Kære Vincent! 

Og velkommen til dette forum 

Martinus skriver i LB1 om de mange kosmiske udviklingsspiraler og hver dyrerace har sin egen udviklingsspiral at følge. På det stadium hvor mange dyr befinder sig i drejer det sig kun om at overleve og fører slægten videre. Hele det forløb er baseret på dyres instinkt og dets naturlige drifter. Dyret kan af gode grunde ikke have nogen moral eller særlig sympati over for hinanden før de har gennemlevet mange liv som dyr og er kommet op på et højere udviklingstrin i dyreriget. Her vil dyret så begynde at få ”menneskelige” egenskaber såsom ud over parringsdriften, at dyret begynder at kunne leve i ”monogami”.

Men hver race har helt deres egne normer og derfor kan man heller ikke generalisere, hvorfor nogle dyr lever på den ene eller måde og hvorfor nogle dyr vælger at leve i ”monogami”. I virkeligheden kan dyreriget deles op i mange udviklingsfaser og som er vidt forskelligt fra den ene race til den anden. Vi ser også at nogle dyr er rovdyr, mens andre er drøvtyggere. Martinus beskriver de store kredsløbsprincipper, men hans opgave har ikke været at beskrive alle detaljer omkring dyrenes udviklingsforløb. Det ville i sig selv kunne fylde flere bøger. 

[align=center]Med venlig hilsen
Svend Erik[/align]

I dyreverden handler det sig om at få parret sig så godt
og rigeligt/rigtigt som muligt.
Dyr bliver ikke forelsket.... og dog ! aber som er menneskepræget
kan blive forelsket ( de lære tegnsprog og kan fortælle os hvem de syntes om)
Så jo længere mod dyrene vi er i udviklingen jo mere
er vi monogame og til mange ægtefæller.

Så når dyr har mange partner er det for at sikre arten.
Når mennesker har mange partner er det fordi de har mistet lysten
til sex/kærlighed. Lyder mærkeligt ? ja men det er et desperat forsøg
på at kunne føle noget på det felt.
M kalder den "Eva lig og Adam lig"  DTT4  1231.

Kære Svend Erik og Steen2,

Tak for jeres to svar. Jeg fortsætter måske med flere sørgsmål  en anden gang.
Vincent.