Tak,

Og tak for dine ord.
Mit hjerte, forstår måske nok hvad du siger. Men mit sind gør nok ikke...

But thats the work.

Peace
Jacob.

Hej Lemniscatus.

Jeg vil så skynde mig at sige, at jeg ikke har læst de offentlige breve fra instituttet.

Det jeg tænker på er, at ud fra det jeg har læst, så ville problemet kunne klares ved, at instituttet udgav de originale bøger uden ændringer også. Martinus har jo også givet udtryk for, at der ikke skulle ændres et komma i værkerne. Som jeg læser det, er det det som den anklagede part i sagen hele tiden har ønsket.

spam...

http://martinus-webcenter.dk/mi-naegter-maegling.html
http://martinus-webcenter.dk/skilt-reception.html

vh lu

ps jacob

jeg vil også gerne stå frem som den jeg er , jeg har ikke en svaghed for cola jeg håber instituttet fortsætter med at mase enhver modstand der i deres øjne er forkert og så er mit rigtige navn peter pan .

vh lu

Tak lucifer - nogle må ændre sig
Eller gå.

Lars

Kære Kasper,

Endnu engang mange tak, jeg sætter pris på dine ord og dine måde at se tingende på...
- Og din humor( stort smil herfra)

Det er vigtigt at udtrykke sig, og blive ved med det. Men det allervigtigste er kærligheden, den betyder absolut alt.
Den skal være det allerførste, sidste og eneste på listen af gøre mål.

Men kærlighed er ikke noget vi kan imitere eller lade som om, og det handler ikke om at gå og smile, være ovenpå og være venlig imod alle. Den handler om at søge at møde alle livets forhold med ærlighed og oprigtighed. Kærligheden findes i åbningen, opdagelsen og modtagelsen af ens egen selviskhed, usikkerhed og uformuenhed, og al den sorg og smerte man slæber rundt på fra dette liv og tidligere.

Kærlighed er i sin første instans ærlighed. Kærligheden er resultatet og samtidigt centrum af ærligheden. Ikke en ærlighed hvor at vi fortæller vores hudløse mening om hverandre, vores meninger har intet med ærlighed at gøre. Ærlighed er når vi klæder os selv af, og står med alt hvad vi er på smukt, grimt, godt, skidt og ondt.

Jeg skal nok kigge forbi herinde fra tid til anden, og jeg er ikke længere væk end min e mail. jacobrauhe@hotmail.com som du altid er velkommen til at skrive til.

Det ser ud til at jeg beholder bruger navnet jc, og det føles egentligt meget godt. For det gælder intentionen og ikke resultatet..
Jeg har et arbejde med mig selv nu, som kalder, derfor lægger jeg alt andet på hylden i en periode. Jeg skal foretage en rejse indad, det er hvad der skal ske..

Og jeg høre mit hjerte, men jeg skal lære at respektere det jeg høre og handle efter det.

Men din hjælp Jacob, så kan vi sammen opfinde en ny måde at gå i krig!

Du ved der hvor at ens indre kriger møder ens indre elsker, der er kærligheden. Hvis Elskeren ikke mødes med Krigeren i hjertet af alle ting, så bliver der ingen fred, ingen harmoni, ingen glæde, ingen virkelighed og i virkeligheden ingen kærlighed.

Profeten Muhammad sagde at den lille jihad var den største og den store jihad var den mindste. Jeg fortolker frit og åbent efter behag..

Den krig vi føre i os selv er den største.

Og med det mener jeg ikke at vi skal jage vores primitive og uærlige tanker, men vi skal være en kriger og omfavne dem, på den måde neutraliseres de. Vi føre krig imod den indre krig. Det kan være den hårdeste og mest frygtindgydende krig at åbne sit tyngede hjerte op til verden, og krigen er intet andet fred.. Men det er den nemmeste, tåbeligste og mest blodige krig at lukke det ned, og krigen er intet andet end krig.

Og hvad er videnskab, meditation og filosofi? Det er at finde ud af hvordan det skal gøres. Alle midler er tilladt, men jeg tror at der skal snakkes og lyttes imellem mennesker, og der skal snakkes og lyttes i hvert enkelte menneske.

Og med de ord holder jeg fra nu, og siger mange tak.

Kærlig hilsen
Jacob

Jamen, det håber jeg også Lucifer AKA lysets engel.

Jeg har hvertfald tillid til instituttet, jeg føler at de er styret af en god portion intelligens.
Og det tror jeg er det bedste i forhold til at få bragt analyserne sikkert igennem ragnarok.

Når man læser nogle af brevene igennem kan man virkeligt se at instituttet bliver angrebet for ikke at være næstekærlige i denne sag.
Alene det, bryder jeg mig ikke om. Uanset om kritikerne har "ret" eller ej, er det den værste, mest fejlagtige, formørkende dom man kan kaste over sine medmennesker.

At sige at "du" "de" "den" eller at "det" ikke er kærligt er den hurtigste, nemmeste og allemest fornemme og direkte måde hvorpå at man bevidst kan afbryde kontakten til virkeligheden...

Luci, tak for din udmelding og tilkendegivelse, ligeså meget som du ikke har en svaghed for cola, ligeså meget har jeg ikke en svaghed for romkugler

Kærligst
Jacob

... hey, hey! jer derover.. Ja jer, fuck i er dårlige til at tilgive..!......I er så ukærlige og Jeg kan bare slet ikke fat hvor dårlige i er til at tilgive... Hey.. Hey.. Bliv her!! Hvor skal i hen... Hey stop.. Bliv nu her!!.... Hvor skal i hen?...... På MC Donalds....? Jamen.... Øh..

jacob jeg tænker stadig på at mødes , måske på klint så smugler du nogen romkugler og jeg nogle colaer med ind.

så giver vi den gas ,snakker om alt muligt på nær om analyserne, drikker og spiser til vi bliver så dårlige at vi ikke mere har lyst til det i den her inkarnation.

larskrog

jeg tror nok jeg er enig , vi udvikler os hele tiden .

jeg ønsker ikke nogen af parterne noget ondt, men synes måske nok at instituttet kan gøre det lidt bedre .

alt vel herfra .

Det er med Martinus, som med katten, der krydser ens vej!

(Uden at der skal læses "over"tro ind i billedet).

Jeg har "lyttet", læst og har forsøgt at tænke større tanker, end min fysiske hjerne har kapacitet til.
Alt forandres, men alligevel forandres intet.
Tilbage står øjeblikket, ansvaret og frivilligheden!

Og Tja - Det kan være svært at skelne imellem egoets og sjælens behov.

- "Deja vu"!

Ansvaret for "lysets budskab" ligger der`, hvor det på sigt vil tjene "lyset"!

I Believe;o)

De Venligste Sommer Hilsner

Søgeren

Hej Lucifer,

Klart, jeg er klar på at hænge ud til nogle romkugler og cola! Helt sikkert! Det kunne være hyggeligt min ven

Du kan sende mig mig en SMS på 31723275 eller en mail på jacobrauhe@hotmail.com
Så kan vi finde på noget en dag hvor at det passer med det hele :0)

Ellers har du hvertfald mine kontakt oplysninger, hvis du beslutter dig til at komme et smut til København, eller vi skal ha en sludder for en sladder over telefonen!

Kærligst
Jacob

Hej Kasper,

Tak for dit indlæg. Jeg er på ferie fra MF, så jeg forsøger hele tiden at runde lidt af. Men det er svært ikke at svare på indlæg når at de er henvendt til en. Men jeg er altså på ferie så det er ikke noget personligt, hvis at jeg ikke svare, eller at der går lang tid imellem. Min ferie er en rejse imod og ind i hjertet. Det en rejse imod det sidste store spejl. Det er en meget praktisk ting, men lidt teori er ok. Så jeg vil kommentere dit fine indlæg. Men jeg er på retreat..

Og tak for dine venlige, komplimenterende og opmuntrende ord, både omkring mine tekster og den frygt jeg beskriver jeg har i forhold til livet og mig selv. Tak for dit gode indlæg, jeg sætter pris på det. Jeg vil naturligvis møre bolden tilbage, på en venlig og legende måde, og hvis jeg på noget tidspunkt bliver streng eller skrap så er det i en fredelig ånd. Jeg er glad for at du er med til at bære faklen på dette mit elskede martinus forum.

Nej, eller jo måske for dig hvor du er. Jeg vil mene man først kan stå ved sig selv når man har fundet sig selv. Og det kan for nogle tage et helt liv og Martinus skriver vel 10

Den idé, må du godt kyle i skralde spanden. Selvom jeg forstår hvad du mener
Men det starter nu min ven og arbejdet skal gøres idag. Der er ikke noget der hedder når jeg engang har fundet mig selv.. Stå ved det og den du er, lige nu.. Uanset hvad dælen det er.. for det er helt ok og perfekt.

Man må gøre det idag! Også selvom man ikke ved hvordan. Jeg høre også tit.. : jeg kan først starte når at jeg har fået styr på mig selv...
Jeg vil først elske mig selv, når at jeg kan finde ud af det. I næste liv bliver jeg oplyst, i næste liv vågner jeg op af drømmen, i næste liv opnår jeg kosmisk bevidsthed, i næste liv finder jeg fred, i næste liv finder jeg kærligheden, i næste liv finder jeg mig selv.

Finde dig selv? Du er lige her!
Næste liv? Der er kun ét liv.

Det hele starter idag, lige nu og der er ikke noget at gøre. For som Vorherres sendebud Jesus Kristus siger: "der hvor enden er, der vil begyndelsen være, tag derfor plads ved begyndelsen." Eller er det omvendt.. Hehehe.. Det betyder hvertfald det samme..

Tænk at bruge et helt liv på at lede efter sig selv? Hvor er jeg? Derude et sted? I skabet? Under bænken, i busken, bag træet? I vandet? I himmelen? Bag mig? Foran mig? Ved siderne? Hos naboen, sidemanden, overboen, underboen.. Hos Gud? i det sure i det søde, i det levende i det døde...

Tænk at bruge et helt liv på at finde sig selv? Når at det som ledes efter er den som leder.

Man kan sætte sig ned på en stol lige nu, og se at man er lige her, fuldkommen og absolut åbenbaret og komplet og fuldkommen, man kan jo ikke sidde mere end man sidder, gå mere end man går, opleve mere oplevende end man oplever. Man kan opleve forskellige ting, højt lavt, grimt skønt, stærkt svagt, kraftigt tyndt, klart uklart, måne sol, dag nat, sort hvid grå, men man kan aldrig nogensinde opleve mere oplevende end man oplever. Man oplever og er tilstede det er så simpelt og vi er hjemme lige nu, vi er i himmelen i dette øjeblik, det er kun at bemærke det, man kan selvfølgelig god forveksle himmelen med helvede, men man kan ikke være mere tilstede end man er! Nej. Man er jo fuldt ud til stede, uanset hvor åndsfraværende man er, for så er man jo oplyst i det.. Der kommer hverken mere eller mindre, end det og den der er lige nu, der kommer ikke noget nyt, eller gammelt. Kun en ny version af det gamle, eller en gamle version af det nye.
- Der kommer måske nogle tilsyndeladende nye billeder, som er kopier af de gamle, men den som kigger billeder er den samme. Det er den samme der glor og snakker, men sproget og landskabet ændre sig... Men det er altid den samme...

Det eneste problem vi mennesker kan ha, som gør at vi leder efter os selv, er at den kan være svært at eksistere som i akkurat dette øjeblik. Her og nu, 5 sekunder, træk vejret dybt, ånd ud, vær stille - eksister! Uden noget "men" eller "jamen" eller "eller"

Alt er kosmisk bevidsthed. Der er kun grader. Noget kan ikke være mere temperatur end andet, kun forskellige grader. Gud fandt ud af hvem og hvad han var og han udtalte det på denne her måde: "jeg er, at jeg er" eller på engelsk "I am, that I am"

Jeg er dette, at jeg er til.

Husk at se dig selv som helheden, og derfor med det du skrev skal du jo kun tænke på dig selv som en del af helheden og dermed gøre hvad der kan glæde dig selv. Alt hvad du gør for dig selv er fra Gud, alt hvad du gør til andre er til Gud. Se selv fejl!

Jeg kan ikke se mig selv, jeg kan kun se billeder af mig selv, og disse billeder er omgivelserne med dens detaljer og væsener. For jeg er helheden. Og dog er personen Jacob, kun et enkelt individuelt mønster ud af uendelige mønstre igennem, ud-af og fra evigheden. Der er uendelige personligheder, kroppe, sind og sjæle, men der er kun én, én Gud, en Gud der oplever, ser, handler og skaber igennem alle levende væsener.

Der.er.kun.Én.

Også selvom vi er to. Så er disse to den samme ene. Hver følelse, hver tanke, hvert væsen, er den eneste ene..

You are the only one.... And you.. And you 2... Every ONE is the ONE.

.....

Men det er helt op til dig om du ser en fejl. En ting er tro, en anden er overbevisning. En ting er at pille sin egen, en anden ting er at pille ved andres, og det må jeg selv huske er vigtigt at forstå. For selv videnskab er ikke mere sikker end religion. Gode gamle magt og liderlighed for at have ret.

~Huske hvad der er vigtigt og lige forstå hvad det er~

Alt er såre godt. Men der er altid plads til forbedring.

Intet er sikkert. Og det er først når vi opgiver og brænder alt hvad vi ved, har læst og har lært, alt det vi tror vi er og ikke er. Det er først når at vi kyler det hele på bålet, sammen med os selv og vi ser at vi intet fatter at vi fatter det hele i dette intet, og det at vi ikke ved er at vi ved og det at vi ikke er, er at være til.. Absolut ingen mennesker opdager sig selv, uden at lægge alt viden og lærdom fra sig og ultimativt sig selv.

Intet kommer med, til det som er det hele...

Men det gode ved frygt er, at det er porten til himmelen. Så når at man har fundet sin frygt, så har man fundet døren
til helvedet. Det er nemt at opleve livet og finde sine svar i det. Det er sådan man udvikler, manifesterer, forstår og kommer videre. Vil skrive med et smil at det hører med til at tænke selv.

Himmelen og helvedet er den ene og samme ting, den eneste ene, og de føre hver især til hinanden og atter til sig selv. Om vi siger noget er himmelen eller helvede afgøres kun af hvordan vi se på det. Men det er altid den eneste ene vi beskriver... The only ONE, my true Love.

Men når at vi vælger at se livet fuldstændigt som det er, uden om teorier, ideer og historier. Når vi når til det punkt hvor at vi ser, at vi skal opgive selve vores eksistens for at eksistere, i samklang med og som den eneste ene, så er vi ilden nær og frygten er tiltagende. Vi starter med at følge vores hjerte, og ender med at indse at vi må forlade alt hvad elsker og hader, alt hvad vi er, alle ideer om os selv, andre og verden. Den eneste måde at være ét er at fjerne alt.

Men det starter med at være ærlig og oprigtig i alle situationer man kommer, at man står ved sig selv og det man ved, uanset hvad man ved. Men man står ved det man ved, uden noget spørgsmåls tegn eller "men"... Ethvert menneske hved når at det forråder sit hjerte, at forråde sit hjerte er at forråde sin viden, at forråde sin viden er ikke at stå ved sig selv. Alle ved hvad de ved... ALLE! Drop undskyldningerne....

Det betyder naturligvis ikke at vi stopper med at tænke, eller smide alt ud.

Allahs og Krishnas sendebud, den oplyste buddha, profet og vismand, Jesus Kristus siger, at det er sværere for en rig mand at komme ind i himmelen end der er for en kamel at komme igennem et nål øje. Hvad betyder det? Hvad betyder en rig mand?

En rig mand er alle i denne verden, også alle os som arbejder med os selv og som ønsker at se verden i et mere kærligt og ærligt lys. Rigdommen, betår i al vores viden, alle vore ideer og overbevisninger vi har om os selv og andre, gode som dårlige. Alt den viden vi har om universet og dets love, og om hele verden og dens natur. Alt hvad vi mener om os selv og vores næste, alle vore bevidste og ubevidste dommer over Gud og hele verdens altet og alle dets væsener.. Det er hvad der gør os til de rige mænd. Kun de fattige kommer i himmelen, og de er kommet i himmelen fordi at de kun har dem selv og deres sande natur tilbage, eller illusoriske ideer omkring dem selv er faldet bort. Bevidst, eller ubevidst.

Hvad er himmelen? En selv og samtidigt, den rette og dybeste opfattelse af sig selv.
Vi udvikles, ikke som i at vores personligheder skal blive bedre, stærkere og klogere. Men som i at vi skal vikles ud af alle vores fejlfortolkningerne af virkeligheden.
Først når vi vi ser at alt viden er relativ og kun "ikke viden" er absolut. Da begynder vi at bemærke det absolutte, hvilket er vores egen essentielle natur.

Når man finder ud af hvem man er, når man finder ud af hvad man kan, når man begynder at stå ved og muligvis kan være stolt af sig selv. Så står man foran sin skabelse, alt optil har givet øvelse, erfaring og en har lært. Livet er som et hjerteslag, som går ud og ind. Har hørt|læst at selve Universet fungere på den måde. Når det gør ind så lære man sig selv at kende, når det går ud så lære man omgivelserne at kende. Hvad der er vigtigt er at finde det som er midt i og hører til i hjertet. Og jo dybere du går ind jo mere vil du finde og jo længere du går ud jo mere vil du kunne rumme.

Jeg syntes du kommer med nogle gode beskrivelser og sætninger.

At kunne rumme sig selv og blive rummet af sig selv er der vi skal "hen..". Frygten består i at finde ud af at man er tom, at man er rummet, at man er tomrummet i sig selv. At man hverken er god eller ond. Og at absolut alle ideer omkring sig selv og sine næste må forlades.
Vi frygter alle at falde ind i os selv, vi frygter at det vi falder ind i er et intet, og at vi er intet og det er lige hvad vi er, men vi er et pulserende vitalt og levende intet, som spontant elsker at være til og af dette elsker alt hvad der er til, for det er det eneste som er til.... Det elsker sig selv... Sit allerkæreste spejlbillede.

Narcissist i renkultur. Der er intet galt med at være narcissist, så længe der kun er én.

Er stilheheden, tomheden, intetheden, enheden, ikke det der frygtes overalt. Er der ikke meget larm i denne frygtsomme verden. Er det ikke det største og mest brugte og dyriske tilflugtssted for os alle, at vi er adskildt, at vi ikke er ét? Er sætningen os og dem, mig og dig ikke den mest slidte og brugte sætning i vor verdens historie?
Er det ikke måden at beskytte sig selv imod livet, virkeligheden og sine øjne fra at rejse i sandheden? At man skaber et mellem rum imellem sig selv og sine næste ved at lægge det dyriske man har i sig selv over på dem. Jo det er det.. For vi ville ikke nøjes med at være ingenting eller bare "noget som er"... Vi bliver nød til at blive ved med at kalde hinanden for navne så at vi ikke smelter sammen i vores hjerter....

Det starter idag...
Hvornår og hvordan vi bliver kosmiske bevidste skal vi slet ikke tænke over, ej heller hvornår vi finder fred, ingen kender dagen, ikke engang sønnen, kun faderen. Men alle der vil og har lyst kan vågne op til virkeligheden i denne inkarnation. Der er forskel på oplysning/opvågning og så til den virkelige kosmisk bevidsthed. Det ene går forud for det andet. Det ene er kontakten den anden er lyset.

Kærlig hilsen
jc

Udvikling og udvikling, søgning og søgnin.

Ja. Jeg klar over at jeg er dårlig til få rundet af. Kommentare til dette indlæg kan jeg desværre ikke kommentere på.
Da dette er punktummet, men jeg føler at det er min pligt at forklare indtagelsen af information og forladelsen af information.

Jeg snakker om en opgivelse af viden og sig selv. Men med denne mener jeg ikke at man ophøre med at studere relevante videnskabelige og åndsvidenskabelige kilder der kan stimulere og bidrage til ens forståelse og udvikling. Men man må forstå at det er her det personlige udvikles og at personen som sådan kan holde så meget intelligensmæssig og filosofisk viden som at det overhovedet har lyst til og som at det kan holde.

Men vi må skelne imellem to slags udvikling, som dybest set er det samme, men som alligevel har nogle væsentlige forskelle og udtryk.
Vi har udviklingen af personen, hvilket vil sige at personen indsamler og konsumere praktisk og teoretisk viden. En udvikling som kan forstås som en udvidelse og tilbygning af mentale konstruktioner og bevægelser i det levende væsens bevidsthedsliv. Mens den anden udvikling, er en såkaldt udvikling/viklen sig ud af materie, altså en reduktion, en aflastningen af unødvendige tendenser af mentale og fysiske forhold der hæmmer personligheden/indiividet i at se og forstå den absolutte sandhed.

Denne aflastningen består ikke i at man kaster erfaringer, både teoretiske som praktisk fra sig. Man lægger ikke filosofi, religion, videnskab og åndsvidenskaben fra sig. Man holde ikke op med at søge, man holder ikke op med at lære og konsumere viden og informationsstof der stimulere og støtter ens vej frem imod lyset og en større forståelse af virkeligheden.
- Tvært imod, jo længere tid man har søgt jo mere vil man søge, men denne søgen er underkastet en dyb transformation ligesom at det levende væsen er underkastet en dyb transformation. Selv efter den kosmiske bevidsthed vil det levende væsen være en sandhedssøger, i det at sandheden udtrykker sin søgen efter at skabe sin egen fuldkommenhed til fuldkommenhed.
- Søgningen har forskellige stadier, men den kan ikke ophøre, sandhed er på sit dybeste plan synonym og identisk med det at søge. Fordi at bevægelsen der udtrykker intuition og visdom, i sig selv, i sin isolation er en søgen, ikke efter noget.. men som noget.
- Søgningen udtrykker altså sig selv som en vitalitet og substans ved sandheden, fremfremfor at være noget der leder efter sandheden. Søgning bliver ultimativt et udtryk for sandhed og den højeste sansning. Kort sag sandheden søger på sit højeste plan ikke efter sig selv men at udtrykke sig selv.

Personligt læser jeg i alt hvad jeg finder interessant, og jeg samler meget viden på filosofiske, spirituelle, religiøse, psykologiske, politiske og videnskabelige områder. Det er vigtigt for mig at samle viden og informationer på alle interessante områder der har en direkte enten praktisk, eller dyb og undersøgende forbindelse med eksistens og eksistens forståelse. Forståelsen omkring hvorfor at vi lever, hvordan vi kan leve, hvordan vi bør leve, og hvad er det der lever?

Jeg søger at akkumelere og kultivere viden hvad angår større og mindre eksistentielle spørgsmål. Det er aldrig noget jeg stopper med og det er aldrig noget jeg ligger fra mig. Det er en vigtig del af min personlige udvikling. Alle disse elementer støtter, og udvikler bevidstheden.

Men der er også en udvikling, vi kan kalde en afvikling af personligheden. Personligheden og egoet skal naturligvis ikke udryddes, det er en fast og evig del af de åndelige strukture. Vi har alle en over og undebevidsthed, en dag og og nat bevidsthed, der forevigt vil stimulere det personlige og indviduelle element i vores opfattelse af os selv og livet. Personligheden er et vigtigt, uundgåeligt og uundværligt element i at noget/det levende kan opleve og producere livet i al sin skønhed, enkelthed og mangfoldighed. Selvom at livet i sin kerne et en singulær åndelig substans så udtrykker denne substans sig i uendelige individuelle variationer.

Men Afviklingen består ganske enkelt i at det levende væsen holder op med at indetificere sig med sin personlighed og sit ego, men at det "indentificere" sig med det element som oplever personligheden og egoet, og alle de ting som egoet og personligheden tager ind. Så foruden at lære en masse ting om hvad livet er i alle dets facetter, som kan kaldes personlig udvikling, så er det vi kalder afvikling et skift i perceptionen fra at identificere sig med sin personlighed og tankerne, til at opfatte den virkelige og essitielle natur af hvad man er,, nemlig 'det som er' .

Så der er altså en indsamlings proces og en udsmidnings proces der foregår på samme tid. Indsamlings processen vil være at samle informationer på alle aktuelle og relevante områder, og holde og konsumere dem. Og udsmidningsprocessen vil være at kultivere en tendens i sig selv hvori at man ikke sidestiller sin krop, sind og sjæl med dets strømme af tanker, ideer og følelser med selve sandheden eller sin egen essistielle natur.
- Uanset hvor høje og hellige disse tanker og følelser måtte være, kan de kun beskrive sandheden, men kan aldrig i evighed være sandheden.

Sandheden er det som sidder og kigger ud fra det inderste af ens væsen uden nogen som helst for mening om noget som helst, hvad enten man bliver tortureret, køber dagligvarer, eller fester på grund af livet. Afviklingen består i at komme ind i den rette opfattelse af hvad man er og ikke er.
- Ind i en helt praktisk og virkelig erkendelse, undersøgelse og forståelse af ens tanker og oplevelser af de fænomener der konstant opstår og foregår omkring, i og som en.

Det vil sige at alle de ideer, følelser og fortolkninger og opfattelser, teoretiske som praktiske, der akkumelere den misforståelse at det op- levende i væsenet er lokaliseret i hjernen, kroppen, sindet eller sjælen, ja, at man indser at alle disse fejlberegninger gradvist må erkendes, penetreres, transformeres og forlades.

Udviklingen af personligheden er indsamling af oplevelser og informationer der forandre indstillingen til livet og tankerne herom.
Udviklingen/Afviklingen af personligheden, er en bevidst kultervering af ringere og ringere tilknytning og identifikation med alle former for materie, fast, flyvende, luft og stråleformig. Hvad enten de udtrykker den højeste sandhed og fuldkommenhed eller den største misforståelse og primitivitet.

At smide noget ud eller brænde noget på bålet, er som sådan ikke et skift i tanker eller følelser, eller forladelse eller fornægtelse af intelligent eller dyb følelsesmæssig viden. Men det er en solid forringelse og forrådelse af tro på disse realiteter som værende sandheden i sig selv. Sandheden kan ikke vides, den kan kun væres, og på den måde bliver eller er "ikke viden" en "viden" idet at i denne væren er erkendelsen forud for tanker, forståelse, fornuft og opfattelse og selve erkendelsen er her i absolut renkultur, hvilket vil sige at erkendelsen er identiske med den som erkender.

Når erkendelsen ikke er identisk med den som erkender, så har vi altså kun udvikling af personligheden og tilføjelse af viden om det relative, også selvom den relative viden udtrykker det absolutte eller absolut viden.

Så ja, intet forlades, der må og skal søges på alle af livets felter, der skal søges den rette filosofi og viden, den rette indstilling og den rette væren. Og de er ikke adskildt men en enhed for sandhedssøgeren.

Man kan sige at den virkelige tilstand er hvor at intet gribes eller afvises. Men alt opleves som det er.

jc

Hej Jacob.

Det er nogle spændende projekter du er i gang med.

Jeg er helt enig i det du skriver.

Jeg kommer altid til at tænke på Krishnamurtis ord: "Sandheden er et land uden veje". Efterhånden som min erfaring bliver rigere med årene, så vender jeg mere og mere tilbage til disse ord. For mig rammer disse ord mere og mere plet. Sandheden kan vel ikke siges kortere, måske lige med undtagelse af Martinus beskrivelse af "X", men her må man først forstå en hel masse om, hvad der ligger i "X". Forståelsen af Krishnamurtis ord kræver selvfølgelig også en masse selvoplevet erfaring, men har man den, så synes sætningen at være rigtig ud fra det givne udgangspunkt.

Når man er sandhedssøger, så er man det oprindeligt ud fra et udgangspunkt. Man kommer fra en sandhed og går mod en anden sandhed. Uden sandheden som udgangspunkt, så kunne vi ikke skabe og opleve. Jeg kan for eksempel bruge mit syn, og det jeg ser anser jeg som sandt. Men for at kunne se, skal der være en oprindelige sandhed der kan kaldes "synsevnen". Dette synsevne kan erkende bestemte frekvenser, mens andre frekvenser falder udenfor. Skabelsen og oplevelsen giver grobund for en ny sandhed - hvert øjeblik sin sandhed. Hver gang jeg bruger mit syn ser jeg en synsmæssig sandhed som ganske langsomt forandrer min synsevne. Hvad jeg ser forandrer ganske langsomt også hvad jeg kan se.

kke desto mindre så behøver sandheden ikke andet udgangspunkt end netop "noget som er", men det kræver megen erfaring at indse det. Mange sandheder skal forkastes og brændes på bålet, før dette bliver klart.

Alle væsener skal igennem en proces. I de primitive egne af spiralen findes der kun "min" udgave af sandheden. Når jeg møder andre, der har den samme opfattelse, så klapper jeg i hænderne og roser disse væsener - jeg allierer mig med dem. Møder jeg modstand så må jeg bekæmpe denne modstand med krig eller med underkastelse, der er ikke anden udvej. Dette er et resultat af dyrisk tænkemåde, og det er baseret på flokmentalitet. Jeg vil være del af en flok for bedre at kunne overleve. Anderledes tænkende truer min flok, min sandhed. Lad os komme af med denne trussel - lad os udrydde disse vantroende. Det er dette der ligger til grund for had, sladder mv. i alle afskygninger, had mod religioner, had mod seksuelle afvigere, had mod andre politiske opfattelser, sladder om anderledes tænkende osv.

Men efterhånden forandres min mentalitet. Jeg opdager, at min opfattelse af sandheden i dag er anderledes end den var i går. Jeg må erkende, at jeg er blevet "klogere". Dette skal jeg opleve mange gange. Jeg stopper imidlertid ikke med at hævde, at min sandhed er den rigtige, mens jeg forkaster og nedgør den sandhed jeg selv tidligere kæmpede for. Det er som storebroderen der siger til lillebroderen, at det er åndsvagt at lege med legetøjsbiler og bamser - selv om storbroderen har været på dette stadium tidligere. Storebroderen vil nu hævde, at det rigtige er at kigge på piger, mens han betragter lillebroderen som en pestilens, selv om han repræsenterer storebroderens sandhed i en tidligere udgave.

Som du skriver så skal jeg utallige gange smide sandheder på bålet for at få plads til nye sandheder - der skal ryddes op og smides på bålet, der skal hives nye sandheder ind hele tiden, der skal kæmpes med sværd og ord og bål og brand i mange liv for at kæmpe for min udgave af sandheden. Jeg er nødt til at smide gamle sandheder på bålet hele tiden, for jeg synes ikke jeg kan rumme, at 2+2 både kan være 4 og 5. Jeg må smide 5-tallet ud for at få plads til 4-tallet i min bevidsthed.

Når jeg har oplevet dette sandhedsskifte milliarder og atter milliarder af gange i løbet af mange liv, så erkender jeg, at sandheden ikke ligger i HVAD jeg oplever, men sandheden skal søges andre steder. Jeg skal indse, at sandhed ikke er HVAD jeg oplever, men sandheden er, AT jeg oplever. Du skriver det så glimrende:

Sandheden kan ikke vides, den kan kun væres

Sandheden var engang grøn for mig. Den var engang rød. Den var engang gul. Jeg har kæmpet for disse farver på skift. Når jeg har været hele regnbuen rundt så kan jeg se, at sandheden ikke ligger i farverne men i selve lyset, der ikke har farver i sig selv. De sandheder jeg har kæmpet for har været skyggebilleder af sandheden. Skyggebillederne er ikke sandheden, men de er nødvendige for at jeg kan blive klar over lysets eksistens, for et lys der ikke reflekteres kan ikke erkendes.

Når jeg indser dette, så er det slut med at kæmpe for min udgave af sandheden, for sandheden er ikke noget jeg ved, men noget jeg er. Og dermed er min sandhed den samme som min næstes sandhed, for min næste ER også. Min næste ved ganske vist noget andet end jeg gør, men da sandheden ikke er noget man ved, så er det helt ligegyldigt. Samtidig kan jeg acceptere, at andre kæmper for deres udgave af sandheden, for når de er på et stadie hvor sandheden er HVAD de oplever og ikke AT de oplever, så må jeg acceptere dette faktum.

Krishnamurtis ord kan også siges som: "Sandheden er et land uden farver". Sandheden skal derimod søges i lyset, mens de enkelte farver er lyset der reflekteres af levende væsener.

At hævde, at 2+2=5 er lige så lidt den rigtige sandhed som at hævde at 2+2=4 er den rigtige sandhed, for hvis man hævder at 2+2=4 er den rigtige sandhed, så fortæller man også, at andre opfattelser tager fejl. Sandheden skal slet ikke søges på dette plan. Når man hævder, at noget er mere sandt end noget andet så har man ikke fat i sandheden. Først når man kan se, at ALT der overhovedet tænkes kan er sandt og intet er falsk så må man være kommet til slutfacittet. Så kan man vel ikke komme nærmere Gudsbevidstheden?

Held og lykke med projektet Jacob, jeg eksperimenterer også hver dag og hvert øjeblik - det er spændende!!!!!

Kære Svend.

Tak for dit indlæg, jeg ønsker også dig held og lykke. Vi er meget enige Svend, dine beskrivelser af det absolutte viser jo at vi er. Jeg sætter pris på dine analogier og din måde at pege på sandheden.
Jeg kan ofte mærke hvis at et menneske har været på samme bevidstheds frekvens(plan) som jeg, fordi at det ”individuelle levende væsen” altid er en del af den signatur og det mønster der findes på pågældende bevidsthedsområde. Det er meget rørende.

På den måde møder de levende væsener ikke kun hinanden i materien, men også i dybet af dem selv. Kærligheden fordyber sig i sig selv.

Jeg vil komme og lette mine tanker fra tid til anden, men det vil være på en anderledes måde end min sædvanlige deltagelse.

Vi kan pege på sandheden, men ingen andre åbenbare sandheden end sandheden selv. Det er det store kvalitetstjek for den søgende, der gør at han på sigt undgår grovere afsporingerne eller misforståelser, da han har indset og erkendt at sandheden kun kan opstå i hans egen forstand, og ultimativt er det hans egen opstandelse igennem sig selv.

At sandheden er det samme som hans egen selverkendelse.

På denne måde bliver sandheden overleveret til hver enkelt, når religionernes og verdens misforståelser taber deres kraft igennem evolutionen. Den kan aldrig sælges eller ændres på, uanset hvad jeg finder på at kalde den omkringliggende natur. handler den altid for sig selv og på grund af sig selv, den er upåvirket overfor alle løgne og misforståelser, den kan ikke bremses, stoppes, eller forhandles med, den kommer hele tiden som den kommer.

Og skulle jeg finde mig selv i himmelen vil naturen jævne min forståelse ved at gentage det billede jeg har af himmelen, og jeg må resignere og opgive mig til ”naturen” og skulle jeg finde mig selv i helvede, vil min erkendelse af helvedet være identisk med min afgang fra helvedet og jeg må resignere og også opgive denne til ”naturen”..

For det er givet at det som vil sig selv, er af sig selv, og for sig selv, ikke kan holde sig selv i et enkelt billede, da det for at kunne være, må være identisk med forandring. Dets ankomst er dets afgang og dets helvede er dets genløsning. Helvede er identisk med opvågningen til himmelen.. Det må vi jo også erkende som værende analysernes store budskab.

Helvede, himmelen, opvågning er den samme substans.

Naturen eller livet, buldre igennem livet, som livet, og forsvinder og opstår, dør og fødes i, som og i samme øjeblik. Det evige ”nu” af død og genfødsel, er afhængig af forsvinden og tilsynekomst.

En tankes død er dens fødsel og som den fødes dør den. Ligesom et brag først opleves når at det er overstået. Har nogen hørt en tone, imens at den blev spillet? Eller blev den hørt på baggrund af den som kom efter, og den før, og den efter, og den før. De eksistere simpelthen ikke, eller hvert fald ikke som vi tror.

Den tanke der opfatter en tanke, er en tredje tanke der bliver opfattet af en fjerde osv…..
Jeg kan ikke opleve én tanke det er simpelthen umuligt, for den opleves af en anden og så fremdeles i al fremtid.
Livet er ustoppeligt, det er en af de mange tekniske beviser for det evige liv, som dog slet ikke er nødvendigt.
Hvis døden skal indtræffe, så må den passere sig selv som liv. .

Enhver tanke ophøre i en ny tanke ellers kunne den ikke tænkes til at starte med. Så hvis at tænkning skal ophøre permanent så kan tænkning ikke ha eksisteret på forhånd eller i begyndelsen. Derfor er det ingen begyndelse i verden af tænkning og derfor er der heller ikke en begyndelse eller afslutning i Verden. Det er umuligt.

Den sidste tanke kan kun dø i opstandelsen af en ny tanke, og den sidste tanke blive den første og den første bliver den sidste. Se det er ganske enkelt, det er fuldstændigt umuligt for tænkning at ophøre. Da ophør kræver opstandelse. Uanset hvilken død vi omtaler eller peger på, er den identisk med en fødsel.

Hvert eneste øjeblik er en total udslettelse og opstandelse i et. Udslettelsen kan kun manifesteres som en opstandelse ligeså vel som at opstandelse kun kan manifesteres som en udslettelse. Dette er en af den mange meditative eller abstrakte indsigter der påviser det evige liv. Men er ganske overflødig hvis at man kan sanse at man er ”det” at man er til.

Alene bare ved at kigge rundt hvor man sidder, ligger går eller står, alene ved virkeligt at stå til ansigt med det man står til ansigt med. Om det er et vindue, et træ, en kop, et bord, et loft. en person. Omgivelserne viser sandheden ved at man står til ansigt med omgivelserne. Bare ved at ”se”

Alle de fremskredne videnskaber, filosofier og Åndsvidenskaber, især Martinuses kosmiske analyser, har til formål at støtte og frembringe det levende væsens tillid til at overgive sig til den højeste, mægtigste og virkeligt ærefulde magt, eller den allerdybeste absolutte sandhed. Hvilket er identisk med det ”noget” som oplever i det oplevende. Den højeste magt er det tomme ”jeg” som viser sig som dette uendelige hav af sammenhængende liv, individualiteter og bevægelse.

Disse teoretiske oplysningskilder bygger og kultivere logiske mentale bevidsthedsstrukturer, og giver væsenet mere og mere evne til at søge logikken i sig selv og i alle livets bevægelser og fænomener. At væsenet mere og mere får øje på at altet handler som ét.. At altets ”væren til”, er identisk med ens egen ”væren til”. Men der behøver ikke at forelægge en intelligensmæssig tænkning for at se sandheden lige nu.

Det kærlige paradoks for mig at se, er at det ultimativt leder væsenet frem til ”ikke viden” hvilket med tid, træning og kultivering resultere i ”kosmisk bevidsthed”..
”Ikke viden” er som allerede omtalt det sted hvor væsenet ”VED” udelukkede ved at være til. Denne tilstand er intuition, intuition er dybest set en tilstand af "ikke viden"
- Fordi at der i denne tilstand ikke er nogen forskel på det som opleves, oplevelses kapaciteten/evnen og det oplevende. Tankerne tilhøre ikke nogen, evnerne tilhøre ikke nogen, men evnen og tankerne er det samme som den og det der har evner og tanker. Tankerne erkendes som værende identisk med tænkeren. Der er ikke noget 1, 2, eller 3 tal ved det omtalte X.

X0

der er aldrig resonans iblandet i intuition, men intuition kan godt komme ind i resonerende tanker. På samme måde kan man ikke fremtænke sandheden, men sandheden kan komme ind i tankerne. Tankerne producere ikke sandheds erkendelsen, de er et fartøj for sandheden og erkendelsen.

Man kan selvfølgelig bemærke, at vi ikke skal identificere os med tankerne, men her må man forstå at der slet ikke finder nogen identifikation sted. Tankerne er blot det samme som det der tænker, så derfor er der ikke noget der opleves som et objekt udenfor eller adskilt fra tænkeren.
Tænkeren har ”ingen ting” at identificere og derfor dis – identificere sig med. Der er kun oplevelsen af sig selv. Når alt opleves som sig selv, kan en tanke ikke længere være noget man har. Men noget som er en del af ens natur.
-
Jeg er selvfølgelig klar over at vi idag igennem østens religioner og mindfullness lære at vi ikke er vores tanker. Men det vi dybest set lære er ikke at identificere os med indholdet af tankerne, der som regel omhandler adskillelse og misforståelser. Men ultimativ er der ikke forskel på det tænkte og tænkeren, det oplevede og opleveren.

Sandheden har to fundamentale bevægelser, den ind i livet og den ud af livet. På et plan er vores natur det som rummer og omfatter alt, men på et andet plan er vi absolut alt hvad der omfattes. Og disse to planer er i virkeligheden det ene og samme plan.

”Blæsten, tanken om blæsten, og det som har tanken om blæsten er det samme. Blæsten er det der tænker, det der tænker er en tanke.”

Sandheden er så indlysende, selvsagt og altid nærværende og det eneste der skjuler den er en misforståelse af øjeblikkets fænomener, men sandheden er øjeblikket.
Det som gør det svært er at disse misforståelse har et intenst momentum bag sig, som fordres af årmillioners vanebevidsthed, der udtrykker sig som selviskhed og en indgroet og næsten fastlåst fiksering på materien.

Men sandheden er urørlig, den er den samme hvert eneste øjeblik i det evige øjeblik. Ingen religion eller filosofi, kan benægte at ”fænomen forekommer”. fænomen forekommer, kan ikke benægtes.

Uanset hvilke historier jeg finder på om naturen, så forsætter den ganske upåvirket af mine ideer og fortællinger. Uanset hvad illusionisten disker frem, er illusionen der. At se igennem illusionen kræver intet andet end at "se" på den. Hvis man prøver at regne den ud eller se igennem den, må man regne med relative eller bedrageriske facitter.

Uanset hvor længe jeg beskriver et træ, står det som det er. Og uanset hvor solid og fast en materier er, er den allerede forsvundet.

Selvom at Martinus har beskrevet et ekstremt omfattende og detaljeret værk med meget komplekse analyser og udregninger, så er formålet og motivation bag dette, for mig at se, at pege på Guddommen, eller det som ligger udenfor fænomenernes verden. Denne kolossale bunke information og viden, om kredsløbs osv. peger den søgende i retning af det sted hvor at absolut intet kan vides intellektuelt, eller som et resultat af intellingesmæssige reflekterende tankemønstre. Samtidigt med at det producere og opelsker tillid i individet til at det kan stole på sine egne intuitive evner, og fornemmelser overfor altet og i dets eget inderste.

Så viden, frigør os til ikke viden.. Og er altså støttehjul indtil den kosmiske cykel køre af sig selv. Alt hvad vi lære og tager ind af teoretiske viden, og holder i os, vil til sidst falde fra og komme ud af sig selv, og som sig selv.

Det som sker med os, er at vi åbnes indtil vi er som himmelen.

Det at være oplyst. er som jeg ser det tre ting:

1. At lære sig selv og sine omgivelser at kende. At blive oplyst i sine følelser og tanker på godt og ondt. Og ”se” dem. Senere ”lokaliseres” tankernes ophav i bevidstheden. Hvilket ankommer med spørgsmålet: ”Hvad er jeg?”

2. Det at være oplyst, er identisk med at være til. Alle er oplyst. Alt er oplysning.

3. Oplysning er erkendelsen og accepten af ens egen identitet som værende: ”jeg ER dét at jeg er til”

Jeg vil slutte af med et citat fra Meister Eckhart som var en tysk teolog der levede i 1300 tallet.

The eye with which I see God is the same eye with which God sees me.

Der er fri fortolkning og meditation over citatet.............

jc

Hej Jacob.

Altid spændende at læse dine tanker.

The eye with which I see God is the same eye with which God sees me

Ja, det mener jeg er rigtigt. Vi ser et spejlbillede af det vi selv indeholder. Vil vi ændre verden skal vi ændre os selv, så ændres spejlbilledet også. Der findes ikke nogen verden udenfor, der findes kun det vi selv skaber. Vi tror, at vi ser en masse "næster" hele tiden, men vi kan kun se det af næsten vi selv indeholder. Ser vi ondskab hos næsten, så er det vores egen ondskab vi ser. Ser vi kærligheden, er det vores egen kærlighed vi ser. Kunne vi overhovedet så noget andet, så ville vores skæbne være tilfældig.

Hvert eneste øjeblik er en total udslettelse og opstandelse i et

Ja, at opbygge og nedbryde er helt det samme. Skabelse er det overordnede, opbygning/nedbrydning er vores midlertidige syn af dette skabelsesprincip. Om vi ser en opbygning eller en nedbrydning er et spørgsmål om perspektiv, men i livets eget indre er der ingen opbygning eller nedbrydning, men kun skabelse.

Har nogen hørt en tone, imens at den blev spillet?

Hvad kommer først, skabelse eller oplevelse? Jeg vil mene, at de er samtidige, eller man kan sige, det er den samme ting. Vi der hører tonen hører den præcist på det tidspunkt, hvor vi selv indeholder den. Vi skaber og oplever den på samme tid. En tone eksisterer ikke, hvis den ikke høres. Den der hører den, hører den præcist på det tidspunkt, hvor han selv skaber den. Det er muligt, at Mozart spiller på klaveret, men jeg kan kun høre en tone som en tone lyder for mig. Derfor er det mig som lytter, der indeholder det jeg hører. Der findes ingen tone objektivt set, men den findes kun hos den der skaber/oplever den.

Hej Kasper,

Tak for din bemærkning. Hvem ved måske det er ganske umuligt at forlade Martinus forum.

~Jo mindre man har søgt jo mindre vil man søge~

Ja, det ser sådan ud.

God rejse Jacob. Håber du finder hvad du søger når du i spejlet gøre. Og pas på det dybe i hjertet, for hvad man finder der kan være svært at forudsige.

Tak, og ja -
Det rigtigt. Vi kan ikke forudsige hvad der sker. Vi kan ikke engang ha forudsigelser eller ideer med til der hvor hjertet 'ER'.

Intet kan komme med i hjertet, ikke engang én selv.
- Kun SELVET kommer med, for hjertet er SELVET.

Der er én selv altså mig, og så er der SELVET. SELVET er det hele og det har taget plads i midten af det hele. Hjertet.

Hvis der er noget du ikke ved så er jeg den rette mand, for i bund og grund ved jeg ikke en skid. Så hvis du mangler hjælp og svar til hvad du finder i viden, så er der store chancer for jeg har et andet svar. Selvfølgelig ikke hvis det er den absolutte sandhed du har fundet, for så besidder jeg muligvis også det svar. Eftersom jeg meget begrænset er fyldt op med de falske. Men lig ikke for meget i disse tanker, synes bare de var sjove at skrive og lege med. Måske er viden som et instinkt, noget man er født med men som igennem livet kan blive ændret! Så måske din rejse ind og imod dit indre

Tak skal du ha Kasper, det er sødt af dig, at være til rådighed. Det sætter jeg pris på min ven.

Det med at noget er falsk og andet er sandt i os og andre, syntes jeg ikke at man skal udtale sig særligt meget om, om man har mere eller mindre af det ene eller det andet, viden og visdom, er en illusion og en dårlig undskyldning for ikke at gøre sit bedste for at leve op til den viden man har og kultivere den, og det er synd.. Ja det er en SYND! Hehe

Det hele starter i idag. Og det er idag at vi søger at opnå kosmisk bevidsthed. Ikke i morgen, ikke i næste liv. Vi skal gøre alt hvad vi overhovedet kan for at opnå og være kosmisk bevidste i dag. For det komme til at ske i dette øjeblik og i ingen andre. Det er nu. Det Ikke at søge at blive kosmisk bevidst i dag, er en udsættelse og en venden sit blinde øje til sin livs opgave. Hvem siger jeg det her til? Mig selv.

Vi holder alle sammen lige meget viden, det er kun et spørgsmål om indsigt. Indsigt er ikke noget som gives til en eller som man har vundet i lotto. Indsigt, betyder at kigge 'ind' i sig selv for svarene, (se ind). Et menneske med indsigt, er blot et menneske der kigger indad som ser ind i mørket på sig selv og trækker på den viden han eller hun finder der. De har hverken mere eller mindre end andre.

Og ja, viden er på et vist plan et instinkt. For hvem har brug for at vide at man er til. Universets instinkt sørger for at hjulene køre uden spørgsmål.

Jeg håber alt er vel hos dig Kasper. Tak for dit indlæg.

Knus og krammer til ægget
Jacob

Kære Svend,

Tak og i lige måde. Det er altid en fornøjelse. Der kan gå noget tid imellem min tilstedeværelse her på forummet.

Det blev et forholdvist langt indlæg, jeg satte mig engentligt kun ned for at kommentere på din bemærkning.

Og Jo, det ser ellers ikke rigtigt ud at jeg kommer væk fra Martinus forum, hahaha, har jo sagt farvel mange gange, mine indlæg handler jo tit om min afgang. Men jeg føler dog alligevel at jeg er på ferie/nok nærmere rejse, og at der ligesom sker en forandring i mit forhold til "herinde". Forandring i forholdet til livet, er vel det primære i livets oplevelse, i det mindste på vore kosmiske breddegrader!

Ser vi ondskab hos næsten, så er det vores egen ondskab vi ser. Ser vi kærligheden, er det vores egen kærlighed vi ser. Kunne vi overhovedet så noget andet, så ville vores skæbne være tilfældig

Ja, ja, og atter ja, vi er meget enige Svend. Det er netop også her at ansvar bliver til frihed og kærlighed, i at vi i denne indsigt ser vores virkelige natur, som den første årsag, og erkendelse af den første årsag er ikke blot og bar at jeg skal se at jeg selv er "skyld" i min skæbne, men jeg skal ind/se min virkelige natur som identisk med stilheden og hvilen, bag det hele og deraf opleve den naturlige tolerance og glæde overfor alt der er til.

Det er også først med disse erkendelser at vores praksis i kærlighed og tolerance bliver virkelig og dedikeret. Hvis at et menneske ikke kan se dette teoretisk og endda med et strejf af praktisk erkendelse, så er verden stadigvæk et produkt og skaberværk af uretfærdighed og tilfældighed.
Igennem dette syn, aktiveres, både vor selverkendelse og vores forståelse af de bevægelser der forekommer i verden og i os selv. Dette er kernen af visdom. Når jeg kan se at jeg møder mig selv, så bliver jeg ydmyg, men jeg forstår også at alt hvad der sker i livet, ikke kun overfor mig selv, men også mine medvæsener er en nødvendighed og et udtryk for kærlighed uanset hvor behageligt, eller grusomt det måtte se ud. Barmhjertigheden og medfølelsen strækker sig her både til de som lider og dem som påføre lidelse.

Man vil blive ved med at ha svært ved at se meningen med det hele, indtil at man begynder og opleve i sit daglige liv, at man kun kan møde sig selv at man hele tiden står overfor sig selv og sit eget bevidstheds liv. At alt dybest set er en selv.

For når at man indser det er der jo begyndt at være en naturlig og virkelig kommunikation imellem ens indre og den ydre verden. Og Guds tale er begyndt at virke forklare og åbenbare sig selv.

Hvis man ikke kan se at alle de ting at man selv møder er sit eget, så kan man heller ikke forstå at det er det samme som sker for alle de andre væsener og verden bliver deraf skiftevis god og ond, retfærdig og uretfærdig, alt efter bevidsthedens luner, smag, præferencer og partiske opfattelser der måtte ligge begravet og udspille sig i bevidstheden.

Det er vigtigt at komme til at forstå og se, at vi kun kan opleve vores egen natur. Alt i verden, fortæller sandheden om os selv. Hver eneste idiot eller kammerat vi møder på vores vej ankommer og fortæller os sandheden omkring os selv, i både relativ og absolut forstand.

Når vi tror det som forekommer omkring os i verden ikke er vores eget, så forstår vi hverken os selv, eller det evige verdensbillede. Vi forstår ikke at alt er udtryk for et absolut gode, selvom at dette også lokalt set kan tage sig ud som frygteligt. Graden af hvordan vi ser og forstår vores eget mørke og dets måde at være på, bestemmer graden af vores accept af os selv og verden.

Der findes ingen tone objektivt set, men den findes kun hos den der skaber/oplever den.

Ja. Så universet spiller sin musik, og så må vi jo se hvordan tonerne ser ud i hjertet og sindet på os selv.

Vi taler tit om, at alt er identisk. Jeg tænkte forleden over et symbol der forklare hvor vi er ens, og hvor der tilsyneladende er en individualitet.

Symbolet er et ansigt. Med tre grundudtryk.

1. Et ansigt der hviler med lukkede øjne. (tomhed)

2. Et maskeløst ansigt der har åbnet øjne, uden at gestikulere. (energi/grundillusionen for bevægelse og tomhed)

3. Et hav af individuelle masker("gummi masker") hvorved det maskeløse ansigt igennem gestikulere artikulere og udtrykker sig. (bevægelse, individ) Vi har uendelige masker der taler med hinanden, og om hinanden og om sig selv, men det er det samme "ansigt"/ eller syn/seen inden bagved. Men dette syn er rodfæstet og den første reaktion på den evige hviles illusoriske tilblivelse.

Men det sjove er at bemærke punktet eller ”zonen” fra at "ansigtet/noget som ser" er upersonligt og til det har personlighed.
- I dette punkt observere vi at der er det samme "ansigt" der taler og bevæger sig og artikulere, men det har vidt forskellige masker på og udstråler vidst forskellige former for bevidsthed.
Vi ser paradokset.
Vi ser på en måde at der er tale om absolut individualitet som er både Gud og Sønnen(Tomhed og energi) og altså en absolut "ikke individualitet" på samme tid som også er både Gud og Sønnen.
Fordi at selve maskerne på en måde "skaber" uendelige versioner af det samme ansigt, adskilt fra hverandre, men samtidigt er det stadigvæk kun det samme ”ansigt” bag hver maske.

Gud skaber uendelige Sønner, men de uendelige Sønner er alle identisk med den ene Gud, og skaber derfor indirekte uendelige "Guder". Gudesønner.

Ansigtet, gør maskerne til et, men maskerne gør også ansigtet til et. Ligesom at de også gør hinanden til mange.

Det kan ikke begribes udelukkende intellektuelt.

Hver individualitet strækker sig fra sin allermeste individuelle og tilsyneladende singulære faktor, hele vejen ned til bunden og dybet af sin allermest renkulturiske absolutte, intet-mæssige, ting/fænomen-løse, tomheds faktor, ja, det strækker sig helt ned til hjertet af intetheden hvor at det er identisk med alt, og hvor der "intet" er udover fravær af adskilte foreteelser. Her er det evige jeg, før at det bliver jeg. Jeget må sønnen udtale.

Så lige der hvor at intet, får sit første spæde illusoriske liv som noget, der får det et syn der i samme øjeblik individualiseres, hvilket vil sige, at ligeså snart at intet begynder at eksistere som noget energi eller bevægelse, individualiseres det per automatik, fordi at synet/grund ansigtet/planet for evigt har haft de individuelle masker på. Men samtidigt ser vi også at hver individualitet, er identisk med det absolutte. Hvert eneste fragment er helheden. Dybest set kan vi aldrig rigtig finde sønnen, ligesom at vi heller ikke rigtigt kan finde Guden. Men i realiseringen indser vi de to aspekter identitet som én identitet, at vi er én og at én er vi.. Vi er både alt intet, og det imellem.

Ud af tomheden/intet kommer der altså først synet og det absolutte væsen/ansigt dette ansigt strækker sig ud i uendelige masker..
Ansigtet der hviler symbolisere universets absolutte og basale natur(der naturligvis intet ansigt har, men, dette er for at forklare "linien" fra ”uden bevidsthed” til ”med bevidsthed”)

Her er universet et "intet". Det er X0. Her er alt identisk. X1 er Guds ansigt. eller det første syn.
Det første syn i sin illusoriske grundsubstans er den evigt smilende Guddom. Over os alle og i os alle der hvor alle bevægelser saliggøres, ophøjes, helliggøres, kombineres og herliggøres i deres aktive sammensmeltning, er Guds ansigt og Guds smil, og Guds JA og Omsorg til alt og alle.
Det er et bevidst, levende vitalt men på et vist underliggende plan et ”automatisk” smil fordi det generes af den evige bevægelse og erkendelse af at alt er såre godt. Der smiler, det er ét, det er mig, det er dig, det er alle, det er det illusoriske og højeste ”jeg bevidsthed” i os alle sammen et evigt rungende JA og Omsorg og kærlighed imod alt og alle. Til både det som ankommer og det som afgår. Alt intuitiv, sagelig, instinkt, tyngde, følelses og intelligensmæssige faktore i universet, udgør både strålerne og over, under, indre, ydre strukturen ved dette væsen og ansigt. Men bagved dette ansigt, er dets jeg. Dets base. Den evige udefinerede hvile. Ansigtet er den højest eksisterende jeg bevidsthed.

Men dette underliggende udefinerede hvile, er altså dette omtalte intet, og det intet åbner altså sine øjne(ansigtet med åbne øjne), og der er et "syn" . Her er Ingen tanker, ingen dom over noget som helst. Men alt bliver set som det er(dette er Guds grundbevidsthed/ men i kulminationen af dette syn, er også det evigt allerede omtalte upartiske, JA og smil til alt) Det er dette upersonlige/personlige, evige og upartiske syn der kigger ud igennem øjnene på alle. Uanset hvor langt væk et væsen er i mørket, bære det Guddommen glød og glans i og over sig.

Efter dette syn, kommer bevidstheds bevægelsen ind og synet fragmenteres(det talende og gestikulerende ansigt) ud i uendelige individuelle organer og evigheds-legemer, og hvert syn individualiseres og centrere i et evigt individuelt mønster af energi omkring sig selv og sin egen-struktur. Alle disse forskellige syn, gør at dette intet som har åbnet sine øjne og som er fuldstændigt upersonligt og uden dualistiske eller personlige og individuelle kvalitet, oplever sig selv som uendeligt forskellige individer, igennem uendelige syn og organer. Synet og ”intet” har ingen personlighed, det kigger kun(dog med sit iboende ja til alt og alle, som hvert enkelt individuelle væsen kan være bevidst i eller ej, er væsenet fuldstændigt bevidst i dette ja og smil, er det kosmisk bevidst).

Ud af denne "kiggen" fragmentere synet sig ud i tilsyneladende individuelle oplevelser, der indkapsles i evige legemer og organer. Men både, ophav, syn, og individualitet har været til for evigt. Disse ting gør at intet ”tror” at det er mange.

Da dette har været til for evigt har det ”upersonlige” for evigt været inkapslet i relative og personlige oplevelser. Så når de bevægelser "rammer" eller går ind i det evige "intet" og bevægelser kommer ud igen. Så skabes der af dette intet, først et syn(grund begæret/gud) og dernæst en "person" eller "individuelt" væsen)...
Jeg fornemmelsen, er individualiteten. Men jeget er det det samme i alle væsener, men der hvor at jeget er det samme i alle væsener er det ikke noget jeg, det er endnu et af de tilsyneladende paradokser.
Men vi kan aldrig komme forbi jeg fornemmelsen fordi at den genereres af konstant bevægelse fra det upersonlige aspekt. Men vi kan indse at vi ikke "er" jeg fornemmelsen (personen) men at vi er det som jeg fornemmelsen udspringer af.

Jeget, eller det store selv eller faderen.

Jeg fornemmelsen strækker sig fra at være en sans af individuel struktur, til at være en sans af det absolutte.

Med sansen af det absolutte, kan man mærke sin evige natur og med sansen af det den individuelle struktur kan man sanse sin foranderlige natur.
Men disse to sansninger er dybest set én sansning.
Fordi at de er hinandens skabere og rødder, fordi at det absolutte ikke kan opleves eller sanses uden en fragmentering, hvilket igen er det samme som bevægelse, hvilket igen er det samme som de individuelle oplevelser og personligheder.
Men fragmenteringen kan heller ikke opleves hvis det ikke har et center af absoluthed og rod. Her ser vi så igen at det absolutte er fuldstændigt identisk med det relative, masken er identisk med maskebæreren.

Og her stopper vi.

Kærlig hilsen
Jacob

Kære Jacob.

Tak for en ny spændende kommentar.

Essensen af det hele kan vel findes i, om man inderst inde kan acceptere fuldt og helt, at vi er "skabt i Guds billede". Martinus udtrykker det således, at forskellen på faderen og sønnen er, at der ikke findes væsener over guddommen, mens sønnen har faderen som overordnet væsen - ellers er der ingen forskel.

Guddommen har ikke noget væsen uden for sig selv - der er ikke noget uden for Gud. Alt Gud kan opleve kan derfor ikke være andet end Guddommen selv.

Og hvis gudesønnen er skabt i faderens billede, så må det samme gælde gudesønnen. Så er der absolut ikke noget af gudesønnens oplevelse, der er udenfor gudesønnen selv. Hvis man nemlig forestiller sig, at faderen er noget, der er udenfor os som gudesønner, så ville vi også modsat være udenfor faderen. Jesus siger, at "faderen og jeg vi er ét". Og dermed gælder det for alle gudesønner, at disse er et med faderen.

Da der ikke findes noget, der er uden for gudesønnen, så er alt gudesønnen kan opleve også gudesønnen selv. Vi kan ganske vist rent illusorisk opleve, at det ikke forholder sig således, men i realiteten findes der ikke noget som er uden for gudesønnen selv.

Hej Svend

Tak for dine kommentarer. Det er en fornøjelse at læse dem!

- Fordi:

1. Det er rart at nogle forstår.
2. Det er rart med en opfølgning, oplysning og udvidelse omkring emnet man er fokuseret i.

Jeg kan dybest set hele tiden kun blive klogere, og jeg sætter pris på at se alt det jeg endnu ikke har set. Så jeg holder meget af gennemgange af sandheden og pegepinde der henviser til den.

Jeg skriver frit.. Så jeg undskylder at jeg ikke altid holder tråden.. Og at det går fra personligt til upersonligt flere steder.

Da der ikke findes noget, der er uden for gudesønnen, så er alt gudesønnen kan opleve også gudesønnen selv. Vi kan ganske vist rent illusorisk opleve, at det ikke forholder sig således, men i realiteten findes der ikke noget som er uden for gudesønnen selv

Ja.

I virkeligheden er der kun "det tænkende sind" en tanke strøm, et tanke mønster, et gigantisk netværk af ”relationer” sammentræf og udvekslinger af ideer og koncepter.

På det helt reelle plan er Sønnen/Sønnerne i virkeligheden et individuelt fixpunkt i denne omfattende tankekombination. Det er det samme mønster i hver søn, men hver søn er et fixpunkt og perspektiv i og på mønsteret.
Det der giver sønnerne en relativ og virkelig nok individualitets-struktur set fra det illusoriske plans synsvinkel af, er at disse fikseringspunkter er evige, og udgjort, af permanente, definerede, differentierede, koncentrater af tanker, og disse koncentrat hober af tanker er det samme som energi eller det vi kalder evighedslegemer.

Men de er ikke levende i sig selv. Der er kun én der lever og det er ”JEGET” jegets kontakt med sin egen bevægelse, skaber uendelige ”separate” JEG’BEVIDSTHEDER tankehober/energi/sønner/døtre/personligheder/sjæle/hjerner/sind.

Vi er trods alt ned til mindste tanke og detalje fuldstændigt forskellige i vores væsens tænke, gøre, handle og væremåde, men der hvor der ingen detaljer er, er vi fuldstændigt ens og absolut identiske. I sub-naturen.

Men da det som oplever "din" absolutte og urokkelige indvidualitet er akkurat det samme som det der oplever "min" absolutte og urokkelige individualitet, er vi dybest set den samme ”ting” eller ”ikke – ting” eller ingenting.

Men hvert enkelt individ har brug for en defineret personligheds struktur for ikke at bliver forvirret eller i værste fald sindssyg.

Før at ”den” ”Faderens Fader” har individualistiske strukturer i sit udtryk og liv, kalder vi ”den” retmæssigt for ”den”. ”Den” vil bare gerne opleve sig selv. ”den” er fuldstændigt opslugt og betaget af at "den" eksistere.

Først er den intet, eller mørket i mørket/Faderens Fader/X0, så bliver ”den” en ”den”, dernæst "bliver" den til "lyset", "solen", "smilet", "barnet", "oldingen" og "accepten" i alle, og dernæst siger "den" JEG om sig selv, hvilket udtales uendelige organer og singulære energi mønstre og sekvenser, der har hvert deres "sind" og "hjerte". Disse ting sker naturligvis på samme tid og er ikke som sådan en linær foreteelse.

En teknisk, enkel og direkte vinkel at se det faktum er at vi rummer det hele er fra det faktum at universet er uendeligt stort, ligesom at det er uendeligt småt. Dette er et faktum for enhver der forstår hvad uendeligt og evigt ”er” og har af ”konsekvenser”.

Dette vil sige at hvert individuelle væsen er hele universets makrovæsen og hele universets mikrovæsen på en og samme tid. Hvert individuelle væsen rummer alt under og over sig. Vi er i mælkevejen, men mælkevejen er også i os. Vi er en prik i universet, men universet er også en prik i os. Og dog kan vi aldrig kalde os selv for faderen, selvom vi altid kan lade ham tale og manifestere sig igennem os.

Grunden til man ikke kan kalder sig selv for Gud, er fordi at hver Gudesøns oplevelse er helt og absolut individuel. Detter er fordi at alt hvad der ikke tilhøre den individuelle søns egen personlige individualitets stuktur eksistere som evige latente faktorer i hans bevidsthed.

Men alt i alt er vi faktisk bare uendelige JEG’BEVIDSTHEDER der optager samme rum, vi taler og er faktisk i "munden" på hinanden. Men på grund af dette faktum regulere universet denne ”optagen det samme rum” ved at give situationen og os perspektiv og relation.
Relation er reaktionen på at alt optager samme rum. Derfor sker der en ”relatering”, disse ”relateringen” strækker sig i perspektiver igennem hele det evige og uendelige univers.
Det er selvfølgelig noget der sker per automatik. Illusionen eller manifestationen handler absolut logisk for at det ”absolutte” kan manifestere sig relativt i funktionelle perceptioner for ”den” som oplever.

Alt hvad vi oplever er dybest set tilpasninger og billeder på at et noget "intet" ser på sig selv. Derfor er billederne altid logiske. Hvis at noget skal gå fra mørke til lys, bliver billedet en solopgang. Hvis noget skal gå fra uvidenhed til viden-hed hvilket jo sammenlagt symbolisere helhed, så bliver billedet til reinkarnationer. Reinkarnationer, skuljer sandheden og åbenbare den gradvist, hvilket gør farvertonerne mulige i det universelle billede der skal projektere helhed.

Hvorfor oplever vi egentligt? Hvorfor er der egentligt et "JEG" Og hvorfor kan vi egentligt føle noget? Kunne der ikke bare ha været bevægelse og tomhed uden oplevelse og oplever, altså set fra et virkeligt kritisk abstrakt plan? Hvilken logik, siger at der SKAL være en oplever. Ligger denne logik udenfor vores horisont af viden?

Jeg vil sige...
at ”Jeg ” for jeg at se, betyder koncentratet af koncentratet af alle ting. Hvis man virkeligt meditere over hvad jeg er og hvorfor at det ”opstår” eller ER som noget der oplever, så er det blot en sammen-smeltning-presning og -trykning, af ”alt MULIGT”(altså: af alt hvad der er muligt af fænomen og non fænomen).
At noget giver sig til at opleve, at den årsagsløse årsag oplever, er resultatet af ”koncentration” i ordets dybeste og allermest mystiske betydning. Koncentration i sit absolutte og mest egenkulturiske udtryk giver et vulkanisk, aggressivt og selvsagt udbrud af ren og skær og direkte opleveren-oplevelse-oplevede. Af X 1-2-3’hed

Behag og Ubehag er detaljer i den neutrale oplevelses konsistens. Ren oplevelse er af en særlig neutral, stille og tom konsistens/substans. Konsistensen består i sin illusoriske adskilthed af de levende detaljer som behag og ubehag og kontrasterne lys og mørke og ellers alle livets kontraster fra yder pol til yder pol. Når X kigger ind i sig selv, opstår der ”syner”. Alt hvad vi kan opleve i livet er dybest set intet andet end et ”syn”. Alt er en udadvendt og indadvendt projektion af tænkende sind.

Ja.

Når jeg skriver alt dette, kan jeg egentligt godt komme til at tænke at måske at de som læser denne tekst, tror, at jeg tror, at jeg er alle. Og det lyder måske lidt skizofrent, men jeg kan i sagens natur slet ikke være nogen anden end mig selv.

Forskellen på en ”oplyst” og en ”skizofren”, er at en oplyst kan skelne imellem sin egen autonome, unikke, individuelle struktur og andres. Hvor at en skizofren kan komme til at tro at han er en anden person, eller har en anden persons tanker osv...
Hvert evige enkelte, individuelle væsen, er et særligt mønster i det store altomfattende mønster og vil for altid ha sit eget sind, sin egen sjæl, og sine egne følelser og tanker.

Årsagen til dette er fordi at illusionen er evig, virkelig og uomgængelig.

Men fjerner vi illusionen er der kun én substans.

SPIRIT er der KUN, Én Af. Der er kun Ånd.

Jacob.