Well, Martinus forklarer vores Jeg og Guds Jeg som det samme, så det må det vel være

Kære Ejby.

Det må være givet.
Men det er ikke vigtigt eller afgørende om vi bliver enige om det.

En personifiseret Gud, høre for mig at se til en ældre opfattelse af Gud, men jeg vil gerne have lov til at forklare det hele og jeg syntes jeg har et nogenlunde svar! Det vil kræve lidt tålmodighed med mig, da jeg er en snøvler og skriver alt, alt for meget, men hvis det kan orkes så læs måske over et par gange!

Det er klart at det ikke vil fremstå direkte af Martinus litteratur hvordan den egentlige opfattelse af Gud er, da det er så overordentligt vigtigt at den kan arbejde og virke ind på intelligensen.
Martinus litteratur er teoretisk, kontant og håndgribeligt.
Hvordan vi opfatter Gud og hvordan vores forståelse er af ham er, er slet ikke afgørende eller vigtig!
Hvad der er afgørende og vigtigt for Martinuses kosmiske analyser er at dem som er klar, kåde og friske og på et eller andet plan nu kan acceptere og antage en guddommeligt verdensbillede, kan blive fordret!
Og at disse mennesker ikke ejer egenskaber der hverken afviser ham eller bare tror blindt på ham.

Men
Men
Men, dem som læser hans analyser kommer jo fra et hav af forskelighed og begrebs og opfattelses funktioner, at det ville være dræbende for hans litteratur hvis han talte med korte tekst stykker eller en slags lignelser der pegede hen og frem til oplevelsen af Gud og ikke forståelsen. Så ville mange hurtigt falde fra og kun en lille sjat blive tilbage og det ville være synd.
Men han må vise et klart og kontant verdens billede, der siger sådan er det! Og hvordan det så skal opfattes og opleves er sekundært.. Det vil helt automatisk vokse frem i de levende væsner!
Man kan sige at hele det sammenlagte og samlede verdensbillede som Martinus har skabt ved sine analyser, peger hen på en oplevelse af Gud. Men hans umiddelbare og nærværende tekst er altid hård og kontant. At Guds billedet for hver enkelt student så vil omformulere sig, som dets arbejde skrider frem, må så være ligeså givet som deres evne til at kunne opfatte eller fornemme en Guddom!

Martinus siger altså sådan og sådan Er Det! I mine venner! Og så må i selv finde ud af at opleve det, men det skal i nok komme TIL!

- Det er Martinus i en nøddeskal.

Når jeg har skrevet om Gud, så har jeg forsøgt at skrive om oplevelsen som jeg oplever den.

Så når du spørger mig hvordan Gud er og om han er en person og om jeg tror at Martinus eget verdensbillede er er Personifiseret, så runger det i hele mit hjerte, hele mit sind og hele min sjæl: NEJ!

Det er klart at man kan sige, at Gud er en person når han nu er alt og at Martinus verdensbillede fortæller os at Gud er alt, jamen så må han også være en person fordi Gud jo også er den person jeg møder på gaden. Han er jo alt.
Men her har vi bevæget os væk fra hans væsen og forståelsen for hvad det er der sker og foregår og er.
Fordi at forståelsen af Gud og hvem han er, ikke er forståelsen af en ting eller en person, eller noget fast håndgribeligt, eller noget man som sådan kan når frem til at opleve med intelligensen. Men det vil teori altid ha skæret af, det vil altid på en eller måde snakke til mennesker, som om at der ville dukke et svar op der kan pleje intelligensen.  
Martinus har taget noget ubeskriveligt og formuleret det i en praktisk teori.
Forståelsen af hvem Gud er, er forståelsen af hvad der sker, hvad vi oplever og hvad der er.
Gud er bevægelse, hvordan kan han så være en person, når en personlighed er midlertidig.
At forstå Gud som et personligt levende væsen, er for mig de rester eller dele af adskilthed som stadigvæk eksistere og taler i jordmennesket

Jeg vil sige at:
Det bagved personen er Gud og det foran personen er Gud. (både linært og dimensionelt )

kh. rauhe

Gud er alt, altomfattende. Den materielle og den immaterielle del af kosmos, altet. Panteism er vel detsamme som at Gud er det materielle univers.

Rauhe, din beskrivelse af forståelsen af Gud kontra oplevelsen af Gud er veldig bra! Martinus beskriver forståelsen af Gud i alle 7 bind af Livets Bog. Først i afslutningsordet kommer det en liten oplevelses-sekvens.

Kjærlig hilsen
Oscar

Kan man opleve Gud uden kosmisk bevidsthed?

Ellers kan man vel kun prøve at forstå.

Ikke personifiseret automatiseret vilje.  Vil det sige vilje på c-stadie?

Kh. Ejby

Hvis Gud er alt og man formår og opleve en del af alt, kan man vel siges opleve en del af Gud...

Først: Hei Oscar.. det var lige en total øjnåbner for mig, at Martinus netop slutter værket af med en pegefinger imod oplevelsen.. Genialt, så går det hele op i teorien  ... det var jo også det første rigtige han skrev efter hans nye tilstand  Tak.

Og Hej Ejby og Algotezza.

Jo, det er rigtigt, men nu snakker vi om essens oplevelse, eller hvad "det" er. For selvfølgelig oplever vi ham hele tiden, det må være givet.

Dette emne, er meget svært.
Og kan nemt misforståes, og det er utroligt privat for alle væsner.. Og en ting der efter min mening, sjældent bør være fremme i lyset. For det er dybest set en ting der ikke kan snakkes om. Jeg føler lidt at jeg har kastet op ud over mig selv med al den snak om Guds oplevelse, men det er ok.. 

Du kan ikke sætte ord på det. 
Det slipper fra en. Det er som sand i hænderne og ting der ikke kan sættes på plads.
Fordi at det vi taler om er før og efter ordet, er det svært at få opklaring på.
Jeg tror ikke jeg vil tale mere om det og det føles ikke rigtigt at gå videre med denne tråd.

Jeg antager at for de som er så heldige at få kosmiske glimt, der tror jeg at de under denne oplevelse, kan opleve Gud ligesåvel som en kosmisk bevidst. Da de under denne oplevelse derfor må være kosmisk bevidste.

Vi høre altid Martinus råbe om den permanente kosmiske dagsbevidste tilstand.
Der er vel måske også den upermanente, men måske moderate.

Kærlig hilsen

rauhe.

Der er vist mange måder at opleve  Gud på  - store som små  - hvad enten det er en følelse af at være ét med naturen, eller det er et decideret kosmisk glimt/åbenbaring - uanset at den ikke er permanent. Forskellen er måske især om man er klar over, hvad man oplever, eller om man tager enhedsoplevelsen med naturen som en selvfølge og afviser det kosmiske glimt, fordi man bliver skræmt.
Hvorimod den som søger skal finde.....

kh
Eva

smukt

Er det en principiell forskellen mellem at opleve sig som et med naturen (skoven, söen, bjergene, dyren, blomsten, träerne) og at opleve et kosmisk glimt? Eller er glimtet kun dybere, påvirker en mere? Går den förste oplevelse kontinuerlig over i den andre?

Ja, det må handle meget om selve oplevelsen...hvor stærkt den påvirker én. En del mennesker har oplevet at få så stærke oplevelser/(åbenbaringer med et kristent udtryk) at det har påvirket hele deres livsopfattelse efter sådan en oplevelse.

...men overordnet set er det jo alt sammen aspekter af Gud 

kh Eva
Eva

Men også andre möder end med Gud kan påvirke en stärkt...

Det kan jeg da kun være enig i.

Det er vel Gud vi möder når vi er mentalt overbevisdt om at det er Gud vi möder, og ikke kun mener det sandsynligvis er Gud.

Gud er 'bag' alt, men spørgsmålet er om vi kan opleve det. Derudover findes de mere 'direkte møder' med Gud/det guddommelige. De fleste mennesker, jeg har hørt fortælle om det, er ganske almindelige mennesker, som Martinus var, da han oplevede sine 'direkte møder' med Kristus.

Da Jeg helt uventet og spontant fra det ene øjeblik til det næste, så at det udødelige og uforanderlige Jeg er evigheden, det man ikke kan se, (1984) da, efter nogle tankerækker udsprunget af dette, kom det uundgåeligt, Aha, det er 'det' man kalder Gud, og næste tanke var, De bliver virkelig overrasket når De selv ser det, (religiøse folk i almindelighed).
Det var en dør der åbnedes, og som ikke kan omgøres, som 5-årig stillede Jeg mig selv spørgsmålet, om det er det samme Jeg, 'indeni' når man får et 'kæmpelegeme', den tråd tilbage blev tændt,
men det var (er) en urokkelig realitet, at det er det samme 'Jeg' der er det usynlige noget bag alt og alle, og at det er det samme som Gud, (i al ydmyghed).
Min oplevelse var at det var et logsk ræssonnement der tændte glimtet, og Jeg var nærmest antireligiøs, særligt efter folkekirkens klokker, og allerede dengang var 'logik' et af mine 'stjerne-begreber', og Jeg var overbevist om at, hvis man bare fulgte sin logik, så kunne man selv se det, men det er ikke helt sådan det er. Nogen tid efter kom en mor og datter, Jehova, til min dør, og ville fortælle om Gud, Ja, det er mig, sagde Jeg , datteren var allerede ved at hive i moderen, lad Os komme væk, Jamen din egen Gud, Ja, det måtte Jeg naturligvis ydmygt erkende, Jeg vidste jo godt at Jeg ikke er 'Gud'.
Der er det samme 'Jeg', det er ikke noget 'Vi har', eller 'er vort', DET ER OS SELV, ER, ER, ER,
tættere på, kan man ikke komme/har Vi altid været, eller, Jeg'ets uforanderlighed og evigheden er det samme.
Der er et lille værk af H.C.Ørsted, 'Ånden i Naturen', bl.a om at naturoplevelser tændte hans glimt.
Nogle Indre Mission'ske, lavede en scanne-undersøgelse, der viste at det er de samme centre i hjernen der er aktive, om man ber til Gud, eller socialiserer/kommunikerer med mennesker.
(S.Å.Rossen nævner en svensk kvinde, der oplevede et stærkt glimt, men da hendes religiøse bagland hørte om det, gjorde De det til djævlens værk, og hun fik det meget dårligt, men selvom glimt kan være diffuse eller uden egentlige facitter, så er de ikke skræmmende, men snarere forundringsvækkende)
Kærlig hilsen, Holger