Kære Ejby,

Der er et tidl. emne, Organ donor,

Kærlig hilsen
Holger

Hej Ejby

Jeg er også registrert som organdonor. Jeg tror ikke nogen ville ha min lever fra tiden før jeg ble kjent med Martinus-materialet men den er meget friskere i dag... Og hjertet bankere bare varmere og varmere så det er sikkert et bra organ at få!

Jeg har lest i Kosmos (tror jeg) at Martinus ikke er entydig positiv til organdonasjon. Specielt fordi karma spiller ind. Jeg skal prøve at finne artikkelen.

End så lenge kan vi lese en tankevækkende artikkel fra Per Bruus-Jensen: Læseren spørger, Instituttet svarer: Organtransplantation, Kosmos 1968 nr. 5.
http://kosmos.martinus.dk/da/kosmos/1968/parser.php?fil=kos1968-05-056&nr=20

Han skriver veldig forklarende om et donert organ dybest set styres af donoren eller receptoren? Svaret er at det i kosmisk forstand styrer sig selv.

Videre forklarer han samvirkning mellom talentkerner i organets skæbneelement med donorens talentkerner, og om hvorledes og når et organ inkarnerer.

Etter at jeg leste Martinus har jeg tenkt at jeg kanske ikke vil ta imod organer som donasjon, men gerne vil give. Men jeg skal lese nevnte artikkel når jeg finner den og se om jeg skal oppdatere min mening i sagen

Kærlig hilsen,
Oscar

Hej Ejby

Når man begynder at forstå, at livet ikke slutter ved enden på dette liv, så åbner det nogle helt nye opfattelser af, hvad der er sundt, naturligt og det mest kærlige. Derfor er jeg ikke organdonor, og jeg ønsker ikke at modtage andres organer.

Hvis mine egne organer ikke længere fungerer efter hensigten, så jeg derfor må sige farvel til dette liv, ved jeg, at denne "død" kun betyder, at jeg skiller mig af med den krop, jeg har slidt op, og at jeg i stedet vil opbygge en ny, som jeg forhåbentlig vil passe lidt bedre på efter en kort pause i de åndelige riger. Med reinkarnationstanken er det jo ikke længere formålstjenstligt at holde en ikke-fungerende krop kunstigt i live, snarere en "romantisk tanke".

Jeg har ingen børn, kun en kone, som jeg er glad for, men jeg ønsker dog ikke, at hun skal udsættes for, hverken organdonation eller organmodtagelse, hvis det skulle blive mit valg.

Martinus har skrevet om dette emne (bl.a. i sin bog "Bisættelse"), og så vidt jeg husker beskriver han også, hvordan organdonation kan skabe rod i talentkernernes evne til at opbygge en sund og naturlig krop. Han nævner også at makrovæsnet og dets organer er karmisk forbundne. (Korrigér mig gerne, hvis jeg husker forkert).

Set fra organets perspektiv, er der jo heller ikke tale om en simpel "adoption" inden for samme makrovæsen, men derimod om "tvangsdeportation" til et helt fremmed makrovæsen. Jeg tror ikke, det er ubetinget let at føle sig hjemme i sådan et totalt fremmed univers. Heller ikke selvom det betyder, at man som organ kan leve lidt længere i sin egen organkrop. Organer reinkarnerer jo også...

Venlig hilsen
Petersh

Hej Peter og Oscar.

Takker for jeres tanker omkring organdonation.

Hvori består forskellen mellem organtransfusion og blodtransfusion ud fra
en kosmologisk opfattelse?

Kh. Ejby

Hej Ejby

Det er sjældent, at man får udskiftet alt sit blod med en andens i forbindelse med en blodtransfusion. (Så vidt jeg ved). Men det er oftest en hel lever, lunge eller nyre, der skifter ejermand. Ved en blodtransfusion er vi altså et led længere nede i mikrokosmos (på celleniveau), hvor livsenhedernes livscyklus er så kort, at de næppe opdager forandringen, tænker jeg.

Martinus fik vistnok en blodtransfusion i forbindelse med en operation. Kan det passe, at jeg har læst, at han fik blod fra nogle af sine venner?

Selv ville jeg foretrække blod fra en person, jeg kender, og helst en vegetar, der hverken ryger eller drikker alkohol. Oftest kan man heldigvis nøjes med et skud saltvand, har jeg hørt...

Venlig hilsen
Petersh

Hej.

Jeg har taget stilling i donorregisteret. Jeg ønsker hverken at modtage eller afgive organer. Hvis mine egne organer ikke kan mere er der ikke noget at gøre ved det.

Folk der modtager organer, skal resten af livet have medicin til at dæmpe immunforsvaret med, ellers vil organet blive afstødt. Det svækkede immunforsvar kan så give anledning til andre problemer.

Jeg har hørt nogle stygge historier om, at folk der modtager vitale organer, kan overtage vaner og tilbøjeligheder fra afgiveren. For eksempel kan modtageren pludselig lide noget mad som vedkommende ikke tidligere har kunnet lide, eller få lyst til at ryge og drikke osv., selv om modtageren aldrig har røget og drukket. Dette viser for mig, at et organ er en selvstændig livsenhed hvori der inkarnerer væsener, der kan trives med det miljø man byder dem. Med tiden vil organet selvfølgelig tilpasse sig bedre til modtageren, idet nye væsener vil inkarnere i organet.

Alle disse problemstillinger støder man ikke på ved bloddonation, så vidt jeg ved.

Uha, jeg magter næsten ikke, at tage stilling til den slags. For det er jo nemt nok at frabede sig, når man sidder her, og ikke er dødelig syg.

Eller endnu værre. At det var ens kone, eller børn. Konen kan vælge selv, men hvordan med små børn? Det er vel noget, som forældrene tager stilling til?

Om jeg selv ville modtage et organ for at overleve, er dælme en svær hypotese. For skete det i en ung alder, og man stadig havde "en masse at nå", samt havde havde kone og børn..... Dem skal man vel også tænke på/tage hensyn til...

Jeg håber på, at min voksene fokus på egen sundhed, både fysisk og mentalt, holder mig fra, at jeg i denne spiral, ikke skal udsættes for organ problematikken.

Hej Peter.

Ja, Martinus modtog blodtransfusion under en operation.

Om det udtaler han, at blodtransfusion er en gave og en
velsignelse for modtageren, da alternativet er invaliditet eller død.
(se martinus.dk under foredrag, Spørgetime i Varnhem.)

Men er det ikke også tilfældet med organtransplantation?

Kh. Ejby

Hej Ejby

Ikke nødvendigvis, tænker jeg. Som Svend nævner, så ønsker kroppen i mange tilfælde jo slet ikke at modtage det pågældende organ, som oven i købet har fået kappet sine naturlige forsyningsforbindelser til sit makrovæsen.

I forbindelse med en blodtransfusion er det derimod ikke et organvæsen, men cellevæsner med en betragtelig kortere livscyklus, der flyttes uden et kirurgisk indgreb.

Venlig hilsen
Petersh

Hej Peter.

Jeg kan godt se noget fornuft i det du skriver her - så den køber jeg.

Kh. Ejby

Hej Ejby

Ok du køber den - det er bare sådan at jeg har børn selv og ville ikke kunne undlade
at donere feks min nyre, hvis der var en, som pludselig af en eller anden årsag måtte
skulle bruge den for at overleve.

Men debatten her gør måske at jeg begynder at indstille min børn på at jeg ikke ville
kunne gøre dette - i tilfælde af at det ville blive nødvendigt - men først må jeg have en
forklaring, de ville kunne forstå - feks de er egen årsag ect. og gør vi det, vil de måske i
næste inkarnation blive født med endnu større defekter så det mindst onde ville være at ...

Mine egne forældre har til forklaret mig at jeg aldrig ville kunne arve dem - de forklarede det
med at de havde set så mange arve og folk bare gik ud at købte sig en ny bil, rejser eller
andet luksus, som de testementerede aldrig selv havde gjort ! det er naturligvis mange
år siden jeg fik den forklaring, men den falder jo ind under kosmologien - det er ikke meningen
vi skal gå at arve hinaden derimod en barndomsfond - alderdomsfond - sygdomsfond samt et
arbejdsliv.

mvh

lars