Hej Jacob,

Min første tanke er, at man nogen gange kan forestille sig/frygte ting, som slet ikke bliver til noget, og som måske slet ikke kan ske (fordi man ikke har den skæbne til gode). Johannes Møllehave har skrevet en bog, med titlen: "Skuffelser, der aldrig gik i opfyldelse".

Martinus blev spurgt, hvordan nu, hvis man nu ikke ville være soldat, hvad så hvis fjenden kom og tog ens kone? Jeg husker ikke helt, hvordan han svarede, men det var noget med, at i samme grad man ikke vil være soldat - eller være dræbende - i samme grad er man også beskyttet mod en brutal skæbne.

Så den bedste og eneste virkelige beskyttelse er altså, ikke selv at påføre nogen (unødig) smerte.

Når man så ikke er nået dertil endnu, så mener jeg, at det er indstillingen, der er vigtig. At nå dertil at forstå, at man aldrig skal hævne sig. At man altid skal forsøge at gøre det kærlige, og hvis der intet kærligt er at gøre, så at gøre det mindst onde.

Det er den rette indstilling. Resten må jo komme hen ad vejen. Man vil gerne lade være med at blive vred, men man bliver vred alligevel. Så siger man måske: Bare jeg ikke blev vred, men vreden er der stadigvæk.

Jeg mener, udfordringen er, at se på den vrede, der er. For dermed at give den mindst mulig magt. Hvis man fortrænger vreden, så tror man muligvis, at man slet ikke kan blive vred. Men det er et selvbedrag, som man før eller senere må gøre sig fri af ved at bevidstgøre det fortrængte. Men når man så bliver bevidst om, at man er vred, ja, så er udfordringen at give vreden mindst mulig magt.

Man må finde ud af, hvorfor man bliver vred. Det kan være, man synes, det er så uretfærdigt, det her. I så fald har man taget offer-rollen. Man har undladt at tage ansvaret for, at man selv skaber alting i sit liv. Det er altså ikke uretfærdigt. Det kan godt føles sådan. Men det er godt, at forstå at vejen til at se verden, som den er, er at tage ansvar, og erkende: jeg har selv skabt det, nu vil jeg lære, hvordan jeg skaber en bedre situation.

Vrede kan dække over mange ting. Den kan også være en beskyttelse mod at mærke andre ubehagelige følelser, fx. at man er ked af det. Ligesom omvendt sorg kan være en beskyttelse mod at mærke, man er vred.

Jo mere man kan rumme at se og mærke alle de tanker og følelser, man har, sådan som de er, jo bedre forudsætning har man for ikke at bliver overrumplet af dem. Så de kan være der, uden det er dem, der styrer en.

At overvinde vreden er en meget lang proces, fordi evnen til at blive vred er en talentkerne optrænet i dyreriget gennem millioner af år. I dyreriget er den en nødvendighed, men som humane mennesker er den skadelig. Men den kan kun overvindes ved at man igen og igen, som en daglig øvelse træner sig op i at øve sig i at få den til at fylde mindst muligt. Man kan bede om at man må få hjælp til det, og bede om tilgivelse, når det ikke lykkes, så man også undgår at dømme sig selv, når man bliver vred.

Og så tror jeg måske også, det er en god idé, ikke at gå og forestille sig alle mulige ulykkelige ting, der evt. kan ske. Jeg tror det er bedre, at have fokus på "komme dit rige", altså at vi bevæger mod mere og mere behagelige tilstande.

Det betyder selvfølgelig ikke at man ikke kan planlægge ting. I min verden er det bare fjernt at forestille mig, at min familie eller venner skulle blive overfaldet. Jeg aner ikke, hvordan jeg ville reagere. Jeg ville nok blive forskrækket. Og jeg tror ikke jeg ville være særligt god til at gøre noget. Men på den anden side regner jeg ikke med, det sker.

venlig hilsen
Jan

Fra mine egne erfaringer ved jeg at tavshed er det bedste svar når nogen i min omgivelse (ingen her nævnd) er parat at begynde og skændes. Hver gang jeg svarer med kyniske eller sarkastiske ord, øger ubehaget og de mentale lidelser hos alle. Tavshed kan være at vende den anden kind til, at ikke give igen verbalt med hårde ord! Men det kræver bevisdt øvelse.

Alt mindre, når det drejer sig om min mentale balance/harmoni ,går idag "af sig selv"; det er ikke som tidligere om årene... Denne indre harmoni kan kun opretholdes ved bøn... og ved at lytte til "krop og sjæl"...

J

Hvordan ved man at det er det mindst onde alternativ man valgt ved et enkelt tilfælde?

Uha hvor jeg kender det der "vrede" emne :-X

Og jeg kender til følesen af vrede og hævntanker, og den indre prosses, som går på at styre disse mentale udfordringer.

Jeg har personligt ikke været oppe i en gammeldaws slåskamp, her i dette liv. Måske derfor, har de 2-4 episoder jeg selv har været udsat for vold, været en mærkelig blanding af det ektremt ubehaglige ved denne vold, men også en under fysis mild oplevelse af det. 3 gange har jeg modtaget slag fra et andet menneske, men ingen af gangene, skete der mere, end en hævet læbe.

Jeg havde bekendte i min ungdom, som lavede knojern af metal, og tog ud og slog folk ned. Jeg oplevede denne primitive stammekultur med seje drenge, som kæmpede om at være den sejeste, jagten på de smukke piger, gudedyrkelsen af de ultimativt seje, som var dem med rygmærker.

Jeg var ikke med i inderkredsen af dette circus, men var ligsom på sidelinjen og følte ofte en meget fremmedgjort fornemmelse, over for den virkelighed, som jeg dengang var en del af.

Jeg følte jeg var et offer og følte mig som en outsider.
Det fører mange gange vrede og frustration med sig.

Hvad vil jeg sige med det?

Jeg vil sige, at livet er fuld af "kapitler" og træner man på at bestemt felt, vil man udvikle talent for det. Ikke altid er disse talenter noget, som vi betragter som hensigstmæssige, men det er de nu alligevel.

Du kan gøre dig 1000 tanker om situatiomer om vold (eller andre ubehagligheder), mod dig eller din kæreste, og det kan man sørme også få talent for. Bare spørg enhver, som lider af det, vi kalder angst.

Jeg føler, at jeg har gennemlevet en "småforceret" udvikling i dette liv. Og jeg kunne godt forestille mig, at mange kosmologer, har lidt af samme følese.

For hvis vi er i stand til at føle logikken af kosmologien i vores føleseslegme, så må man næsten pr. definition, har oplevet en forceret udvikling. Det er min egen teori, skal lige siges.

Martinus siger, at jo mere udviklet vi bliver, jo flere tanker vi kan tænke, jo flere bekymringer, kan vi gøre os 😮

Og man kan forestille SÅ mange frygtelige ting, så man kan blive helt rundtosset.

Det med at kontrollere sit eget føleseslegme, og især den "onde" side af det, er vel en træningssag. Man må udvikle en talentkerne for det.
Og man mærker hurtigt en udvikling, hvis man er opmærksom på det. Man kan få meget ud af, at være opmærksom på "livets tale" og det kan være en værdifuld medspiller, i ens humane udvikling.

Men livets tale, kan også være svær at tolke for en selv.

Men så længe vi træner, jo mere udviklet, bliver vores talentkerner også.

J

Jeg mener at Martinus taler om at det ikke skal tages bogstaveligt.
Forstået som Vend ikke den dyriske side til men den Bløde side til.

http://www.martinus.dk/content/dk/dtt-soegning/show.php?bog=55&stk=1812&nr=10&pw=e791f

http://www.martinus.dk/content/dk/dtt-soegning/show.php?bog=56&stk=2261&nr=19&pw=4616d

Hvis de bliver slået på deres ene kind af deres fjende, da må de vende ham den anden til. – De må lade være med at være intolerante over for de mennesker, der ikke har den samme tro eller religiøse opfattelse som den, deres egen sekt er bygget på. – De må beherske deres tilbøjelighed til at dømme disse mennesker som fortabte, der kun har helvedes evige ild at opnå efter døden. –
De må selvfølgelig elske deres næste som sig selv og Gud over alle ting. – Kan de ikke opfylde disse guddommelige krav, kan de ikke med rette udtrykke sig selv som "frelste", hvilket vil sige: være det færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse. De kan kun være væsener, der ligesom alle andre mennesker er under Guds skabelse af nævnte menneske i sit billede. Hvor langt de er fremme i denne Guds skabelse af denne deres ophøjede tilstand, kommer til syne igennem graden af den alkærlighed, de dagligt udviser over for deres næste, hvilket vil sige: alt levende omkring dem. I samme grad, som de udviser næstekærlighed, i samme grad er de færdigskabte og synlige som mennesket i Guds billede. Hvis noget religiøst samfund eller en sekt skulle have den opfattelse, at de er menneskehedens frelse, og at alle mennesker på jorden skal blive deres tilhængere, gør de sig skyldige i en stor fejltagelse. Da ingen som helst religiøs sekt eller sammenslutning sidder inde med den totalt færdige, logiske udredning af kristendommens mysterium, der er det samme som livsmysteriets løsning, vil ikke én eneste af disse få alverdens mennesker til deres tilhængere.
Da sekterne såvel som alle andre sammenslutninger er tids- og rumdimensionelle, har de kun en meget begrænset levetid. De vil alle udvikle sig bort fra deres nuværende stadium. Da de ikke er færdigskabte, udgør de kun et ufærdigt stadium i Guds skabelse af mennesket.
De vil alle udvikle sig videre frem imod det færdige stadium i denne Guds færdiggørelse af mennesket i sit billede. Derfor vil absolut alle sekter og samfund totalt ophøre. Intet som helst væsen kan modstå udviklingen, der er Guds skabende hånd. Alle mennesker i verden får igennem denne: Guddommens færdiggørelse af mennesket i sit billede, det absolut samme syn på vejen, sandheden og livet som selvoplevet kendsgerning. De er alle blevet til kristusvæsener. Og en verden af sådanne væsener kan kun være Guds rige eller himmerige i renkultur.

Men nu er tillværelsen så klogt och logisk indrætted at hvis vi, betinget af ukunnighed og egoisme, ikke vælger det mindst onde i en enkelt livssituation, uden det mest onde, vil vi få slik karmahøst at vi med tiden lærer os at vælge det mindst onde. Så vi har kun - at leve, at fortsætte så og høste karma! Med åbent og lyst sind og et smil imod omgivelserne (= Guddommen)! "Alt er såre godt!"

J

Det man sultner efter - det opretholder man, det man opnået mættelse af lader man være... Livets logik er egentlig meget simpel... Det findes ingen anden bindende moralisk lov end den egne samvittigheden og hvad man nænnes og ikke nænnes gøre mod sin næste, mod omgivelserne, mod Gud selv... Man kan derfor vide ganske sikkert, dvs. hvis samvittigheden fungerer,  hvad man selv bør gøre men ikke lige sikkert hvad andre bør gøre... At moralisere overfor andre er derfor en meget vanskelig balancegang... i livets skole...

Dette er skrivet mer i almindelighed og ikke som et direkte svar på på foregående indlæg - et indlæg jeg helt vist meget sympatiserer med......

Hej Jacob

Evnen til at tilgive sin næste er noget som vi jordmennesker skal lære for at hæve os over det dyriske morads vi pt.lever i.Det at forstå ,at det vi møder af uretfærdighed bagtalelse,had og andre mørke skæbner er hele lektien i disse tider.Vi må forstå ,at det er noget som vi selv har sat igang i vores nære eller fjerne fortid.Vi har selv været uretfærdige,bagtalt og hadet andre,ligesom vi har brudt alle andre livslove(og gør det stadigvæk).Men vi ved at alt hvad vi sender ud får vi tilbage i samme grad.(Karmaloven)
Det kan kun beskrives som 100% retfærdighed.

Grunden til at vi skal lære at tilgive, er at det er den eneste måde vi kan vende vores skæbne fremad til det bedre ,altså en lysere skæbne.
I samme grad som vi kan tilgive andre,vil vi selv blive tilgivet.. 😮
Men vi har jo i en millionårig epoke optrænet dette med at undertrykke,myrde,hade så det er blevet til en automatfunktion (vane),hvorimod det nye ,det humane, skal vi virkelig bruge vores tanker og energi og stærke vilje for at udføre.Her har vi vores nye træningsbane hvor vi skal kæmpe ,græde og svede på, for at få det bedre selv.Og for at omverdenen skal få det bedre.
Vi er efterhånden alle ved at være trætte af al den vold og ulykke vi ser omkring os,så vi stræber efter det humane fredelige og mere lykkelige i tilværelsen.Ikke kun for os selv og vore ,men alle mennesker;alting hænger jo sammen...

De mennesker vi møder på vores vej,som er ukærlige og hadefulde mod os , er jo Guds repræsentanter,Guds værktøjer til at slibe os i model til det rigtige menneske.Men vi bliver da ikke gale på saven der saver skævt,så hvorfor være vred på vores åndelige værktøj,når det i den sidste ende er os selv der fører saven....

Men øvelsen på træningsbanen er jo meget svær.Ligesom man første gang sætter sig til et klaver,for at spille noget smukt,kan man jo dårligt få en ordentlig melodi ud af det.Men øvelse gør som sagt mester.
Faserne må være at prøve-prøve-prøve.Martinus nævner alle gode som dårlige vaners faser som A-viden dernæst B-viden og til sidst den virtuøse C-viden,hvor vi er blevet genier i vanerne uden at bruge hjernekapacitet på øvelsen.Sådan også på øvelsen ,der hedder at tilgive alle hele tiden.

Jeg synes du også bør læse den sidst ankomne artikel på forummets forside:Kritik af Søren Grind.
Den handler en del om dette emne og løsningen på vores fælles problem.

Du kan søge på tilgivelse i søgemaskine her: http://www.martinus.dk/content/dk/dtt-soegning/

Kærlig hilsen Cai

J

Hej Jacob

Du skrev:

Mit svar er ja

At beskytte en anden du ser blive overfaldet kan gøres på mange måder

Du kan selv forsøge at få dem til at stoppe slagsmålet/skænderiet
Du kan ringe efter ordensmagten (i disse dage lidt af en parodi grundet politireformen,but anyway),for at stoppe dem.
Du kan rekvirere lægehjælp/førstehjælp til de tilskadekomne.

I disse tilfælde vil en tilbagevirkende karma for dig være, at du selv i en lignende situation vil blive hjulpet i samme grad/måde.
Det er her din originale overskrift viser sin gyldighed ("Slår nogen dig på din ene kind så vend den anden til")
Oversat til moderne tale:Hvis nogen slår dig med sin dyriske side,så vend den humane side til den pågældende.
Dermed har du sat en positiv energi i kredsløb der usvigeligt vil vende tilbage til sit udspring-dig.
Symbol 23 viser handlingen grafisk:

Den dyriske handling(orange) mødes af den humane handling(gule),og det er det der får lyset ind i verdenen;de mørke skyer over jorden forsvinder langsomt..
Hvis du derimod griber til vold ,vil den tilbagevirkende karma være ,-ja vold mod dig selv.... 😮
Den energi vender også tilbage til sit udspring.

Det er det jeg mente med at vende ens skæbne til det lysere..

Du må huske at et væsentligt Martinus citat i denne forbindelse lyder sådan

"Ingen kan lide uret og ingen kan gøre uret".Bevis: Den energi du sender ud vender usvigeligt tilbage til sit udspring.

Se evt. her : http://www.martinus.dk/content/dk/dtt-soegning/show.php?bog=56&stk=2328&nr=5&pw=30619

Kærlig hilsen Cai

J

Hej Jacob

En lille tilføjelse til de andre ting der allerede er skrevet.

Alt er såre godt - også dine tanker og følelser omkring dette emne lige nu.

Hvad der er det mindst onde er en relativ betragtning og det er måske derfor der ikke er skrevet en bog om det. En løve vil "se" på dette på en anden måde end "Jesus", men både løven og Jesus laver den "rigtige" vurdering. Alt er såre godt - både løven og Jesus.

Samtidig udvikles og forandres vi hele tiden. Det er livet. Vi er hele tiden på vej en andet sted hen. Ved at stille spørgsmålene er man allerede godt på vej mod "løsningen" og det at du har fokus på disse spørgsmål viser at du er godt på vej.

Med kærlighed

Lars