Når jeg iagtager mit eget og også andres liv, kommer jeg i lidt af et dilemma. ???
Nogen gange synes det "onde" mennesket udsættes for, at gøre dem hårde og
ufølsomme.
Når man feks. ser på en voldsmands barndom....har de ofte selv været
udsat for vold.....her er tydelige eksempler på, at vold avler vold.
Jeg ved godt at karma ikke er et udtryk for straf, men en konsekvens af ens egne
handlinger.....men hvis vores børn slår os.....slår vi jo ikke dem.....men prøver at
inspirerer dem til en bedre opførsel. Jeg forstår ikke helt det pædagogiske ellement
her....som snarere høre til "et øje for et øje, en tand for en tand". Kan det ikke ende
med, at man for at beskytte sig selv mod lidelserne udvikler en hårdhed i sit væsen
der ligesom gør en "imun" overfor det onde? dvs at man bliver så vant til det onde og
så uvandt med glæde og kærlighed, at man mister evnen til at føle noget...og
dermed stagnerer i sin udvikling.
Skal der ikke nærmere noget "godt" til, for at bryde den "onde cirkel"?
Og hvad med ensomhed....hvad skal man lære, at et liv i ensomhed? :o...kan da ikke
forestille mig noget mere uinspirerende end det....det tager da helt livslysten og initiativet
fra mennesker. :
og hvordan komme videre i sin udvikling uden muligheden for udveksling
med andre? Her udelukkedes jo muligheden for at vokse og lære i samspil med ander på
godt og ondt?
Modsat ser man, at mennesker der vokser op i et kærligt miljø med gode forbilleder
ofte inspireres heraf og får livslyst og initiativ til, at yde deres bedste.
På den den ene side kan jeg godt se det fornuftige i karma=konsekvensen af sine egne
handlinger.....men på den anden side undre det mig lidt i lyset af, at man ikke "husker" hvad
man selv har gjort galt i tidligere liv og dermed ikke kan "koble" det sammen med nutidige hændelser.
Hvorfor falder konsekvensen ikke med det samme? så man kan erkende og dermed lære af sine fejl.
Svarer jo lidt til, at man flerer år efter ens børn har begået en fejl......først lader konsekvensen falde.
Så er det jo klart de står helt uforstående overfor hvad der sker......ville de kunne lære noget af det?
Ville de ikke snarere miste tillid og ikke finde nogen fornuft i livet, at holde sig til? ???
Hilsen Ejby
Hej Ejby.
Jeg har selv tidligere spekuleret over det med karma, og er kommet til min egen konklusion. Jeg ved ikke, om Martinus er inde på det nogetsteds.
Det ville jo være meget nemmere, hvis man fik kontant afregning, så man straks kunne se, at den og den handling førte til det og det resultat. Den forklaring jeg kan komme med er, at hvis det var så let, så ville mørket slet ikke komme til så kraftig en udfoldelse, som det nu gør. At det levende væsen ønsker at opleve mørket til fuldkommenhed er en kendsgerning i henhold til Martinus. Derfor er der simpelt hen nødt til at være en periode, hvor vi netop ikke er klar over karmalovens eksistens. Der må jo absolut være en sådan periode, ellers ville krig, vold, egoisme osv. jo aldrig komme til at florere - og dermed ville vi heller ikke opnå den ønskede kontrast til lysets oplevelse.
Tilsvarende ville det jo også være meget lettere, hvis vi altid havde kosmisk bevidsthed, så slap vi for alt det bøvl, og den fysiske verden kunne vi også undvære. Jo, men så ville livets evige opretholdelse ikke være mulig, idet det levende væsen kommer til at savne en kontrast til denne lysets livsoplevelsesform. Hvor mærkeligt det end lyder, så er der perioder i spiralriget, hvor det levende væsen trænger til fuldstændig uvidenhed om sin egen udødelighed, og derfor heller intet ved om karmaloven.
De karmabuer vi udsender har forskellig tidshorisont, således vil der være karmabuer, som kommer tilbage stort set straks, karma som kommer tilbage efter måneder, karma som vender tilbage efter år - og karmabuer som først vender tilbage i senere liv. Hvornår de kommer tilbage må afhænge af, hvornår man er klar til at modtage den pædagogiske lærdom, der ligger i dem. :
Nu hvor vi lever i en epoke med forceret udvikling, må der nødvendigvis være kortere afstand mellem afsendelse og modtagelse - og vi ser også store karma-opsummeringer fra flere liv udfolde sig i form af krige og naturkatastrofer.
Fx er det min personlige oplevelse, at karma (småbuer) vender hurtigere tilbage oppe i Klint, ønsker opfyldes hurtigere m.v. - og vi er flere der har megen morskab ud af at følge dem og kalder det for instant karma. 
Mange oplever også, at personlige problemer eller temaer blusser op deroppe. Følelser og tanker man måske har fortrængt kigger frem og kalder på at blive taget hånd om. Og så er det jo et fantastisk healende sted at det sker, hvor der er tid og rum til at tage hånd om den slags,og altid nogle som gerne lytter.
Hvad angår det med at huske karmaen, så siger Martinus bl.a.:
Kærlig hilsen
Anette
Hvis alle reaktioner var øjeblikkelige, ville intet kunne lade sig gøre.
Kærligheden kan kun lade sig gøre takket være kontrasten "ukærligheden".
Men ukærligheden ville være en umulighed, hvis konsekvensen kom øjeblikkeligt. I samme øjeblik man fx. vlille spise en bøf, ville man selv blive spist. Rent bortset fra at det slet ikke ville kunne ske. For den, som skulle give en den øjeblikkelige drabskarma, skulle jo så selv stoppes inden. Så der ville overhovedet ingen dræbende aktivitet kunne finde sted. Alt, hvad man havde lyst til af erobringer eller glæder i dyreriget, ville der øjebllikkeligt blive sat en stopper for.
At nogen vil sige, at det da ville være meget godt, skyldes kun, at de er trætte af dyreriget. Men det kan de kun være trætte af, fordi de har oplevet det (og i øvrigt også i lang tid følt glæde ved det).
Hvis dyreriget - eller mørket - ikke kunne opleves, ville man heller ikke kunne opleve den kontrast til lyset, der udgør de nødvendige erfaringer og forudsætninger for at kunne skabe og opleve lyset.
Uden forsinkelser i skæbnen, ingen mørke overhovedet. Uden mørke, ingen erfaringsdannelser, ingen kontraster, intet lys, intet liv...
Men sådan er det heldigvis ikke.
kh
Jan
Skriv et svar