Hej med jer
Hvordan beskytter vi os mest hensigtsmæssigt mod forbrydelse i et samfund som vores, hvor vi endnu er ufærdige? Martinus siger i følgende citat, som er fra artiklen "Hvorledes får man kræfter til at tilgive?":
Kosmos, 02/2009 wrote:
Naturligvis må samfundet beskytte sig mod farlige og asociale individer, men beskyttelsen skal ikke være drab og straf. I visse mere humane samfund på jorden er man begyndt at eksperimentere med metoder, som i fremtiden helt vil komme til at afløse de gamle retsmetoder. Man er nødt til at fratage de asociale mennesker retten til frit at færdes mellem andre samfundsborgere. Men denne frihedsberøvelse skal ikke være en vanærende fængsling, den skal være en indlemmelse i et i staten forekommende samfund for den slags væsener. Her skal de have lov til at opleve kulturens goder og ikke opfattes som forbrydere, men elever i kultur og frihedsbeherskelse. De vil komme i kontakt med lærere, der behandler dem som medmennesker og ikke som "forbrydere" og fanger. Mange af disse lærere har engang selv været på "forbryderbanen", men har gennem deres skæbne mødt den erfaring og den kærlighed i livet, som gør dem til geniale pædagoger netop på dette område.
Heraf kan vi vist godt udelukke den behandling af fanger, som vi har set på Guantanamo og i Irak som værende blandt fremtidens metoder for resocialisering...
Martinus har andetsteds nævnt muligheden for at lave et særligt samfund, fx på en ø, for de jordmennekser, som endnu gerne vil udleve deres dyriske sider.
Hvordan forestiller I jer, at fremtidens samfund rent praktisk skal løse problemet med endnu ikke udlevede dyriske sider hos vores yngre brødre og søstre i udviklingen på en næstekærlig, men samtidig beskyttende måde?
Venlig hilsen
Petersh
Lagt op : 07/06/2009 14:05
