Ordenes natur.

Ordene er redskaber til at kommunikere med. Og de kan udrette meget. Men ordene er ikke værdineutrale. Derfor kan de misforstås eller forstås forskelligt. Nogle ord er særligt ladet i en given retning. Ordene er opstået i en verden af størrelser, af timelighed, tid og rum, begrænsning og krigeriskhed. Så når ordene skal beskrive noget, der har med evighed og fredsskabelse at gøre, så kan de let misforstås.

Fx ordene ”bekæmpe” eller ”udrydde”. Det kan nemt give associationer til at holde noget nede med krig, vold og blodig magt. Når Martinus bruger udtryk som ”at bekæmpe vrede”, ja, så kan man, hvis man ikke nærlæser teksten, måske få det indtryk, at vreden skal holdes brutalt nede, hvor det i virkeligheden drejer sig om en anden form for bekæmpelse. En bekæmpelse hvor ”våbnene” ikke er dødbringende, som våben plejer at være, men livgivende; består af erfaringer, visdom, indsigt, forståelse, medfølelse osv. Det er disse ”våben”, der skal bruges til at bekæmpe vreden.

Og når man taler om evigheden og evige mekanismer, så har ordene også en lidt anderledes mening, end man er vant til. Fx en struktur; dét er normalt noget, der er skabt. Det vil igen sige, at der var engang, hvor strukturen ikke fandtes, så foregik der noget tænkning og nogle skabelsesprocesser, så var strukturen der, og på et tidspunkt er strukturen der ikke længere. En skabt struktur er forgængelig. En evig struktur er også en struktur, men har ikke den timelige strukturs karakteristika. Den evige struktur er ikke udtænkt. Hvis man bruger ordene, at den er ”sat sammen”, fx af noget X1, X2 og X3, så er udtrykket ”sat sammen” en tilnærmelse. Man skal hvert fald forstå, at der ikke er nogen eller noget, der har sat den sammen. Den har altid været ”sat sammen” og vil aldrig kunne skilles ad.

Og hvis man filosoferer over, hvordan det usynlige (evige noget) bliver synligt, så kan ordene igen drille, fordi man kan få den fejlagtige forestilling, at der på et tidspunkt kun eksisterer noget, der er usynligt; og så pludselig bliver noget synligt. Men sådan er det ikke. Der har altid, evigt eksisteret noget, der var usynligt og noget, der var synligt. Synligheden og usynligheden er to sider af samme ”sag”, samme ”noget”. Og det usynlige har altid kunnet ændre på det synliges fremtræden. Det er igen dette evige nogets, evige natur. Lidt ligesom en mønt altid både har en forside og en bagside, men kan ikke kun have den ene side. Og begge sider udgør mønten, så selv om der er tre forskellige ord: mønten, forsiden og bagsiden, beskriver de alle den samme mønt og ikke tre adskilte ting.

Ja, det var (lidt om) ordene fra mig.

Og til eventuelle læsere vil jeg sende ønsket om et godt (og karmarigt) nytår!