Hej Algotezza,
Jeg har lige et par kommentarer mere, udover det jeg skrev i går:
"Jeget" er uforanderlig, men jegets oplevelser er evigt foranderligt. Når jeget skaber nye hensigter så er det vha. dets skabeevne - X2.
Det er altså kun dets talenter i X2 og det skabte X3, der forandres, medens "jeget" er evigt uforandret.
"Jeget" eksisterer udenfor "tid og rum", fordi det er evigt umanifesteret. Hvorimod tid og rum er noget, der er skabt. Det er noget, der har størrelse, medens "jeget" ikke er en skabt ting. Det har ingen størrelse, og det eksisterer forud og efter enhver skabelse.
"Jeget" kan skabe og opleve og dermed "vende energierne" vha dets skabeevne - X2. Bindeleddet mellem X1 og X2 er urbegæret. Og Martinus beskriver at X2 fortoner sig kunstnerisk op i X1.
Når "jeget" kan "vende energierne", er det ifølge Martinus fordi, "jeget" på en måde er eet med overbevidstheden.
Når jeget som er "stilhed" på en måde kan være eet med "moderenergien", så må det være af den grund at den absolutte analyse af moderenergien også er "et noget som er" - og derfor er identisk med X1, ligesom "det skabte" også er det. "X3" er en illusion frembragt af "X2" skabe- og oplevelses-evnen. Og "X2" er også en illusion, men en evig illusion. Den er altså årsagsløs (når man ser bort fra den del af X2, der udgør de timelige talentkerner).
Hvordan præcis "jeget" bærer sig ad med at "vende energierne", fortæller Martinus ikke, han fortæller bare, at det er det, der sker. Spørgsmålet er, om det kan forklares yderligere? Han har i hvert fald ikke gjort det.
kh
Jan
Hej Jan og Algotezza.
Jeg tror, det er her løsningen skal findes. Jeg har beskrevet i et tidligere indlæg, hvordan der må være flydende overgange mellem X1,X2 og X3, der muliggør, at jeg'et kan vende energierne. Der må være tale om, at energien på sin vej fra det skabte og ind til X1 må passere finere og finere masker, der til sidst umærkeligt gør det muligt for jeg'et at opfange og vende disse energier. På vejen bort fra jeget "ifører" disse i begyndelsen meget fine energier sig den grovere materie, der til sidst gør dem til manifestationer i X3. Dette kan ikke lade sig gøre, såfremt der er faste skodder mellem X1, X2 og X3. Men som Martinus også er inde på, så er opdelingen af det levende væsen i X1,X2 og X3 også kun foretaget for at kunne beskrive hvad der sker. Jeg mener, at det levende væsen må kunne beskrives som et kontinuerligt forløb fra det fineste X1 til det groveste X3, præcist som forløbet af farverne i en regnbue, der også glider umærkeligt over i hinanden.
Jeg har lige et par kommentarer mere, udover det jeg skrev i går:
"Jeget" er uforanderlig, men jegets oplevelser er evigt foranderligt. Når jeget skaber nye hensigter så er det vha. dets skabeevne - X2.
Det er altså kun dets talenter i X2 og det skabte X3, der forandres, medens "jeget" er evigt uforandret.
"Jeget" eksisterer udenfor "tid og rum", fordi det er evigt umanifesteret. Hvorimod tid og rum er noget, der er skabt. Det er noget, der har størrelse, medens "jeget" ikke er en skabt ting. Det har ingen størrelse, og det eksisterer forud og efter enhver skabelse.
"Jeget" kan skabe og opleve og dermed "vende energierne" vha dets skabeevne - X2. Bindeleddet mellem X1 og X2 er urbegæret. Og Martinus beskriver at X2 fortoner sig kunstnerisk op i X1.
Når "jeget" kan "vende energierne", er det ifølge Martinus fordi, "jeget" på en måde er eet med overbevidstheden.
Når jeget som er "stilhed" på en måde kan være eet med "moderenergien", så må det være af den grund at den absolutte analyse af moderenergien også er "et noget som er" - og derfor er identisk med X1, ligesom "det skabte" også er det. "X3" er en illusion frembragt af "X2" skabe- og oplevelses-evnen. Og "X2" er også en illusion, men en evig illusion. Den er altså årsagsløs (når man ser bort fra den del af X2, der udgør de timelige talentkerner).
Hvordan præcis "jeget" bærer sig ad med at "vende energierne", fortæller Martinus ikke, han fortæller bare, at det er det, der sker. Spørgsmålet er, om det kan forklares yderligere? Han har i hvert fald ikke gjort det.
kh
Jan
Jeget er jo ingen stillhed hvilken som helst uden det er den gudomlige potentialitet der rummer uendeligheden. Det er ikke kun stillhed i betydningen uforanderlighed. Det er en stillhed der rummer all logisk mulig bevegelse/ virkelighed i omanifesteret, potentiel form. Men på hvilken måde bli'r det kun potentielle til virkelighed og manifestation? Det er skabendets og sexualismens mysterium! At sige at energierne vendes er vil egentlig ingen forklaring?
Nej, det mener jeg heller ikke det er.
Spørgsmålet er, om der kan gives nogen forklaring? Hvorfor kan man opleve? Fordi man kan. Resten er kun begreber, som ender ud i begrebet "en årsagsløs årsag".
En bevægelse kan ikke opleve en bevægelse. Det virker meget logisk. Men at evigheden kan opleve en bevægelse, det er vel heller ikke specielt indlysende?
Nej, det mener jeg heller ikke det er.
Spørgsmålet er, om der kan gives nogen forklaring? Hvorfor kan man opleve? Fordi man kan. Resten er kun begreber, som ender ud i begrebet "en årsagsløs årsag".
En bevægelse kan ikke opleve en bevægelse. Det virker meget logisk. Men at evigheden kan opleve en bevægelsen, det er vel heller ikke specielt indlysende?
Men man skulle vel kunde sige at der gives to slags bevægelse? Bevægelse på ett højere niveau der er bevisdt kan opleve bevægelse på et lavere niveau der er ubevisdt og ikke selv kan opleve? Eller er det logisk umuligt?
Så længe man har med bevægelse at gøre, så er man i de relative facitters verden. For der må jo være noget bag bevægelsen. Noget der dirigerer den. Ifølge Martinus er al bevægelse hensigt. Al bevægelse er udtryk for begær efter mest mulig velvære og mindst mulig ubehag, hvilket i virkeligheden vil sige skabelse af næstekærligheden. Enhver bevægelse er altså dybest set udtryk for alkærligheden. Det, der skaber bevægelse kan ikke være bevægelse. For var den det, var vi bare kommet fra en bevægelse til en anden, dvs. fra et relativt facit til et andet.
Derfor er det logisk, at der må være noget bag bevægelsen, og det kan så logisk jo ikke være bevægelse. Og derved når vi frem til den "årsagsløse årsag", jeget, "X1" eller "tomheden".
Så længe man har med bevægelse at gøre, så er man i de relative facitters verden. For der må jo være noget bag bevægelsen. Noget der dirigerer den. Ifølge Martinus er al bevægelse hensigt. Al bevægelse er udtryk for begær efter mest mulig velvære og mindst mulig ubehag, hvilket i virkeligheden vil sige skabelse af næstekærligheden. Enhver bevægelse er altså dybest set udtryk for alkærligheden. Det, der skaber bevægelse kan ikke være bevægelse. For var den det, var vi bare kommet fra en bevægelse til en anden, dvs. fra et relativt facit til et andet.
Derfor er det logisk, at der må være noget bag bevægelsen, og det kan så logisk jo ikke være bevægelse. Og derved når vi frem til den "årsagsløse årsag", jeget, "X1" eller "tomheden".
Ja, Martinus definierer jo bevægelse som ngt oplevbart. Og jeget som ikke oplevbar men oplevende stillhed.
Det vi siger om bevægelse og jeget er betinget af Marytinus definitioner. Jeget er jo definieret som ngt vi ikke kan opleve direkte. Det er modsat bevægelsen - men er kun stillhed den eneste modsats der kan forestilles? Hvad med de x-energier Martinus ta'r op i Den intellektualiserte kristendom? Er ikke oplevbar men oplevende energi en logisk umulighed at forestille sig?
Hej alle.
Citat
X2 fortoner sig kunstnerisk op i X1.
Jeg tror, det er her løsningen skal findes. Jeg har beskrevet i et tidligere indlæg, hvordan der må være flydende overgange mellem X1,X2 og X3, der muliggør, at jeg'et kan vende energierne. Der må være tale om, at energien på sin vej fra det skabte og ind til X1 må passere finere og finere masker, der til sidst umærkeligt gør det muligt for jeg'et at opfange og vende disse energier. På vejen bort fra jeget "ifører" disse i begyndelsen meget fine energier sig den grovere materie, der til sidst gør dem til manifestationer i X3. Dette kan ikke lade sig gøre, såfremt der er faste skodder mellem X1, X2 og X3. Men som Martinus også er inde på, så er opdelingen af det levende væsen i X1,X2 og X3 også kun foretaget for at kunne beskrive hvad der sker. Jeg mener, at det levende væsen må kunne beskrives som et kontinuerligt forløb fra det fineste X1 til det groveste X3, præcist som forløbet af farverne i en regnbue, der også glider umærkeligt over i hinanden.
Jeg har fundet et sted, hvor Martinus faktisk beskriver dette, Livets Bog III, stk. 928:
"Denne fundamentale virkning af Jeg'ets "Energivending" viser sig altså først som en "undfangelse", hvilket vil sige: at Jeg'et nødvendigvis først må modtage en udefra X3 kommende energi. I modsat fald kunne der jo ikke blive tale om nogen "vending" af nogen energi. Denne energi standser altså op i grænseområdet for X1 og X2 og bliver i et lille område af denne sin bane til "stilhed" eller bliver så at sige lig med X1, hvorefter den så atter bevæger sig ud af Jeg'ets domæne. Her bliver den ligeledes i et lille afsnit af sin bane et med X2, hvorefter den særpræget af dette X befordres videre i sin bane ud i domænet for X3.Fra det øjeblik energien har bevæget sig fra X3 ind i X2 og er blevet "vendt" af X1 og midlertidigt placeret i X2 igen, vil den altså repræsentere selve Jeg'ets "modtagelse" af en fra X3 eller den ydre verden kommende energi. Denne "modtagelse" vil vi i "Livets Bog" udtrykke som "undfangelse". Og denne "undfangelse" er således udgørende "Livssubstans nr. 7".
Hej igen.
Jeg vil da lige tilføje, at fra stk. 928 og frem beskriver Martinus en masse centrale begreber omkring det levende væsen: Jeg'et, overbevistheden, skæbneelementet, talentkernerne, legemerne, grundenergierne, underbevidstheden osv. Lutter gode sager!!!! 
Skriv et svar