Hej torben .... Krontrastprincippet: Vi er nødt til at opleve ondskaben/djævlementaliteten for at ku opleve/se det gode 😮 ..... Det princip kan man se i amerikanske film, jo mere ond skurken er desto mere god er helten. Ingen skurk, ingen helt, de har brug for hinanden.

Mvh. Frank Larsen.

Han både kan og vil.
Han lader bare os selv om det.
(at afskaffe det)
Og så tager det mange tusinde år.
VH
asc

Hej asc og Frank,

Tak for svar. Jeg er dog ikke helt sikker på om det ville være svar nok for Epikur :

kh,
Torben

Måske Epikur ville undre sig over, hvordan kontraster skulle gøre ondskaben nødvendig. Er natten absolut nødvendig? Der findes steder på jorden, hvor der altid er dagslys?

Hvis Gud har skabt det onde, og så selv lader os afskaffe det, er han så ikke lidt af en sadist? Nyder han at se på vores kamp med at afskaffe det? Lidt som katten, der leger med musen?

Har lidelsen overhovedet et formål? Kommer der noget godt ud af den?

???

P.s. Svar ikke påkrævet Jeg prøver bare at pirre tankerne lidt. Måske andre også skulle få lyst til at forklare.

Lidelsen har til formål at den efterhånden opbygger et talent til at man selv føler med den lidende.  

Mvh. Frank Larsen.

Hej Torben...

Det du har trukket frem er jo selve grundtanken i kosmologien.... "alt er såre godt".

Hvis der ikke er mørke kan du ikke se lyset.

Vi har den totalt frie vilje til at handle / tænke som vi vil, men må tage konsekvenserne af det. Hvis Gud ikke lod os lege og gøre vores egne erfaringer ved at undlade alt mørke ville jo blot være marionetter.

Vi har fået hele arenaen som legeplads...

I det lys er Gud alkærlig, alvidende og almægtig....

kh
Tina :0)

Nej det mener jeg ikke, at der altid kommer noget godt ud af det.
Mange bliver hårde og onde af alle de lidelser.
VH
asc

Er vi så Guds legetøj ?
VH
asc

Quote:

Lidelsen har til formål at den efterhånden opbygger et talent til at man selv føler med den lidende.  

Mvh. Frank Larsen.

Er det kærligt at lade nogle lide ?
Det gør selv ikke dyrene.
VH
asc

At lidelsen fremavler medfølelse på lang sigt, ville Epikur måske kunne acceptere, hvis han fik lov til at tænke længe nok over det, og iøvrigt kunne acceptere reinkarnationstanken. Lidelsen medfører fremvæksten af den humane evne, eller evnen til at kende forskel på "godt" og "ondt". At det har med den frie vilje at gøre kunne han måske også forstå, men vi kan jo desværre ikke spørge ham ...

En væsentlig del af forklaringen og forståelsen af lidelsens problem, eller spørgsmålet om Guds retfærdighed, når der findes lidelse i verden, er, at lidelsen ikke er noget udenfor Gud. Lidelsen er en ligeså vigtig del af Guddommens skaberværk som alt andet, for ellers ville alt jo ikke være "såre godt".

Der findes altså ingen djævel, man bekvemt kan give hele skylden for det man ikke forstår :

Emnet er naturligvis for stort til at behandle grundigt og retfærdigt her, men Martinus gør et stort nummer ud at forklare det i bl.a. Livets Bog.

Her er artiklen som inspirerede til emnet.

Og her giver Hans Wittendorff en kort forklaring, set i lyset af kosmologien.

kh,
Torben

Hej asc,

Ja, på kort sigt, men lidelsen opbygger et talent i deres overbevisthed for at føle sig ind i andres lidelser, eller at have medfølelse, som Frank nævner. Det tager mange liv før dette talent er så stærkt at det afholder folk fra at forårsage lidelser for andre. Og der skal en vis distance til lidelsen til, før man kan begynde at analysere det, når man er midt i det er det bestemt ikke rart, så bliver man let afstumpet, vred og martyr - "hvorfor lige mig", tænker man måske, "hvad har jeg gjort for at fortjene dette!".

Skæbneloven sørger for at vore "onde" handlinger returnerer til os, hvis ikke i dette liv så i kommende, og de lidelser det medfører omformer os langsomt til færdige mennesker.

kh,
Torben

ja kan man vel egentlig godt sige... for - som M beskriver det - at tilfredsstille urbegæret. M kalder det for et laboratorium, hvor vi leger med kemierne...

Jeg kan godt få øje på det kærlige i at lade menneskene selv afprøve alt, og få de sejre og nederlag der skal til for at indse hvad der er vejen frem og hvad der ikke er. Ingen dresseres / dikteres noget - alt er prøvet på egen krop. Vi ser det vel med vores yngste, der prøver grænser af igen og igen, uanset at vi har sagt at "den er varm". Først når de har mærket efter og sandet at det jo var rigtigt, det der blev sagt, har de fået en lære som de kan bruge til noget...

Første gang jeg læste værket, blev jeg godt sur i skrælden over at tingene blev beskrevet således, fordi jeg var så træt af al den ufred der der i verdenen, men jeg tror det var fordi tanken om reinkarnation var ny for mig... Nu finder jeg det så retfærdigt og kærligt, fordi jeg bestemmer i mit liv. Vælger jeg gennem denne selvbestemmelse at gøre andre uret / skade så må jeg tage konsekvensen af det senere og her anfører M at det ofte sker i meget senere liv, hvorfor vi ikke altid kan relatere de trælse ting der sker som "afdrag" på noget vi selv er første årsag til.

kh
Tina :0)