Hej

Du har ret det kan se "uretfærdigt" ud at, lidelserne ikke er kategoriseret i deres karakter
nemlig om man "lider med andre" eller om man "lider med sig selv"!
Der må da også være forskel på om man lider under mangel på "opmærksomhed"...eller
om man lider for verdens sultende befolkning og død af samme årsag.
Men lidelsen er fællesnævner og den er ikke behagelig og derfor får man en trang til
at afslutte "årsagen" til lidelsen...so everything is OK...eller på dansk: "alt er såre godt",
igen...

Men,men og atter men alt er jo såre godt (allerrede i dag) ifølge Martinus og ønsker man
en forandring af nok så gode hensigter, ja så går man jo imod GUD`s plan, som jo er i sit
"byggestadie" ...og derfor kan vi ikke se slutproduktet.
Så konklutionen må jo være at "lidelsen" er noget værre "møj"...der i sin hensigt går imod
"skabelsen"...og derfor skal man skynde sig at holde op med at lide...både for sig selv og
for andre.
Men hvad så med medlidenheden som skal udvikles til fuldkommenhed hos menneskeheden?
Hov det blev vist også til et spørgsmål og ikke et svar!
Måske andre har et bud?

KH Pipia

Hej Jostein

Det, du kalder "naturlige" såvel som "unaturlige" lidelser, må være en del af Verdensaltet og dermed Guds natur. Og hvis du mener dig i din gode ret til at kalde Guds natur for "unaturlig" - så synes jeg da, at du er frisk...

Jeg mener bestemt ikke, at Martinus "forherliger" lidelsen. Det, som han har gjort i sit enestående værk, "Det tredje testamente", er derimod at påpege lidelsen som nødvendig som kontrast for skabelsen og oplevelsen af det modsatte: Lykke!

At Martinus kalder lidelsen for et "ubehageligt gode" er jo ikke det samme som at sige: "Det er bare fedt med al den lidelse - lad os få noget mere af den slags"... Nej, tværtimod. Det betyder derimod, at fordi lidelsen opleves som ubehagelig, ønsker man at komme bort fra det, der skaber dette ubehag. Og derved befordrer lidelsen netop den udvikling, der vil gøre os fuldkomne i skabelsen af en lykkelig skæbne og sansning af samme.

Og så er alt jo vitterligt "såre godt". Også for dig, Jostein - hvis du tager de rigtige briller på!

Venlige hilsner fra

Petersh

  Hej alle.

  Vil da lige komme med en kommentar, nu jeg er forbi og "lure" lidt.

  Problemet omkring opfattelserne af lidelserne, er jo ikke at Martinus ikke har ret i sin "overordnede" fremlægning af tingene, for det er da rigtigt at alt er såre godt, når man ser det med Guds øjne.

  Det er bare ikke Guds øjne vi skal se med, men vore egne, og hvordan skulle man kunne udvikle medlidenhed og medfølelse, hvis man blot ser på krigshandlinger eller andre lidelser, med de briller på ? (sådan skaber Gud rigtige menmnesker).

  Vi er her i 3 dimension for at lære at skelne mellem lys og mørke, godt og ondt, og da hjælper det os bestemt ikke at se på tingene som om vi allerede var i 5 dimension eller derover, hvor dualiteten er væk.

  Så hvis ikke vi her i nuet opfatter det onde som ondt, og ikke blot som noget der er godt da det udvikler os, så opnår vi ikke, på den følelsesmæssige side, at få balance med vort intellekt.

  Vi er netop her, fordi vi i disse "legemer" kan mærke smerte, lidelse og følelse, og havde vi ikke behov for at lære om disse ting, så var vi for længst i de højere "sfærer", så jeg mener at man netop ikke skal opfatte lidelserne som noget "ubehageligt godt", på nuværende stadie, da ens følelser så ikke opleves som de bør, for at man kan udvikle sig i balance.

  At Martinus så selv havde den "overordnede" opfattelse, beror sikkert på at dette var en nødvendighed, i forbindelse med hans arbejde, på det intellektuelle plan, hans følelsesmæssige udvikling må jo dog have været en del større end vores, siden han kunne opnå en sådan indsigt, men vi opnår ikke samme følelsesmæssige udvikling, ved blot intellektuelt at tænke som Martinus, vi skal føle på egen krop, og have vor egen erfaringsdannelse med os, og det kan let blive et problem, hvis vi indtager en intellektuel holdning, der ikke svarer til det stadie vi lever på.

  Så jeg må give jostein medhold i at det at "forherlige" lidelserne, som når Martinus udtaler at man da bare skal gå ud og gøre en masse dumheder, hvis man vil udvikle sig, det indebærer en fare for at man hæmmer sin egen følelsesmæssige udvikling.

  Kærlige Hilsner fra Avatar.

Som i sjakk. Man lærer ikke av sine feil hvis de ikke er kommet etter best mulig innsats. Så der stemmer det ikke med Martinus at man bare skal gjøre masse dumheter, da er det ikke feil som er kommet etter høyest yteevne.
Jostein

Hej Avatar

Jeg forstår dig ikke helt, er jeg bange for. På den ene side mener du, at Martinus "forherliger" lidelserne, men samtidig svælger du i nødvendigheden af udvikle medlidenhed og medfølelse gennem lidelseserfaringer...? ???

Som vi - efterhånden mange gange - har været inde på, ved jeg ikke, hvorfra du har den opfattelse, at de mennesker, der studerer de kosmiske analyser i teori såvel som praksis, har koblet følelserne fra og udelukkende lever og oplever livet gennem deres intellekt. Intet kunne være mere usandt, hvilket du selv ville erfare, hvis du havde haft tid/evne/lyst til at sætte dig ind i, hvilke tanker Martinus rent faktisk har formuleret i "Det tredje testamente".

En forudsætning for at kunne forstå endsige overkomme at læse dette værk på flere tusinde sider er nemlig, at man - udover en vis intellektuel ballast - har de nødvendige følelsesmæssige referencer til sin rådighed. Uden disse referencer vil "Det tredje testamente" blot fremstå som tomme postulater, overtro eller det rene vrøvl.

Venlig hilsen

Petersh

  Hej Petersh.

  Nej, jeg tror heller ikke du forstår mig helt, dit fokus ligger som jeg ser det, mere på at ingen forstår Martinus og verdensaltet, hvis ikke de først har gennemlæst hele hans materiale, men dette er jeg afgjort uenig med dig i, da det jo netop kan føre til, at man føler sig så hævet over andre intellektuelt, at man ingen medfølelse har (empati) med dem.

  Vi skal lære af at gøre det rigtige, og ikke det forkerte, men af og til gør vi fejl, og da vil vi få en "lidelse" som reaktion på vores aktion, så vi vejledes i den rigtige retning.

  På den led tjener det "onde" i en positiv retning.

  Men det billede der er fremtrædende hos Martinus, er at vi slet ikke kan lære hvad der er rigtigt eller forkert, via at gøre rigtigt, vi kan kun lære ved at gøre forkert, og lide derved, så på den måde bliver det onde vigtigere end det gode, og udviklingen afhængig af at man skynder sig ud og gør en masse forkerte ting man kan lære af, fremfor at gøre en masse gode ting (som underforstået ikke lærer en noget).

  Og har man så den intellektuelle tanke i hovedet, at alt ondt man ser omkring sig, blot tjener det godes sag, så føler man ikke den medlidenhed eller medfølelse man burde, når man ser sådanne "onde" ting, men man tænker blot, "sådan skaber Gud rigtige mennesker", og uden at føle som man burde, udvikles ens følelser ikke i balance med intellektet.

  Det kan så godt være at det overordnet er rigtigt at det er sådan Gud skaber rigtige mennesker, men den tanke hører bare ikke til i vores hjerne på nuværende stadie, da den fjerner empatien for andres lidelser og situation.

  Men som "beskyttelse" for ikke at komme til at føle med andre, så er tanken meget brugbar, så slipper man jo selv for at føle og lide med disse "andre", men opnår så heller ikke medfølelse og medlidenhed i det omfang man burde.

  Så begrebet "sovepude" kan godt anvendes her, eller en intellektuel "osteklokke" man kan bevæge sig rundt i, som hindrer, at de reelle ubehagelige følelser når ind til en og fremkalder det deres formål har, nemlig medlidenhed og medfølelse.

  Når du f.eks siger til Jostein, at alt da er såre godt også for ham, blot han tager de rigtige briller på, så viser det netop hvor lidt forståelse du har for hans opfattelser og ståsted i livet, og en sådan bemærkning kan jo "standardiseres" til at bruges i alle forbindelser, uanset hvilke lidelser man møder, men den hjælper blot intet, for dem som oplever lidelserne, den tjener kun til at fjerne medfølelsen og empatien fra dig selv.

  At bruge sit intellekt på rette vis, er at bruge det med visdom, hvilket vil sige, at bruge det i fuld kontakt med de følelser der er gældende på det stadie man er på.

  Vendingen "alt er såre godt" hører Gud til, men en sådan udtalelse har ingen "kontakt" med de følelser der er gældende, hvor vi mennesker befinder os.

I samme forbindelse kan jeg da nævne, at det jeg har behov for at vide fra Martinusses side, har jeg tilegnet mig, alt det andet materiale er da interresant nok, men hører til de højere "sfærer" og jeg kan ikke bruge disse ting i nuet.

  Hvad skal jeg med viden om visdomsriget, det guddommelige rige og salighedsriget, udover blot at vide at de findes og at jeg på et tidspunkt kommer frem til disse "riger", jeg kan jo ikke bruge disse energier eller sfærer til noget konkret i nuet, andet end til at "spille smart" intellektuelt med, overfor mine omgivelser.

  Derimod er der masser af anden konkret viden, udenfor Martinusses "sfære", der er yderst brugbar i nuet, og det foretrækker jeg så personligt at bruge hoivedparten af min tid på at søge, fremfor at fortsat søge efter ting jeg ikke kan få gavn af før om mange inkarnationer, og som derudover har den "fare" at jeg ikke får mine følelser med mig, da det fortrinsvist drejer sig om udelukkende intellektuelle tankerækker,.

  Det er så også rigtigt at vi alle har hver vores vej, og jeg skal slet ikke bedømme om din vej er rigtig eller forkert, du har måske så stor en følelsesmæssig udvikling allerede, at Martinus materiale er det bedste udviklingsgrundlag lige for dig, men for mig er der stadigvæk en del følelsesudvikling der mangler, så derfor er min opfattelse som den er, men håber da ikke det støder dig.

  Kærlige Hilsner fra Avatar

Hej Avatar

Så kig lige igen: Det, som jeg mener, er, at man ikke kan vide, hvad Martinus har skrevet, når man ikke har læst det. (Det betyder selvfølgelig ikke, at man ikke kan udtale sig om, hvad Martinus har skrevet, men så risikerer man altså at blotte sin mangelfulde indsigt i netop denne sag).

Venlig hilsen

Petersh

Hej Avatar

Her udtaler du dig (igen) om noget, du ingen forudsætninger har for at udtale dig om. Martinus underkender på ingen måde de "rigtige" handlinger. De skaber selvfølgelig erfaringer lige såvel som de "forkerte" handlinger. De fleste, der finder vej til åndsvidenskaben i form af Martinus' værker, gør det jo netop, fordi de er begyndt at erkende det uholdbare i af gøre de "forkerte" handlinger og netop nærer et dybfølt ønske om at gøre det "gode". Og her kan kosmologien være et fortræffeligt redskab til at forstå, hvorfor man har mødt virkningen af de "forkerte" handliger, man har udløst - og hvordan man undgår dem i fremtiden.

Problemet med "rigtige" handlinger er, at det ikke kan komme ud af det blå. Hvis du vil bygge et hus, skal jeg ikke udelukke, at du kan bygge det perfekte hus i første forsøg - men jeg tvivler. Før du kan bygge huset er du bl.a. nødt til at mestre forskellige redskaber: Du skal fx kunne anvende en hammer uden at ramme fingrene, og du skal kunne rejse mure, så de ikke braser sammen. De egenskaber kommer af ønsket om at mestre dem efterfulgt af øvelse, øvelse og atter øvelse.

Det samme gælder manifestationen af alt andet her i livet: ernæring, teknologi, væremåde, kærlighed osv., osv... Disse manifestationer vokser fra et ønske via et ufuldkomment stadie til fuldkommenhed. Også selvom du lige nu vil hævde noget andet...

Venlig hilsen

Petersh

Hej Avatar

Jeg forstår skam Jostein bedre, end du (og han) aner. Men når Jostein henvender sig hér med sit spørgsmål, er det vel næppe for at blive mødt af et "grædekor", men snarere for at finde trøstende ord og forklaringer. Ønsker man at blive mødt af et "grædekor", er der masser af muligheder for det andre steder.

Ville det være mere tilfredsstillende for Josteins (og dit) behov for et passende svar, hvis jeg i stedet havde skrevet: "Du har ret - det er sludder fra ende til anden, hvad Martinus har skrevet, og du har selvfølgelig fuldstændig ret i, at du er fortabt for evigt, for lige præcis dine lidelser skyldes uoprettelige skader"?

Én ting er, at jeg i så fald ville have svaret i strid med enhver logik og sandhed om livet. En anden ting er, at jeg også ville have været totalt kynisk og ufølsom i mit svar - og der er intet, jeg ønsker mindre!

Venlig hilsen

Petersh

Hej Avatar

En viden, du ikke kan se noget formål med eller ønsker, kan du selvfølgelig ikke bruge til noget. Men jeg vil lige påpege, at denne viden bestemt ikke kan anvendes til at "spille smart" med, da de fleste vil møde dig med vantro eller opfatte dig som naiv eller kugleskør, hvis du begynder at "lufte" den.

Du kan derimod bruge denne viden til at "spille" de kort, der er til størst glæde (og mindst skade) for livet i dit mikrokosmos, mellemkosmos og makrokosmos - og derved skabe en lys skæbne for dig selv, så du for alvor kan lyse op for dine omgivelser.

Venlig hilsen

Petersh

Petersh wrote:

En viden, du ikke kan se noget formål med eller ønsker, kan du selvfølgelig ikke bruge til noget. Men jeg vil lige påpege, at denne viden bestemt ikke kan anvendes til at "spille smart" med, da de fleste vil møde dig med vantro eller opfatte dig som naiv eller kugleskør, hvis du begynder at "lufte" den.

hihi, ja det kan alle, der i et "svagt" øjeblik har forsøgt at fortælle om mere eksotiske detaljer i kosmologien overfor ateister eller andre som så absolut ikke tror på andet end materie, vist tale med med om 

kh.
Kenneth

  Hej Petersh.

  Føl dig nu ikke så stødt, jeg mener da heller ikke at et svar om at Martinus er forkert på den, eller et grædekor er den rette reaktion at give Jostein eller andre, når spørgsmål stilles, men ville blot påpege at svaret du gav i stedetfor, kunne standadiseres til at gælde alle spørgsmål, og ikke på nogen måde hjælper andre , hvorimod en anden form for besvarelse, som tog udgangspunkt i det der var essensen i spørgsmålet, ville kunne hjælpe i nogle tilfælde, også selvom det var begrundet i Martinusses materiale.

  Som jeg nævnte er viden om visdomsriget og de øvre riger da udmærket, men jeg ser ingen mulighed for at bruge en sådan viden til noget konkret i nuet, hverken i mikro,makro eller mellemkosmiske spørgsmål, altså udover den intellektuelle forståelse af de "øvre" sammenhænge der ligger i energierne og perspektivet omkring disse "riger".

  Det med at risikere at blive opfattet som kugleskør, er vist ikke noget hverken du eller jeg tager alvorligt, men kan du ikke tale om de ting der ligger på disse områder (øvre riger), uden at blive opfattet som kugleskør, er disse ting jo heller ikke specielt brugbare i nuet, hvorimod når jeg taler om ting der får nogle til at opfatte mig som kugleskør, så er der sideløbende også en del der mener at det eg taler om, kan de bruge i nuet, og det er her jeg mener forskellen er, på det materiale der fremlægges.

  Energisnak og forestillinger om indholdet af visdomsriget og de overliggende riger, (hvilket er det materiale jeg hentyder til, når jeg taler om materiale der ikke er brugbart for mig i nuet), har langtfra den samme kontekst med nuet, som en snak om 4 og 5 dimensionerne, og rumskibe, abductions og jordens snarlige løft til en højere frekvens har, her er jo tale om en frekvens som stadigvæk "kun" er en del af "det rigtige menneskerige" og ikke af de øvre rigers sfære.

  Skal man vejlede et "barn" i første klasse omkring hvad der venter det i 2 klasse, så taler man om denne klasse og dens indhold, og ikke om hvad der foregår på gymnasielevel.

  Min skæbne og det lys den indeholder, er mig ikke nær så vigtig, som andres skæbne er, så den fokuserer jeg ikke så meget på.
  Er vi alle et, så er alle andre mindst lige så vigtig som jeg, for mit velbefindende, så jeg tror ikke på at det gælder mig selv først, og derefter alle andre, men på at det gælder alle andre før mig selv.

  Kærlige Hilsner fra Avatar.

Hej Avatar.

Nu kan du jo ikke vide, hvilket svar Jostein kan bruge til noget. At du ikke selv kan bruge et svar til noget, er ikke ensbetydende med, at andre heller ikke kan.

En viden om visdomsriget er ikke vigtig for dig, det er den for mig, for det hører med til en beskrivelse af helheden. Hvis beskrivelen af de højere riger manglede, ville jeg ikke have tillagt Martinus' arbejde nogen særlig opmærksomhed, idet logikken i det samlede billede så totalt ville mangle. Det er ikke nok for mig at vide, at jeg skal tilgive min næste og spise grøntsager, jeg vil også vide hvorfor, og hvad der sker om en million år.

For mig er viden om 4. og 5. dimension derimod overhovedet ikke vigtig, for mig er det ren og skær fantasi. Så hvad der kan bruges til noget afhænger af øjnene der ser.

Mørke og lys sikre at vi kan opleve hele tiden og dermed få kosmisk bevidsthed.

Mørke og lys er noget der må skabes hele tiden, for at der kan være oplevelser tilstede. Hvis der ikke skabes mørke, vil behovet for lys heller ikke være til stede og omvendt. Det levende væsen kan kun opleve gennem et multiplex af kontrastprincipper, som igen skal forstås som nødvendige modsætninger af egenskaber for oplevelser.

Mange mennesker i dag kan slet ikke forstå nødvendigheden af, hvorfor mørket skal eksisterer og mener, at livet vil være dejligt, hvis mørket eller det ubehagelige ikke fandtes. Dette ønske beror på et lokalt syn, ganske enkelt fordi det mere eller mindre er blevet mættet af de mørke sider af tilværelsen. Det er altså helt naturligt at søge mod en tilværelse af lys og lykke eller paradistilstand. Nu er det heldigvis sådan, at både de mørke og lyse sider, er noget vi selv må skabe, og som vi har været med til at skabe i al evighed, selv om vi lige nu ikke kan huske det.

I virkeligheden søger vi kun de ”lyse” tilstande hele tiden, forstået på den måde, at vi søger den mest tilfredsstillende oplevelse, vi er i stand til at få; men da denne tilfredsstillelse også er underlagt et kontrastprincip (sult og mætning) samt karmaprincip, vil vi på grundlag af dette, evigt bevæge os mellem to ydrezoner, som Martinus kalder de mørke og lyse tilværelsesformer. Det er takket være disse tilværelsesformer, at vi evigt bevæger os fra de lavere spiralkredsløb til de højere spiralkredsløb, fordi vi ønske at forny vores oplevelsesmuligheder, når vi kommer frem til et mætningspunkt af vores indeværende spiralkredsløb. Hvis vi forestillede os, at vi evigt skulle leve i samme kredsløb, så vil det til sidst være et fængsel for os. Spiralkredsløbende sikre, at vi kan komme fra et og gå videre til det næste, når vi er parate til det. I øvrigt vil der jo ikke være noget mikrokosmos såvel makrokosmos at opleve, hvis spiralkredsløbene ikke fandtes.

Der, hvor mørket opleves som virkelig mørke eller ubehageligt er overgangen fra dyr til det rigtige menneske. Denne tilstand skyldes især jordklodens bevidsthedstilstand, som nu er i gang med at opleve den store fødsel eller indvielse. En sådan tilstand medfører altid kaos, fordi mørket skal frem i lyset dvs. at al det skjulte (de ufærdige sider) må frem i lyset inden det kan bearbejdes.

Det er denne konflikt i jordklodens bevidsthed, der viser sig for os som en konflikt mellem de forskellige nationer og mellem det enkelte menneskers moralske udviklingstrin. Er det ikke det biblen beskriver som dommedagsepoken, der, hvor fårene skal adskilles fra bukkene. Er det ikke også det, vi oplever lige nu og som blev startet for ca. 2000 år siden. I samme øjeblik Kristus-bevidstheden brød igennem her på kloden, kom der mere lys på begivenhederne og dermed viser skyggesiderne sig tydeligere og tydeligere. 

Det var ikke så mærkeligt at Jesus græd i sin tid, han vidste, hvilken lidelser det enkelte menneske skulle igennem, inden det kunne nå frem til at få kosmisk bevidsthed. Martinus opgave var noget nemmere trods alt, men lige så nødvendigt, nemlig at give os en teoretisk kosmisk indsigt og dermed forkorte vejen væsentligt for os, ligesom Jesus gjorde det for os i sin tid.

Man kan meget forenklet sige, at Jesus mission var at sætte gang i vores følelsesmæssigt udvikling og Martinus opgave var/er at intellektualisere det for os. Det skal forstås på denne måde, at skabe en balance mellem følelser og intelligens, som igen er forudsætningen for kosmisk bevidsthed. Hvis Jesus ikke havde været her, vil det have taget mindst 25 000 år at nå frem til det stadium, hvor vi er nu og uden Martinus kosmiske analyser, skal vi bruge adskillige tusindvis år mere, inden vi vil få kosmisk bevidsthed alene af den grund, at næstekærligheden ikke i sig selv vil komme frem til at ”se” de kosmiske lovmæssigheder i det store perspektiv. Nu vil hele den proces kun tage ca. 5000 år regnet fra år nul, hvor hele menneskeheden vil være gennem den store fødselsproces.

At forstå, ”at alt er såre godt”, da må man selv have gået vejen til indvielsen. Derfor kan vi kun forstå det teoretisk endnu og det er ikke så mærkeligt at nogen ligefrem nægter at kunne se sammenhængen i det. Det kræver kosmisk bevidsthed at forstå sandheden i disse ord og dertil er vi ikke nået endnu.

[align=center]Med kærlig hilsen
Svend Erik[/align]

Hej Svend Erik

Tak for en fornem gennemgang af kontrastprincippet. Den fortjener næsten at blive bragt som artikel på forsiden af dette forum, synes jeg.

Venlig hilsen

Petersh

Kære Venner,

Teodice'-problemet, kalder 'kirkens folk' det, dvs spørgsmålet om hvorfor der eksisterer al den lidelse, når nu Gud er alkærlig,
det har Martinus svaret på,
men uanset om Vi opererer med 'naturlig' eller 'unaturlig', det ene eller andet,
så har det altsammen rod i bevidstheden,
og hvis det ikke var/er tilfældet, så ville der slet ikke være nogen, hverken til at skrive eller læse dette, eller noget som helst andet,

Martinus er også inde på, at Livet jo ikke er en straffeanstalt, og at Gud jo ikke er sadist, og at Vi kun oplever det absolutte minimum af lidelse, som er nødvendigt for at lære,
for når Vi har lært det, har Vi jo ikke brug for det mere,

noget andet Jeg ofte har haft lyst til at bemærke, er at man godt kan vide fx at 'alt er såre godt', eller andre evige facitter, inden at man har fået kosmisk bevidsthed,
det er naturligvis individuelt hvad de enkelte individer hver især tilegner sig af indsigt
på sin vej til opnåelse af fuld kosmisk bevidsthed, men det er jo noget som Vi tilegner Os lidt efter lidt,
og omvendt kan man som 'kosmisk nyfødt', finde stor inspiration m.m. i 'de kosmiske analyser',

Kærlig hilsen
Holger

Lidelserne har jo sleds ingen gudomlig mission inom den traditional kristendommen. Ikke heller "Syndefaldet". Disse to er noget der burde kunde undvies, mener ofte den kristne kirke. De er ikke betingede af den oprindelige Guds plan, mener man, men af menneskets frie vilje.

Gud er ikke ens en dømmer - vores egne handlinger, vores karma, dømer os. Vi er vores egne dømmere.

Ja, det går at forstå  ved analyse af dette facit og såleds gennem oplevelse opefra. Det er en metaindsigt. Hvilket ikke hindrer at vi imens oplever behag og ubehag nedefra.

  Hej alle.

  Det er , som jeg oplever det, rigtigt som bla.a Holger m.fl er inde på, muligt at kende til visdommen i at "alt er såre godt" uden at have opnået fuld kosmisk bevidsthed, og det er da også for mig en rigtig udtalelse, men som jeg tidligere nævnte, kun når man ser det fra Guddommens overordnede ståsted, og det er her jeg opponerer imod, at man bruger en sådan udtalelse, som argument i denne 3 dimensionelle sfære, hvor alt bestemt ikke er såre godt, og hvor man, selvom man forstår det overordnede budskab i sætningen, ikke kan bruge den til noget konkret i forbindelse med egne lidelser eller følelser, eller i forbindelse med at råde andre, her på vort niveau i udviklingen.

  Der mangler derfor en del "nuancer" i den intellektuelle debat, omkring Martinusses udsagn, så tingene ikke fremlægges som sorte eller hvide, men så der åbnes for visdom omkring at der er langt flere muligheder, end en sådan "begrænset" livsanskuelse giver en.

  Selvfølgeligt er det for nogle meget trygt, at kunne pinpointe alt, som enten sort eller hvidt, så er der ikke så mange valgmuligheder, og dermed heller ikke så mange muligheder for at tage fejl, men virkeligheden viser jo blot noget helt andet. 

  Som eksempel, kan jeg nævne, at Martinus (og Ole Thelkelsen, samt flere herinde) tit udtaler, at når man har lært noget specifikt, så kan man ikke længere udsættes for lidelser på dette område, da man ikke har noget at bruge sådanne "lærdomme" til mere, men dette ville indebære at alle i Hiroshima og Nhakasaki skulle være "ufredelige" og villige til at slå andre ihjel, da de jo selv blev dræbt ved a-bomberne, eller at alle der døde under sunamien "fortjente" det.

  Så sort/hvid er karmaloven altså ikke, og som argument for den påstand, så kan jeg jo blot fremhæve de lidelser og den skæbne der tilfaldt Jesus Kristus, som  bestemt ikke (heller ikke efter Martinusses egne udtalelser) kunne finde på at slå andre ihjel, eller at være så "unæstekærlig" at han fortjente sin skæbne/karma, så han skulle altså, såfremt han var så kosmisk udviklet og så næstekærlig., som Martinus selv mener han var (og her er jeg da enig med Martinus), slet ikke kunne have fået en skæbne som den han fik, men være fuldt ud beskyttet mod en sådan skæbne. ???

  Så jeg mener at man "stikker blår i sine egne øjne", hvis man fastholder at Danskerne skam ikke kommer til at opleve de store "karmabølger" i fremtiden, da vi jo er højt udviklede i næstekærlighed, eller at har vi alle hver især lært ikke at slå andre ihjel, så bliver vi det heller ikke mere selv.

  At der, som Ole Therkelsen udtaler, vil komme et tidspunkt for os alle hvor vi står overfor en "modstander" med våben i hånd, og her må fravælge muligheden for "forsvar", ved at sige, jeg vil ikke mere, skal nogen slås ihjel, så må du slå mig ihjel, for jeg vil ikke mere slå ihjel selv, skulle jo så betyde, at man så heller ikke bliver slåët ihjel, da man jo viser at man har lært "lektien", men lur mig om ikke en del alligevel vil opleve at de bliver slået ihjel, af den anden part.

  Så jeg syntes man bør forsøge at have de mange "nuancer" med i sit "intellektuelle" billede, og ikke (af måske behov for tryghed) opfatte disse "karmaregler" så sort/hvide, som de af og til fremlægges, rent "energimæssigt".

    Kærlige Hilsner fra Avatar

Hej med dig, Avatar

De nuancer, du efterlyser, finder du skam også i Martinus' værker - hvis du ellers gad gøre dig den ulejlighed osv., osv.... 

Når det regner, regner det på gode såvel som onde, rige såvel som fattige. Det er altså ikke i så høj grad disse egenskaber, der er afgørende for, hvorvidt man bliver våd, hvis man opholder sig udenfor i regnvejr. Forskellen er snarere, hvordan man tager regnen: Er man bange for at det vil blive ved med at regne til man til sidst vil lide druknedøden? Klæder man sig i fornuftigt regntøj? Søger man ly? Bliver man gennemblødt med en slem forkølelse til følge? Eller kan man se, at det blot drejer sig om en enkelt bygesky, der hurtigt vil drive forbi?

Sådan er det også med krig og døden. Det er klart, at der også vil være næstekærlige væsner, som ikke kunne drømme om at gøre en kat fortræd, i krigsførende lande. Og det kan sagtens tænkes, at de kan komme i situationer, hvor de ikke kan krybe i ly for "kugleregnen". For det første vil de højst sandsynligt lide en hurtig og smertefri død. Og dernæst skal du huske på, at døden kun er en illusion, forstået på den måde at det kun er den fysiske organisme, der "dør" - jeg'et og de åndelige legemer lever videre! På den måde kan "døden" være en befrielse for den, der rammes af den i fx en krig.

Venlige hilsner fra

Petersh

PS: Mht. til Jesu lidelser på korset, havde han af egen fri vilje påtaget sig denne ganske særlige mission, så denne episode, kan altså ikke betragtes som et almindeligt karmisk udslag. (Også det har Martinus beskrevet flere steder - jeg beklager, at jeg ikke på stående fod kan forklare det for dig ligeså godt, som han har forklaret det for mig)...