Hej Jan

Tak for et rigtig spændende og tankevækkende indlæg! Så blev det alligevel en god dag foran computeren, selvom den lyseblå sommerhimmel tilsyneladende er skiftet ud med en smågrå regnvejrshimmel her i Århus!

Interessant at tænke på, at verdensaltet som levende væsen ønsker at opleve behag - og derfor har det som sin primære mission at skabe dette velbehag for sit mikrokosmos - dig og mig og alt levende - ved hjælp af selvsamme mikrokosmos!

Ja, alt er vitterligt såre godt - selv med sommeren på stand by...

Venlig hilsen
Petersh

Hej Jan.

Smukt!

Velskrevet og interessant læsning.
Tak for det.

Kh. Ejby

Hej Jan.

Meget interessant emne det med illusioner og ikke illusioner. Jeg er sådan set både enig med dig, men også meget uenig, men det kan jo give anledning til en spændende debat!

Lad os forestille os, at der kun var to mennesker på jorden – den ene kan se, og den anden er blind. Hvordan skulle de så nogensinde kunne afgøre, om det som den seende kan se med sit syn er en illusion eller ej? Den blinde vil jo påstå, at det den seende kan se er en illusion, for den blinde kan jo ikke se det. Hvem af de to er mest ofre for illusioner, den blinde eller den seende? Hvis der i stedet for var en million mennesker på jorden, og 10 af disse kunne se, mens resten var blinde, mon så ikke man ville anse de seende som værende bindegale, og ofre for illusioner? Hvis vi derimod antager, at det er den seende, som kan se sandheden, så kan vi jo skyde den ned med, at det den seende kan se ikke er andet end illusioner, for det han ser, er kun et kamoufleret ”noget som er”, altså X1. Det han ser eksisterer i virkeligheden ikke, og er det så ikke den blinde der kan påstå at have adgang til den største sandhed, han er jo netop ikke offer for synets illusion? I sidste instans er al livsoplevelse en illusion, og dermed må det gode og kærlige også være det. Lad os så udvide eksemplet og sige, at i denne historie er den seende den der kan se, at alt er kærlighed og såre godt, mens den blinde er "offer" for, at det ikke forholder sig sådan.

Hvis man strækker den lidt længere ud, er der for mig at se ikke andet end illusioner. ”Godt” og ”ondt” er begge lige store illusioner. At ”godt” skulle være sandheden mens ”ondt” skulle være en illusion, har jeg svært ved at se, det svarer til at man siger, at mættelsen er sandheden mens enhver sult kun er en illusion. Men de kan ikke eksistere uden hinanden, og dermed må de begge være enten lige illusoriske eller lige virkelige. Hvis det sorte kun eksisterer som kontrast til det hvide, hvordan kan man så vide, at det ikke forholder sig omvendt, altså at det hvide kun eksisterer som kontrast til det sorte? Er det ikke lettere at sige, at enten er de begge virkelige eller også er de begge illusioner?

I det hele taget mener jeg, at hvad der er ”virkelighed” og hvad der er ”illusioner” afhænger af øjnene der ser, en virkelig objektiv tilstand findes der ikke andet udtryk for end ”noget som er”, der pr. definition ikke er godt eller ondt.

Er Gud ”god” eller ”ond”? Det afhænger af øjnene der ser, det afhænger af, om man er blind eller seende. Men hvilken oplevelse er mest virkelig, det kan vi vel ikke afgøre?

Martinus deler Guds bevidsthed op i en primær og en sekundær bevidsthed, denne analyse kan for mig at se også kun være en lokal analyse, for den der er på vej ned i ”mørket” må det ”mørke” i Guds bevidsthed være det primære og virkelige, mens ”lyset” dermed er en illusion.

Hej Ejby, Petersh og Svend,

Tak for de venlige ord!

Svend, jeg har disse kommentarer til dit indlæg:

Martinus taler om perspektiverne "udenfor" livet og "indenfor" livet. Og hvis man får blandet disse perspektiver sammen, opstår der tankedril.

Fx. Livets Bog,  stk. 1054, bind 4 hedder stykoverskriften: "Det er kun "udenfor" livet, at de "skabte ting" er illusoriske. Indenfor livet er de urokkelig virkelighed" Hele afsnittet kan læses her

I perspektivet "udenfor" livet bliver alt til illusioner. Det eneste, der er "udenfor" livet er et evigt, "noget", som ikke har anden analyse end at det er til.

Men selv om alting er illusioner "udenfor" livet, er det ikke også illusioner "indenfor" livet. "Indenfor" livet eksisterer fx. den evige lov, der hedder logik. At denne lov "udenfor" livet kun er et "noget som er" - ligesom alt andet -, ændrer ikke på, at den er en absolut evig realitet i livet.

Er man i harmoni med verdenslogikken, så er resultatet velvære. Er man i disharmoni med verdenslogikken, så er resultatet lidelse.

Hvis man ignorerer denne lov med begrundelsen, at den bare er en illusion, så er man offer for tankedril, man blander analysen "udenfor" livet sammen med analyserne "indenfor" livet.

Der er jo ikke nogen væsener, der ligeså gerne vil have ubehag som behag. Der er ikke nogen, der ligeså gerne ser dem, de elsker, lide, som de ser dem, de elsker, have det godt.

Det viser jo så tydeligt, at velværet jo i alle forhold har forrang. Ubehaget er udelukkende noget, man skaber,  enten fordi det er uundgåeligt, eller fordi man er mentalt forvirret. Ubehaget forsøger man jo at minimere, og velværet forsøger man at skabe mest muligt af - hvis og når man kan.

Det stadfæster jo netop, at kærligheden ER livets grundtone. At denne kærlighed ikke eksisterer "udenfor" livet, ændrer jo ikke på noget. For alt og alle er jo netop I livet, og ingen kan leve "udenfor livet", undtagen rent fiktivt, som et tankeeksperiment.

kærlig hilsen
Jan

Hej Jan.

Jeg er enig i opdelingen af "inde i" og "udenfor livet". Enten må vi holde analysen det ene eller andet sted. Jeg mener så bare, at "udenfor livet" er både lyset og mørket illusioner, og "inde i" livet er de begge realistiske kendsgerninger for den der har denne subjektive livsoplevelse. Man kan vel ikke sige, at "inden for livet" er lyset en kendsgerning, mens mørket er en illusion? I så fald analyserer man netop lyset og mørket ud fra to forskellige præmisser.

Lad os bare holde os inden for livet. Hvis vi holder os inden for livet, så er oplevelsen af mørket også en virkelig realistisk kendsgerning for den der oplever det. Denne subjektive oplevelse er lige så realistisk som lyset er for den der kan se Gud i alting. Jeg tør ikke med sikkerhed at påstå, at mørkets væsener er offer for en illusion - hvis de er det, så må jeg også selv være det, og så er vi vel igen uden for livet? Kan mørket så være uden for livet, og lyset inden for livet? At jeg opfatter mørkets væsener som illusionister skyldes jo kun et perspektivforhold - jeg har selv været hvor de nu er, og jeg skal også tilbage til det stadie igen engang i fremtiden. Men inden for livet er vi begge vidne til en absolut realistisk dagsbevidst oplevelse af livet, og vi søger begge behaget. Og når vi begge gør det vi finder behag ved, hvordan kan vi så være imod verdenslogikken? Skulle en mørkets kriger søge at tilgive sin næste, så ville han jo skulle søge mod noget han selv fandt ubehageligt? Kan man kalde det for logisk?

Et væsen der er på vej ind i det vi kalder "mørke" vil, som jeg ser det, handle i kontakt med verdenslogikken, for verdenslogikken kan ikke eksistere uden dette mørke, for så ville der ingen livsoplevelse være. Et væsen, der elsker mørket, vil via mørke handlinger skabe velvære for sin egen livsoplevelse. En ægte kriger skaber velvære for sig selv ved at dræbe fjenden - for ham er verdenslogikken dræb eller selv dræbt. Han vil hellere kæmpe som en mand og blive dræbt, end han vil leve som en Guds discipel og vige for andre væseners luner. Når man er på vej ind i mørket finder man behag i at gøre det som højt udviklede mennesker definerer som det onde. Men for os der er på vej mod lyset er det klart, at den mørke verdensmoral er lidelse, men det skyldes kun vores perspektiv.

Vi kører alle i bil ud ad livets landevej og søger nye oplevelser, vi har alle lyset foran os som vi stræber efter, og mørket bag os, som vi ønsker at komme bort fra. Men masser af biler kører bag os, og søger deres eget lys, som altså er mørke for os. Men jeg kan ikke se andet end at vi alle handler efter det vi finder logisk, vi søger behaget og vil bort fra ubehaget. De biler, der kører bag mig, kan jeg ikke med nogen som helst begrundelse sige er offer for en illusion selv om de søger en vej som jeg selv har forladt. Det er derimod logisk at søge lyset, men vi må acceptere at hvad der er logik er afhængig af vort eget perspektiv, ellers ville livet ikke kunne eksistere.

Hej Svend,

Det er kun en meget lille del af spiralkredsløbet, hvor man kan "gå imod Guds vilje". Det er først der, hvor man har kærligheden som ideal, men endnu ikke mestrer den,  og man derfor er i Paulus' situation med: ikke at gøre det gode, man vil, men gøre det onde, man ikke vil.

Så derfor har du ret i, at for krigeren, der ikke har næstekærlighedsidealer, er hans væremåde helt rigtig for ham. Og den er altså heller ikke i strid med Guds vilje. Gud vil at krigeren skal slås. Og derfor er mange af de krige vi ser ude i verden, rent faktisk også Guds vilje, alle de steder hvor menneskene mener, at det er det rigtige at lave krig. De er endnu ikke blevet træt af krigen, og derfor er krigen det rigtige for dem.

Men for at vende tilbage til det med, hvornår noget er illusion, så er det jo i alle de situationer, hvor man oplever en lidelse, som, man mener, er meningsløs. Dér lever man på en illusion, fordi der netop ER mening med al ting. Når man dømmer noget som "ondt", så er man offer for en illusion, fordi der ikke er noget, der er ondt. Der er noget, der er smertefuldt, men det smertefulde har en kærlig hensigt. Så at leve på en illusion, vil jo bare sige, at man har et ufuldstændigt billede. Man laver en konklusion, før man har det fulde overblik. Man konkluderer uden at have indsigt i alle kræfter, der er på spil. En sådan konklusion vil altid være falsk. Og når man opfatter noget falsk, som om det er sandt, ja, så er det jo en illusion, en fordom.

kh
Jan

Hej Jan.

Hvis et andet menneske anser en lidelse som meningsløs, så ændrer det jo ikke ved, at meningsløsheden er en absolut dagsbevidst realistisk kendsgerning for dette menneske. At man fortæller dette væsen, at det er offer for en illusion vil ikke fjerne meningsløsheden, tvært imod kan dette væsen måske endda hævde, at man selv er offer for en illusion, hvis man kan se Gud nogen steder. "Indenfor livet" er begge disse væsener udsat for en dagsbevidst subjektiv livsoplevelse som er 100% sandhed for hvert enkelt væsen - hvordan kan man afgøre, hvem der er offer for en illusion? Er min illusion bedre end min nabos illusion?

"Der hvor uvidenheden fjernes, findes ondskab ikke"

Må det ikke betyde, at ondskab dybest set er et spørgsmål om
uvidenhed og fejltænkning og dermed ikke sandt men falsk/illusorisk?

Kh. Ejby

Hej Ejby.

Citatet "Der hvor uvidenheden fjernes, findes ondskaben ikke" er rigtig nok, men så er udgangspunktet jo, at hvis jeg kan se, at der ingen ondskab er, så er jeg ikke længere offer for en illusion, mens den der kan se ondskaben er offer for en illusion. Det er rigtigt nok, at for mig eksisterer der så ikke ondskab længere, men det gør der jo for masser af andre væsener, og denne ondskab vil komme til at eksistere for mig igen engang i fremtiden. Hvis man siger, at min oplevelse af ondskab er en illusion, så må min oplevelse af det gode absolut også være en illusion, for min oplevelse af, at "alt er såre godt" vil også forsvinde som dug for solen engang i fremtiden, præcis som min oplevelse af "det onde" nu er ved at forsvinde. Disse to oplevelsesformer er gensidigt afhængige af at være kontraster for hinanden, og jeg kan ikke opleve lyset uden på baggrund af mørket, og noget realistisk kan ikke være afhængig af noget illusorisk og omvendt - som jeg ser det. Enten så er det gode og det onde begge realistiske kendsgerninger eller også er de begge illusioner, men det må afhænge af analysens udgangspunkt ("indenfor" eller "udenfor" livet) om man betragter dem som illusioner eller realistiske kendsgerninger.

Hej Svend.

Lad mig opfinde et tænkt dagligdags eksempel:

Selvom Steen tror, at der er ryddet op, og han også indstiller sine sanser sådan, at han ikke kan se rodet, så ændrer det jo ikke på, at rodet er der alligevel.

Det er forhåbentligt her tydeligt, at det er Steens opfattelse af, at der er ryddet op, der er mest illusorisk. Og at moderes opfattelse: at det roder, er mindst illusorisk.

Dens sanser, der fungerer bedst, oplever nødvendigvis virkelighedens mindst tilsløret, mindst illusorisk. Medens den med de dårligste sanser jo må opleve virkeligheden tilsvarende mere uklart og dermed mest illusorisk.

Fordi sanserne er dårlige, forsvinder det, man ikke kan sanse, jo ikke af den grund.

kh
Jan

Hej Jan.

Set på en lidt anden måde så er alt vi oplever X3. Det vi oplever er noget skabt, uanset om vi befinder os i dyreriget eller den Guddommelige verden. Vi er alle sikrede en evig livsoplevelse, og en evig livsoplevelse forudsætter kontraster. Jeg kan gå med til, at vi i "mørket" ikke er bevidste om vor evige eksistens, mens vi i "lyset" er bevidste om denne evige eksistens. I "mørket" er vi ikke klar over lysets eksistens (var vi det eksisterede mørket jo ikke), mens vi i lyset udmærket er klar over mørkets eksistens, selv om vi altså også ser dette mørke som lys (!) Den evige eksistens, dette evige "noget som er" er det eneste objektive der findes - alt andet er af subjektiv observans. Dermed ikke sagt, at det ikke eksisterer, for denne subjektive oplevelse er også evig, og noget evigt kan ikke være ikke eksisterende.

Det er rigtigt, at når Stoffer tager bindet for øjnene, så kan han ikke se rodet - men den der i hverdagen ikke oplever rodet, eller oplever det onde, er jo ikke et væsen, der tager bind for øjnene, og tilslører nogle sanser, dette væsen har ikke noget syn overhovedet, og for dette væsen eksisterer rodet derfor heller ikke. Stoffer er derfor allerede et lysvæsen, præcis som moderen, og derfor ved han godt, at mørket er en illusion, selv om han tager bindet for øjnene. Var Stoffer derimod født uden syn, kunne intet overbevise ham over rodets eksistens, og derfor ville en verden uden rod være hans livsoplevelse. Stoffer var en form for "Martinus-væsen" for Martinus tog også bind for øjnene, da han lod sig inkarnere i den fysiske verden, men han kunne også tage bindet væk, og derfor kunne han se at "alt er såre godt".

Lad os tage et andet eksempel. Vi har et væsen, der 12 timer hver dag lever normalt. I de andre 12 timer lever væsenet med bind for øjnene, og kan slet ikke huske døgnets 12 normale timer. I de 12 normale timer kan dette væsen derimod godt huske de "mørke" timer. For at skelne illusion fra virkelighed er man nødt til at træde uden for dette væsen, for det vil i de 12 normale timer opleve dette som virkeligheden, og de mørke timer som en "illusion", mens det i de 12 timer med bind for øjnene vil opleve dette som virkeligheden. Væsenet selv kan imidlertid aldrig nogensinde træde "uden for sig selv" og med sikkerhed afgøre, hvad der er illusion, og hvad der er virkelighed - det er jo hele tiden bundet af sin egen subjektive livsoplevelse, og derfor vil "virkeligheden" skifte karakter ret så drastisk to gange i døgnet.

Hej med jer

Er det ikke to forskellige former for illusion, vi opererer med? I stedet for at kalde det "onde" for en illusion, er det måske mere præcist at kalde det for en fejlslutning.

Det "gode" og det "onde" er derimod begge illusioner absolut og isoleret set. Men disse illusioner er netop realistiske, fordi de ikke kan ses isoleret fra hinanden og ikke kan isoleres fra det levende væsen, der oplever disse.

Når man adskiller kontrasterne "godt" og "ondt" som to uafhængige modsætninger, opstår problemet. For de er ikke to uafhængige modsætninger. De er derimod hinandens forudsætninger.

Samtidig er denne vekslen mellem oplevelsen af de to yderpoler lige præcis det, der skaber mulighed for livets oplevelse, for uden kontraster ingen oplevelse.

Hermed er både det "gode" og det "onde" jo medvirkende til at opfylde det levende væsens begær efter fornyet livsoplevelse og dermed - overordnet set - til gavn og velsignelse for det levende væsen. Med andre ord: Alt er såre godt!

Venlig hilsen
Petersh

Hej Svend og Jan.

Det illusioriske består for mig i fejl-opfattelse eller uvidenhed omkring de faktiske
forhold.

Eks: "Døden" er en illusion, hvis man tror døden er lig "The End" eller "ikke-eksistens".
fordi "Døden" kun er en overgang eller en "fødsel" til et andet plan.

Tid, rum (bevægelse) er i den gængse forstand også illusioner.

Hvad kan vi så bruge det til?

Der er stor forskel på, at leve i troen på illusionerne som "virkelighed."...og på
at leve med viden om, at illusionerne er illusioner.

Kh. Ejby

Hej jer alle

Takk Jan! Det er en bra beskrivelse og en viktig påmindelse for hvor tankene våre skal være når vi kommer ut for alt mulige situasjoner. For det skjer mye merkelig i denne jordens skole og det er ikke alltid så lett å huske dette i det daglige.

Å tenkte positivt om alle mennesker, bemøte alle med positivt og tilgivende sind, uansett hvad som skjer.

Og hos meg selv at jeg ikke har angst for døden.

Kærlig hilsen
Oscar

Hej Petersh.

Jeg skal da ikke udelukke, at noget bliver blandet sammen her.....

Hej Svend,

I dit eksempel, må det jo være sådan, at når bindet fjernes fra øjnene, så er det jo indlysende der, man sanser bedst.

Man kan aldrg opleve det evige "noget" i sin egennatur, netop fordi det i denne natur er usanseligt. Alt, hvad der opleves, bliver derfor en oplevelse af "noget andet" end det "noget", som er. Det bliver en slags "spejlbillede", eller en slags "kopi", eller hvad man nu vil kalde det. Og i den forstand kan man kalde al sansning for illusorisk, men det er jo netop denne form for illusion, der kun er illusion "udenfor" livet.

Men sansning er ligesom alt andet underlagt kredsløbsprincippet. Og det vil sige, at det sted i slutningen af dyreriget,  hvor man tror, at alt er meningsløst og Gudløst, der sanser man mest illusorisk, fordi intuitionen her er latent. (Dvs. adgangen til verdensaltets evige erfaringshav er midlertidigt afskåret - man kan for en tid ikke komme på det "kosmiske internet". Man har således fået skabt en tilstand af "uvidenhed". Men det betyder ikke, at viden ikke længere findes - man har bare midlertidigt ikke adgang dertil)

I den guddommelige verden er det lige omvendt: her sanser man mindst illusorisk. Man gennemskuer alt. Man oplever sig eet med Gud, fordi intuitionen her er i sin kulmination. (Dvs. man har igen fuld adgang til verdensaltets evige erfaringshav eller det "kosmiske internet"). Det eneste illusoriske her er derfor alene dette, at man ikke kan sanse det evige "noget" i sin egennatur "udenfor" livet. Men det er jo logisk, det vil man jo aldrig kunne, for man kan jo ikke sanse det usanselige. Og man er jo med intuitionen fuldt bevidst om, at det forholder sig sådan.

kh
Jan

Hej Ejby

Kort og præcist og klart skrevet!
(Eller er det en illusion?) 😮 ???

Vh. Petersh

Hej Jan.

Det er jeg helt enig i. Når man er et lysvæsen, eller er på vej ind i lyset, så er man udmærket klar over, at det er her man er mindst offer for en illusion. Men det er jo netop kun et lysvæsen der har denne opfattelse. Problemet er (eller et problem er det jo ikke for mørket er uundværligt), at et mørkevæsen vil hævde præcist det samme. Et mørkevæsen vil også hævde, at det ikke er offer for illusioner, mens det vil sige at et lysvæsen lever i en illusion. Kun på denne måde kan vi opleve både lyset og mørket så stærkt - når vi er i lyset er vi nødt til at opleve, at lyset er sandheden, og når vi er i mørket er vi nødt til at opleve, at mørket er sandheden, for vi kan kun opleve et lys så stort som vi har oplevet mørke til - vi skal have disse umådelige kontraster. Men spørgsmålet er så, hvem har patent på sandheden - kan vi sige at fordi vi er på vej ind i lyset, så er vores opfattelse af tingene mere rigtig end de væsener der er i mørket? Kan mørkevæsnerne ikke med lige så stor ret hævde, at deres opfattelse er den rigtige? Både for lys- og mørkevæsener er det jo trods alt kun illusioner vi oplever.

Jeg mener, at i den guddommelige verden er vor livsoplevelse lige så illusorisk som den er i dyreriget. I den guddommelige verden ved vi bare, at det vi oplever er en illusion, det ved vi ikke i dyreriget. I den Guddommelige verden ved vi, at mørket er en illusion, derfor kaldes det for "det ubehagelige gode", i dyreriget ved vi, at mørket er det eneste der findes. For mig at se må disse to sandheder være urokkelige fra det udganspunkt vi nu har på et givent tidspunkt. Er vi i mørket er den ene sandhed urokkelig, er vi i lyset er det den anden sandhed der er urokkelig. Var der ikke disse to opfattelser af sandheden, var der ingen livsoplevelse og ingen kontraster. Og dermed mener jeg, at de to sandheder må være lige rigtige, det afhænger af perspektivet hvilken sandhed man bekender sig til.

Men jeg kan da sagtens forstå, hvorfor der er forskellig opfattelse af disse ting. Især fordi vi nu er på vej ind i lyset må vi nødvendigvis opfatte lyset som det mindst illusoriske - ellers havde vi vel ikke så travlt med at komme dertil.

Alt det skapte er illusjoner.

alt hvad der eksisterer i tilværelsen i form af disse sidstnævnte foreteelser: farve, lys, vægt osv. således alle uden undtagelse illusioner.
Livets Bog 2, stk. 537.

Denne dets høje identitet hviler altså udelukkende på den omstændighed, at "noget nr. 3" er udgørende illusioner.
Livets Bog 2, stk. 540.

Det eneste som ikke er en illusjon er det faste punkt, X1:
Og vi har hermed påny fået stadfæstet, at det eneste absolutte, der eksisterer, er "noget nr. 1" eller "det guddommelige noget". De to andre former for "noget" fremtræder ganske vist som udgørende "skabeevnen" og "det skabte", men det er netop disse to former for fremtræden, der er illusoriske
Livets Bog 2, stk. 540.

Ser vi det fra guddommens perspektiv og fra vårt evige jegs perspektiv, er alt det skapte (og skaperevnen) illusjoner. Det eneste som ikke er en illussion, er "noget nr. 1", "det guddommelige noget", "X1".

Det kan vi kalle illussionens facit.

Sanset virkelighet er ingen illussion.

MEN for hvert enkelt levende vesen er deres egen virkelighet, som oppleves gjennom sanseorganene, ingen illusjon.

Livets Bog 4, stk. 1082.
Alle har ret. Væsener og ting er virkelig "gode", "onde", "retfærdige", "lyse", "mørke", "skønne" og "uskønne" i de sanseområder, i hvilke de netop fornemmes eller sanses således og er ikke "illusioner".

Når der derfor er tale om sansning, kan man ikke ignorere disse detaljer eller påstå, at de er "illusioner" indenfor selve oplevelsessfæren, "nuet" eller "tiden".

Ja, her vil man måske påberåbe sig, at de er forkerte begge to, og at begreberne "kold" og "varm" eller "lang" og "kort" i dette tilfælde er "illusioner" og ikke har noget med virkeligheden at gøre. Men det er netop denne opfattelse af tingene, der er "illusion", idet den nemlig er usandhed. Disse fornemmelser har netop med virkeligheden at gøre, thi de er selve "virkeligheden" indenfor det sanseområde, i hvilket de hver især er opstået og eksisterer. At benægte dette, er at benægte alle de eksisterende oplevelser, der findes indenfor væsenernes sanseområder, hvilket igen vil være det samme som at benægte selve livets eksistens.

Virkeligheten utenfor sansehorisonten oppfattes som illussion.
Spesielt når man ikke kan analysere det som faller utenfor sansehorisonten.

Der, hvor individet ikke kan analysere det "sete", bliver synet ikke til kendsgerninger, men til formodninger, illusioner og overtro.
Logik, kap. 6.

Fra det usuggererte jordmenneskes perspektiv er guddom og evighet en illussion.
Fra det dyriske perspektiv er uselviskhet en illussion.
Fra det gjenfødte menneskes perspektiv er det onde en illussion.
- og så videre.
Og alle har rett! Men de har ikke rett i at det er den eneste illussionen.

Er hensikten å fremme mørket, og man er midt i dyreriget, er det virkeligheten, og ingen illussion.
Så hensikten og perspektivet spiller en rolle i hvad vi oppfatter som illussion.