Hej Claus35.

Jeg mener man kan sige det på den måde, at så længe vi har en fysisk organisme, kan vi ikke foretage os noget som helst, uden at det har indflydelse på denne fysiske organisme. Det vi spiser, tænker, tror, siger osv., alt hvad vi foretager os får på en eller anden måde en indflydelse, større eller mindre.

Men der er ingen garanti for, at det vi nu og her ønsker os, går i opfyldelse. Der kommer en dag, hvor det bliver sådan, men der er vi langt længere fremme i spiralen, hvor materien lystrer vores mindste bud lynhurtigt. Grunden til, at vi er i den fysiske verden er for at vi kan lære at tænke og handle på en måde, der gør os egnede til at færdes i disse højere verdener. Af samme grund er den fysiske materie langt mere træg, og lystrer ikke på samme måde tankens mindste bud, der skal en langt hårdere påvirkning til, inden den fysiske materie lystrer. Man kan vel derfor sige, at hvis det eneste der skulle til for at få den fysiske materie til at lystre, var en bøn til Gud, så var den fysiske verden ikke nogen læreplads - så ville vi alle blive som de såkaldte "curling-børn", hvor enhver forhindring bliver fejet bort, uden at børnene selv skal yde noget for det. Samtidig lærer børnene intet af det.

Men Martinus siger jo, at man skal prøve at bede, selv om man ikke tror på det, og selv om det ikke umiddelbart hjælper. Man kan jo måske være heldig, at der sker et mirakel, eller man kan måske blive bedre til at forstå sin nuværende situation. Er man i nød, bliver det hele lidt lettere, hvis man forstår meningen med det - hvad man skal lære af det. Det kan da i hvert fald ikke skade noget at prøve at bede.

Hej Claus

Martinus skriver i Logik, kap. 20. (jeg har markeret det jeg ser som mest relevant i relation til dit spørgsmål):

Vi vender atter tilbage til begivenheden i de mørke fortidsskove. Vi har allerede set, hvorledes der ud fra denne dannede sig et princip, der fra at være et enligt dyrs spæde dødsskrig, fra at være et hjælpeløst væsens første spæde og ubevidste forsøg på gennem en mund at udløse en bøn til en eksisterende guddom, udviklede sig videre og videre, blev til en skabende kraft, der ikke alene er i færd med at forvandle det hjælpeløse overfaldne "dyr" til et "menneske", men er også i færd med at gøre dette vordende "menneske" til herre over elementerne, over naturen, er i færd med at sætte nævnte væsen i stand til at opfylde det guddommelige bud: "Vorder frugtbare og mangfoldige, opfylder jorden og gører eder den underdanig". Men hvad har været drivkraften i denne fantastiske udvikling? – Og hvad er udvikling i det hele taget? –
      Udvikling er det samme som overvindelse og ville således være en umulighed, hvis der ikke var noget at overvinde. Den bærende drivkraft i den førnævnte udvikling har altså været den, at der har været noget at overvinde, og at denne overvindelse samtidigt, som vi nu skal se, udgør den fundamentale livsbetingelse, er det bærende i al selvopholdelsesdrift.
      Som vi allerede har stiftet bekendtskab med, var det princip, i form af det overfaldne dyrs dødsskrig og dettes videre sejrrige udvikling til skabelsen af alle de moderne tekniske fuldkommenheder i verden, til skabelsen af moderne videnskab og kunst, jo i sig selv af en absolut opbyggende eller livgivende art. En manifestationsform eller kraftudfoldelse, som dette opbyggende princip skulle overvinde, måtte så udelukkende være af en modsat natur, måtte være absolut nedbrydende, måtte være ødelæggende, sønderrivende, thi i modsat fald var der jo intet at overvinde. Og da al skabelse, al frembringelse udelukkende kun kan være identisk med forandring, og da forandring igen umuligt kan finde sted, uden at man er de realiteter overlegen, som man forandrer, ville omskabelsen af "dyr" til "menneske" således aldrig nogen sinde kunne have fundet sted, ja vi ville aldrig nogen sinde være kommet til at opleve os selv eller noget som helst andet levende væsen, hvis ikke der havde været noget at overvinde. En absolut stilhed ville herske overalt i universet. Ja, der ville i virkeligheden slet ikke være noget univers. Ingen sol, ingen stjerner, ingen himmel og ingen jord ville eksistere, thi alle disse foreteelser er jo netop identiske med omskabelser af andre foreteelser, er sejrrige overvindelser af andre kræfter. Og intet øje ville komme til at opleve lys, og intet hjerte komme til at banke i overvældelse eller beundring for noget som helst skønt, storslået, guddommeligt eller majestætisk. Kun en evig død, en evig nat ville eksistere der, hvor livets altovervældende lysbølger nu funkler os i møde og skaber vor fornemmelse af håb, lyst og længsel, skaber vor evne til at skelne mellem godt og ondt, mellem visdom og dårskab, giver os talenter for frembringelse af lykke, kærlighed og glæde.

Med kærlighed

Lars

Skal det forstås sådan, at jo mere udviklet man er, jo mere kan bønnen indvirke i den fysiske materie?

Jeg forstår det sådan at bønnen er selve vejen til Gud og øvelse gør mester.

Med kærlighed

Lars