Ja, jeg har tænkt en del over det her med skyld og tilgivelse.

Det kan jo virke selvmodsigende. På den ene side er alle 100% skyldige i deres skæbne til enhver tid. Samtidig er der ingen, der i øjeblikket kan være anderledes, end de er. Og derfor er det eneste vise at tilgive hvad som helst. Hvilket igen vil sige, at man ikke skal bebrejde nogen noget (hvis man vil handle med visdom).

Men det er jo netop det, der ofte går galt med skyldbevidsthed. Man får skyldfølelse, og denne skyldfølelse kan vokse sig stor og usund. Så har vi bønnen "forlad os vor skyld, som også vi forlader vores skyldnere" til at blive fri af skyldbevidstheden.

Gang på gang udpeger Martinus' gennem sine analyser, den/de skyldige. Men hele tiden gør han opmærksom på, at det kan man ikke bebrejde dem, at de er skyldige i de uheldige ting, de gør.

Jeg tænker, at først bebrejder man de andre. Det er de andres skyld, tænker man. Når man så forsøger, at frigøre sig fra denne tankegang, begynder man nemt at bebrejde sig selv. "Det er min egen skyld". Det er jo for så vidt rigtigt, at det er ens egen skyld. Men det er ligeså rigtigt, at det ikke er noget, man kan bebrejdes.

Bebrejdelser skyldes uvidenhed. De er et resultat af uvidenhed. Så derfor skal vi frem til ikke at bebrejde, frem til ikke at dømme.

Jeg tænker, at dette ikke at bebrejde, er et andet udtryk for at tilgive.

At bevidst at koncentrere sig om ikke at bebrejde nogen noget - heller ikke sig selv, er vel en praktisk tilgivelsesmeditation, som man i princippet kan gøre hele tiden uanset, hvad man laver.

Men så kan man sige, hvorfor gøre det? Man kan alligevel ikke tilgive mere, end man har evne til. Og det er jo rigtigt, at man ikke kan det. Men måske har man et større tilgivelsespotentiale, end man er klar over, så hvis man koncentrerer sig på det, så kan det måske på den måde aktiveres.

Ligesom hvis man har et musisk potentiale, så kan man også gøre brug af det, hvis man begynder at øve sig på musikinstrumenter, men ikke før.

Ofte går debatten på om man mon overhovedet kan spille (læs: om de kosmiske analyser er rigtige. Kan det virkelig betale sig at være kærlig?) i stedet for at lade det komme an på en prøve ved at begynde at "spille på musikinstrumentet". (Alstå begynde at se hvor langt man bevidst kan mobilisere sin tilgivelsesevne).

Jeg tror, dette at koncentrere sig på ikke at bebrejde nogen noget, er en god træning, der med tiden gør en i stand til at se "skyld uden bebrejdelser" - altså klart at kunne se, hvordan man selv og andre laver fejltagelser, uden at bebrejde nogen disse fejltagelser. Men i stedet have en evne til at vide, hvordan man komer fri af fejltagelserne.

venlig hilsen
Jan