorcykel i bar røv og brøle :
The Journey er en ren mental-/føleøvelse, hvor man skal se indad og leve sig ind i de ubehagelige følelser for at erkende deres sande natur og finde deres årsag, frigive minderne og bagefter er der noget med mentalt at tilgive sig selv og dem, som måtte have forårsaget det ubehagelig minde og sende kærlighed.
KH...Anette
På samme måde synes jeg, solopgang og solnedgang er et godt og smukt billede på, hvordan man på en god måde kan forholde sig til sine vaner.
Solen står langsomt og stilfærdigt op i stor skønhed, og går ned igen på samme måde.
Dette billede synes jeg, også er rart at bruge, når man tænker på sine vaner. Der er god tid til at tillægge og aflægge sig dem i et behageligt tempo, som man selv har det godt med.
Jeg hørte en der sagde: vrede skal bruges til at sætte grænser med. Når man er god til at sætte grænser, har man ikke behov for at blive vred.
Når Martinus siger: "Man skal finde sig i alt", så betyder det ikke, at man ikke skal sige fra over for dårlig behandling. Det betyder kun, at det ikke er hensigtsmæssigt at hævne sig. Det betyder ikke, at man ikke skal sætte grænser og sige klart ja og klart nej til forskellige ting.
Det eneste barometer for ens kærlighedsevne er, hvad man selv føler, man har det bedst med. Hvis man er splittet og ikke kan finde ud af det, må man undersøge det nærmere og lytte til de splittede sider i en og lade dem tale sammen.
Det var mine strøtanker for denne gang
mange hilsener
Jan
Kære Jan og Andre
Hvor er solen ???
Elsker den, savner den... 
Kender nogle stykker, der virkeligt kan få sagt noget
relevant, uden selv at blive påvirket af det... :
Al respekt for dem, min sklerose blev udløst, da jeg
i en ca. 7 årig periode var udsat for et utroligt
psykisk pres, her hjalp ingen hjælper, jeg skulle
bl.a. lære endnu mere, at værdsætte SOLEN.
Hvis vi kigger på, hvilket størrelse vrede er, så er den forbundet med tyngdeenergien, den eksplosive kraft. Og efterhånden som følelsesevnen (der er den afkølende energiform) udvikles mere og mere og overtager kontrollen sammen med intelligensen, så mister vreden sin kraft. Den holder ikke så længe mere, men nøjes måske bare med at manifestere sig i form af lunken surmuleri og irritation. :
Vrede er i grunden rudimenter fra tidligere primitive liv, hvor den var en nødvendig evne for at ildne sig selv op til fx. kamp. Den evne får vi mindre og mindre brug for efterhånden som udviklingen skrider frem, hvormed dens kraft svækkes (talenter som ikke holdes ved lige svækkes). Og en dag vil alt vrede og vold blive erstattet af knus og kærtegn.
Jeg vil lige afslutte med at gengive dette smukke vers af Erik Gerner Larsson (Kosmos 1935 nr. 7):
Har imod Lasternes Klipper
din Livsbaad du sejlet i Kvag
og bøjet dit Hoved mod Stormen,
der trued at splintre dit Vrag?
Lærte dig Livet at lide,
brast dine vingede Haab?
Vil det til Gengæld dig skænke
med Tiden sin skønneste Daab.
En Dag vil af Smerternes Mørke
du smilende vaagne, genfødt,
og da vil med Undren du fatte,
at mindst har du været forstødt.
Forsvundet er Hadet og Vreden
mod Stene, der laa paa din Vej,
og knælende vil du fremhviske:
– Oh Gud, først nu fatter jeg dig!
KH...Anette
Kære Alle
Jeg mindes engang, jeg så solen engang imellem,
men den tager åbenbart en slapper... :'(
Bevar solen i jeres eget indre... :
Naturen fremtræder smukkere, med sol, ihverfald
det forskellige spil mellem lyst og mørkt...
På et andet plan, er det jo også Forskellighedens
Velsignelser.
Hej Jan.
Tak for et godt indlæg! Her kommer lidt kommentarer fra min side.
Det tror jeg altid, der er. Vrede og frygt (angst) er efter min mening to sider af samme sag. Vreden er en tankeart og evt. handling der er rettet mod et objekt, man frygter og derfor søger at bekæmpe. Det kan så enten være et ydre eller et indre objekt. Et ydre objekt kan f.eks være en person eller en situation, man ikke bryder sig om, mens et indre objekt kan være en følelse eller en egenskab, man ikke kan acceptere hos sig selv. Resultatet af den udadvendte vrede er konflikt og ydre destruktion, mens resultatet af den indre er selvdestruktion (depression).
Ja, og så kan det netop ende i depression (taler af erfaring :9). At blive vred på sin egen vrede eller angst for sin egen angst er en besynderlig selvforstærkende effekt, man kan fremkalde. Det er meget ubehageligt og bunder efter min mening i manglende tillid til/ forståelse for at man selv er ophavsmand til disse tanker. Altså manglende fornemmelse for sit faste punkt, X1. I psykologien kalder man det manglende "grounding". Lidt som hunden der jagter sin egen hale.
Medens folk, der har den modsatte tendens til at bide vreden i sig, sikkert vil have godt af at udtrykke den.
Forudsat at folk selv oplever tilstanden som et problem, vil jeg give dig ret. Selom man har ønsket om at ændre sig, kan det dog godt være meget svært. F.eks kan man nemt falde i den fælde at søge at bekæmpe sin vrede. Derved udnævner man vreden til en "forkert" følelse og udtrykker derved i virkeligheden intolerance overfor egen tanke. Det er lige så ukærligt, som det er misforstået. Ved at søge at bekæmpe en bestemt følelse fokuserer man nemlig på den og forstærker den derved. Prøv f.eks at lade være med at tænke på en giraf. Det kan man ikke!
Ønsker man virkelig at "slippe af" med sine negative tanker, bør man paradoksalt nok i virkeligheden tage dem til sig. Man bør kaste sin kærlighed på dem. Ikke fortået på den måde, at man dyrker de negative tanker, men derimod, at man accepterer deres eksitens i ens bevidsthed på trods af, at man ikke reagerer på dem. Det er en ægte fredsslutning i eget indre. Det er at slippe det uvorne barn fri ved at kaste sin kærlighed på det. Det er det der er tanken bag og fordelen ved det kristne arvesyndsbegreb (Augustin) - altså at vi alle er syndere. Det kan lyde tyngende, men i jo virkeligheden en genistreg der slipper mennesket fri. Når man har erkendt sin syndighed (eller potentiale herfor!) har man befriet sig selv for den indre (og ydre?) kamp med at retfærdiggøre sig selv. Det der ikke er stablet op kan ikke væltes. Jeg er sikker på, det er det Gandhi (og Jesus m.fl.) indså og kun fordi han kunne se sin egen syndighed i øjnene kunne han "tage" de andres syndighed.
...ja, det var ordentlig omgang. Jeg tillod mig at bruge dit indlæg som et spin-off til nogle flere strøtanker om emnet. Håber det er ok.
KH Flemming.
Hej Flemming m.fl.
Jeg mener Jung kaldte det at integrere sine skyggesider. 
Jeg ville lige tilføje, at for at forstå sin egen vrede, angst etc. må man gå et skridt videre og trænge ind bag disse følelser og ikke stoppe processen ved kun kaste sin kærlighed på disse følelser - selvom det er en stor rensende (og også smertefuld) proces i sig selv.
For at disse følelser ikke bare skal opstå igen næste gang livet går lidt skævt, skal man ind bag og have fat i årsagen til dem. Det er ikke angsten eller vreden i sig selv, der er mest interessant, men mere den dybereliggende årsag til disse følelser. Er det ikke sådan, at det er vores overbevisninger, holdninger og livsanskuelser (hvad vi går og tror på), der styrer vores tanker og følelsesmæssige reaktioner? - Og er det ikke her vi i grunden skal ind og bearbejde og revidere?
Når vi fx. bliver vrede eller skuffede på os selv eller andre, så er det vel ofte fordi, vi har opbygget et urealistisk billede, en falsk illusion, har for høje forventninger o.l. som virkeligheden nu får til at krakelere.... med megen sorg, smerte og skuffelse til følge. For at få mere realistiske livsanskuelser eller holdbare overbevisninger, må vi således nødvendigvis ind og revidere vore holdninger/livsanskuelser, så de kan holde til virkeligheden :
Til denne personlige udviklingsproces kan man hente stor støtte og kærlighed i Martinus' kosmiske analyser.
Ja, det var bare lidt strøtanker herfra
KH...Anette
Skriv et svar